Læsetid: 4 min.

Den grusomme stopper aldrig

Tennessee Williams og Sergio Leone skabte hans karriere, men alle tiders skurkeskuespiller er stadig i vigør i en alder af 95 - senest i 'Wall Street: Money Never Sleeps' og Roman Polanskis thriller 'The Ghost'. 'Jeg går på pension, når jeg dør,' siger Eli Wallach
Eli Wallach har spillet skuespil i 51 år, og han har haft 162 roller på film og tv. Selv om hans 95-års fødselsdag nærmer sig, er han stadig aktiv på det store filmlærred. Alene i år har han været med i Roman Polanskis 'The Ghost' (øverst) og i Oliver Stones 'Wall Street: Money Never Sleeps' (nederst).

Eli Wallach har spillet skuespil i 51 år, og han har haft 162 roller på film og tv. Selv om hans 95-års fødselsdag nærmer sig, er han stadig aktiv på det store filmlærred. Alene i år har han været med i Roman Polanskis 'The Ghost' (øverst) og i Oliver Stones 'Wall Street: Money Never Sleeps' (nederst).

fra filmene

18. november 2010

Der findes en myte, som Eli Wallach er ivrig for at aflive: Nej, det var ikke mafiaen, der skaffede Frank Sinatra dennes karrierereddende rolle som Maggio i Herfra til evigheden i 1953, siger han. Det var dramatikeren Tennessee Williams, og der var slet ingen afskårne hestehoveder involveret.

»Faktisk kunne jeg selv have fået den rolle. Jeg havde lovet at spille med i Tennessee Williams' skuespil, Camino Real, men de kunne ikke rejse penge nok til at sætte det op,« siger Wallach.

»Så jeg lod mig prøvefilme til Herfra til evigheden og fik også rollen, men i mellemtiden fandt de alligevel pengene til at sætte stykket op, og så måtte jeg jo trække mig. Hver gang, jeg sidenhen mødte Frank Sinatra, hilste han altid sådan her på mig: 'Hej, din skøre teaterskuespiller'.«

At han forpassede chancen for et gennembrud som Maggio, betød som bekendt langtfra at Eli Wallach blev røg ud i glemslen. I løbet af en skuespillerkarriere, som har strakt sig over 51 år, har han nået 162 roller på film og tv - forud for dette lå en scenekarriere med et utal af teaterroller - og han er stadig aktiv, selv om hans 95-års fødselsdag nærmer sig: Alene i år har han været med i Oliver Stones Wall Street: Money Never Sleeps og Roman Polanskis The Ghost.

»Jeg går først på pension, når jeg dør,« siger han. Intet under, at Wallach blev hædret med en særlig æres-Oscar ved en speciel ceremoni i Los Angeles i forgangne uge.

»Jeg håber, Clint Eastwood kommer,« siger Wallach i dagene inden ceremonien fra sit hjem i New York, »selv om han er en meget travl mand.«

Fra krig til Broadway

Clint Eastwood var jo, som mange vil huske, helten i den film, hvor Eli Wallach spillede en af de mest usympatiske skurkeroller, der er set i filmhistorien - nemlig Tuco Martinez i Sergio Leones Den gode, den onde og den grusomme.

»Clint Eastwood havde altid gode råd,« siger Wallach.

»Han sagde: 'Pas på - den måde, du rider din hest på, er meget farlig,'. Men nu havde jeg selv redet heste i Texas siden 1930'erne, så jeg vidste godt, hvad jeg gjorde. Clint er en vidunderlig rytter, og vi kom virkelig fint ud af det med hinanden.«

Ikke at det altid har været lige let at spille med i en spaghettiwestern, pointerer Wallach.

»De andre skuespillere i filmen talte altid deres modersmål foran kameraet. Jeg talte amerikansk, de talte italiensk, fransk, spansk eller noget helt fjerde. Manden, der spillede min bror, var italiener, og der er denne her vidunderlige scene mellem os. Men jeg forstår ikke italiensk, og han forstod ikke engelsk, så det hele var lidt bizart.«

Først relativt sent i livet blev Wallach professionel skuespiller, og noget af det, der kom i vejen, var Anden Verdenskrig.

»Min søster fandt en skuespillerskole i nabolaget, og jeg søgte optagelse der. Det var en fremragende skole,« siger han, »så da jeg var færdig, udbrød jeg: 'Okay, Broadway, nu kommer jeg.' Men så blev jeg indkaldt til hæren og endte på Hawaii. Senere kom jeg på officersskole i Texas og siden blev jeg sendt ud over hele verden.«

»Jeg var kaptajn i hæren i fem år under Anden Verdenskrig, og det sidste år kom vi i Berlin to måneder efter, at Hitler havde begået selvmord. Obersten i mit kompagni sagde: 'Du skulle tage og sætte nogle stykker op for de gutter, der er indlagt på hospitalet?' Så sagde jeg 'OK, det gør jeg. Jeg spiller Hitler'.«

»Derefter skulle jeg udstationeres i Japan. Men så faldt bomben, og jeg slap. I stedet tog jeg hjem til New York og mødte en ung dame (Anne Jackson, red.), da jeg kom til at spille over for hende i et stykke af Tennessee Williams. Hende giftede jeg mig med. Det er 62 år siden.«

Stor personlighed

Netop Tennessee Williams blev en vigtig figur for Eli Wallachs skuespillerkarriere. Favoritten blandt hans egne film er den sorte komedie Baby Doll (1956), med manuskript af Williams.

»Han var et fantastisk talent,« siger Wallach.

»Vi kendte ham rigtig godt, også privat. Han roste min kone meget, og så sagde han 'alle synes, at Eli pisseirriterende, fordi han altid er så glad'. Han var en utrolig stor personlighed.«

Man skulle måske tro, at Wallach er en hovedrig mand efter seks årtiers filmindspilninger, men det afviser han. Ikke mindst fordi Den gode, den onde og den grusomme - en af de mest populære westerns nogensinde - blev indspillet i Italien, hvor honorarsystemet for genudsendelser ikke tilgodeser skuespillere.

»Jeg fik engang et brev fra Akademiet. Det var et italiensk genudsendelseshonorar. For at vise filmen i Amerika. Og checken lød på to cents! Nej, jeg er ikke nogen rig mand.«

Roman Polanskis 'The Ghost' er ude på dansk dvd og Blu-ray. 'Wall Street: Money Never Sleeps' udkommer snart
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu