Klumme
Læsetid: 2 min.

Ja tak til revision af litteraturstøtten

Forfatterne er i oprør over reducerede midler og er nu begyndt at diskutere indbyrdes
Forfatterne er i oprør over reducerede midler og er nu begyndt at diskutere indbyrdes
Kultur
5. november 2010

Når krybben er tom, bides hestene. Sådan lyder et gammelt ordsprog, som desværre passer meget godt på, hvad der sker lige nu, hvor den statslige støtte til litteratur beskæres. Hvis regeringens finanslovsforslag bliver vedtaget, vil den nuværende støtte fra Kunstrådet frem mod 2013 blive reduceret fra 14 millioner kroner til 7,6 mio kroner, samtidig med at litteraturpuljen på godt 10 millioner kroner falder helt bort. Altså målt med nuværende niveau et samlet fald på 75 procent. I den situation med reducerede midler begynder forfatterne at klynke og at bide af hinanden. I stedet for solidarisk at stå sammen, er de begyndt offentligt at angribe hinanden med beskyldninger, der flyver gennem luften. Hvem får, og hvem gør ikke? Er nogle former for litteratur forfordelt på bekostning af andre? Og især, er pengene fordelt nepotistisk?

Især forfatterne Susanne Staun og Leonora Christina Skov er gået i front til støtte for genrelitteratur som krimier, thrillere mv. Og har fremført kritik af at litteraturstøtten konstant går til den samme klike af forfattere, som i mange tilfælde er uddannet fra Forfatterskolen. Mange af disse forfattere har i tids- begrænsede perioder siden siddet i de statslige litteraturudvalg, hvor de på skift har uddelt penge til hinanden.

Bortset fra, at der ikke rigtig er noget at forarges over, når man kigger på listerne over uddelinger og at de største summer i mange tilfælde er gået til en række af de bedste forfattere, så er det, som udtalt fra denne plads før, meget uheldigt, at forfattere sidder og uddeler penge til hinanden. Forfatterne bør ikke selv vurdere, hvad der skal have støtte eller ej. Udvalgene bør derimod besættes med kritikere eller universitetsfolk.

Kvalitativt fundament

75 procent lyder selvfølgelig som en dramatisk beskæring. I forhold til 2003-niveau er der imidlertid slet ikke tale om et fald i litteraturstøtten, så man kunne også tale om et enestående løft til litteraturen i de forgangne syv år. Men det er glemt igen, og 230 forfattere har trods uenigheder kunnet mobiliseres i det, der betegnes som en historisk stor protest mod besparelserne ved i weekenden at læse op på hovedbibliotekerne i Aarhus og København.

Litteraturstøtte er nødvendig. Men det er altid værd at diskutere hvad og hvem, man støtter. Støtten skal ikke gå til den genrelitteratur, der kan klare sig på almindelige markedsbetingelser, men er netop en kunststøtte. Litteraturstøtten skal gå til den seriøse litteratur, der enten formmæssigt eller sprogligt kan forny den danske litteratur og det danske sprog.

Det er ikke svært at argumentere for en litteraturstøtte. Hele det bureaukratiske system omkring det trænger imidlertid til en revision. I den ånd iværksatte Per Stig Møller onsdag en stor kulegravning af hele kunststøttesystemet i Danmark. Dermed bliver den sidste hjørnesten i den kulturpolitik, som Brian Mikkelsen fra og med 2001 gennemførte, underkastet en nødvendig forandring. Den revision er mere end tiltrængt. Bare den fortsat hviler på, at fundamentet for kunststøtten er den kvalitative kunst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Det er ikke svært at argumentere for en litteraturstøtte"

Forfatterelitens ynkelige hykleri gør det så ikke just nemt.

Men jo, hvis jeg skal være ærlig, så skal der naturligvis være en litteraturstøtte - som i øvrigt gerne skal være så stor som mulig.
Det der bare pisser mig af er at det først er nu, hvor forfatterne mærker tommelskruerne strammes, at man tager et opgør med det rådne system. Så jeg må indrømme, at den poetiske retfærdighed langtfra ville være spildt på mig, hvis parnasset og deres groupies fik sig et gedigent hak i tuden.

Martin Svendsen

Hvorfor skal staten støtte litteratur? Kunne den ikke lige så godt støtte computerspil eller enhver anden type underholdning?

Sæt bogpriserne lidt op og lad folk betale det det koster at producere det ønskede produkt.

Sæt bogpriserne op? Blasphemy!
I storbritannien koster bøger en tredjedel af hvad de koster i dk.
Synes forresten også at det burde være bibliotikarer og andre akademikere der skulle uddele knasterne.

Der var en gang, da der førtes borgerlig politik i Danmark. Det er m-e-e-e-e-g-e-t længe siden.
Det var før længstsalig Julius Bomholt fandt på et helt nyt ministerium til sig selv: Kulturministeriet.
Det affødte muntre kommentarer, hvoraf jeg bedst husker denne: "Da vi ingen penge havde, fik vi et finansministerium. Nu har vi fået et kulturministerium".
Dengang var centralstyringspartierne enige om, at det umælende Danmark burde have en kulturpolitik, så de velbjergede kunne gafle i skattemilliarderne og med rund hånd uddele støtte og livstidspensioner til trængende kunstnere. Praksis viste, at støtten hovedsagelig gik til folk med den røde partibog og kameratforbindelserne i orden. Den borgerlige kulturpolitik var mere enkel: ´
"Lad falde, hvad ikke kan stå'.
Den er forlængst opgivet af de borgerlige. Luftes kun i ny og næ ved middagsbordene hos de småborgerlige. I dag optager kulturstøtten en meget stor del af statsbudgettet.. Dersom du ikke tror mig, så gå ind og abonnér gratis på Statens Kunstråds daglige nyhedsbreve, som hver dag vil berige dig med oplysninger om, på nettet. Her afsløres dagligt, hvor mange gulgysser kulturpingerne har pumpet op fra statskassen, og hvordan óg til hvem de siddende smagsdommere har fordelt provenuet. til 'trængende kunstnere' .
Nej, nej. Ikke til højre og venstre. Kun til venstre.
Det har systemsskiftet ikke ændret. på
Kulturens helårsansatte julemænd deler ud hele året - i modsætning til f.eks. kong Farouk i åben limousine gennem Cairos fattige gader. De fattige jublede, og tænkte slet ikke på, at der kun findes to slags rige mennesker i denne verden:
"De, der har stjålet dem fra de fattige" og
"De, der har arvet fra dem, der havde stjålet pengene fra de fattige".
Her i landet er kongestrøelsen længst overtaget af kulturlivets pampere. Jeg har ikke siden Bomholts dage hørt sætningen i kultursammenhæng: "Lad falde, hvad ikke kan stå" (Nå, jo var der ikke en lagerforvalter Rindal i Kolding? ... Men ellers)
Støtte til forfatterne. Det udtryk er jeg meget træt af. Efter systemskiftet 2001 har jeg to gange fået 100.000 kr. i støtte til et 'projekt'. Det holdt op, da smagsdommerne af to gamle betonrøde blev narret til at tro, at jeg var antisemit. Formanden for Litteraturudvalg udtalte endda, at "havde han vidst, at Haaest osv." . Er det måske ikke rent smagsdommeri?
Pressens viise mænd (m/k) fortæller i tide og utide om den STØTTE, som forfattere får. Det er ikke eneste eksempel på pressefolks uforstand og manglende vilje til at undersøge tingene.
Så skal jeg rede trådene ud:
Den støtte, består i et rentefrit lån på 100.000 eller 150.000 kr, som man skal aflægge regnskab for senest 3 måneder efter projektets afslutning. Man indsender regnskab for hver en krone. Har man kun brugt de 92.000 kr fagligt, skal man formentlig aflevere resten tilbage. Det ved jeg ikke helt sikkert, for jeg har aldrig haft problemer med at fremlægge regnskab for over 100.000 kr. til research, rejser, indkøb af papir, computer etc.
De rentefri statslån blev i øvrigt givet til færdiggørelse af mine to dokumentarbøger "Hipofolk - Lorenzen-gruppen" og "Anna - Hipochefens enke". At de så ikke faldt i smagsdommernes smag, må jeg jo leve med.
Jeg klarer mig bedst i oplagskonkurrence: Derfor vil jeg fra folkepaladsets balkon uidråbe et par borgerl.ige ord:
Luk for al kulturstøtte! Lad falde, hvad ikke kan stå!
PS: Jeg véd ikke, hvor meget, jeg dermed sparer
på udgiftssiden på finansloven. For forfatterne vil det nok bare betyde at de hidtidge nydere flytter over sammen med det jævne folk på
almindelige overførselsindkomst-betingelser.

Martin Svendsen

Kenneth James: Bøgerne bliver jo hverken dyrere eller billigere af at fjerne støtten. Deres fulde pris bliver blot betalt af læserne, istedet for nu, hvor en masse mennesker, der ikke er interesseret i litteraturen, tvinges til at betale for andres bøger over skatten.

Måske de hellere ville have brugt pengene på noget, de selv fik glæde af?

Camilla Brodersen

Det er også påfaldende, at det først er nu, hvor forfatterne klemmes på pengepungen, at de kommer frem i skoene.
De har de forløbne ti år haft rig mulighed for at træde i karakter og fremstå som en del af landets intelligentsia og kritisere samfundsudviklingen - herunder den deintellektualisering, der har givet grobund for vores synderegister af frygt, intolerance, underminering af retssikkerheden osv. osv. - men der har været en larmende stilhed fra forfatternes side.

I de seneste 10 år er det kun Neutzsky-Wulff, der konsekvent og højlydt har talt magthaverne imod, og på trods af hans talrige opfordringer til forfatterne om at komme ind i kampen for et tolerant samfund, så er der rent ud sagt ikke sket en skid.

Har forfatterne virkelig været så naive at tro, at konsekvenserne af kulturkampen og af opgøret med smagsdommeriet ikke ville ramme dem selv en skønne dag? Troede de virkelig, at de bare kunne krybe ned i et hul og vente på, at alt det grimme ville gå over af sig selv en skønne dag?

Jeg synes ellers, at kulturstøtte er et godt middel til at sikre en plads til det upopulære synspunkt og den intelligente kritik, der ikke ville have en chance på markedsvilkår, men at dømme ud fra forfatternes ageren (eller rettere: mangel på samme) har kritikerne måske alligevel en pointe: Der er ikke noget, der er værd at støtte …

Klement Pedersen

Der er to diskussioner lige nu under samme overskrift: 1) Skal man støtte kunst mv. herunder litteratur. 2) Er der noget om et en lille klike rager de fleste penge til sig i det hele taget, og specielt indenfor forfatter støtte.
Leonora Kristine har helt udramatisk fremlagt nogle tal der tyder på at en lille klike rager pengene til sig.
Hun har ikke, mig bekendt, opkastet en debat om kunststøtten som sådan. Det er noget pressen har lagt oveni.
Sålænge støtten findes, er det efter min opfattelse, relevant at undersøge om fordelingen af midlerne er rimelig og retfærdig. Ikke? Eller er det måske forbudt? Må man ikke stille spørgsmål om det emne?
Leonoras tal tyder på en betydelig klikedannelse omkring forfatterforeningen og forfatterskolen. Tallene taler for sig selv. Hvad er problemet så med at rette op på miseren?
På min stands vegne (musiker/komponist) ville jeg ønske at der var folk med tilsvarende gennemslagskraft og mod som Leonora og Susanne Staun. For her står det sandelig osse slemt til... Suk og plage!

Camilla Brodersen

Selvfølgelig må man undersøge, om fordelingen af midlerne er rimelig og retfærdig.
En forfatterklike, der uddeler midler til hinanden, giver én type litteratur, en flok akademikere giver en anden, og når politikerne ikke kan finde ud af at overholde armslængdeprincippet, får vi en tredje type (gys!). Her må vi selvfølgelig diskutere, hvad det er, vi vil have.

Det "sjove" er så bare, at det først er nu, forfatterne bekymrer sig nok om samfundsudviklingen til at give sig til kende i medierne, og selv da hakker de på hinanden i stedet for at sparke opad.
Det er da forbilledligt.

Martin Svendsen

Lige for at opklare en ting. Man støtter også computerspil. Det er bare en anden kasse, man har de penge i - det falder ind under "filmstøtten"... Så vidt jeg husker har man, i det seneste filmforlig, afsat 20 mio. til at støtte computerspilsbranchen.

Gud fader bevares.