Interview
Læsetid: 7 min.

'Jeg kan ikke forbyde mig selv at holde af ham'

Nobelprismodtager i litteratur Herta Müller er i et moralsk dilemma efter afsløringer af vennen Oskar Pastiors spionfortid. Han er nøgleperson i den bog, der lige er kommet på dansk
Nobelprismodtager i litteratur Herta Müller er i et moralsk dilemma efter afsløringer af vennen Oskar Pastiors spionfortid. Han er nøgleperson i den bog, der lige er kommet på dansk
Kultur
25. november 2010

Hun er i en moralsk kattepine, forfatteren Herta Müller.

»Det er tragisk og skrækkeligt, hvad diktatur gør ved mennesker,« siger hun selv. Den mand, hun holdt så uendeligt meget af, og hvis 5 år lange ophold i sovjetisk fangelejr hun gjorde til den helt centrale handling i sin seneste roman, står nu anklaget for ikke bare at have været meddeler for Securitate, den hemmelige rumænske efterretningstjeneste, men også for på grund af sin aktivitet og rapporter at have forårsaget en nær vens selvmord.

De belastende oplysninger om den nu afdøde ven og forfatter Oskar Pastior er gået umiddelbart forud for Herta Müllers besøg i Danmark. Nu sidder hun så udmattet i forlaget Gyldendals elegante sorte besøgsrum og skal forholde sig til de nye anklager. Hun er lige landet og ved godt, hvad hun vil blive spurgt om, og beder om lige først at få lov at gå ud at ryge en cigaret under halvtaget i regnen.

Sidste år modtog Herta Müller nobelprisen i litteratur. Hun fik prisen for i sit forfatterskab bedre end nogen anden at have skildret liv og vilkår i et diktatur, og hvordan det sætter sig spor i krop og bevidsthed. Der er dog ingen tvivl om, at hun især fik prisen på grund af den roman, hun udgav umiddelbart før, Atemschaukel, eller som den er kommet til at hedde på dansk, Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig, der lige er udkommet.

Nye oplysninger

Bogen, der er blevet til i tæt samarbejde med Oskar Pastior, indtil han døde i 2006, bygger i høj grad på hans erindringer fra deportation til og 5 års ophold i en af de sovjetiske fangelejre i Ukraine fra slutningen af 2. Verdenskrig indtil 1949. Pastior kommer ligesom Herta Müller fra det tyske mindretal i Rumænien. Stalin havde forlangt, at den rumænske regering skulle sende alle i Rumænien boende tyskere til genopbygning af det krigsødelagte Sovjetunion. Det ramte alle mænd og kvinder fra 17 til 45 år og således både Herta Müllers mor og Oskar Pastior.

Da Pastior vendte hjem fra fangenskab til ny form for ufrihed i Rumænien skriver han 7 digte om lejrlivet. »Inderligt nødvendige digte«, som Herta Müller kalder dem. Han opbevarer dem hos en ven, der finder dem og fortæller om digtene til andre – og pludselig er fanden løs. Digtene bliver betegnet som antisovjetisk hetz. Af frygt for at ende 20 år i fængsel skriver Oskar Pastior i lighed med tusindvis af andre intellektuelle under på at blive meddelere for manges vedkommende i håb om at slippe for at skulle gøre alvor af opdrag om at levere materiale til Securitate.

Dertil kommer, at Oskar Pastior var homoseksuel, noget man også blev smidt i fængsel for, hvis det kom frem. Derfor var han med Herta Müllers ord ekstra sårbar for afpresning. For hende er det forståeligt, at han skrev under, også selvom han tav om det og det først er kommet frem efter hans død og bogens udgivelse.

Nu er der så kommet nye oplysninger i sagen, som hævder at Oskar Pastior ikke bare skrev under på at blive meddeler, men at han skulle have været endog meget aktiv. De allerseneste beskyldninger går på, at Pastior tilbage i 1969 skulle have været sat til at holde øje med den unge lyriker Georg Hoprich, der kort forinden var blevet løsladt fra fængslet. Ifølge en anden ven, Dieter Schlesak, var Hoprichs kone i panisk angst for at manden, der led af fængselstraume og frygtede igen at blive arresteret, gået til Securitate for at bede om, at overvågningen af hendes mand ophørte, da hun ellers var bange for, at han ville tage sit liv. Ifølge Schlesak skulle en officer have forelsket sig i Hoprichs kone og fortalt hende, at hans bedste ven, Oskar Pastior, var hovedspionen. Det førte til at Georg Hoprich den 9. april 1969 tog sit eget liv.

»Det er skrækkeligt for mig,« siger Herta Müller efter at have sundet sig lidt. »Der er to Oskar Pastior. Den ene kendte jeg, og den anden kendte jeg ikke«.

Hun har erkendt og forsonet sig med, at han skrev under på at blive meddeler for Securitate. Og det er ikke så lidt, for dermed bliver han også del af hele det system af undertrykkelse og forfølgelse, som hun hele sit voksne liv har lidt under. En person, som hun var meget tæt på, viser sig pludselig at være del af fjenden. Den mand, hvis erindringer hun har givet litterær form og stemme, viser sig at have gemt på en stor hemmelighed.

Men Herta Müller er i stand til at forstå Pastior, fordi han var tvunget til det.

»Han inderliggjorde tavsheden så stærkt. Det kommer af hans lejrerfaringer og den skjulte homoseksualitet. Men at det plagede ham hver eneste dag, er jeg ikke i tvivl om.«

Men hvad angår de nye anklager, er Herta Müller vred. Vred på Dieter Schlesak, der uden at kunne bevise noget har videregivet oplysningerne.

»Det er umuligt, at Pastior skulle have spioneret mod Hoprich. Schlesak har ingen beviser, der er kun tale om rygter. Det hele er tvivlsomt, fantasier. At en officer fra Securitate skulle have forelsket sig i Hoprichs kone tror jeg ikke på, for sådan en mand forelsker sig kun på bestilling. Desuden må man ikke glemme, at den hemmelige tjeneste også målrettet arbejdede med fiktioner for at miskreditere folk og ødelægge venskaber. Det er uansvarligt at sætte sådanne rygter i verden, uden at kunne bevise dem. Og Pastior kan som død end ikke forsvare sig mod den svære skyld. Det er helt uansvarligt.«

Men især er hun også vred på Pastiors gamle venner og kolleger som sin egen eks-mand, forfatteren Richard Wagner, der nu har travlt med at undsige Pastior og beskylde ham for at mangle moral.

»At sige, at der ikke findes nogen moral hos ham og i hans tekster, er nonsens, defamering. Moral findes i hans æstetik.«

Hvad nu hvis?

Herta Müller er i et stort dilemma. På den ene side tror hun stadig på vennen, på den anden er der en nagende tvivl: »Hvis beviserne kommer, er jeg jo nødt til at tro på det. Hvis han ikke var død, ville mit forhold til ham afhænge af, hvad han ville sige. Hvis han havde villet forsvare sig, så ville vores forhold være slut. Men hvis han ville forholde sig korrekt, tale om tingene og ikke skåne sig selv, ville vi stadig være venner, for jeg ved, hvordan tiderne var. Og jeg kan ikke forbyde mig selv at holde af ham.«

Men hvad så med den bog, Herta Müller skrev om Pastiors erfaringer? Ville den være blevet anderledes, hvis hun dengang havde kendt til hans fortid? Eller måske ligefrem ikke være blevet til noget?

»Det er hypoteser, men bogen ville helt klart være blevet anderledes. Hvordan ved jeg ikke. Det ville også have været afhængig af, hvad han havde fortalt mig.«

– Får sagen et efterspil?

»Nej, bogen er færdig. Den har jo heller ikke noget at gøre med tiden bagefter, men vedrører 80.000 mennesker i deportation. Men jeg skriver på en essaysamling, hvor to essays handler om Oskar Pastior. I øvrigt er Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig, en roman, og den er ikke forpligtet på virkeligheden. Meget i den er opdigtet. Den blev påbegyndt, fordi min mor, da jeg var barn, altid fortalte mig om lejrlivet. Da Oskar Pastior fortalte om sine erindringer, blev han imidlertid hovedperson i bogen, som kun blev til noget på grund af hans utrolige erindringsevne.«

Vidnesbyrd

Bogen er på alle måder et stort værk, der fortæller om det fangelejrliv, der blev 80.000 deporterede tysk-rumæneres skæbne .

I lang tid var det forbudt at tale om den tid, som prægede flere generationer. Alle enten havde været i lejrene eller kendte nogen, der havde. I en meget poetisk mættet fortælling skildres detaljer og genskabes den daglige kamp for overlevelse, det hårde arbejde, den nagende sult, de kreative måder at skaffe mad og tilberede den, sadistiske fangevogtere, men også om de små udtryk for, at civilisationen midt i barbariet stikker sit hoved frem, som eksempelvis i en scene i bogen, hvor fangerne af en grøn uldhandske og ståltråd får frembragt et primitivt juletræ, hvorpå de hænger to små brødkugler.

Herta Müller skriver en intens prosa. Hun skriver med en stærk fornemmelse for at lægge billeder tæt op ad hinanden. Hendes opfattelse af litteratur er, at det skal være smukt. Litteratur er først og fremmest sprogarbejde. Litteratur, hvor der ikke sprogligt er noget på færde, gider hun ikke. Klicheer er forbudte i hendes bøger. Herta Müller er ikke umiddelbart indstillet på at kalde det at skrive for at aflægge vidnesbyrd. Hendes bøger er ikke vidnesbyrd i snæver forstand, men alligevel er målet, at det i litteraturen lykkes at skildre noget, som dokumentarismen ikke formår.

Hun er et eksempel på en forfatter, der ikke selv har valgt sit tema. En af de forfattere, der har lidt skade i kraft af ekstreme situationer såsom krigserfaringer, kz-lejre, Gulag og diktatur. Disse forfattere er nødt til at forblive i deres tema af indre nødvendighed.

Til sin seneste bog har hun derfor læst masser af beretninger om de sovjetiske Gulag-lejre, ligesom hun har læst alt om livet i de tyske koncentrationslejre af Imre Kértesz, Jorge Semprun, Primo Levi og Tadeusz Borowski.

I bund og grund beskæftiger Herta Müller sig med det samme tema i alle sine bøger, nemlig forsøget på at udslette den enkeltes individualitet i et diktatur. Men kan der ikke være et behov for at komme ud af den tryllekreds og skrive om andre erfaringer?

»Personligt vil jeg måske gerne kunne skrive om noget andet, men jeg har ikke noget valg. Der er noget, der har truffet det valg for mig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hertha Müller er en fugleelefant

Forlaget Batzer & co. udgav desuden sidste år "Mennesket er en stor fasan i verden".

http://www.information.dk/206687