Kaj Jochumsen marcherer i sin røde postuniform, mens han slår på stormtrommen foran resten af postorkestret. Sveden hagler af ham under kasketten. Men der er også mindst 25 grader og høj sol. Det er lørdag den 1. maj 1953, og der er masser af mennesker i Tivoli Karolinelund i Aalborg. En af dem er Tove, der sammen med sine veninder hører melodierne akkompagnere skrigene fra forlystelserne. Godt tre år senere, sankthansaften i 1956, bliver Kaj og Tove gift.
Tivoli Karolinelund - som så dagens lys i 1947 - er snart historie. I modsætning til Kaj og Tove, der er gift på fireoghalvtredsinstyvende år.
I starten af oktober blev det endegyldigt besluttet af et næsten enigt byråd, at Aalborg Kommune ikke længere skal køre Karolinelund videre. Det kan ikke betale sig, hed det. Driftsunderskuddet er for stort, og tiden er løbet fra forlystelsesparken. Derfor skal tivoliet rives ned og vige pladsen for en - endnu uspecificeret - bypark.
»Jeg synes det er trist for byen, at Karolinelunden lukker. Man satser mere på finkulturen nu. Det er jo ikke en arbejderby mere,« siger Kaj, og han står ikke alene med sin kritik. Daniel Nyboe Andersen fra Radikale Venstre er også uforstående over for lukningen. Som den eneste stemte han imod byrådets beslutning.
»Vi har begået en fatal brøler. Tivoli er så stort et symbol, at det kommer til at virke som om vi nedprioriterer børnefamilierne. Vi vil gerne have de fine turister, kongresdeltagerne, amerikanerne og japanerne. Men ham fra Hjørring, der gerne vil i Tivoli, eller konfirmanden fra Støvring - dem nedprioriterer vi. Det kommer lukningen til at signalere,« siger han.
Men professor Ole B. Jensen ved Aalborg Universitet er ikke så pessimistisk i sin vurdering af lukningen af Tivoli Karolinelund: »Karolinelunden har tidsånden imod sig - plus en benhård konkurrent i Fårup Sommerland. Det er dér, de unge tager hen. Den generation, som kunne holde Karolinelunden i luften, de kører altså ikke med karrusel længere.«
Et hul i jorden eller en by med huller i
Kaj tager mig med i sin bil på 'industriel sightseeing' i Aalborg. Vi starter vores rundtur ved Aalborg Portland. Cementfabrikken ligger, hvor den altid har gjort, i udkanten af Aalborg Øst. Det er gråvejr og umiskendelig efterårsregn. Røgskyerne og cementstøvet står ud fra cementfabrikkens kolossale skorstene. Det er, med digteren Søren Ulrik Thomsens ord, 1000xgrå. Det er næsten en kliché. Hvis man har hang til industrimelankoli er man det helt rette sted.
»Her arbejdede Tove i 24 år,« siger Kaj, der selv arbejdede som postbud i 47 år: »Det gjorde hendes søster, bror, far og onkel også. Faktisk arbejdede nærmest hele Toves familie på Aalborg Portland.«
Kaj og Tove er nu pensionister og en del af Aalborgs industrielle historie. En historie om en voldsom industrialisering fra omkring 1850. Tobaksfabrikken C.W. Obel blev grundlagt allerede i 1787. Aalborg Portland kom til i 1889, skibsværftet i 1912. Eternitfabrikken i 1927, spritfabrikkerne i 1931. Det var kæmpemæssige arbejdspladser, der først i løbet af de senere år er lukket ned. Kun spritfabrikkerne og Aalborg Portland er eksisterer stadig - dog er begge på udenlandske hænder. Det er ikke for ingenting, at Aalborg fik navnet 'byen med de rygende skorstene'
.De ryger ikke så meget mere.
Lukningen af Tivoli Karolinelund handler ikke kun Tivoli Karolinelund, men er en del af en større sammenhæng. Det er en konflikt på flere planer. Aalborg er ikke den by, den har været. Den har udviklet sig fra en by med tung industri og arbejderklasse til en vidensby med universitet og fancy havnefront, der sætter kultur, viden og oplevelser i højsædet. Det er både en realitet og den fortælling, der formidles. På byens hjemmeside gør man opmærksom på, at »Aalborgs tid som industriby synes forbi. Begrebet 'Vidensby' er blevet mere passende«.
Det er tydeligt fra bilen, at Aalborg har forandret sig. Aalborg ikke er et hul i jorden, men en by med mange huller i jorden. Hullerne er de enorme arealer, der tidligere har lagt grund til Aalborgs industrivirksomheder. Nu er det attraktive byggegrunde ved Limfjordens vande. Et enstavelsesimperativ kommer os i møde overalt: byg!
Aalborg er dog ikke én stor byggeplads. Halvvejs på vores tur kører vi forbi Nordkraft, det tidligere kulkraftværk, som siden 2009 har været kulturhus, og Utzon Centret, der åbnede i 2008. De ligger side om side på det, der skal være den prominente havnefront.
Lidt længere henne hedder det Østre Havn. Kaj peger på en bygning, der står mærkværdigt malplaceret i bybilledet: »Det er det, der er tilbage er værftet.«
I nærheden står tårnhøje siloer og industribygninger med navnene DLG og Hedegaard på facaderne. Der skal primært bygges boliger her, fortæller Kaj og viser mig en avisartikel med en 3D-grafik som bevis.
Enkelte byrådsmedlemmer fra Venstre og Socialdemokraterne er også - ud over parkeringspladser - begyndt at snakke om ejerlejligheder på tivoligrunden. Det har ikke øget Aalborgensernes velvilje over for lukningen af Tivoli. Der er en forståelig mistanke om, at kommunen måske vil lade sig friste af en hurtig gevinst.
Kær by har mange navne
Aalborg har gennem tiden haft mange lidet flatterende kælenavne. 'Danmarks Liverpool' er den blevet kaldt. I det hele taget har Aalborg haft ry for at være en barsk og trøstesløs arbejderby, hvor der blev slået på tæven og drukket tæt. Daniel Nyboe Andersen husker, at han, da han første gang kom til Aalborg i 1998 fik indtryk af at være »kommet til Østeuropa«. Forfatteren Carsten Jensen har tidligere udtalt til Information,
at »hvis vi en dag får et rigtigt ledt totalitært regime i Danmark, som skulle tildele mig den værste straf, så ville de sende mig i livsvarigt eksil i Aalborg«.
Også i skønlitteraturen har Aalborg fået hårde ord med på vejen. I Jakob Ejersbos gennembrudsroman
Nordkraftfremstår Aalborg også som en barsk by befolket af marginaliserede og stofmisbrugende mennesker.
De mennesker ser Kaj og jeg ikke noget til.
»Nu er vi så i Nørresundby«, siger Kaj på et tidspunkt, mens han hjemmevant manøvrerer bilen rundt i gaderne på nordsiden af fjorden. Han tager mig med hen til Lindholm Brygge, der er en stribe nye lejligheder i nærheden af det nu hedengangne Danish Crown-slagteri. Her arbejdede Kajs svoger. Lindholm Brygge er en slags lillesøster til Islands Brygge i København. Et andet forbillede for byplanlægningen i Aalborg er Bilbao i Spanien, hvor mange fra kommunen har været på studietur for at opleve de arkitektoniske vartegn, der har fået den nordspanske by på verdenskortet. Tidligere betegnede Aalborg sig som 'Nordens Paris', nu virker det, som om at 'Nordens Bilbao' er det prædikat, byen gerne vil have hæftet på sig.
»Hvad er Aalborgs mærkebrand i dag? Hvad er logoet på postkortet nu?«, spørger Ole B. Jensen, der forsker i Aalborgs brandingstrategi, og svarer selv: »Det er nok Musikkens Hus og ikke længere Aalborg Tårnet, som blev bygget i 30'erne og som er indbegrebet af industriel æstetik. Der er sket et skifte, der er meget signifikant. Fra industrialismens logo til oplevelses- eller kulturbylogoet.«
Han fortæller, at der de senere år er blevet iværksat diverse kampagner for at ændre byens blakkede ry. Aalborg bliver markedsført som en vidensby - som der også stod på hjemmesiden. Selv om han ikke mener, at kampagnerne har været særlig vellykkede, er der noget om snakken. Han påpeger, at erhvervsstrukturen
erblevet radikalt forandret.
»Universitetet blev oprettet i 1974 og produktionen er i stadig stigende grad lagt an på service, viden, kultur og oplevelsesøkonomi,« siger Ole B. Jensen.
Det er en realitet, som politikerne ikke vil have, at man - beboere, turister samt investorer - glemmer.
Cement, druk og AaB
Men spørgsmålet er, om realiteten stemmer overens med retorikken?
»Branding er en genre, hvor det ville være dumt at give en objektiv beskrivelse af virkeligheden,« svarer Ole B. Jensen: »Der skal være en forskel mellem ordene og virkeligheden.«
Sociologen Annick Prieur er mere kritisk. Hun henleder opmærksomheden på den debat, der i 2005 udspillede sig i lokalpressen i forbindelse med filmatiseringen af
Nordkraft.
»Man beklagede sig over, at filmen 'cementerer den opfattelse, der allerede hersker, nemlig at Aalborg ikke er andet end cement, druk og AaB',« siger Prieur og fortsætter: »Man ville hellere have, at Aalborg blev konnoteret med kulturliv, caféliv og kunstudstillinger. Der ligger et klasseperspektiv under det. Den mandlige hvide arbejderklasse over for den unge kreative klasse.«
Det er ifølge Prieur heller ikke uproblematisk, når borgmester Henning G. Jensen fra Socialdemokraterne taler om at tiltrække driftige og investeringslystne folk.
»For tilsammen dannes der et billede af, at Aalborgs problem er, at det er de forkerte mennesker, der bor her,« skriver hun i den endnu upublicerede bog
Det skjulte klassesamfund: »Vi ved ikke, hvad det betyder for folk at møde disse budskaber. Men man kan forestille sig, at det betyder noget for deres selvfølelse. Der er i hvert fald ingen tilbud længere om positiv identificering som en
working class hero.«
Da Kaj og jeg gør vores sidste holdt ved tivoliet virker det i hvert fald allerede som et sted, der hører fortiden til. Der er ingen arbejderhelte her. Men Kaj understreger, at han »sgu ikke er imod udviklingen. Selvfølgelig ikke. Men en gang imellem synes jeg, at det lige går stærkt nok«.
Det er et af kommunens erklærede mål at bearbejde den industrielle arv uden at udviske den. Det er Nordkraft-bygningen, der har bibeholdt det industrielle design fra kulkraftværket, ifølge Daniel Nyboe Andersen et eksempel på.
»Man skal huske at have alle mennesker med i udviklingen, og det synes jeg, vi er gode til. Det går ikke for hurtigt. Men det hedder altså udvikling eller afvikling.«
Nyboe Andersen mener ikke, at nogen reelt bliver glemt i den hastige forandringsproces, selvom han er kritisk over for lukningen af Tivoli Karolinelund, fordi det sender et signal om det modsatte. Ole B. Jensen er for så vidt enig. Han vil gerne bestride fortællingen om, at arbejderklassens sidste symbol forsvinder med lukningen.
»Det er signifikant, at en god gammel bypark drejer nøglen om, men man skal passe på ikke at give Tivoli Karolinelund mere symbolværdi, end den kan holde. Jeg synes lidt, det er noget pylreri det der med Karolinelunden og åh, gamle dage. Det passer ikke til vores tid. Så sentimental er Aalborg ikke.«
Tænk at man kan græde over at et tivoli lukker.
Jeg håber at Århus Kommune snart også kommer til den slutning.
Det kan aldrig være en kommunal opgave at drive tivolier og fodboldklubber.
Det må private gøre, for det er de bedre til.
Hvorfor tror i Fårup Sommerland har overskud i modsætning til Karolinelund?
Fordi de ser det som en forretning der skal løbe rundt, og helst med overskud.
Og selvfølgelig skal der være plads til den fine kultur.
Der kunne Århus lære meget af Aalborg.
Nordkraft er blevet et fantastisk sted med spillested, kunstudstillinger og meget mere.
Så hold nu op med det flæberi og se frem ad.
Tiden kan ikke stå stille.
Finkulturen længe leve!!
VH Heidi Madsen