Interview
Læsetid: 9 min.

'Livet er grumt, pinefuldt og mareridtsagtigt'

Woody Allen er altid skuffet over sine egne film, og det er denne skuffelse, der holder ham i gang. Hver gang, han laver en film, vil han lave den bedste film nogensinde. Om en uge er der dansk premiere på den 74-årige instruktørs seneste værk, komedien 'You Will Meet a Tall Dark Stranger', og Information har talt med ham om den og om livet og ikke mindst døden
Ambitioner. Woody Allen er altid skuffet, når han har lavet en film. Men det er samtidigt skuffelsen, der får ham til at blive ved og ved. For hver gang, han starter på en ny film, er ambitionen så at klare den uden at begå fejl. Men det lykkes ikke, synes han.

Ambitioner. Woody Allen er altid skuffet, når han har lavet en film. Men det er samtidigt skuffelsen, der får ham til at blive ved og ved. For hver gang, han starter på en ny film, er ambitionen så at klare den uden at begå fejl. Men det lykkes ikke, synes han.

Carlo Allegri/Ritzau Scanpix

Kultur
18. november 2010

Woody Allen bryder sig ikke om at blive gammel. Gode ting kommer ikke med alderen, mener han, og det er blandt andet det, den amerikanske instruktør og jødiske humorists nye film, You Will Meet a Tall Dark Stranger, handler om. Den foregår i London og følger - som de fleste af Allens film - en række menneskers mere eller mindre vellykkede forsøg på at håndtere den evige, eksistentielle udfordring, nogle har valgt at kalde 'livet'.

»Jeg er 74 år gammel, og man bliver ikke smartere, man bliver ikke klogere, man bliver ikke mere afslappet, man bliver ikke mildere,« siger Woody Allen, da jeg og en håndfuld andre journalister talte med ham på filmfestivalen i Cannes.

»Der sker intet godt. Ens ryg gør mere ondt, man får problemer med fordøjelsen, ens syn er ikke så godt, man har brug for et høreapparat. Det er noget rigtig skidt at blive ældre, og jeg vil råde én til ikke at gøre det, hvis man kan undgå det. Alle har det på samme måde, ingen vil være ældre, ingen vil dø, og alle mænd vil gerne spille helten og have fat i pigen i filmen. Efterhånden som man bliver ældre, bliver det hele en smule mere usikkert. Man kan ikke få fat i pigen, fordi det virker forkert. Man begynder at lide under alle alderdommens ydmygelser. For mig er alder noget frygteligt noget. Det er en absolut negativ. Det er umuligt at pakke det pænt ind. Det er på ingen måder godt.«

En stor kujon

Den høje, mørke fremmede, som titlen på Woody Allens nye film omtaler, er både den mand, spillet af Antonio Banderas, der bliver forudsagt af en af hovedpersonerne, Sally (Naomi Watts), efter at hun er gået fra sin mand, den fallerede forfatter Roy (Josh Brolin). Og så er det selveste Døden, som en anden af hovedpersonerne, Sallys far, Alfie (Anthony Hopkins), frygter, han snart vil møde, hvorfor han skifter sin kone gennem mange år, Helena (Gemma Jones), ud med en noget yngre model, Charmaine (Lucy Punch).

For heller ikke døden har Allen meget tilovers for.

»Mit forhold til døden er det samme som altid: Jeg er stærk modstander af den,« siger han med en af de vittige oneliners, han siden sine unge dage som stand-up-komiker har formået at udtænke og forstået at aflevere på den helt rigtige måde.

»Mine forældre levede i lang tid, og måske er det et godt tegn for mig - jeg ved det ikke. Jeg er en stor kujon.«

Film skal underholde

De eneste lykkelige individer i You Will Meet a Tall Dark Stranger er de, som er lidt tossede, fornægter virkeligheden og derfor ikke behøver at stå ansigt til ansigt med den totale meningsløshed, som det moderne menneske ifølge Woody Allen må trækkes med.

»Jeg har et meget dystert, pessimistisk syn på livet og har haft det, siden jeg var en lille dreng,« siger instruktøren med et smil.

»Det er ikke blevet værre med alderen. Jeg føler virkelig, at livet er en grum, pinefuld, mareridtsagtig oplevelse, og at den eneste måde, man kan være glad på, er, hvis man lyver for sig selv, bedrager sig selv. Jeg er ikke den første eller mest veltalende, der har sagt dette. Det er også blevet sagt af Nietzsche, Freud, Eugene O'Neill. Man er nødt til at have sine selvbedrag for at kunne leve. Hvis man ser ærligt og klarsynet på livet, bliver det for ubærligt, fordi det er et ret grumt foretagende, må du indrømme. De to mennesker i filmen er de eneste to mennesker, som er lykkelige. De er i stand til at bedrage sig selv. Hvis jeg mødte dem til en fest, ville jeg synes, at de var tåbelige mennesker, dumme og fjollede, og jeg ville grine af dem, men de ville være lykkeligere end mig.«

Film nr. 40

Måske er det også derfor, at Woody Allen insisterer på at lave film, som underholder folk, får dem til at grine.

»Jeg vil ikke have, at det skal være som at læse lektier, når man går i biografen,« siger han.

»'Denne idé er interessant, og denne idé er interessant, og vi taler om det som en interessant teori.' Man skal kunne lide historien og have lyst til at se, hvad der nu sker, grine af noget. Man skal føle sig underholdt. Og hvis man så, når man forlader biografen, føler, at man har noget at tale om, er det jo kun fantastisk. Så føler jeg, at alting er lykkedes. Men hvis jeg kun kan opnå én af tingene, vil jeg helst have, at man føler sig underholdt. Alverdens ideer betyder ingenting, hvis man keder sig, mens man ser en film.«

Det kan godt være, at Allen er blevet 74 år gammel, men det mærker man ikke på ham. Ja, han har fået rynker og hører ikke så godt, men i en interviewsituation er den spinkle, lille mand veloplagt og energisk, og han svarer beredvilligt og høfligt på alle spørgsmål. Arbejdsmæssigt har han heller ikke sat farten ned.

Han laver stadig morsomme sædeskildringer - om kærlighed, ensomhed, liv, død og storbymennesket i al dets neurotiske herlighed og eksistentielle tvivl - hvoraf mange er blevet moderne klassikere: Manhattan (1979), Mig og Annie (1977), Hannah og hendes søstre (1986), Små og store synder (1989), Mænd og koner (1992), Alle siger 'I Love You' (1996), Harry - stykke for stykke (1997), Match Point (2005) - for nu at nævne nogle få stykker.

Det bliver til ca. en film om året, og You Will Meet a Tall Dark Stranger er således hans spillefilm nr. 40.

Ingen skriveblokering

Woody Allen har engang udtalt, at kan han ikke konkurrere på kvaliteten af sit store forbillede Ingmar Bergmans film, så kan han da i det mindste konkurrere på kvantitet med den engang lige så produktive, nu afdøde svenske filmskaber.

Allens høje arbejdstempo kan også være en slags besværgelse, et forsøg på at holde det frygtede endeligt på afstand og føle sig i live ved konstant at arbejde. Skriveblokering har den amerikanske instruktør i hvert fald aldrig har haft, og i skrivende stund er han allerede ved at færdiggøre film nr. 41, Midnight in Paris, der blandt andre har Carla Bruni-Sarkozy på rollelisten.

»Når jeg går ned i papirhandlen og køber en stor bunke papir, så kan jeg ikke vente med at fylde arkene,« siger han, der også skriver satiriske noveller til blandt andet ugemagasinet The New Yorker.

»Jeg har ingen frygt for det hvide, tomme papir. Det er den ene ting i mit liv, som jeg har været heldig med. Skriveblokering er det eneste, jeg ikke lider af. Jeg lider af alt andet. Jeg har haft alle andre lidelser, neurotiske lidelser, alle andre fysiske lidelser. Jeg bryder mig ikke om elevatorer, tunneller og mange andre ting, men af en eller anden uforklarlig grund har jeg altid kunnet skrive. Ikke godt, men jeg har altid kunnet skrive.«

Altid skuffet

Det er 44 år siden, at den dengang 30-årige komiker og vittighedsforfatter instruerede sin første film, What's Up, Tiger Lily?, og noget har han lært undervejs, forklarer Woody Allen, selv om man efter hans mening er nødt til at have en vis flair for at lave film, hvis man vil være instruktør.

»Jeg havde en forståelse for det. Man kan lære en lille smule, og det har jeg gjort ved at lave så mange film. Hvis man kigger på nogle af mine allerførste film, Mig og revolutionen (1971) og Mig og moneterne (1969), er der en masse klip i dem, en masse beskyttelse. I dag er jeg i stand til at lave film med lange, lange indstillinger, og jeg tror på det, jeg gør. Jeg klipper ikke så meget. Jeg har mere styr på det, jeg laver. Men det er blot den smule, man lærer undervejs. Den gode del kan man ikke lære. Den har man enten den første dag, man skal indspille en film, eller også har man den ikke, og så får man den heller aldrig.«

Allen fremstår som et meget pragmatisk, ja, indimellem endda beskedent menneske, og han lader sig ikke mærke med det, hvis andre kritiserer hans film. Faktisk er han sin egen hårdeste kritiker, og skal man tage ham på ordet - at man ikke bliver klogere med alderen - er det en indsigt og en ro, han altid har haft.

»Jeg er altid skuffet over mine film, fordi jeg altid forsøger at lave fantastiske film,« siger han.

»Det er nemt at ville det og sige til sig selv, 'jeg vil lave den bedste film nogensinde.' Jeg er fuld af entusiasme og positiv energi, og når jeg så ser, hvad jeg har lavet, når jeg klipper det sammen og ser det for første gang, er det altid en skuffelse. Det er aldrig, som jeg havde håbet, det ville være. Jeg ser kun en million fejltagelser og en million problemer, og jeg er fortrydelig over alt muligt; at jeg ikke gjorde det og det, at jeg ødelagde det. Jeg er altid skuffet, men det interessante er, at det er det, som holder én i gang. Man laver filmen og fejler, og man vil gerne forsøge igen, og denne gang tror man, at man klarer det uden at begå fejl, og man fejler igen. Og det bliver ved og ved.«

Dårlig rollebesætning

Den af sine film, som Woody Allen bryder sig mindst om, er Skorpionens forbandelse (2001). Filmen er en hyldest til den klassiske film noir og foregår i 1940'ernes New York. Allen spiller selv hovedrollen som skrap forsikringsdetektiv, der blandt andet nedlægger den smukke Charlize Theron.

»Jeg føler, at jeg ødelagde filmen ved at være med i den,« siger han.

»Der er visse film, jeg kan være med i og være rigtig god i, det var bare ikke en af dem. Jeg arbejdede sammen med meget talentfulde mennesker i den film, alle skuespillerne var fantastiske, og i midten af dem stod jeg, og det burde have været en eller anden ligesom Jack Nicholson. At jeg spillede den slags detektiv fra 1940'erne, forsikringsdetektiv, var dårlig rollebesætning, og jeg har altid haft det ret skidt med den film.«

Og så er vi tilbage ved det med alderen. Allen, der fylder 75 år den 1. december, har for længst erkendt, at han ikke bliver yngre, og at der er ting, han ikke længere kan tillade sig, roller, han ikke længere kan spille. Han medvirker derfor ikke i sine seneste fire, snart fem, film. Det ærgrer ham.

»Det er ikke spor sjovt ikke at kunne spille fyren, der får pigen. I årevis har jeg spillet førsteelskeren, og så kunne jeg ikke spille den rolle længere, fordi jeg blev for gammel til det,« siger Woody Allen.

For gammel

»Man må forestille sig, hvor frustrerende det er, når jeg laver disse film med Scarlett Johansson og Naomi Watts, og det er den anden fyr, der får dem. Jeg er blot instruktøren. 'Den gamle mand derovre er instruktøren.' Det bryder jeg mig ikke om. Jeg kan godt lide at være ham, der sidder over for de unge kvinder i restauranten og ser dem lige i øjnene og lyver for dem. Hvis ikke jeg kan få lov til det, er det slet ikke så sjovt at være med i filmene.«

Alligevel synes han, at der ligger både komik og dramatik i netop at fokusere på aldersforskelle, som han gjorde i Manhattan, og som han har gjort i sine to seneste film, Mig og Melody (2009) og nu You Will Meet a Tall Dark Stranger, hvor Anthony Hopkins som sagt falder for en meget yngre kvinde.

»Det er godt at grine af, og det er et lidt provokerende element,« siger han.

»Det giver mig noget at skrive om. Når jeg sidder hjemme og forsøger at finde på dramatiske eller komiske scener, kan jeg få gode situationer og vittigheder ud af det, og jeg nyder det.«

You Will Meet a Tall Dark Stranger har premiere torsdag den 25. november og bliver anmeldt her i avisenWoody Allen spiller også klarinet i et jazzband, og den 22. marts 2011 kommer han og bandet til København og giver koncert i Imperial. Billetter kan købes på www.kino.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her