Interview
Læsetid: 4 min.

Det kræver mod at erkende sin skyld

Ingen går uberørt fra et mord, siger fængselspræst i Vestre Fængsel Peter Walin. Information havde inviteret ham i teatret for at se Forbrydelse og straf
Kultur
17. november 2010

»Hovedpersonen Raskolnikov kunne godt være et billede på en varetægtsfængslet morder i Vestre Fængsel,« siger Peter Walin over en kop kaffe i Skuespilhuset i København. Han har netop overværet publikumsprøven på Det Kongelige Teaters nyopsætning af Forbrydelse og straf et stykke, som på mange måder minder ham om arbejdet i Vestre Fængsel, hvor han de seneste 12 år har været ansat som den ene af fængslets i alt fire præster.

»Som regel kommer de til fængslet, mens de stadig har blod på skjorten, og feberen raser i kroppen,« siger Peter Walin med henvisning til skildringen af hovedpersonen Raskolnikovs samvittighedskvaler, der netop beskrives som en rasende feber.

Mange har et billede af mordere som kolde og kyniske mennesker, men ifølge Peter Walin er det faktisk kun de færreste, som hverken ejer empati eller samvittighed:

»Det er de færreste mord, som er planlagt ned i detaljen, koldt og kynisk. Mange af de mordere, jeg har talt med gennem tiden, beskriver det på den måde, at de er kommet i en affekttilstand, som nærmest har virket hypnotiserende enten fordi de havde drukket, fordi de var jaloux, eller fordi de følte sig svigtede og forbigåede.«

Personligt har Peter Walin i sine mange samtaler med indsatte heller aldrig mødt en morder, som ikke selv var dybt berørt af det, han havde gjort. Til eksempel nævner han en sjælesorgssamtale, han engang havde med en mand, som i samtalens løb ikke bare skulle erkende, at hans kæreste var død, men også at det var ham, der havde dræbt hende.

»Den erkendelse var så svær for ham, at han i bod og anger forsøgte at rage al den straf til sig, han kunne. Men som han sagde: Det her er overhovedet ingen straf. Derfor insisterede han også på, at når han engang var færdig med at afsone, så ville han tage sit eget liv,« siger Peter Walin og uddyber:

»Det siger noget om angerens dybde. Det, han havde gjort, var så forfærdelig en handling, at han ikke følte, der var nogen straf, som var hård nok.«

Forsvarsmekanisme

Det er imidlertid ikke alle, der omfavner deres skyld og skam lige uforbeholdent, fortæller Peter Walin. Mange må først gå en stor omvej, og nogle kommer aldrig nogensinde frem.

»Jeg har talt med mordere, der til trods for at alle dna-sporene pegede på dem som de skyldige, alligevel blev ved med at benægte alt. Men det er en forsvarsmekanisme, som træder i kraft, når ens selvbillede ikke kan rumme det, man har gjort. Man tænker: Jeg kan ikke være så ond og brutal, jeg kan ikke have så meget galskab i mig, det er ikke mig, jeg har ikke noget med det at gøre.«

I Forbrydelse og straf forsøger Raskolnikov da også konstant at holde samvittigheden fra døren ved at overbevise sig selv om det ret-færdige i sin gerning. Men så let slipper han ikke og det gør virkelighedens mordere heller ikke, siger Peter Walin.

»Kun ved at vedkende sig lidelsen kan man komme igennem den og begynde at forsone sig med, hvad man har gjort. I Forbrydelse og straf forsøger Raskolnikov at fordunkle sin samvittighed, så den ikke skal ende i anger. For hvis han først angrer, så bliver han svag, og så kan han kun se sig selv som et sølle, syndigt menneske. Men for ham som for alle andre mor-dere er den eneste løsning at finde modet til at være skyldig: at lytte til den samvittighed, der hvisker, i stedet for at forklejne den og ignorere den,« siger han.

Brændemærkning

Og hvordan kan du som fængselspræst hjælpe med det?

»Jeg betragter mig selv som en fødselshjælper. Det er min opgave at lytte, så det menneske, jeg sidder over for, får mulighed for at fortælle sin historie og komme af med sin lidelse. For det er vitterligt en lidelse. Mange genemlever scenerne, billederne og lydene fra mordet igen og igen. Det er en intens brændemærkning, som sætter sig som billeder på nethinden og ikke forlader den igen,« siger Peter Walin, der i samtalerne med fangerne er underlagt absolut tavshedpligt.

»Jeg understreger altid for dem, at alt, hvad der bliver sagt, forbliver mellem dem og mig og måske Gud. Jeg skriver ikke noget ned, for det handler om at skabe et tillidsrum, hvor den fængslede kan tale frit om sin smerte og fortvivlelse. Det første lange stykke tid handler det om, at han skal få lov til at læsse sine oplevelser over på mig. Og siden kan vi så tale om de videre perspektiver.«

De videre perspektiver?

»Ja, hvad nu med de pårørende til det menneske, man har slået ihjel? Børnene, hvordan skal de nogensinde få en fremtid? Det kræver mod at konfrontere sig selv med den type spørgsmål. På mange måder kræver det mod at erkende sin skyld, fordi det er forbundet med en ekstrem sårbarhed og smerte. Men gør man det, er der meget at vinde. For det er i boden og angeren, man får mulighed for at kæmpe sig vej tilbage til livet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her