Læsetid: 5 min.

Først efter sin død, kunne Peer Hultberg være ærlig

Det er sjældent, at forfatteres breve til familien er interessante i litterær sammenhæng, fortæller forskningsbibliotekar Bruno Svindborg, der læser meget korrespondance på Håndsskriftsafdelingen på Det Kongelige Bibliotek. Men i tilfældet Hultberg står der så uendeligt meget mellem linjerne
Arkiv. Bruno Svindborg blandt hemmeligheder i arkivet på Det Kongelige Bibliotek.

Arkiv. Bruno Svindborg blandt hemmeligheder i arkivet på Det Kongelige Bibliotek.

26. november 2010

I 2009 kørte Bruno Svindborg til Isestrasse i Hamborg og hentede 14 flyttekasser. I kasserne lå manuskripter, dagbøger, breve og andre dokumenter, som den afdøde forfatter Peer Hultberg ikke havde været i stand til at smide ud.

Peer Hultberg havde hele sit liv været et meget privat menneske. Han var forfatter og psykoanalytiker, homoseksuel og søn af medlemmer af det bedre borgerskab i Viborg. Men mens han levede, var han kun forfatter, når han talte med andre end sine nærmeste og sine klienter. To år efter hans død i 2007 udkom Selvbiografi og Brev. Og her gav Hultberg frit løb for alt det, han havde holdt tilbage. Selvbiografi er historien om forfatteren som ungt menneske og barn. En kompromisløs fremstilling af opvæksten i Viborg og forældrenes betydning for ham. Brev er en konfrontation, et anklageskrift, stilet til moren. Men skrevet efter hendes død. Som breve. Forholdet til forældrene var mere end anstrengt. Så anstrengt, at Peer Hultberg først kunne være ærlig, da de alle var væk. Også ham selv.

Det var altså en varevogn fyldt med smerte, som Bruno Svindborg og en chauffør kørte hjem til Danmark fra Hultbergs selvvalgte eksil.

På Bruno Svindborgs computerskærm i kontoret i håndskriftsafdelingen ser vi på et af de private billeder, som er i Hultberg-arkivet. Det viser den unge mand på en gåtur med sin far.

»Ja, det er jo simpelthen et fantastisk billede. Efter at have læst Selvbiografi ser man jo hele deres forhold i det billede,« siger Bruno Svindborg. På billedet ser man Peer Hultberg og faren bagfra. Forfatteren går et par meter bag sin far med nedbøjet hoved. Billedet har Bruno Svindborg som ansvarshavende redaktør også brugt i det temanummer om Hultberg af tidsskriftet Bogens Verden, som udkommer i dag. Under billedet i tidsskriftet står et citat fra Selvbiografi:

»Aftenturene, de forfærdelige, hvor alle skulle tro at fader og søn talte dybt og inderligt sammen, og så foregik de i pinlig og så godt som absolut tavshed.«

Ufærdig roman

I Bogens Verden er der også tekstuddrag fra en ufærdig roman, som Bruno Svindborg fandt på en diskette i én af flyttekasserne.

»Jeg troede simpelthen ikke mine egne øjne, da jeg så det. Der var jo ingen, der havde regnet med, at der lå den slags i arkivet. Manuskripter, ja, men ikke til større uudgivne prosaværker. Jeg tror ikke engang, Fredy ved det. Jeg sender selvfølgelig et eksemplar af Bogens Verden og fortæller ham det,« siger Bruno Svindborg. 'Fredy' er Peer Hultbergs samlever gennem mange år, Alfred Wäspi. Det var ham, der inviterede Bruno Svindborg og Bjørn Bredahl, der er Hultbergs litterære eksekutor, til frokost i Hamborg, for at de kunne se nærmere på arkivet. »Det var stort af ham,« siger Bruno Svindborg: »selvom han var sorgfuld, og det selvfølgelig ikke var let for ham at give Peers papirer væk, så var han samtidig opsat på at gøre hvad Peer havde ønsket.«

Ud over den ufærdige roman består Peer Hultbergs arkiv i høj grad af dagbøger og korrespondance. Bruno Svindborg har naturligvis ikke gennemgået alt i det omfangsrige arkiv, der er ét af afdelingens største. På størrelse med Karen Blixens. Men alligevel har han dannet sig et indtryk af Peer Hultbergs private skriverier. »Forfatterskabet er i virkeligheden kun en del af hans intellektuelle liv. Når vi her på samlingen får breve fra forfatteres arkiv, så er mange af dem jo litterære. De beskæftiger sig med deres forfatterskaber også i breve og dagbøger. Men ikke Peer Hultberg. Her er dagbøgerne i høj grad private, og jeg vil beskrive familiebrevene som ordinære - de skriver til hinanden om ting, de har oplevet. Et sted skriver han, at han tvivler på, at han egentlig tager sig selv alvorligt som forfatter. Det er jo ikke en devaluering af det, han har skrevet. Det er mere et udtryk for, at det altid er faldet ham meget let at skrive, og måske netop derfor var det også kun noget, han temmelig sjældent beskæftigede sig med i sine breve. Kvantitativt fylder psykoanalysen mere i hans liv.«

Peer Hultberg var oprindeligt akademiker. Han ernærede sig i en periode som underviser i og oversætter fra slaviske sprog, men afbrød denne akademiske karriere for at blive forfatter og psykoanalytiker. Han debuterede i 1966 med Mytologisk landskab med Daphnes forvandling, og Bruno Svindborg satte sig for at læse al korrespondance fra dette år. »Det slog mig, at han debuterer med en roman, uden at det overhovedet bliver nævnt i brevene mellem forældre og søn.«

Borgerlig opdragelse

I det hele taget får læsningen af familiebrevene en helt anden dimension, når man har læst den ikke særligt flatterende fortælling om familien Hultberg i Viborg i Selvbiografi.

»Man kan ikke genkende den relation, der er mellem forældrene og deres søn i brevene, i det man kender fra Selvbiografi. Den ærlighed finder man ikke i brevene. Men det var egentlig også, hvad jeg havde ventet. Jeg havde fornemmelsen af, at han var opdraget i den borgerlige provins' ånd. Det er en ekstremt høflig og omsorgsfuld søn, der skriver til sin familie. Og ikke kun til sine forældre, men også til tanter og andre familiemedlemmer. Han husker alle fødselsdage,« siger Bruno Svindborg.

Familiebrevene havde måske været mindre interessante, hvis ikke Peer Hultberg havde ønsket at få Selvbiografi og Brev udgivet efter sin død.

»Jeg ser jo i disse breve, at det er Hultbergs mor, der har fodret ham med sladder fra Viborg, som han har brugt i Byen og Verden og også i Requiem. Han bruger stoffet fra brevene. Derfor bliver også familiebrevene uomgængelige kilder i forskningen i Hultbergs forfatterskab,« siger Bruno Svindborg: »Nu du er her, skal du lige se det her.« Han leder i bunkerne af papir, der ligger stablet på et bord i det lille kontor. »Her er det. Det er det originale manuskript til Brev,« siger han, viser mig hurtigt teksten og lukker så mappen igen. Jeg når lige at skimte de første ord, der står skrevet med sirlig blå skrift. Hurtigt skrevet af en trænet hånd: »Kære mor.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu