Læsetid: 2 min.

Som kristne læser vi Det Gamle Testamente på vore betingelser'

Teologisk set er der en absolut modsætning mellem jødedom og kristendom, men kulturelt set hører jøderne til den kristne verden, mener Tidehvervs Søren Krarup
3. november 2010

»Jeg synes, Tudvad er et pjattehoved, et rent pjattehoved,« erklærer Søren Krarup, da han bliver spurgt om sin opfattelse af dennes fremstilling af Kierkegaards forhold til jøderne. »Han gør sig billigere og dummere, end han behøver, det må du gerne skrive!«

At der er et teologisk modsætningsforhold mellem den mosaiske og den kristne tro har nemlig intet med antisemitisme at gøre, mener Søren Krarup. At Kierkegaard har delt samtidens let affejende måde at omtale jøderne på, bør ikke blæses op.

»Jeg tvivler ikke på, at Kierkegaard i sine dagbøger har brugt nedsættende betegnelser om jøder, men det skyldtes vel i høj grad Gold-schmidt og Corsaren, der var efter Kierkegaard med alle underlødige midler. Jøderne havde desuden først lige fået borgerrettigheder, så der fandtes en række populære, nedsættende bemærkninger om dem i folkemunde.«

- Det var mere end nedsættende bemærkninger. Tudvad fremdrager, at Frederik 6. i 1819 måtte sætte militæret ind for at nedkæmpe en regulær pogrom?

»Det er rigtigt, at kongen beskyttede jøderne i 1819. Danmark har i det hele taget haft et meget hensynsfuldt og hæderligt beskyttende forhold til jøderne. At man måske har kunnet tale lidt affejende om dem, ændrer ikke ved det,« svarer Søren Krarup.

Bruddet med farisæerne

Teologisk set er han derimod enig med Kierkegaard i, at jødedom og kristendom er absolutte modsætninger.

»Jesus betegner bruddet med farisæerne med den opfattelse, at det jødiske folk besidder en retfærdighed, som ingen andre har. Ifølge kristendommen skal den retfærdige leve af troen, man opnår ikke retfærdighed ved at følge loven,« fastslår han.

-I det seneste nummer af Tidehverv skriver du om indvandring. Du betoner, at tidligere indvandrede folk gled harmonisk ind i det danske folk, fordi de som kristne europæere kulturelt var af samme slægt som danskerne. 'Bortset fra jøderne', skriver du og tilføjer så: 'der som børn af den kristne-mosaiske tradition alligevel også var det'?

»Her taler vi jo netop om en kultur, og jøderne er en del af den kristne-mosaiske kultur.«

- Så har islam som den tredje af de mellemøstlige, monoteistiske religioner vel også del i det?

»Der er intet slægtskab, muslimerne har kun det forhold til os, at vi er vantro og med alle midler skal tvinges til at underkaste os deres tro.«

- Koranen og Det Gamle Testamente deler dog profeter?

»Muhammed har noget halvfordøjet snak om Abraham og enkelte andre, men han bruger dem udelukkende i sin egen sammenhæng. I kristendommen ses Det Gamle Testamente derimod som Det Nye Testamentes forudsætning, derfra kommer forjættelsen om, at Kristus vil komme. For kristne udgør Bibelen én bog, Det Gamle Testamente bliver forståeligt i lyset af Det Nye Testamente.«

- Ifølge både Kierkegaard og Tudvads udlægning så består den absolutte modsætning mellem Det Gamle Testamentes jødedom og kristendommen i, at jødedommen hylder dennesidigheden og loven. Det Gamle Testamentes budskab er, at hvis man overholder loven, får man et langt og lykkeligt liv?

»Som kristne fortolker vi Det Gamle Testamente på vore betingelser. Jesus sætter troen i stedet for farisæernes lov, det er jo ikke tilfældigt, at jøderne fik Jesus korsfæstet! Kristendommen har en bestemt opfattelse af Det Gamle Testamente, det er netop som forjættelsen af, at Gud vil sende sin søn Messias, at vi læser det. Jøderne afviser Jesus som Kristus.«

Serie

Kierkegaard og antisemitismen

Peter Tudvads nye bog om Søren Kierkegaard, ’Stadier på antisemitismens vej’, har allerede, før den er udkommet, vakt debat. Information afprøver bogens centrale tese – at Kierkegaards kristendomsforståelse er antisemitisk – på en række teologer af forskellig kirkelig observans. De første artikler i serien blev bragt den 30. oktober - <a href="http://www.information.dk/249231">'Religionskritik er ikke antisemitisme'</a> - og i går - <a href="http://www.information.dk/249342">En forfriskende udfordring for teologer</a>

Seneste artikler

  • 'Kierkegaard er for ubetydelig'

    2. november 2010
    Tidligere biskop Jan Lindhardt, er villig til at medgive Peter Tudvad, at Søren Kierkegaards kristendomsfortolkning er radikal. Så radikal, så Lindhardt selv står af. Men at inddrage jøderne i den sammenhæng giver en dårlig smag i munden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Krarup følger som sædvanlig sin partifælle Søren Espersens princip - at gå efter manden, ikke efter bolden.
men det er jo ikke nogen overraskelse.

Krarup er velbevandret i Kierkegaard og citerer ham jævnligt for at forsvare sig, hvilket virker selvmodsigende, eftersom Kirkegaard ikke vil forsvare kirken og dens lære, tværtimod i striden med Martensen 1854, der nedgør Mynster.

Politisk er sagen anderledes (Kierkegaard underskrev sig ofte med Krarups initialer S.K. og Krarup blev med fætteren af nævnte Søren Espersen sluset ind i DF). Den fra tidligere skrækkelige sammenblanding af nationalisme og religion er et varemærke for partiet. Krarup citeres af Syberg for at sige: "...muslimerne har kun det forhold til os, at vi er vantro og med alle midler skal tvinges til at underkaste os deres tro."
Ganske interessant, dels fordi det er de kristnes holdning til mujslimerne (religionskrigen), men bemærkelsesværdigt, når man tager DF's og især Søren Espersens forsvar for zionisterne i betragtning, eftersom DF's skrækbillede for Danmarks muslimske fremtid i en omvending er partiets holdning til jødernes praksis i Israel - over for muslimerne (hvor loyalitetserklæringen svarer til Krarups assimilationskrav).

Gl. testamente består groft taget af 2 dele. Den gamle (moselovene) hvorfra jødisk nationalisme stammer - og den nyere del (profeterne) hvor selvkritik (næsten selvpiskeri), afstandtagen fra nationalisme, ja selv fra offer-traditionen i templet, forekommer. Værdien af tilgivelse fremhæves også her.

De fleste forskere i dag mener, at det "evangelie" Johannes døber henviser til, simpelthen er de nye dele (profeterne), som knytter an til meget af det Jesus senere kom til at tale om, men som Saddukæerne (der havde magten i Jerusalem) mere eller mindre havde forbudt. De anerkendte kun moselovene.

Farisæerne anerkendte - i modsætning til Saddukæerne - også de nyere dele (profeterne).

Af samme grund var det netop farisæere, der tilsluttede sig "Nazaræerens parti" efter korsfæstelsen - altså som blev de første kristne.

Vi skal frem til omkring år 150 før antallet af ikke-jødiske kristne bliver større end antallet af jødiske kristne.

Først da begynder man at beskæftige sig med gl. testamente i forkyndelsen.

Det er også først der, der begynder at opstå modsætning mellem jøder og kristne.