Læsetid: 6 min.

'Hver gang Harry er ved at få fingrene i en far, så vupti!'

Harry Potter, der er aktuel i endnu en eventyrfilm, kæmper måske mod drager, dødsgardister og onde troldmænd, men han kæmper også med helt almindelige problemer som opløste familiestrukturer og fraværende fædre. Det uvirkelige og virkelige står side om side, og på den måde bliver J.K. Rowlings bøger tidstypiske eventyr med deres blanding af fantasy og realisme
Harry Potter, der er aktuel i endnu en eventyrfilm, kæmper måske mod drager, dødsgardister og onde troldmænd, men han kæmper også med helt almindelige problemer som opløste familiestrukturer og fraværende fædre. Det uvirkelige og virkelige står side om side, og på den måde bliver J.K. Rowlings bøger tidstypiske eventyr med deres blanding af fantasy og realisme
18. november 2010

Det er et deja-vu for Harry Potter. Dér i Mysteriedepartementet, 9 etager under jorden i bygningen, der huser Ministeriet for Magi, mister han endnu en faderfigur. Vi er i slutningen af bind 5, Harry Potter og Fønixordenen,og Bellatrix Black Lestrange, en af lord Voldemorts trofaste støtter og en heks af en helt anden verden, har netop kastet en dødelig besværgelse mod sin fætter Sirius Black. Sirius er tidligere indsat i det berygtede fængsel Azkaban og gudfar til Harry. Efter sin vellykkede flugt har Sirius gradvist udviklet sig til en slags far for Harry, og nu er han død. Det har Harry prøvet før.

»Hver gang Harry er ved at få fingrene i en far, så vupti!«, siger Jørgen Riber Christensen, lektor i kommunikation ved Aalborg Universitet. »Det er slående, næsten programmatisk, at de mulige faderfigurer udrenses én efter én.«

Riber Christensen mener, at den primære grund til bøgernes kolossale succes er, at de »faktisk forbinder sig med læsernes hverdag og liv«. I hans optik bliver det afgørende i Rowlings syv bøger den forældreløse Harrys søgen efter en familie og, i særdeleshed, efter en faderfigur. Harry leder febrilsk efter en far, men han skuffes hver eneste gang. Gudfaderen Sirius Black dør, den hvidskæggede mentor, professor Dumbledore, dør, og til sidst dør også lord Voldemort - der med Riber Christensens ord »er en aldeles ødipal og negativ faderfigur«.

Harry Potter-universet er på den ene side fuldt af magi, trolddom og elementært spændende konflikter mellem det gode og det onde. Og på den anden side af ministerielle magtkampe, sladderpresse, dysfunktionelle familier og fædre, der bliver ved med at forsvinde for Harry.

Realisme, ikke eskapisme

Jørgen Riber Christensen kalder bøgerne »et katalog over familiestrukturer«. Harrys kernefamilie er gået itu (hans forældre er døde) og hans plejefamilie, The Dursleys, er en parodi på en forstadsfamilie. Det er her, Harry tilbringer det meste af sin kummerlige opvækst. I et kosteskab under trappen. Anderledes ser det dog ud hos The Weasleys.

»Harrys bedste ven, Ron Weasley, har som den eneste en familie, der fungerer sådan nogenlunde. Den repræsenterer en fortidig familieform med hjemmegående mor og syv børn. Weasleyfamilien er forarmet og står som et modbillede til rivalen Draco Malfoys overklassefamilie«, siger Riber Christensen.

Det ses, da der skal spilles Quidditch - den fiktive sportskonkurrence på flyvende koste. Malfoys far sponsorerer gladeligt den nyeste supermodel inden for koste, Nimbus 2000, til hele Dracos hold. Ron til gengæld har kun - i bogstaveligste forstand! - en udslidt kost at flyve på. Det er en typisk klassekonflikt. Det indikerer ifølge Riber Christensen, »at fantasy af Rowlings kvalitet ikke er eskapistisk, men realistisk. Bøgerne opfordrer ikke til en flugt fra virkeligheden, men peger i stedet på nogle af vor tids væsentligste problemer«.

Gennem de syv bind slås Harry Potter med eventyrlige væsener, dødsgardister og magiske masterminds. Ikke mindst har Harry et lille udestående med lord Voldemort, der er lige så ond og megaloman som Sauron i Ringenes Herre.Men ikke nok med det. Harry kæmper altså også med en lang række virkelige problemer. Han er forældreløs, han har den værste plejefamilie i England (hvilket siger ikke så lidt endda), og han er en usikker teenager på magisk glatis.

Selv om Harry Potter-bøgerne udpeger mange problemer ved livet i en moderne verden, er det endelige verdensbillede ikke negativt. Og selv om Harry og mange af de andre børn døjer med dysfunktionelle familiestrukturer, placeres de ikke i »jamrende offerroller«, som Riber Christensen udtrykker det. »Børnene klarer sig på trods af umenneskelige problemer i syv tykke bind.« I sidste bind får Harry endelig en familie. Som han kan vinke farvel til på perron 9.

Vi er alle lidt gale

»Bøgerne placerer sig et sted mellem et regelret realistisk univers og et egentlig fantastisk univers. Der er en genremæssig dobbelthed, både magi og satire«, siger Jacob Bøggild, der er lektor ved Afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur med speciale bl.a. i fantastik og fortælleteori.

Bøggild mener, at Rowling dermed skriver sig ind i en engelsk tradition. Han nævner Lewis Carrolls Alice i Eventyrland, især hvad angår humoristiske ordspil. Ligesom Carroll bruger Rowling ofte komikken til at bedrive satire. I Carrolls bog udstiller den uvirkelige verden, der ligger under jorden, den virkelige verden, der ligger over jorden. Det unormale karikerer det normale.

Det samme er tilfældet, pointerer Bøggild, i Harry Potter-bøgerne. »Ligesom i Alice i Eventyrlander der en solidarisering med barnets perspektiv på voksenverdenens tåbeligheder. Det morsomme er, at den magiske verden er hjemsøgt af de samme politiske intriger og sladderjournalister som vores verden«.

Da Sirius dør og Harry Potter og Dumbledore i sidste øjeblik afværger lord Voldemorts dødbringende angreb, klippes der i filmatiseringen af Harry Potter og Fønixordenentil forskellige tabloidforsider dagen derpå: 'lord Voldemort er tilbage', 'Potter og Dumbledore renset', 'Går ministeren af?', står der. Verden har været lige ved at gå under, men alligevel er Ministeriet for Magi altså mere optaget af internt fnidder og aviserne udelukkende på jagt efter den næste sensationsoverskrift.

Kritiker og forfatter Lars Bukdahl hæfter sig også ved det særligt engelske ved bøgerne. »Der er tale om en lykkelig forening af engelske børnebogsformater som fantasy, kostskoleromanen og børnedetektivromanen«. Selv om Bukdahl er skeptisk over for bøgernes lidt »artige sprog og professionelle plot«, har Rowling en god fantasi.

»Det, jeg flipper på, ligger i det fabulerende, i hendes sans for at opfinde universer og få dem til at knopskyde. Ministeriet for Magi er eksempelvis godt fundet på.«

I bøgernes groteske bipersoner sporer Bukdahl et vist slægtskab med den engelske forfatter Charles Dickens, der var en mester ud i fremstillingen af excentriske figurer. Kæmpen Hagrid - der er ven med både Harry og et utal af magiske dyr fra hippogryffer til kæmpeedderkoppen Aragog - er en sådan karakter. »Her ligger en særlig engelsk idé om«, siger Bukdahl, »at vi alle er lidt gale«.

Vor tids eventyr

Harry Potter-bøgerne er et eventyr med en lykkelig slutning. Jacob Bøggild peger på effekten af en fast og genkendelig eventyrstruktur i alle bøgerne: »De lægger sig tæt op ad eventyrgenren med en helt med et projekt og en verden, der skal reddes. Han har nogle faste hjælpere og en ond figur, som han skal kæmpe imod. Det er typiske eventyrtræk.«

Men det er eventyr, der ikke kun fortæller en universel historie, men som også hører en bestemt tid til.

Derfor er Harry ikke bare en flad og overfladisk eventyrhelt, der kæmper mod det Onde. Bukdahl beskriver Harry som »en moderne, splittet helt. En bebyrdet Tintin, lidt blank og udstyret med psykologiske konflikter«. For Bukdahl bliver denne splittethed lidt »postuleret«, men han medgiver, at det kan forholde sig anderledes for yngre læsere. Det er Jacob Bøggild også inde på: »Harry er en outsider med ensomhedsproblemer og kærestesorger. Det er et simpelt og effektivt identifikationspunkt.«

Utvivlsomt er det, at flere nok har været ramt af ulykkelig kærlighed og manglende forældrekontakt end af besværgelser fra den ondeste troldmand i verden. Det særlige ved Harry Potter-serien er, at forfatteren J.K. Rowling har opfundet et magisk univers, der på en gang er fuldstændig ulig ogkomplet identisk med virkelighedens verden. Som Jørgen Riber Christensen formulerer det: »Harry Potter-bøgerne er vor tids eventyr om børns og unges navigation i en opvækst gennem vanskelige familieformer.«

Harry Potter og Dødsregalierne del 1 har premiere i dag i danske biografer landet over. Læs anmeldelsen her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu