Læsetid: 4 min.

Live Aid hjalp ikke Etopien - tværtimod

Bono og Bob Geldof fik stjernestatus, da de forsøgte at redde Etiopiens sultende børn ved Live Aid-koncerterne i 1985. Men 25 år senere er Etiopien ikke kommet videre. En ny bog rejser spørgsmålet: Hvornår indser vi, at frelsen ikke kommer til Den Tredje Verden gennem rockmusikere med hjerter af guld, der uden refleksion understøtter morderiske tyranner?
Bob Geldof (t.v.) og Bono opnåede superstjernestatus i forlængelse af Live Aid-koncerterne i 1985. Men Vestens velmente indsats har i stedet for at hjælpe de sultende været med til at understøtte en række undertrykkende regimer i Afrika, hævdes det i ny britisk bog.

Bob Geldof (t.v.) og Bono opnåede superstjernestatus i forlængelse af Live Aid-koncerterne i 1985. Men Vestens velmente indsats har i stedet for at hjælpe de sultende været med til at understøtte en række undertrykkende regimer i Afrika, hævdes det i ny britisk bog.

Kevin Coombs

2. november 2010

WASHINGTON DC - Siger navnet Meles Zenawi Dem noget?

Næppe medmindre De tilhører den eksklusive skare af tredjeverdenskendere, Afrika-freaks eller arbejder i den del af bistandsverdenen, der beskæftiger sig med samme kontinent.

For Etiopien er ikke et land, nordeuropæiske massemedier beskæftiger sig med uden for kategorien af lejlighedsvise sultkatastrofe-artikler. Det nylige valg, hvor landets enehersker gennem næsten 20 år, Meles Zenawi, rituelt tegnede sig for over 93 procent af stemmerne, og hans parti (Ethiopian People's Revolutionary Democratic Front, EPRDF) fik 499 ud af 547 sæder i parlamentet samt 1.903 ud af 1.904 pladser i de regionale lovgivende forsamlinger, samlede derfor heller ikke nogen interesse i nyhedsstrømmen. Heller ikke selv om Zenawi ellers er et prima eksempel på et degenereret etpartisystem, hvor oppositionen ifølge f.eks. Human Rights Watch er gjort tavs gennem brutal undertrykkelse, mord og udslettelse, og hvor uafhængige medier en saga blot - og således nok er en historie værd.

Men hvad med Bono eller Bob Geldof?

De to navne siger med garanti Informations læsere et og andet. De to herrer er som bekendt musikere og især Bono verdensberømt som sådan, men det blev han første gang noget så eftertrykkelig lige netop med afsæt i Etiopien i 1985, hvor den store hungerkatastrofe hærgede, og landet var synonymt med stimer af døende børn med hungerødemer. U2's Bono var endnu ikke den mega-star, han siden skulle blive, og Bob Geldof var en falmende stjerne i spidsen for en hensygnende rockgruppe ved navn Boomtown Rats.

I dag er de to musikere synonymer for global godgørenhed i gigaklassen. Live Aid-koncerten på Wembley Stadion i London blev afholdt den 13. juli 1985, og koncerterne (der var flere, bl.a. i Sydney og Melbourne) er fortsat den største satellit- og tv-begivenhed nogen sinde. Det anslås, at 1,6 milliarder mennesker i 100 lande fulgte med live.

Og Etiopien var på alles læber.

Deprimerende rundrejse

Men på trods af de kolossale anstrengelser er landet i en lige så skrøbelig forfatning - ikke ramt af akut hungers- nød, men af snigende sult, der dræber titusindvis af børn, unge og ældre og snigløber lige så manges liv og håb om at forbedre det.

Det kan man læse om i Peter Gills nye bog, Famine and Foreigners: Ethiopia Since Live Aid, som udkom i sidste måned i USA og nogle måneder tidligere i Storbritannien. Gill er en af britisk journalistiks mange hædersmænd. Han har med mellemrum arbejdet i Etiopien i de seneste 40 år, først som lærer og i de seneste mange år som journalist for bl.a. Daily Telegraph, ITV og BBC, vundet priser og siddet i kommissioner for både den britiske regering og for nødhjælpsorganisationen Oxfam.

Kernen i bogen udgøres af nye rejser rundt i det land, han som journalist dækkede intensivt for 25 år siden i forbindelse med hungersnøden. Og der er ikke meget grund til optimisme. Den regn af penge og nødhjælp, som fulgte i kølvandet på Live Aid, har ikke haft nogen målbar langtidseffekt på landet, konkluderer Gill, som bl.a. vender tilbage til den fattige region i det sydlige Wollo. I 2005 var 800.000 mennesker i regionen dækket af det såkaldte safety net food-for-work program, som på papiret sigtede mod at gøre deltagerne selvhjulpne. Efter tre år, i 2008, da programmet blev evalueret, var resultatet deprimerende. Blot to procent af de fattige etiopiere i programmet kunne klare sig selv. Som Gill skriver:

»Trods milliarder af dollars i nødhjælp er den etiopiske landbrugsøkonomi fortsat i en næsten permanent krisetilstand.«

Marxistisk morads

Gill afholder sig forsigtigt og høfligt klart fra at drage en nærliggende konklusion: At premierminister Zenawi og hans inderkreds af afdankede sen-marxistiske fællers fortsatte insisteren på opretholdelsen af den såkaldte 'bondeøkonomi' bl.a. betyder, at de mange små statsejede brug ikke kan opretholde sig selv og er forblevet alt for sårbare over for ændringer i både klima og markedsvilkår, at EPRDF's afvisning af markedsøkonomien har medført, at en korrupt og ineffektiv statsmagt fortsat både hæmmer og kontrollerer samfundsøkonomien - private virksomheder chikaneres, og følgelig er der stagnation og ingen jobskabelse i den private sektor. Og endelig, at Zenawis afvisning af at diskutere befolkningsvæksten også hæmmer enhver 'udvikling', der måtte finde sted i en atmosfære af undertrykkelse og forfølgelse af enhver form for politisk opposition, mens regeringen har haft travlt med at føre krig mod Eritrea.

Gill spekulerer i bogen over, om kineserne mon kan redde etiopierne. Det er et godt, åbent spørgsmål. At kineserne generelt står på spring overalt i Afrika, hvor Vesten har trukket sig ud eller givet fortabt, og i øvrigt også i de lande, hvor vi ikke har, er klart. At Kina på kort sigt kan sætte gang i eksempelvis nødvendige infrastrukturprojekter er lige så evident. Det er til gengæld ikke givet, at kineserne vil skubbe på for at hjælpe landet mod mere demokratiske eller markedsøkonomiske tilstande endsige hjælpe med fødselskontrol, uddannelse eller sundhed.

Gode og blinde

Konklusionen er lige så trist, som man bliver ved læsningen af Gills bog. Hverken velmenende rockmusikere med imageproblemer eller kinesere med overskud på budgettet kan i det lange køb hjælpe det plagede Etiopien. Etiopierne skal selv gøre op med deres autokratiske herskere.

Live Aid-koncerterne ignorerede dette faktum, og Vestens velmente indsats har været med til at understøtte de autokrater og uduelige politikere, som i årtier har holdt og fortsat holder landet nede i undertrykkelsens og underudviklingens stinkende dynd. Amartya Sens diktum rinder en i hu:

»Sultkatastrofer finder kun sted under tyranner, aldrig i demokratier.«

Om Geldof, Bono og alverdens nødhjælpsorganisationer bevidst igen og igen har valgt at overse det faktum, ved vi ikke. Måske blev de bare optaget af at optræde og føle sig gode ved samme lejlighed.

 

Peter Gill: 'Famine and Foreigners - Ethiopia Since Live Aid', Oxford University Press, 280 sider, 27.95 dollars. Er udkommet og kan købes bl.a. på Amazon

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Live Aid for Africa er vel først og fremmest en måde at promovere det egne ego: Se hvor gode vi er. - Ih, hvor vi tramper.
Så Bono kan lade sig fotografere med flere presidenter (end Bush).

"Amartya Sens diktum rinder en i hu: Sultkatastrofer finder kun sted under tyranner, aldrig i demokratier."
Atter en tumpet generalisering uden reelt indhold - lande som Etiopien, Malawi, Niger og Indien har fint formået at kombinere demokrati med sultkatastrofer. Et af problemerne var at hjælp udefra blev kombineret med krav om massivt stigende priser på basale nødvendigheder. Kapitalismens krav overtrumfer altid demokratiets behov - prøv med det diktum i stedet...

Stig Larsen,

det er vel ikke så overraskende - og typisk for stater med den politiske styreform - der kræver et stort sikkerhedsapparat til at holde sig på magten.

Selv når befolkningen lider sultedøden i hobetal - prioriteres sikkerhedsapparatet højere - da befolkningens utilfredshed med regimet netop vil være større under hungersnød.

(så håber jeg den går an denne gang)

Louise

Det er klart man skal passe på med at lade budskabet blive begravet i personsager. Men det ansvar påfalder altså også stjernerne. F.eks. er det ret svært, at tage Bono seriøst, når han argumenterer for de vestlige lande skal øge øge de offentlige udgifter til nødhjælp i den tredie verden - når hans band samtidigt rykker deres forretning til Holland, så de kan betale mindre skat. Man vil altså gerne redde verden, men man vil ikke selv være med til at betale for det.

Hvorfor er der stadig snigende sult i Etiopien på trods af det store hjælpeprogram for 25 år siden?

I 1985 var Etiopiens befolkning ca. 44 millioner. I 2010 er befolkningen ca. 83 millioner. Der er altså næsten dobbelt så mange munde at mætte nu som for 25 år siden.

Jeg har set i en statistik, at i løbet af 1990erne voksede Etiopiens landbrugsproduktion med 2,3 % om året Samtidig voksede befolkningen med 2,6 % om året. Altså er det måske ikke så mærkeligt, at de sulter en lille smule mere nu end før.

I 2050 forventes en befolkning på 174 millioner. Gad vide hvordan de skal få mad allesammen?

Henrik Sarpsborg

Tja, med det nuværende politiske højredrejning WW, så kan vi vel se frem til "socialt ansvarlige" krige, hvor man må dræbe de mange uproduktive fattige, der bare skaber elendighed..

Ellers som Regeringen har for vane, vi må motivere dem ved at stille større krav til dem og tage deres hjælpeydelser fra dem, SÅ skal de nok blive bedre til at klare sig!

Søren Kristensen

Det eneste man kan sige med sikkerhed er at hvis man ikke gør noget, så sker der ikke en skid eller også sker der noget man ikke har indflydelse på. Bono og Geldof gjorde, alt andet lige, noget.

Henning Ristinge

Jeb mener at Kåre Fog har en væsentlig pointe med de der folketal, befolkningspolitik er grundlaget for alt. En anden pointe er at hjælp i forbindelse med hungersnød kun hjælper hvis den bakkes op af en langsigtet realistisk økonomisk politik.

Christian Hermansen

Er det rimeligt at anklage Live Aid og andre NGOer for ikke at formaa at reformere dikatorer? Eller at haevde de ikke vidste hvad der skete? Muligvis, men saa fremgaar det ikke af artiklen. Paa DVDen med koncerten findes en slags dokumentar om Live Aid / Band Aid. Nok mest en promotionfilm, men af den fremgaar det helt tydeligt, at i hvert fald Geldof ikke paa det tidspunkt gjorde sig illusioner om at kunne goere andet end at hjaelpe. Han ses i diskussion med Margaret Thatcher, der forsvarer EECs overskudslagre, f.eks. "Band Aid" er, som navnet siger, et plaster. Hvis laegerne = politikerne og deres vaelgere i det oevrige Afrika og resten af verden lader staa til, dvs. bakker op om diktatorer, virker det paa mig letkoebt at pege fingre ad nogle som dog har forsoegt at yde foerstehjaelp.
Og er der i oevrigt ikke en sammenhaeng mellem f.eks. Live Aid og FN's vedtagelse af de 8 Millennium Development Goals i 2000? Det er nemt at blive deprimeret over, at verden har valgt at haelde trillioner i "Krigen mod Terror" i stedet for at bakke entydigt op om at naa frem til de otte maal, men saa vidt jeg ved ER der taget nogle (frem)skridt i retning af de fleste af dem. Og, der hvor det kniber, naesten lige saa meget som med befolkningsvaeksten, er lysten hos os (i bl.a. EU, USA og Japan) til at indrette et mere retfaerdigt handelssystem, er det ikke?
Med venlig hilsen CMH