Læsetid: 4 min.

Vi er hjælpeløse ofre for tavsheden

Vi opsøger tavsheden for at komme i kontakt med vores indre ro, men når det gælder den pinlige af slagsen, gør vi hvad som helst for at undgå den. Vi laver det ene krumspring efter det andet for at lære at håndtere tavsheden, men stilhedsguruer og hokuspokus er ikke løsningen, siger hjerneforsker
Kultur
12. november 2010

Nogen tager på stilhedsretræter, hvor man i flere uger ikke siger en lyd. Andre går til stilhedsterapi hos en stilheds-guru, der med sin blotte tilstedeværelse og tavshed kan helbrede både små og store skavanker. Og virksomheder køber mindfulness-kurser til deres ansatte, som bliver trænet i at være stille og tilmed nyde stilheden.

Stilhed er blevet en eftertragtet vare, men hvorfor har vi overhovedet brug for hjælp til at være tavse?

»Fordi folk er nogle hjælpeløse stakler!« siger læge og hjerneforsker Peter Lund Madsen.

Han forklarer, at der er mange fysiologiske fordele ved at skrue ned for støjen og bevidst opsøge stilheden. Ofte er det i stilheden, at hjernen kan få fred, og man kan få nye ideer. Men hele stilhedsindustrien er for længst kammet over, mener han:

»Det her med stilheds- terapi er jo bare en modestrømning ligesom så meget andet. Men jeg synes ofte, at der går en masse hokuspokus i den, og det er ærgerligt, fordi det overskygger det simple faktum, at det er sundt og godt for vores hjerner og sind at være stille en gang imellem.«

Han anerkender, at det for mange mennesker kan være svært at finde fred i stilheden, men det skyldes ikke mindst, at det er utrolig sjældent, at vores tanker ikke bliver 'styret' af input udefra.

»Langt det meste af tiden er vores hjerner jo styret. Vi har en bevidsthedsstrøm, der hele tiden kører, selv når vi er passive og eksempelvis hører musik eller ser fjernsyn. Vi er underlagt en konstant strøm af inputs, og derfor er hjernen hele tiden sat på arbejde og bliver guidet i, hvad den skal levere og tænke. Men når der bliver stille, får tankerne pludselig lov at flyde hulter til bulter, og det kan for mange godt være ubehageligt,« siger Peter Lund Madsen.

Vi taler - hele tiden

Ifølge cand.scient.pol. Mal- the Munkøe, der har forsket i tavshedens filosofiske værdi, er den konstante strøm af input ikke blot et udfald af den moderne teknologiske udvikling. Han peger på, at nutidens høje støjniveau ikke mindst er et resultat af de mange oprør fra 1950'erne og frem.

»Ungdomsoprøret, kvindeoprøret, opgøret med den sorte skole og så videre. Alle disse nye politiske problemstillinger åbnede jo for tale-sluserne,« siger Malthe Munkøe. »Ungdomsoprøret handlede i høj grad om et opgør mod autoriteter, og på den måde også et opgør i talen, når man begyndte at råbe op om nogle ting og gøre nogle ting, som ikke var på sin plads før i tiden.«

Alle de sociale etiketter, som talen tidligere var underlagt, som for eksempel at man ikke uden videre henvendte sig til folk, der var over én i det sociale hierarki, blev i den periode nedbrudt:

»Man brød med forestillingen om, hvordan man kunne gebærde sig, og dermed også hvad og hvor meget man kunne sige til hvem,« siger Malthe Munkøe.

Men den konstante talestrøm har også haft en slagside. For det er i langt de fleste sociale sammenhænge ikke længere acceptabelt at være tavs. Og det ubehag, man mærker, når der pludselig bliver stille i en social sammenhæng, har ingen fysiologisk forklaring, siger Peter Lund Madsen. Det er nærmere et spørgsmål om kulturelle normer:

»Det er altså ikke tavsheden i sig selv, der gør, at stilheden føles ubehagelig. De svedige håndflader, hjertebanken og så videre, det er alt sammen konstrueret. Det er den sociale opfattelse af, at tavsheden er pinlig. For stilheden i sig selv gør ikke noget ved hjernen i den sammenhæng.«

Netop derfor skaber vi såkaldte 'stilhedsoaser', som gør, at vi i sociale sammenhænge kan tillade os at være tavse, siger Malthe Munkøe.

»Vi har brug for steder, hvor man ikke behøver at tale. Derfor konstruerer vi oaser, hvor tavsheden er socialt accepteret, og hvor der ikke er tvang til tale. Det kan for eksempel være at se tv eller tage på fisketur. Tale er næsten altid en præmis i sociale sammenhænge, og det kan være opslidende i længden,« siger Malthe Munkøe, som forklarer, at stilheds-retræter er udtryk for det samme.

Peter Lund Madsen mener dog ikke, at svaret på vores anstrengte forhold til stilheden skal findes i stilhedskurser eller hos stilhedsguruer.

»Der er ingen som helst fysiologisk forskel på, om man er tavs alene, eller om man er tavs sammen med 800 mennesker og en stilhedsguru. Det handler jo om at slappe af i stilheden. Men alt det her hjælpeløse pjat med stilhedsguruer og stilhedsterapi, det ser jeg ingen som helst nytte i,« siger Peter Lund Madsen.

I det hele taget skal vi alle blive langt bedre til at håndtere stilheden, mener han:

»Det er vigtigt at lære, hvordan man skal håndtere tavsheden. Tænk på alle de fællesmøder i fritidshjemmet, hvor nogen spørger, hvem der gerne vil vælges til bestyrelsen? Der er sgu få mennesker i dette land, som ikke har meldt sig til noget, de aldrig burde have meldt sig til, blot for at bryde tavsheden. Det må kunne lade sig gøre at lære det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her