Nyhed
Læsetid: 2 min.

Gyldendal-chef: Vi taler ikke med én stemme

Gyldendals adm. direktør Stig Andersen vil ikke afgøre striden om, hvorvidt forlaget skulle have udgivet bogen Projekt Løkke, der overvejende baserer sig på anonyme kilder
Kultur
13. november 2010

»Jeg ærgrer mig over den her sag, men jeg har ikke noget overdommerbud på, hvad der er Gyldendals officielle holdning.« Sådan siger Gyldendals administrerende direktør Stig Andersen, efter Information i går kunne fortælle om intern splid på landets største forlag. Uenigheden drejer sig om, hvorvidt Gyldendal skal udgive bøger baseret på anonyme kilder et spørgsmål, der er blevet aktuelt i kølvandet på forlagets egen udgivelse af bogen Projekt Løkke, der overvejende baserer sig på interview med navnløse personer. Forlagets litterære direktør, Johannes Riis, mener aldrig, bogen skulle være udkommet. Men fagbogsdirektør Lars Boesgaard står ved sin beslutning. Chefen for det hele, Gyldendals administrerende direktør, Stig Andersen, ønsker imidlertid ikke at afgøre striden: »Jeg vil ikke være overdommer i den diskussion. Der er ikke én stemme, men flere stemmer på Gyldendal. Det, man skal forstå, er, at Gyldendal-gruppen består af en række stærke forlæggere, som alle har en meget stor grad af selvstændighed. Heldigvis mener de som regel det samme, men nogle gange gør de ikke.«

Hvordan har du det med, at dine direktører diskuterer spørgsmålet offentligt?

»Det ville jeg selvfølgelig helst være fri for. Men nu er det altså sluppet ud.«

Har du selv været inde over diskussionen om brugen af anonyme kilder i Projekt Løkke?

»Nej, det har jeg ikke.«

Hvordan vil Gyldendal forholde sig til brugen af anonyme kilder i fremtiden?

»Jeg er ikke selv forlægger og derfor ikke den rette til at svare på det. Forlæggerne er dem, der vurderer, antager og udgiver bøgerne. Det gør jeg ikke. Hvad laver jeg så? Jeg leder Gyldendal-koncernen som administrerende direktør. Derfor hverken kan eller vil jeg forholde mig til det. Jeg kan dårligt nå at læse en brøkdel af de bøger, vi udgiver, og jeg kan slet ikke nå at læse dem inden, de udkommer. Men jeg er tryg ved, at vi har nogle meget kompetente forlæggere, der kan have forskellige syn på verserende spørgsmål.«

Har du talt med dine to direktører om sagen?

»Ja, selvfølgelig.«

Og hvad har du sagt til dem?

»Det samme som jeg nu siger til dig. Men, og det må du godt skrive, det er da ikke noget, jeg synes er særlig sjovt. Jeg så helst, at den her type diskussioner blev holdt indendøre.«

Hvad er din egen personlige holdning til brugen af anonyme kilder generelt?

»Selvfølgelig vil alle helst kende afsenderen bag et udsagn, det er klart, men efter min opfattelse må det være en vurdering fra gang til gang, om man har den fornødne tillid til forfatterne, « siger Stig Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her