Læsetid: 4 min.

Vi har glemt hvorfor vi støtter kunsten

Der var engang, da kunsten blev opfattet som en afgørende forudsætning for en velfungerende samfundsdebat. Mads Øvlisen havde det som vision for sit formandskab i Statens Kunstråd at give kunsten den mistede status tilbage. Men det har været svært. Der er jo ingen stemmer i kulturpolitik
'Hvis man først møder kunsten som voksen, når man lægger nakken tilbage i ærefrygt på et museum, så kan det ikke blive det brede fundament, som det bør være,' siger afgående formand for Statens Kunstråd Mads Øvlisen, der ikke er fortrøstningsfuld i forhold til formidlingen af kunst til børn og unge.

'Hvis man først møder kunsten som voksen, når man lægger nakken tilbage i ærefrygt på et museum, så kan det ikke blive det brede fundament, som det bør være,' siger afgående formand for Statens Kunstråd Mads Øvlisen, der ikke er fortrøstningsfuld i forhold til formidlingen af kunst til børn og unge.

1. december 2010

Kulturminister Per Stig Møller har holdt en tale, som Mads Øvlisen holder fast i. Talen faldt i forbindelse med et seminar tilbage i september, som Statens Kunstfond og Statens Kunstråd, som Øvlisen er formand for, havde indkaldt til.

»En tale, der virkede usædvanlig for en kulturminister i dag,« siger Mads Øvlisen.

Per Stig Møller sagde blandt andet:

»Kender vi ikke kunsten, litteraturen, filmhistorien, får vi begrænset vores medmenneskelige erfaring til det umiddelbart oplevede. Det kan aldrig blive så omfattende, som det en alsidig kunstindsigt bibringer. Kunsten viser os de evige menneskelige problemer, vi alle slås med: kærlighed, ambitioner, had, kamp, jalousi og død. Fra Sofokles over Shakespeare til Marquez.«

Mads Øvlisen har som formand for Statens Kunstråd ønsket at skabe debat om kunstens status i samfundet. Det har ikke været nemt. Han har oplevet »forhindringer«, som han diskret kalder det. Først nu, hvor han snart går af som formand, fornemmer han, at den debat er begyndt.

»Når vi har forsøgt at få politikere i tale og finde en forklaring på, at kunst og kultur ikke fylder mere på den politiske dagsorden, så er svaret: Der er ikke stemmer i det.«

Men ifølge Mads Øvlisen er det i høj grad politikernes egen skyld, at der ikke er det.

»Hvis man først møder kunsten som voksen, når man lægger nakken tilbage i ærefrygt på et museum, så kan det ikke blive det brede fundament, som det bør være. Det ved jeg også fra min tid på Det Kongelige Teater: Hvis børnene ikke har været der som 12-årige, jamen så kommer de ikke, før de er langt op i 40erne.«

Vigtige huskunstnere

Især formidlingen af kunst til børn og unge har ligget Mads Øvlisen meget på sinde i hans tid som formand for Kunstrådet. Og det gør det sådan set stadig.

»Jeg er ikke selv vokset op i et hjem, hvor man beskæftigede sig med kunst, men jeg var så heldig at være jævnaldrende med et par stykker, der er kunstnere i dag og alene det at komme hjem til dem, hvor der blev lavet kunst i kælderen, som man måske gik og snublede over, har betydet, at jeg mødte kunsten tidligt og udviklede en nysgerrighed og uimponerethed over for det.«

Derfor er Mads Øvlisen især glad for Huskunstnerordningen, som er blevet oprettet i hans tid som formand. Huskunstnerordningen giver kommunale og pædagogiske aktører i børns hverdag mulighed for at få tilskud til huskunstnere og kunstnerbesøg. Men generelt er Mads Øvlisen desværre ikke særlig fortrøstningsfuld, når talen falder på formidlingen af kunst til børn og unge.

Da han tiltrådte som formand, arvede han rapporten The Ildsjæl in The Classroom, også kaldet Bamford-rapporten, da den er forfattet af den anerkendte professor Anne Bamford.

»Rapportens konklusioner er meget klare i forhold til betydningen af, at børn og unge møder kunsten tidligt, og i sin kritik af vægtningen og kvaliteten af den kreative undervisning i de danske skoler. Vi har forgæves forsøgt at få gang i den debat, men nu ligger rapporten vist og samler støv i undervisningsministeriet. Vi må i hvert fald konstatere, at en anden rapport netop har vist, at musikundervisningen er ved at dø,« siger Mads Øvlisen.

Kunstens statustab

Kunstnere og kulturaktører har i det hele taget en stor opgave i at formidle kunstens betydning for samfundet. Det statustab, som kunsten har lidt, kan ses over hele linjen, mener Mads Øvlisen.

»Det er jo også derfor, vi har indstiftet en pris, der skal hædre formidlingen af kultur. Vi kunne se, at den seriøse kunstdebat har det svært, og vi vil derfor gerne minde universiteter, redaktioner og journalister om deres vigtige rolle. Mange steder er kunstformidling reduceret til en gengivelse af oplevelser, og det er endnu et eksempel på, at vi mangler forståelse for kunstens betydning.«

Mads Øvlisen lægger ikke skjul på, at hans forståelse af kunstens rolle i samfundet ligger meget tæt på den, der lå til grund for oprettelsen af Statens Kunstfond i 1960erne. Hvis han selv skal svare på spørgsmålet Hvorfor kunststøtte?, så lyder svaret:

»Kunsten er af afgørende betydning for en fornyende samfundsdebat. Kunsten skal ryste vores vanetænkning. Den skal åbne døre og prøve grænser og dermed lægge et bredt fundament, der gør os åbne for at få flyttet vores virkelighedsopfattelse. Den skal berige os.«

Men han medgiver selvfølgelig, at kunsten og samfundet har rykket sig siden 1960erne. Det er også derfor, han og resten af Kunstrådet bad en række forskere ved Aarhus Universitet med professor Jørn Langsted i spidsen om at analysere den moderne danske kunststøtte og kulturpolitik.

»Vi ville gerne sætte en debat i gang om, hvorfor vi har kunststøtte, for det har vi mistet blikket for. Vi vil gerne have en politisk ambition på kunstens vegne, hvor svaret på spørgsmålet om, hvorfor vi har kunststøtte, ikke lyder Fordi vi har Statens Kunstfond. Det er efterhånden ved at lykkes at få politikerne i tale,« siger Mads Øvlisen.

Blindt fokus på økonomi

Selv om han stadig holder fast i Per Stig Møllers tale fra den dag i september, så ville han ønske, at den kunststøtteudredning, som ministeren netop har sat i gang, var langt bredere.

»I den anbefaling, vi har lavet til ministeriet, er det hele kunststøtteområdet, der bør have en gennemgang og ikke kun Statens Kunstfond og Statens Kunstråd. Diskussionen om kunststøtte bliver ofte udelukkende økonomisk, men hvis man gik hele strukturen igennem, kunne det måske komme til at handle om andet og mere end det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ingen kan glemme, hvorfor staten støtter kunsten:
Det gør den for at kunne kradse skatter ind og uddele nogle procentdele af incassoen til "kammeraterne"- og selvbehold resten til administration. Kulturpolitik er og bliver ren socialisme, opfundet af Julius Bomholt i det årti, som socialdemokraterne kalder 'de glade tressere', fordi der dengang var, hvad man anså for centralstyring.
Siden har De Borgerlige overhalet socialisterne højre om med mere central styring end selv Marx, Lenin og Stalin kunne have forestillet sig. Men det er sandt, at De Borgerlige har glemt alt om, hvad den borgerlige kulturpolitik var - og er: "Lad falde, hvad ikke kan stå!"

Vås, Erik Haaest, kunststøtte har vi haft siden tidernes morgen. Det stod centralt i det græske demokrati, den romerske republik og i alle efterfølgende epoker.
For kunst er det direkte udtryk for humanitet og samfund. Kunststøtte er langt mere essentiel i et samfund end private menneskers økonomiske elende.

Socialisme eller ej. Vi har vænnet os til, at staten og kommunerne forvalter kulturen. Da de sidder med midlerne, får de også lov til at definere hvad der skal støttes. Netop fordi kulturen har så lav en status bliver det embedsværket, der således får lov til at definere, hvilken kunst der skal støttes, og netop derfor skal aktiviteterne altid kunne give gevinst i forhold til den gældende PR- og branding-strategi. Målet bliver derfor alt for ofte "events" uden andet formål end at skabe et hurtigt PR-fix.

Giv os kulturen tilbage. Kultur med indhold - ikke bare megakoncerter og nye kulturhuse, - ikke bare elitær kultur for de få.

Det er flot, at kulturministeren ønsker at undersøge om der kan ændres på kunststøtteordningen, ved at nedsætte et udvalg. Men lad os udregne procentdelen af udøvende kunstnere i udvalget, eller gennemsnittet af de postnumre der er repræsenteret, eller for den sags skyld kigge på den kontekst medlemmerne lever og arbejder i til hverdag.
Så ønsker kulturministeren jo slet ikke en uvildig undersøgelse.

Giv os kulturen tilbage! Her - ude i virkeligheden. Her mellem høj og lav, mellem unge og gamle, mellem land og by, mellem Danmark og resten af verden.

Giv os kulturen tilbage! Den kultur der gør at vi møder globalisering og forandring med oprejst pande, fordi vi ved hvilken kultur vi kommer fra.

Giv os kulturen tilbage.........hvis I tør sætte den fri!