Baggrund
Læsetid: 6 min.

Julia Roberts' blævrende kerne

Roberts-film er film om at rive den hårde facade ned og blotte sin blævrende kerne for en mand eller film om at kvinde sig op og stå på egne stiletter. Den biografaktuelle 'spis bed elsk' er et miskmask af de to - og et eksempel på superstjernens tendens til at vælge sine roller uden omhu
Med sin tendens til besynderligt lemfældige rollevalg leger Julia Roberts her med sine stærke kvindefigurer, men ender også med, 20 år efter at hun smed luderparyk-ken og viste sig uden læbestift, igen at blotte sin blævrende kerne.

Med sin tendens til besynderligt lemfældige rollevalg leger Julia Roberts her med sine stærke kvindefigurer, men ender også med, 20 år efter at hun smed luderparyk-ken og viste sig uden læbestift, igen at blotte sin blævrende kerne.

Disney Bio

Kultur
11. november 2010

»Smuk uden læbestift,« stod der på skrå i et Mix-blad eller, måske, Vi Unge.

Det har været i 1991, omkring den tid, hvor Steven Spielbergs Hook kom i de danske biografer, og Julia Roberts skulle spille lille arrige Klokkeblomst efter sin store succes i 464 millioner dollareventyret Pretty Woman (1990). Julia Roberts var smuk au naturel.

Jeg forstod ikke, hvad det betød dengang, men jeg var duperet. Alle i 1990'erne, virkede det til, var enige om, at her var nok verdens smukkeste kvinde. I de 20 år, der er gået siden da, har ingen udfyldt Hollywoods billede af den romantiske kvinde helt som hende.

Roberts er ærkeamerikansk, hun spiller ubesværet sydstatsrosen (Det stærke køn, Something to Talk About), ærke-newyorkeren (Min bedste vens bryllup, Stepmom) og den glamourøse vestkystkvinde (Notting Hill, Ocean's Eleven).

Hun er Miss og Mrs. Hollywood og en af verdens bedst betalte skuespillere. Hun har spillet luder, stedmor, miljøforkæmper, jurastuderende på flugt, superstjerne på flugt, hustru på flugt og spion, men med Julia Roberts handler det alt sammen også om at være kvinde: om at blive stærkere eller om at lade sig blive svagere, om at finde sig selv - i lyset af en mand, gerne.

Lige nu er hun aktuel med en filmatisering af Elizabeth Gilberts selvhjælpsrejsebog spis bed elsk. Det er Roberts' første hovedrolle siden 2003 og en fortælling om den moderne kvindes rejse for at finde sig selv. Og så er den et bevis på, at Roberts' - og det pæne Hollywoods - kvinderoller med få undtagelser altid gør lidt det samme.

Smukt smil og æselgrin

Julia Roberts er en klassisk skønhed med et dramatisk twist. Hun er høj og ufødedygtigt ranglet. Der er noget overdimensioneret ved hendes ansigt, ved de store øjenbryn, den markerede åre i panden og det klaverlange tandsæt, og så er der signaturgrinet - æselvrinsket - som gør hende næsten utæmmelig. Men kun næsten.

For når hun smiler, og når hun kaster med det røde (eller brune eller blonde) hår, og når hun kurrer med sine mørke øjne, så er hun den mest smeltende romantiske drøm. Denne kombination, og skiftene mellem uopnåelig og blød, har funderet hendes karriere.

I Runaway Bride (1999), hvor hun spiller den patologiske hjerteknuser Maggie, beskriver hendes bedste veninde hende således: »Nogle gange tror jeg bare, at du udstøder flirtende energi, og at det rammer alt mandligt, der bevæger sig. Du er lidt sådan her: Jeg er charmerende og mystisk på en måde, som jeg ikke engang selv forstår. Og noget i mig skriger på at blive beskyttet af en mand som dig.«

Julia Roberts er netop fyldt 43, og formlen er stadig den samme.

»Det smukkeste smil indeholder en hemmelighed,« lyder sloganet til hendes nye mascarakampagne for Lancôme. Det store salgbare begær i hendes film, både for 20 år siden og nu, er at lirke sig ind til denne hemmelighed.

Julia Roberts-talen

Det ømmeste øjeblik i Pretty Woman er derfor ikke der, hvor luderen, der ikke kysser på munden, giver Richard Gere et blowjob, mens han ser 1950'er-sitcom på hotelværelset. Det er ikke der, hvor han forfører hende op ad Steinway-flygelet. Det er der, hvor Julia, mens Richard Gere ligger og døser hen før sex, læner sig ind over ham og blidt kysser hans læber. Og det er der, hvor de to ligger i hver sin side af sengen og snakker om barndom.

Her lader hun paraderne falde. Hun har smidt parykken. Under facaden er der en bævende skønhed, der længes efter mandlig anerkendelse. Ofte sker det under Julia Roberts-talen - det øjeblik, trefjerdedele inde i filmene, hvor kameraet sniger sig ind på den brunøjede skønhed, som står foran sin mandlige modpart og åbner sig op. Hun får det der bløde blik i øjnene. Stemmen bæver under intensiteten af hendes ord. Åren i hendes pande vibrerer som venen på en spændt biceps.

»Berømmelsestingen er ikke virkelig, ved du nok. Og glem ikke, at jeg også bare er en pige, der beder en dreng om at elske hende,« fremstammer hun i Notting Hill (1999). Den følelsesparanoide Hollywood-stjerne knapper hjertet op for den befippede boghandler Grant. Det er denne ømme overgang fra hård til blød, fra kvinde til pige, fra 'læbestift' til 'ingen læbestift', der har gjort stjernen så stor.

Magt over nosserne

Selv om hun blotter sine følelser, og står nøgen der - foran Hugh Grant og Richard Gere og Clive Owen og Brad Pitt og så videre - så har Roberts aldrig spillet nøgenroller. Hun er ikke den slags pige. Hun er skønheds- frem for sexgudinde, og når det skal være spændende (som i Pelikannotatet, 1993) er hun thriller- frem for actionheltinde.

Hvor kollega Angelina Jolie har en lyddæmpet gøb i hofteholderen og springer ud fra bygninger og skyder med skarpt efter sin husbond, Brad Pitt, i Mr. and Mrs. Smith (2004), stavrer Clive Owen og Julia i den lignende spionkomedie Duplicity (2009) rundt som konspiratorisk par og skyder højst spydigheder efter hinanden. Julia er ingen koldblodig morder. Skyder hun nogen, så er det bævende og kuet og med begge hænder på pistolen som i I seng med fjenden (1991).

Hendes filmroller kan inddeles i de utæmmede, komplekse kvinder, der med hjælp fra den rette mand lærer at blotte sin blævrende kerne og vise sin sårbarhed, og så de sårbare kvinder, der lærer at blive hårde.

I den Oscar-inkasserende rolle som miljøforkæmpende alenemor, Erin Brockovich (2000), spørger Erins chef: »Hvordan regner du med, at du bare kan marchere ind og tage de dokumenter, du har brug for?«

Erin svarer: »Man kalder dem babser, Ed!«

I Charlie Wilson's War (2007) spiller Roberts den styrtrige texaner Jeanne Heering, der knalder og kontrollerer Tom Hanks i rollen som 1970'ernes parlamentsmedlem Charlie Wilson. Charlie ligger sexforpustet i badekarret og får diktat af Heering om, hvordan USA skal udstyre de afghanske modstandsbevægelser med nok ammunition til at nedskyde sovjetternes fly. Imens deler Heering køligt sine tyktmalede øjenvipper med en sikkerhedsnål.

»Du er muligvis den mest sexede kvinde i verden,« afbryder Wilson sukkende.

»Er du nedladende?« svarer Herring hårdt.

Hollywoods kvindeideal

I film som disse gør hun andet end blot at bløde op. Hendes bryster er faste, men det er grebet om mændenes boller også. En film med Julia Roberts er en Julia Roberts-film - selv om hendes filmografi er en mærkelig pose blandede bolsjer. Ud over A-indkomst-arbejde i de romantiske komedier og thrillers har hun kastet sig over kreative B-indkomst-tjanser i indieproduktioner (The Mexican, Full Frontal og Fireflies in the Garden) - med svingende held.

Mindre heldig er også den biografaktuelle rejseromantiske spis bed elsk. Det er ikke blot et drama om en moderne midtvejskriseramt kvindes kig på sit liv og sine forhold, men også en underligt paradoksal film om kvindelig selvstændighed. Det er en film om at løsrive sig og bygge sig op - og så overgive sig til bløde Javier Bardem.

Med sin tendens til besynderligt lemfældige rollevalg leger Julia Roberts her med sine stærke kvindefigurer, men ender også med, 20 år efter at hun smed luderparykken og viste sig uden læbestift, igen at blotte sin blævrende kerne.

Roberts inkarnerer stadig Hollywoods kvindeideal - og stadig det mest traditionelle af slagsen. Måske skulle hun vælge sine roller med større omhu, gribe fat i flere nosser og stavre mere rundt på egne stiletter, før hun - efter min post-pubertære smag - også i 10'erne kan imponere som 'verdens smukkeste kvinde'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her