Læsetid: 5 min.

Længsel efter virkelighed

Paradoksalt nok synes dokumentaristerne i dag at gribe til fiktionens virkemidler for at komme tættere på virkeligheden. Vi har kigget på nogle af de aktuelle tendenser, der præsenteres på årets CPH:DOX-festival, som starter i dag
Paradoksalt nok synes dokumentaristerne i dag at gribe til fiktionens virkemidler for at komme tættere på virkeligheden. Vi har kigget på nogle af de aktuelle tendenser, der præsenteres på årets CPH:DOX-festival, som starter i dag
4. november 2010

Det kunne ligne en tanke, når Sofia Coppolas roste spillefilm Somewhere har premiere omtrent samtidig med Casey Afflecks kontroversielle mockumentary Im Still Here: The Lost Years of Joaquin Phoenix (en dokumentarisk fremstilling af Joaquin Phoenix fingerede karriereskift fra skue-spiller til rap-kunstner).

I den førstnævnte film anvendes træk fra dokumentarismen til at puste en fornemmelse af autenticitet ind i en fiktiv fortælling om en skuespiller, der er ved at gå til grunde som menneske i Hollywoods celebrity-kultur. Mens den anden opererer i et uigennemskueligt grænseland mellem fiktion og dokumentarisme i sin bestræbelse på at fortælle om vanskelighederne ved at bevare noget, der bare minder om normalitet, når man først har opnået stjernestatus og dermed er blevet genstand for omverdenens forventninger og forestillinger.

Somewhere og Im Still Here spejler således hinanden på en interessant måde, samtidig med at de begge kan siges at være udtryk for tidens sult efter autenticitet. I en verden, hvor man let kan komme til at føle sig pakket ind i medierede udtryk, fremstår de to film som skrig efter at mærke livet direkte på krop og sjæl.

Men samtidig understreger de to værker også, at der i disse år overskrides grænser som aldrig før i filmens verden ikke mindst inden for det felt, vi gerne omtaler som det dokumentariske. Og kaster man et blik ud over de 180 titler i årets udgave af CPH:DOX, kan selve genreopløsningen da heller ikke undgå at springe i øjnene som en af de væsentligste tendenser i nutidens dokumentarfilm.

Grænseoverskridelser

Ser vi isoleret på det danske dokumentarmiljø, som i disse år brager af sted og vækker endog meget stor opmærksomhed internationalt, skyldes den aktuelle succes ikke mindst den dygtige måde, hvorpå de danske instruktører bøjer genrekonventionerne.

For et par år siden høstede Anders Østergaard et rekordstort antal priser med Burma VJ, hvor et journalistisk aktualitetsstof via en særdeles innovativ kombination af iscenesættelser og guerilla-strategier blev løftet op til et filmisk mesterværk. Og lige nu er Janus Metz godt på vej til at følge i Østergaards fodspor med Armadillo om de udsendte danske soldater i Afghanistan. Filmen er fra visse sider blevet kritiseret for at anvende rekonstruktioner og andre greb fra fiktionsfilmens værktøjskasse, men efter en varm modtagelse i Cannes har den høstet en stribe priser og er nu af Det Europæiske Filmakademi nomineret til prisen som bedste dokumentarfilm i Europa.

Intet tyder således på, at den genreblanding, der forekommer i værker som Burma VJ og Armadillo, står i vejen for udviklingen af den moderne dokumentarfilm. Tværtimod faktisk. Kigger vi tilbage på en af de titler, som var med til at starte succesbølgen i dansk dokumentarisme, nemlig Family (2001) af Phie Ambo og Sami Saif, blev den også i sin tid kritiseret for at anvende fortællemæssige greb og virkemidler fra fiktionsfilmen hvorefter den blev hædret med hovedprisen på verdens mest prestigiøse dokumentarfilmfestival, IDFA i Amsterdam. Og ser man på de danske bidrag til årets CPH:DOX, fortsætter tendensen til at nedbryde konventioner og genreskel med uformindsket styrke. Selv en gammel mester som Jørgen Leth overskrider i sin nye film, Det erotiske menneske, sin egen grænse fra iagttager til aktivt medvirkende.

Et andet aspekt af dokumentarfilmens udvikling på det seneste er de mange eksperimenter, der finder sted med brug af nye teknologier og medieformer, både med hensyn til optagelse og produktion af filmene og efterfølgende i forbindelse med distributionen.

Tupperware-parties

Skulle vi nævne et par eksempler fra det store udland, som har bidraget med afgørende nytænkning inden for de senere år, dukker den canadiske filmmager Brett Gaylors Rip: A Remix Manifesto (2008) op på den indre radar. Filmen handler om copyright-problematikken i den moderne medieverden og er blevet til ved hjælp af principper som open source og mash-up. Hvilket på dansk betyder, at Gaylor undervejs i processen dels opfordrede andre til at bidrage med materiale, som han kunne klippe ind i sin film, dels uploadede sekvenser til en hjemmeside, hvor interesserede sjæle med kreative fingre kunne klippe dem på en ny måde. Gaylor overførte således remix-traditionen fra musikkens verden til dokumentarfilm, hvilket resulterede i, at han i løbet af de syv år, det tog at lave filmen, kom til at arbejde sammen med flere tusind medinstruktører. Et andet eksempel kunne være det amerikanske selskab Brave New Films, som med den politiske dokumentarist Robert Greenwald i spidsen i en årrække har benyttet sig flittigt af internettet, både til finansiering og distribution. Under forberedelserne til filmen Iraq for Sale: The War Profiteers (2006) sendte de således e-mails ud til en omfattende adresseliste og opfordrede folk til at donere småbeløb, hvilket endte med at generere 350.000 dollar. Og efterfølgende solgte de mere end 200.000 dvder uden om de officielle salgskanaler, ganske enkelt ved at etablere et netværk af privatpersoner, som inviterede venner og bekendte til kombinerede visnings- og salgsarrangementer lidt i stil med de såkaldte tupperware-parties.

Også på denne front er de danske filmfolk godt med. I 2007 satte Michael Noer nye standarder for intimitet i dokumentariske portrætter ved at lade hovedpersonerne i filmen Vesterbro optage sig selv, når filmholdet ikke var til stede. Og i samme periode gik han et skridt videre i projektet Doxwise, hvor de fire unge mennesker, som medvirkede, ligeledes blev bedt om selv at optage en videodagbog over deres hverdag, hvorefter materialet i form af fire gange 10 korte afsnit i stedet for at blive distribueret ad de traditionelle kanaler blev lagt ud på hjemmesiden MySpace.

Den kommunikationsteknologi, som ofte beskyldes for at bidrage til fremmedgørelse, anvendes altså lystigt til at gå i kødet på virkeligheden. Og på årets CPH:DOX kan man sågar se en (pseudo?)dokumentarisk sci-fifantasi optaget udelukkende på en mobiltelefon, nemlig Jakob Boeskovs Empire North. Boeskov har tidligere samarbejdet med Mads Brügger om den provokerende tv-mockumentary Danes for Bush, og denne gang presser han mediet endnu længere ud, hvad angår opløsningen af de gængse grænser mellem fiktion og virkelighed, kunst og liv.

Om alle disse krumspring så bidrager til at give os virkeligheden tilbage, skal være usagt. Men uanset hvad, så er CPH:DOX tilbage, og dét med et program, som ikke bare kvantitativt, men også kvalitativt synes at være stærkere end nogensinde. Thats for real.

CPH:DOX, 4.-14. november. www.cphdox.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu