Læsetid: 4 min.

'Jeg er formentlig elitær, men det trænger man også til'

Kunst skal ikke frelse verden eller stoppe forurening eller give sigøjnerne tag over hovedet, fastslår billedkunstner Per Arnoldi, der til april tiltræder som ny formand for Kunstrådet. I modsætning til sin forgænger, Mads Øvlisen, mener han ikke, kunst skal provokere og skabe debat
Kunst skal ikke provokere. Slet ikke. Kunst skal heller ikke skabe debat, nej, kunst skal berige. Provokation og debat kan så eventuelt udspringe af berigelsen, mener Per Arnoldi, der i april overtager formandsposten for Kunstrådet.

Kunst skal ikke provokere. Slet ikke. Kunst skal heller ikke skabe debat, nej, kunst skal berige. Provokation og debat kan så eventuelt udspringe af berigelsen, mener Per Arnoldi, der i april overtager formandsposten for Kunstrådet.

Erik Refner

29. november 2010

»Grænserne for kunst er blevet uklare. I stor kærlighed til og åbenhed over for amatører er meget mere kommet ind under kunstbegrebet, end der er rum for,« siger Per Arnoldi, nyudnævnt formand for Kunstrådet.

Han er foruroliget.

»Ikke over at grænserne er blevet flydende, men over, at de er totalt flydende.«

Når Per Arnoldi til april tiltræder, vil han, sammen med udvalgene, begyn- de med at finde frem til kriterier.

»I stedet for at starte med en handlingsplan. Eller man kan sige, at definitionen af kriterier skal være første skridt til en handlingsplan.«

For ham selv er kriteriet værket. »Det er værket, der skaber sin egen berettigelse, kunst er det, der koncentrerer sit udtryk til det punkt, hvor det ikke kan være anderledes. Det være sig et digt, en dans, et stykke musik eller et billede. Man kan både skabe kriterier for den ordløse kunst og den, der benytter sig af ord.«

»Kunst skal ikke frelse verden eller stoppe forureningen eller give sigøjnerne tag over hovedet,« fastslår han. »Hvis man vil tale om budskab, skal det udspringe af værket selv, ikke tilføjes som noget ekstra. Hvis man vil have debat, kan man skrive en kronik.«

Samtidig understreger han, at al kunst i hans optik er brugskunst: »Man bruger den bare til noget forskelligt i de forskellige udtryk og forskellige sammenhænge. Man kan blive vemodig, glad, opstemt, danselysten, eftertænksom, man kan blive væk, måske lidt klogere, måske lidt rystet og overrasket, måske dejligt dummere,« funderer han. »Men fælles for al kunst er, at kunsten tilbyder sin færdige form som et 'værktøj til oplevelse', et redskab, et instrument vi kan betjene os af.«

'Formentlig elitær'

I modsætning til Kunstrådets afgående formand, Mads Øvlisen, der ønskede provokerende og debatskabende kunst, mener Per Arnoldi ikke, at kunst skal provokere. Slet ikke. Kunst skal heller ikke skabe debat, nej, kunst skal berige. Provokation og debat kan så eventuelt udspringe af berigelsen.

»Kunstens etiske fordring består i at skabe den ypperste artikulation af vores kultur, i sit eget sprog, et æstetisk sprog, som er kunstens eget. Kunst skal være kunst, ikke for sin egen skyld, men for alles skyld. Og er den det, kan man også eventuelt debattere den.«

Per Arnoldi vil desuden skelne skarpt mellem amatørkunst og professionel kunst, som han foretrækker at kalde 'forpligtende kunst'. Den sidste er den kunst, der udsætter sig for at blive målt med den hårdeste alen, siger han.

»Derfor er jeg formentlig elitær, men det trænger man også til.«

»Og lad os så også tage amatørbegrebet alvorligt. En amatør skaber ud af kærlighed til det, han laver, lad det blive ved det.«

- Du taler om værket som det centrale, men er det ikke netop opløsningen af værket, det meste af den moderne kunst er optaget af, i installationer osv.?

»En installation er jo bare et temporært værk, en teaterting. Kunst kan finde sted alle mulige steder, det er ikke det, jeg er ude efter, der er ikke noget, der falder udenfor. Hvis det, der bliver skabt, har kunstnerisk kraft, er der frit valg på alle hylder. Men det kræver, at kunsten har potens.«

Det offentlige rum

Per Arnoldi fremhæver den engelske kunstner Richard Long, der skaber kunst ved at spadsere i landskabet og afsætte spor, på stederne og i tiden. Richard Long arbejder med afstande og størrelsesforhold, udført med det materiale han finder undervejs og med hans egne menneskelige dimensioner som målestok.

»Hvis du går en tur i Kongens Have en dag, hvor det har sneet, ser du måske en sti, der går ved siden af den, der er anlagt, eller som går et helt andet sted. Mennesker går en anden vej end den planlagte, at få øje på det giver blik for vores strukturering af omverdenen.«

Derfor ønsker Per Arnoldi også, at arkitektur og design skal have deres egne udvalg i lighed med musik, scenekunst, billedkunst og litteratur.

»Arkitektur er måden, vi lever på. Arkitektur er måske for flere mennesker meget vigtigere end billedkunsten.«

- Hvad med al den såkaldte kunst, der står foran ethvert rådhus i Danmark?

»Nu er det Kunstfonden, der opstiller den, men det er da rigtigt, at der altid er et problem med det offentlige rum. Værkerne får en permanens, de måske ikke skulle have haft, hvem siger, at netop den komité, der besluttede det og det, var ufejlbarlig?«

En ukvalificeret debat kan dog også få det modsatte resultat, påpeger Per Arnoldi og henviser til den årelange diskussion, der endte med en afvisning af Hein Heinsens skulptur Ringen, Vogterne og Kilen på Store Torv i Århus. Også af den grund er der brug for kriterier, mener han.

»At definere kriterier opfattes som regel som umuligt og for øvrigt også som reaktionært. Men uden kriterier er alt lige godt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Hvis jeg synes noget er kunst, så er det altså kunst. Det må Per Arnoldi meget gerne prøve at lave om på:) Bortset fra det, så tror jeg vi er enige et langt stykke hen ad vejen, for jeg kan nemlig også bedst lide kunst der holder lidt længere end hele vejen hen til banken. .

"Når Per Arnoldi til april tiltræder, vil han, sammen med udvalgene, begynde med at finde frem til kriterier.

»I stedet for at starte med en handlingsplan. Eller man kan sige, at definitionen af kriterier skal være første skridt til en handlingsplan.«"

Er det en Aprilsnar?

Arnoldi som kunstens definator og diktator?

Den svære kunst er at forstå; at kunsten som noget af det eneste der findes i hele universet er og kan og bør være grænseløs.
Grænseløs ud over alle grænser.
Sand grænseløshed kommer fra noget så undervurderet som inspiration og fantasi og tilstedeværelse i livet og kan drevet af kunstnerens håb om forandring til det bedre udmønte sig i ønsket om at frelse verden eller stoppe forureningen eller hvad problemet end måtte være.
Derfor må kunst da hjertens gerne frelse verden eller stoppe forureningen hvis den kan.
I den perfekte verden kan man sikkert klare sig med dekorationskunst ala Arnoldi.
I den virkelige verden vil jeg have mere for pengene.

Søren Kristensen

@ Bill Atkins

Du misser den pointe, at det enkelte kunstværk bør kunne stå på egne ben og tale for sig selv uagtet dets ophavsmand og ikke mindst dets medie. I det spil kan kartoffeltryk vel være lige så gangbart som akrylmaling eller diamanter for den sags skyld. Mig bekendt findes der heldigvis ikke elitære materialer, kun elitære kunstnere.

"I modsætning til sin forgænger, Mads Øvlisen, mener han ikke, kunst skal provokere og skabe debat"

Modsætningen er netop det der definerer kunst.

Martin Jeppesen

Jeg synes det er sørgeligt at en mand, som af staten er opdraget til at kunststøtte kun skal gives til de få, de priviligerede og de anerkendte nu skal sidde og dele de penge ud som han selv har nydt godt af i så mange år.

Man kan forestille sig at det første skridt i Arnoldis handlingsplan vil være en endelig elimination af støtten til unge ukendte kunstnere (den er fornyligt blevet heftigt beskåret), så der bliver mere til ham selv og hans gamle nisse-venner, som ikke har produceret relevant eller tankevækkende kunst de sidste mange, mange år.

Søren Kristensen, jeg tror ikke at kartoffeltryk, stempelkunst har nogen som helst pointer, ud over at udfylde så ingen andre føler sig fristet af den tomme plads. I disse år hvor vi ser grænseoverskridende flygtige kunstværker hvis pointer er at 'intete er noget værd', og som har til opgave at vække vores undren over os selv, er det provokerende at overlade den økonomiske styrestang til Arnoldi ...næsten som når en kulturminister tapper mediefoliget for 100 millioner kroner og tilskærer en Møllerradio efter sit helt eget hoved...

Arrh, jeg glemte pointen ovenstående: næsten som når en kulturminister - i alsidighedens navn -tapper mediefoliget for 100 millioner kroner og tilskærer en Møllerradio efter sit helt eget hoved…skulle der have stået

Peter H. Hansen

Arnoldi er først og fremmest VKO mand, han er reaktionær, borgerlig og en "kunster" og kommenator der var fremme for 25 år siden - og siden da er hentet ud af det borgerlige rædselskabinet for, at dyrke smagsdommeri.

Det er en tragedie for kunsten, at Arnoldi er blevet "Kunstboss"..,

Søren Kristensen

Siden hvornår har det været et kriterium at man skal være et geni for at være kunstner eller have forstand på kunst? At mange af Arnoldis kunstværker, for så vidt man regner plakaterne med, er halvgeniale, diskvalificerer ham vel næppe og hvorfor skulle han ikke kunne være lige så god en kunstrådsformand som så mange andre? Om der så skal være et kunstråd, i det hele taget, er en anden diskussion.

Jeg var ironisk. Det ved jeg ikke om du er. Jeg synes Arnoldis værker er absolut ligegyldige.

Men fair nok den ene kan vel være lige så god som den anden.

Martin Jeppesen

@Søren Kristensen

Læs mit tidligere indlæg. Arnoldi er gennem et halvt menneskeliv opdraget til at kunststøtte er en livspension til nogle få udvalgte mennesker, i stedet for at skyde lidt mere med spredhagl og dele mindre støtte ud til flere, og mindre anerkendte kunstnere.
Det er sådan man udvikler kunsten.
Det andet er bagstræberisk og, ja... "elitært". Blot er der ikke tale om en egentligt elite, men om de som kan skabe den mest gennemsnitlige og bredt acceptable kunst.

Der er absolut ingen grund til at støtte kunst, der ikke er kunst. Det er vel det, Arnold siger.
Jeg har netop haft en fantastisk oplevelse med at vandre gennem salene i Kunsthaus Zürich. Jeg havde glemt, hvor klart den virkelige mester taler om alt det, der er langt væsentligere end dagen og vejen, nemlig om tings beskaffenhed i fortid, nutid og fremtid. Det var mageløst. Ikke mindst Giacometti-samlingen, der er noget mere inspirerende end Louisianas gående mænd! Men jeg kan så bestemt ikke give Kaspar Olsen ret i, at kunsten er grænseløs. Kunsten er tværtimod ekstremt bundet indenfor de regler, værket selv etablerer. Ingen og intet kan tale fra intet sted.
Jeg er også ekstremt tilfreds med lederne af de faglige udvalg - nu kan vi måske vende tilbage til de gode tider i 80erne og 90erne, hvor kunsten var central og til stor inspiration, også for mange unge, der senere har opbygget bemærkelsesværdige karrierer.

Søren Mikkelsen

"meget mere [er] kommet ind under kunstbegrebet, end der er rum for,« siger Per Arnoldi, nyudnævnt formand for Kunstrådet"

eller som fhv. kultur-Brian saa rigtigt sagde: der er alt, alt for mange kunstnere i Danmark (formentlig ogsaa en hentydning til den begraensede vaeg- og hyldeplads).

D.v.s. nu skal der luges ud i ukrudtet. Forresten er der jo stor brug for flere haender i aeldreplejen; to fluer med eet smaek? :-)

Søren Kristensen

Det er en klassisk fejlslutning at kunsten skulle være et skridt foran. Kunsten er altid et skridt bagud eller i bedste fald samtidig - en reaktion, om du vil - eller et spejl. Arnoldi var hverken bagud eller foran sin samtid, han var kongruent med fattigfirserne og mange af hans plakater er kendetegnet ved at de ligger på grænsen mellem kalkulation og kunst og hvad mere kan man forlange af en plakat?

En anden misforståelse er at uagtet at Arnoldi måske gerne vil være elitær, så er han i virkeligheden uhyre folkelig. Derfor er det en meget ambitiøs Per Arnoldi der sætter sig i formandsstolen og det lover jo, alt andet lige, godt.

Peter Kring Hansen

kunst er lort (på dåse) - det perfekte eksempel på et værk som går ud over egne grænser eller er grænseløst (lugtmæssigt), men som i sig selv i bogstaveligste forstand er lort.

Jeannette Buch Cordsen

"Kunst skal ikke skabe debat.. kunst skal berige..".........Det virker som om Per Arnoldi er blevet træt af al verdens ulykke og elendighed og har lyst til at lukke af.. gå med skyklapper på.. lade som ingen ting...... Helt ærligt?!!
Picasso's "Guernica" ville der så formentlig ikke have været plads til.... Vågn lige op og tænk igen Per, det ku' jo være det hjalp...
"Statens Kunstråds opgave er at fremme udvikling af kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet " står der på deres hjemmeside.. Det kræver åbenhed og ikke snævertsynet diktatur/cencur!
Iøvrigt skal Per Arnoldi da kun være glad for, der var plads til amatører dengang det eneste man så fra ham var tredimensionelle figurer i blå, rød og gul.
-- Man kan frygte at kunsten i DK i fremtiden kommer til at afspejle resten af samfundet, som det ser ud i disse VKO-tider; stadig flere og flere regler... stadig mere og mere kontrol... med faldende kreativitet til følge.... større ulighed, også inden for kunsten... osv.osv.osv.

Steen Johansson

Per Arnoldi er en af de mest undervurderede kunstnere i DK. Heldigvis er der stor interesse for hans værker udenfor Metzedammen. PA var minimalist længe før det kom på mode. Han er på ingen måde elitær, men derimod meget folkelig. Han har skabt populære motiver til sodavandskapsler, udsmykket Parken og rådgivet Sir Norman Foster om farvesammensætningen i den tyske rigsdag. Derudover har han stimuleret interessen for billedkunsten med sine populære kunstquizzer i firserne. Hans eminente forståelse for farvers betydning er uden sidestykke. Hans berigelsespostulat udelukker ikke Guernica, nærmest tværtimod. Han omtaler den proces der er introvert og personlig frem for den onanerende se-mig,- jeg- har- skidt- i -bukserne kunst.