Læsetid: 6 min.

Forudsigelig forførende forvandling

Fra dydsmønster til sexkilling. Det er den samme fortærskede forvandling, vi er vidner til, når endnu et teenidol bryder med sit pæn pige-image og springer ud som afklædt sexbombe. Men det forarger alligevel gang på gang
Fra dydsmønster til sexkilling. Det er den samme fortærskede forvandling, vi er vidner til, når endnu et teenidol bryder med sit pæn pige-image og springer ud som afklædt sexbombe. Men det forarger alligevel gang på gang
11. november 2010

Så skete det igen. Et velkendt populærkulturelt fænomen klædte sig bogstaveligt af foran forargede fans. Denne gang var det stjernerne fra den populære tv-serie, high school-musicalkomedien Glee, der havde smidt skoleuniformen og iført sig et noget mere afklædt skolepigelook med hvide bomuldsknæstrømper, dyb kavalergang og en tunge kælende om en ellers så uskyldig slikkepind.

Det var magasinet GQ's novemberudgave, der lavede en fræk og tilsyneladende provokerende fotoserie med to af seriens hovedrolleindehavere, Lea Michele og Dianna Agron.

»Min 14-årige datter og jeg ser Glee hver uge. Vi er virkelig betagede af den måde, serien så smukt tager fat på seriøse emner som homoseksualitet, teenagegraviditeter, handicap, enlige forældre og trosspørgsmål. Så jeg var mildest talt noget chokeret, da jeg så billederne i GQ,« tordnede den kendte tv-journalist Katie Couric på CBS.

Vi har set det før. Endda mange gange før. Søde, små, tuttenuttede lillepige-stjerner synger dydige sange om ægte kærlighed eller prædiker sunde familieværdier på tv - men pludselig sker det: Som en sommerfugl, der bryder ud af sin puppe, springer en ung kvinde i det bare ingenting. Med sortmalede øjne og røde læber vrider hun sig på scenen, i tv-serierne eller på papiret i de glittede magasiners fotoreportager. Her udlever hun sin indre vamp. Det er efterhånden en forudsigelig udvikling. For alle ved, at det er den drejning, det tager før eller siden for det unge teen- og tweenidol.

Fortærsket forvandling

»I en mediekultur, hvor tingene går forrygende stærkt, har stjernerne brug for at genopfinde sig selv og hitte på nye påfund for at blive husket og være en del af det hastige mediebillede,« siger Vibeke Pedersen, der er medieforsker med speciale i køn og medier på Københavns Universitet.

Skuespilleren og sangeren Miley Cyrus har også taget skridtet og viser sig nu fra en ganske anden side, end vi ellers kendte den rundhovede og uskyldsrene pige. Stjernefotografen Annie Leibovitz lavede en afklædt fotoserie i Vanity Fair med den dengang blot 15-årige Cyrus i 2008. Det var for meget for Hannah Montana-stjernens produktionsselskab. Hun var for sexet til Disney. Da var der snak om, at nogle af hendes kommende filmprojekter skulle flyttes over til søsterselskabet Touchstone Pictures, som producerer Disney's mere voksenorienterede film, der som regel er for kontroversielle eller frække til Disneys uplettede navn.

Senest i weekenden blev den 17-årige stjerne fotograferet i det mindste stykke stof, man kan kalde en kjole til MTV Europe Music Awards i Madrid.

Men hvorfor vækker en efterhånden fortærsket forvandling stor forargelse igen og igen?

»Det er et modtræk, der bryder med det der pæn pige-image, som jeg ser som en konstruktion for det borgerlige samfund. Men emnet er i evigtgyldigt,« siger Vibeke Pedersen.

Fotoserien af de 24-årige hovedrolleindehavere fra Glee er et eksempel på et opgør med de borgerlige dyder, som produktionsselskabet FOX prædiker:

»Der kører en form for højredrejning i det politiske liv i USA, som også smitter af på tv-serier og anden populærkultur. Og det kan nok være, at der her i år 2010 er en større lighed mellem kønnene, end vi har haft tidligere, men vi ser hele tiden eksempler på tilbagefald. Det hører til idealet i et borgerligt samfund, at kvinder skal opføre sig på en bestemt måde - de skal være pæne. Blandt andet derfor tror jeg, at nogle af de her unge stjerner har brug for at tage en slags opgør,« siger Vibeke Pedersen om det oprør, der ofte udmønter sig i, at de unge stjerner pludselig kæmper med næb og lakerede negle om førstepladsen som universets største sexbombe.

Godt samtalestof

Britney Spears gennemgik samme udvikling. Hun lagde ud med at være en dydig, kristen pige fra bibelbæltet, og pludselig iførte hun sig miniskørter, kilovis af makeup og var klar til at være en Slave 4 U.

»Britney Spears er hastigt gået fra at være en næsten positiv til næsten negativ rollemodel,« siger Karen Klitgaard Povlsen, der er lektor i populærkultur på Institut for Medievidenskab på Aarhus Universitet.

Den slags forvandling giver anledning til diskussion, og når det bliver lidt karikeret, kan man godt grine lidt af det. Stjernerne har tendens til at lige skrue en ekstra tand op for løjerne. De går hen og bliver oversexede. Den karikerede forvandling bliver nærmest et kostume - man klæder sig ud - og det gør det nemmere for teens og tweens at holde det lidt på afstand. Det gør det til rigtig godt venindesamtalestof.

»Det er i det hele taget godt samtalestof, om det foregår veninder imellem, eller samtalen foregår mellem mor og datter. Det er en måde at italesætte emner som seksualitet. Vi ser det blandt andet i tweenbladene Olivia og Vi Unge, hvor et før og efter-billede optræder med et spørgsmål: 'Er hun sej eller er hun bare for meget?' Der er noget, der skal tages stilling til og debatteres,« siger Karen Klitgaard Povlsen, der understreger, at fænomenet ikke er nyt.

I filmen Grease fra 1978 laver Olivia Newton-John samme stunt som karakteren Sandy Olsson, der går fra at være pæn til at blive sexet i forsøget på at bevare Danny Zukos (John Travoltas) interesse.

»Tidligere tiders ungdomsbøger handlede også om et meget aseksuelt væsen, som så forvandler sig til en seksuel person. Sådan har det været i de seneste 100-200 år. Men der er bestemt sket en udvikling de senere år fra 90'erne og frem, hvor Calvin Klein som nogle af de første viste nogle meget vovede kampagner med unge kvinder, som så smittede af på datidens tv-serier. Der er sket et skred med den udvikling, i og med at man kan vise meget mere i dag, uden at det partout bliver kaldt porno,« siger hun.

Korttidshukommelse

Popstjernen Christina Aguilera blev også viklet ind i mediernes spindelvæv, da hun for otte år siden gik fra at være en uskyldig Genie in a Bottle til at være godt og grundig Dirrty, hvor en af hendes samarbejdspartnere forsvarede hendes nye image med, at Aguilera havde travlt med at vise omverdenen, at hun bestemt ikke var nogen »nydelig naboens datter«.

Seksualitet er et meget påtrængende emne for tweens og teens, og deres idoler repræsenterer meget godt den udvikling, de skal igennem - dog i en mindre afklædt og udklædt form. Og selv om de mange afklædte teenidoler skaber furore i mediedebatten, kan bekymrede forældre og andre med en lille moralprædiken i baghånden godt ånde lettet op.

»Blandt mange tweens er det ufedt at være en poptøs eller bare være billig. De har også snævre rammer for, hvad der er tilladt for profilbilleder på Facebook og Arto og andre sociale fora,« forklarer Karen Klitgaard Povlsen, som også mener, at diskussionen forbliver lige så aktuel om to, fem, 10 år, som den er i dag og var for 10-20 år siden.

»Tingene går ikke så hurtigt, som man går og tror,« siger Vibeke Pedersen.

»Der kommer jo hele tiden nye, unge kvinder, der også er interesseret i debatten. Jo ældre man bliver, jo hurtigere går tiden. Os, der er ældre, tænker jo, 'hvorfor er det nu oppe at vende igen igen'. Men dem, der er 17 år i dag, har jo ikke nødvendigvis vendt det emne tidligere. For dem er fem år jo lang tid. Jo ældre man bliver, desto mere synes man, at man har hørt det hele før. Inden for ungdommen varer en generation måske to år,« siger hun.

Derfor kan vi være sikre på, at det om føje år vil forarge på ny, når nye, unge dydsmønstre skifter image og genopfinder sig selv som kælne sexkillinger i forsøget på at sælge plader, forøge seertal eller i det hele taget bare fortsat at være en del af gamet.

»Jeg ved godt, at der er større problemer i verden lige nu, men som karakteren fra Glee Will Schuester ville formulere det: 'Jeg er virkelig skuffet',« siger tv-værten Katie Couric på CBS.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Foragelsen er næppe stor i Danmark ---vi er vel nærmest ligeglade ---hvis de vil smide klunset og gøre sig til, så gør det !

Kære kate current

Hvonår kan du lære, at en skuespiller er en skue-spiller, dvs. man stiller sig selv og sin krop til skue. Og på amerikansk hedder dette jo 'actor', kommer af verbet 'to act' (at at agere, handle).

Derfor spiller man (agerer) en rolle, som altså ikke er den man (måske) er inderst inde, men netop en maske, en rolle, man tager sig på at spille...

Og det synes som om USA har sværere ved at fatte dette koncept end Europa har...

sikke en masse snak. Tidens popkultur og massemedieformidling er ejet og styret som en del af kapitalistisk marketing, og hvis man kan flytte en "uskyldig" stjerne over til at være "sexbombe" kan man potentielt tjeme flere penge fordi man åbner flere markedsføringsmuligheder.

Er der mere ved det?

Anne Marie Pedersen

Det kan godt være, at vi i DK er ligeglade med, om performere i deres "fritid" smider tøjet halvt eller helt. Men vi har da også haft "kokain-Robert", "Volds-Jon" og en aflyst Julekalender for et par år siden.

Det sjove her er, at forargelsen over kendte menneskers handlinger kan ses som en slags lakmus-test på (i hvert fald nogle gruppers) "offentlige" moral. Så når de i USA bliver gale over opdullede unge kvinder, så viser det netop forskel på moral hen over landegrænser. Ja, ja. Moral viser sig på mange måder.