Læsetid: 3 min.

Kys det hele fra mig!

Danskere elsker at lave film om sig selv. Men kun få Danmarksfilm huskes stadig
Danskere elsker at lave film om sig selv. Men kun få Danmarksfilm huskes stadig
26. november 2010

Ingen europæisk nation har mig bekendt noget tilsvarende en national filmtradition for dokumentarisk beskrivelse og besyngelse af fædrelandet.

Er det danskernes særlige blanding af (falsk) beskedenhed og stor kamoufleret selvfølelse, der ligger bag? Eller er der snarere tale om en tradition, der fik et så ansporende startskud af Poul Henningsens Danmarksfilm allerede i 1935, at man simpelthen måtte tage formen op med mellemrum og gøre den til en nationalt særkende?

Mens andre europæiske lande især har skildret storbyer, har ikke mindre end 11 instruktører siden Poul Henningsen givet deres bud på en Danmarksfilm dog uden at kunne fordunkle den oprindelige inspirationskilde.

PHs forelskelse

Problemet har nok først fremmest været at forvandle, hvad der i flere tilfælde har været et bestillingsarbejde til den ægte con amore-fortælling, som Poul Henningsens debutarbejde udviklede sig til.

PHs forelskelse i Danmark modsvaredes i en lige så stor spirende forelskelse i det nyopdagede filmmedie, der tillod en bevægelig form, et strømmende liv, som en beåndet jazzmusikalsk visualisering af københavner-synerne fra hans Liva Weelsang fra 1932, »Tag og kys det hele fra mig«:

Se, hvad turisten ser,
den navnløse by,
strømmen, som bærer København og dens ry,
de tusind cykelpi’er,
et brus af nikkelstyr,
sikke pi’er,
tag og kys dem alle fra mig!

PH dyrkede sagligheden, men hans Danmarksfilm er lyrisk på grænsen til det sværmeriske sanseligt bjergtaget af hverdagslivet. Og da han til slut når frem til Københavns cykelpiger, skaber han den første filmpoesi i dansk tonefilm.

Leths sagligt-kærlige film

Jørgen Leth er lyriker, men hans lille mesterstykke Livet i Danmark fra 1971 er til gengæld påtaget sagligt.

<>Udvalgte danskere, kendte såvel som anonyme, præsenterer sig med naivistisk enkelhed på en totalt sort baggrund. De står dér rensede for alt overflødigt og derfor forskønnede, men ikke i banal forstand, blot som en essens af, hvad de både ikonisk og menneskeligt repræsenterer.

Ved at skrælle alt overflødigt bort, så kun nogle ord, ansigter, kroppe og attituder står tilbage, får Leth os til at se disse danskere på en ny og egentlig også kærligere måde. Leth bærer ikke som PH his heart on his sleeve, men den basale forelskelse i det danske er den samme.

Kestners underfundighed

Mon ikke den begavede dokumentarist Max Kestner tilstræbte lidt af den samme ømhjertede åbenhed, da han i 2006 lavede den næstsidste Danmarksfilm Verden i Danmark?

Som Danmarkspoet må man dog de mange årtier senere end PH og Leth se sig ribbet for adskillige illusioner, og som kærlighedserklæring er Kestners film langt mere tvetydig og fuld af underfundige indslag, der opfordrer til meddigtning. Danskerne er frem for alt dybt alvorlige, når de dyrker deres mødekultur eller fortæller drømme til deres mobiltelefon. Politik tilrettelægges med spindoktorer, paradoksalt nok også når det er inderligheden, der skal spilles på (Pia Kjærsgaard). Planlægning, undervisning og strategi styrer det meste. Men i de genkomne optagelser fra højt fugleperspektiv er landet både natursmukt og uvirkeligt.

Guide for indvandrere

Seneste Danmarksfilm er en 99 miniutter lang undervisningsfilm for indvandrere, instrueret af Kristine Søndergaard Madsen, Et liv i Danmark.

En håndværksmæssig solid, ultratraditionel oplysningsfilm med en velvalgt Puk Scharbau som en elementært belærende guide for, hvordan man skal opføre sig som mønster-udlænding i Danmark. Der er dog også udsagn fra velintegrerede indvandrere, så afgjort filmens mest levende og interessante, måske også for målgruppen.

For man kan ikke udelukke, at filmen (som på mig) kan afføde en vis afsmag for det gennemregulerede, vandkæmmede, snusfornuftige liv hertillands, hvor det kulturelle centrum åbenbart befinder sig på Assistens Kirkegård. Havde det ikke været for indvandrer-udsagnene, ville dette Danmark måske mere fremstå som en sur pligt end en glæde. Hvorved filmen, trods alle gode hensigter, risikerer at lægge sig i al for god forlængelse af den førte udlændingepolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu