Læsetid: 3 min.

Nu kommer kineserne med alle deres penge

Derfor har Bruun Rasmussens Kunstauktioner oversat et salgsmateriale til kinesisk om det sidste håndskrevne manuskript i frit salg til et H. C. Andersen-eventyr, som skal under hammeren sammen med prins Henriks cognac, i alt 2.316 effekter sælges på to uger
Kunstuktionshuset Bruun Rasmussen holdt i går et preview i lokalerne i Bredgade i København, inden de mange kunstgenstande skal under hammeren i næste uge. I dag er det blandt andet rige kinesere, der køber de dyre ting

Kunstuktionshuset Bruun Rasmussen holdt i går et preview i lokalerne i Bredgade i København, inden de mange kunstgenstande skal under hammeren i næste uge. I dag er det blandt andet rige kinesere, der køber de dyre ting

Karolina Zapolska

24. november 2010

Verdensøkonomiens omskiftelighed kan aflæses på de store auktioner. Det fortæller Jesper Bruun Rasmussen ved et såkaldte preview, altså et 'forsyn', ikke et eftersyn, som fandt sted i går i auktionsfirmaet Bruun Rasmussens lokaler i Bredgade i København.

»I helt gamle dage var det rige amerikanere, der købte de dyre ting,« siger han. »Så opstod der noget rigdom hos japanerne, og de købte ind. Så var det shahen af Persien, der købte persiske ting hjem. Så faldt han, og dernæst var det oliesheikerne fra de arabiske lande.

I dag er det kineserne og ganske snart nok også inderne og - hvem ved - måske sydamerikanerne. Overklasser opstår og vil gerne købe ting fra deres egen kultur.«

Lærke Bøgh, som er firmaets litterære ekspert, bekræfter: »Ja, vi ser en tendens til, at hvis kineserne vil have noget, så kommer de med alle deres penge. Derfor har vi fået oversat et salgsmateriale til kinesisk, et håndskrevet originalmanuskript med egne rettelser af H. C. Andersen til eventyret De Vises Steen. Prismæssigt er det sat til 2,5-3,5 millioner kroner.«

Jesper Bruun Rasmussen tilføjer:

»Mao mente jo, at af udenlandsk litteratur var den danske digters eventyr det, man skulle læse, og de mest solgte i Kina på den tid. De var til at forstå, og der var ikke politik i dem. Eventyrmanuskriptet er det sidste, der er ude på det frie marked - de andre ligger låst fast på museer og samlinger. Sådan et håndskrift er højt rated på lister over sådan noget. Eventyret er meget filosofisk og ikke for børn.«

Rig dansker

Manuskriptet sælges på tirsdag i næste uge, hvor i alt 2.316 kunst- og samlerobjekter er sat til salg. Nogle af de fornemste har tilhørt afdøde aktikvitetshandler Arne Schlesch (ikke at forveksle med Andy Schleck, som er cykelrytter). En dansker, som levede det halve af sit liv i New York, hvor præsidentfruer og hollywoodstjerner var blandt hans kunder på Manhattans Upper East Side. Han havde især en forkærlighed for antikke møbler, og det er nogle af dem, der nu sælges. Kortfilminstruktøren Mehmet Özcelik nåede at lave en film om ham. Den er fra 2004, og han citeres for at have sagt følgende:

»Jeg har været broke, men jeg har aldrig prøvet at være fattig. Fattig - det er når man ikke kan læse en bog og le højt, når man ikke kan more sig og more sine medmennesker.«

Der er også mere moderne møbler, blandt andet et unika-bord af Børge Mogensen, men som eksperten Peter Kjeldgaard siger:

»Han er mest verdensberømt i Danmark, som vi siger herinde.«

Semi-antik

Et af Andy Warhols dronning Margrethe-portrætter skal desuden under hammeren, den royale edition med glimmer, som findes i 120 eksemplarer. Eksperten Peter Christmas-Møller siger, at Bruun Rasmussen kun har haft seks-otte stykker i hænderne de sidste ti år. De sælges i dag for 75-100.000 kroner.

Dronningen brød sig ikke om ideen og ville ikke sidde for ham som model,

Til stede er også Informations tidligere vinanmelder, Flemming Kyed, som filosoferer: »Hvad hed eksperter egentlig, før de blev eks? Perter?«

Han har fået øje på en stor, blå fisk, som han mener engang har hængt på væggen hos fiskehandleren på Højbro Plads. For resten sælges også fem flasker cognac, som Prins Henrik har været med til at blande.

Tilbage til Jesper Bruun Rasmussen, tidligere mangeårig auktionarius og eneejer, som nu har solgt femprocents aktier til seks af de betroede medarbejdere.

»Til næste år har jeg været her i 50 år. Så bliver jeg det, der i fagsproget hedder semi-antik,« siger han med et smil og erindrer sig et meget sødt par, som kom ind med et billede, de ville sælge, så de kunne få råd til en ny vaskemaskine.

»Vi vurderede det og kunne fortælle, at når det blev solgt, kunne de få både vaskemaskinen og en ny bil. Sådan noget er jo rigtig, rigtig dejligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu