Interview
Læsetid: 5 min.

Når kunsten løser problemer i det offentlige rum

Kunstneren Kenneth A. Balfelt bruger sin kunst direkte i virkeligheden ved at konstruere rum, som socialt udsatte kan føle sig hjemme i. Når nu det offentlige ikke gør det
Kunstneren Kenneth A. Balfelt bruger sin kunst direkte i virkeligheden ved at konstruere rum, som socialt udsatte kan føle sig hjemme i. Når nu det offentlige ikke gør det
Kultur
22. november 2010

»Nej nej nej. Nu går det galt. Helt galt.« Ordene falder blandt øldrikkerne på Enghave Plads på Vesterbro i København.

Man kunne tro, at én havde fået en alkoholforgiftning, var blevet slået ned eller det, der var værre. Men nej.

Det er i stedet en kommentar til en tegning. Af en bænk. Alkoholikerne sidder i en kreds rundt om kunstneren Kenneth Balfelt og hans hvide computer. De kigger på skitser og forslag til nye designs til pladsen.

»Nej, der skal være ryglæn«, siger én. En anden siger: »Flot stil. Vi kan godt li western«.

Videoen til denne seance kunne ses på Kunsthal Charlottenborgs udstilling
Make Yourself at Home, og illustrerer meget godt Kenneth A. Balfelts arbejde, der går ud på at få socialt udsatte grupper til at føle sig hjemme i det offentlige rum.

»Det handler om, at de også har ret til at blive hørt, de er også borgere i samfundet. Faktisk er de superbrugere af det offentlige rum«, siger Balfelt i OSRAM-huset på Nørrebro.

Han taler af erfaring. Gennem snart 15 år har han med sin kunst skabt nye løsninger på konkrete samfundsproblemer.

Han har arbejdet med fængselsfanger i Niger og Norge, indrettet et værested for hjemløse og et fixerum for stofbrugere i København. Café Dugnad og Mændenes Hjem, er to eksempler. Et stenkast fra OSRAM ligger nogle andre: Sumpen i Nørrebroparken og Café Heimdal.

Balfelts praksis foregår i virkeligheden og er ofte drevet af en utilfredshed med kommuners og statens måde at håndtere de socialt udsatte i byerne på.

»Man har ikke forstået, hvad den egentlige opgave handler om,« som Balfelt formulerer det. Eksempelvis i forbindelse med metrobyggeriet på Enghave Plads, hvor en gruppe alkoholikere tidligere holdt til på bænke under kastanjetræet midt på pladsen.

»Metroselskabet ved, at der opstår et problem. Kommunen ved det. Socialforvaltningen og teknik- og miljøforvaltningen ved det. At alkoholikerne bliver smidt væk. Men der er ingen, der tager ansvar for problemet«.

Dårlig forberedelse

Metroarbejdet gik i gang i sommeren 2010 og forventes først færdig i 2018.

I den mellemliggende periode mangler de lokale øldrikkerne altså et sted at være, og det har Kenneth Balfelt nu gjort noget ved.

Han har sammen med Vesterbro Lokaludvalg og Spektrum Arkitekter fundet et nyt sted til dem: hundelufterparken i den ene ende af Enghave Plads. Til stedet designer de en række æstetiske og funktionelle udendørsmøbler. I tæt samarbejde med brugerne, understreger Balfelt.

Det er en del af hans generelle metode at benytte sig af massiv borgerinddragelse.

»Jeg kommer med et oplæg til et eller andet, så kommer folk med deres kontekstforståelse om det så er børn, stofbrugere eller øldrikkere og så etablerer vi en fælles platform og arbejder sammen om resten af projektet.«

Hvordan har du ellers forberedt dig på projekterne?

»Jeg har bevidst forberedt mig dårligt på projekterne. Fordi det betyder, at når jeg så kommer ud i en eller anden kontekst, er jeg dybt afhængig af dem. Jeg er nødt til at have hjælp af nogle, der forstår sammenhængen og konteksten. Det er den situation, jeg ønsker at sætte mig selv i«, siger Balfelt og fortsætter:

»Det, jeg undersøger, er: Hvad kan folk med en kontekstforståelse bidrage med? Hvad kan en psykotisk og hjemløs stofbruger, der har været på coke i fem dage, bidrage med i forhold til en arkitekt, hvis man skal lave et værested for stofbrugere? Svaret er: Meget, overraskende; rigtig meget.«

Eller som en bruger af Enghave Plads formulerer det i en af de videoer, der indgår i udstillingen på Charlottenborg:

»Vi har sgu stadig noget substans, selvom vi ikke går i Armani eller Gucci!«

I OSRAM-huset fortæller Balfelt, hvordan han begyndte med at bruge sin kunst på denne direkte måde. For en del år siden havde han lavet en video, der blev udstillet på Gallerie Asbæk:

»På Asbæk kom en ven hen og slog mig på skulderen og sagde: Fed film, skal du med på Stereobar? Det var dråben, min kunst havde ingen reel effekt på samfundet. Så der skulle ske noget helt andet. Jeg tog så fat i den cornershop, jeg gik forbi hver dag på vej til akademiet i London. The Cornershop Project var mit første forsøg på at bruge kunst i samfundet.«

Men hvordan kommer man i kontakt med de her mennesker på kanten af samfundet?

»Det er forskelligt. Stofbrugere har aldrig fri, de arbejder 24 timer i døgnet, de er mere travle end A.P. Møller. Men så er der alkoholikerne, der ikke har det store at lave. Men det handler om, at man er nødt til at gå ned til dem og snakke med dem.«

Det er imidlertid ikke så let, som det måske kan lyde.

»Selv efter jeg har arbejdet med det så længe, var jeg skidenervøs, da jeg skulle ned på Enghave Plads. Jeg vadede rundt om mig selv, men så tog jeg mig sammen og gik hen til dem«, siger Balfelt.

Ikke kritik men handling

På udstillingen hænger der gode råd til, hvordan man griber sådanne opgaver bedst an. At det er bedst at henvende sig til misbrugere først på dagen og midt på måneden. Så er der størst chance for at møde dem mindst påvirkede. Men frem for alt, siger Balfelt, så drejer det sig om, at snakke
meddisse mennesker, og ikke
omdem.

I det hele taget bruger Balfelt sin kunst til at afsløre problemstillinger i samfundet.

Han arbejder med det, han kalder for en »dekonstruktion af de populære forestillinger«.

Men hans praksis foregår ikke på sidelinjen eller gennem kritiske opråb. Selv om Balfelt
erkritisk over for de populære løsningsforslag på de udsattes problemer, er det vigtigt for ham at bevare dialogen og samarbejdet også med kommune og stat. Det gælder om både at afsløre og løse problemerne.

»Det er enormt desillusionerende at se det arbejde, der ofte bliver lavet i Københavns Kommune og i Folketinget. Men jeg er interesseret i at skabe nogle nye løsninger. Hvis jeg står udenfor og kritiserer, så sker der ikke nogen udvikling, så låser det situationen. Jeg arbejder i det hele taget ikke med kritik. Jeg tror ikke på kritik som model for udvikling. Det, jeg tror på, er handling.«

Fra venstre: Michael, Mike, Kenneth Balfelt og Lau. Balfeldt har som kunstnerisk projekt gået konkret til værks på Engahve Plads, hvor han vil give gadens løse fugle og øldrikkere et nyt værested på pladsen. foto: karolina Zapolska

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her