Halvnøgne sorte render rundt med lange spyd og slår på tromme. Deres sprog er barnligt gebrokkent, og til slut falder de på knæ for den hvide mand. Det er sådan, negre skildres i øjeblikkets mest omtalte tegneseriealbum.
»Tintin i Congo er racistisk, ingen tvivl om det,« siger Hergés danske forlægger, Carsten Søndergård fra forlaget Cobolt.
»Alle ved jo, at den er lavet for 80 år siden. Men hvis man fortrænger racismen og ikke længere kender den, vil den dukke op igen. Tintin i Congo er en del af det europæiske kulturbillede, den indgår i vores kulturelle bevidsthed, og derfor er den vigtig.«
»Barok retssag,« siger lektor lic.phil. Frits Andersen, forfatter til Det mørke kontinent? Afrikabilleder i europæiske fortællinger om Congo.
»Det helt tåbelige er, at Belgien og Europa er blevet kritiseret for at lægge glemslens slør over den koloniale fortid, og nu vil de samme kredse, må man gå ud fra, have Tintin i Congo forbudt og føje endnu en glemsel til de øvrige.«
Men Hergés album fra 1931, Tintin i Congo, er kun et ud af mange eksempler på datidens opfattelse af sorte mennesker.
Professor i børnelitteratur Torben Weinreich skelner mellem målrettet racisme og ureflekteret racisme. Den sidste kan han give masser af eksempler på, den første er grelt repræsenteret i for eksempel Peder Most-børnebøgerne, (1901-1920) af Walter Christmas, der trods sit engelskklingende nom de plume er dansk. De er fyldt med racisme af den målrettede slags, siger han. Der står for eksempel: »Peder hadede dovne mennesker og nærede den dybeste foragt for negre.«
Torben Weinreich læser højt: »Jeg skød mit sidste skud ind i en hoben negerkød, og jeg masede hovedet på en grim rad.«
Ureflekteret racisme
Helt almindelig var den ureflekterede racisme. Således bruges Jørgen Clevins tegning af en negerhøvding i Strudsen Rasmus ofte til at illustrere denne, fortæller han.
»Han var nem at gå efter, når de kulturradikale skulle finde syndebukke, hvorimod man aldrig kritiserede Egon Mathiesen, der selv var kulturradikal, men ikke desto mindre i Bugivugi tegner negeren med stort, rundt hoved, tykke røde læber og fremstiller ham som en, der er til fest og farver og kan lokkes til hvad som helst for en håndfuld glasperler.«
Faktisk er eksemplerne legio. Torben Weinreich nævner Storm P.s tegninger af sorte, »Elefantens vuggevise«, hvor negerdrengen skal bruges til rangle, Pippi Langstrømpes far, der er negerkonge på en sydhavsø, og norske Thorbjørn Egners liten negergutt.
Negerdukkedreng
De tre sidste er desuden eksempler på den udvikling, der har fundet sted siden Anden Verdenskrig, hvor racisme havde skaffet sig et rigtig dårligt ry. Således er negerdrengen i »Elefantens vuggevise« på et tidspunkt blevet til en kokosnød og senest til en negerdukkedreng! Pippi Langstrømpes far er blevet sydhavskonge og den liten negergutt har borte simpelthen taget.
Torben Weinrich forklarer, at revisionerne blev påbegyndt i 1950erne og især med Den Blå Betænkning, som blev påbegyndt i sidste del af 50erne, bredte en bølge sig i pædagogiske kredse, hvor vægten blev lagt på international og mellemnational forståelse. Der blev dog ikke udstedt dekreter, det var forlagene selv, der registrerede, hvad vej vinden blæste, og gav sig til at rette i de nye oplag, fortæller han.
»Men dem, man i dag kan komme efter, var dengang i selskab med den anerkendte videnskab,« påpeger Torben Weinreich og henviser til Den Store Salmonsen (1915-30), hvor der under stikordet Afrika, afsnittet Befolkning står, at negre er pyntesyge, dumme og »lugter modbydeligt«.
Afmystificerende
Ikke alle congolesere er imidlertid enige i, at Tintin i Congo er udtryk for datidens racistiske holdninger, fortæller Frits Andersen og Carsten Søndergård samstemmende.
»I Congo er de vilde med den, den er en af de mest læste tegneserier« siger Frits Andersen.
»Mange congolesere opfatter den som et eksempel på den hvide mands tåbelighed,« fortæller Carsten Søndergård.
Han understreger desuden, at den danske udgave er forsynet med et forord om heftets racisme, noget der ikke er tilfældet i den franske udgave.
Frits Andersen kan berette, at heftet oprindelig var et bestillingsarbejde, der skulle agitere for den belgiske stats kolonialisering af Congo. På den baggrund synes han, at Hergé gør et godt stykke arbejde. Tintin afmystificerer alt, hvad der er at afmystificere, og danner på den måde modvægt til den fremherskende opfattelse af Afrika som det mørke og mystiske kontinent.
»Tintin viser kolonialismens brudflader, udplyndringen fremstilles, den måde Hergé løser opgaven på er forbilledlig i sin bearbejdning af fordommene,« påpeger han.
Frits Andersen kalder fremstillingen for »chaplinagtigt overdrevet« og kalder det »forunderligt og svært at forstå«, at retssagen nu finder sted.
»Det hele beror på en dårlig læsning af albummet,« siger han.
En god artikel, der meget fint viser, hvor fjollet det er ikke at turde stå ved sin kulturarv, herunder dens negative sider.
Jeg selv morede mig gevaldigt over den serie, da den fra 1949 udkom fortløbende i det nye tegneserie-blad Kong Kylie. Og jeg nød de fine tegninger. Jeg kan da også stadig med fornøjelse læse for eksem-pel Sherlock Homes-historier og more mig over Den store Bastian. Helt skamløst.
Som voksen ved jeg jo, at man tænkte anderledes, end man gør nu - sådan da…
Helt grundlæggende udspiller litteratur, også tegneserier, sig i et fiktivt univers, som også børn kan gennemskue. Det er snarere voksne, der har en bemærkelsesværdig tendens til at tro på alt, hvad de bliver præsenteret for. Det har vi lidt under i dette land i 9 år.
Peter,
din sammenligning af børn og voksne kan jeg fuldt ud tilslutte mig. :-)
Voksne tror da ikke på alt, hvad de bliver præsenteret for. Vi kender da i højere grad end børn forskel på virkelighed og fiktion.
Men måske ikke jer og de voksne, I kender?
Nej, Tom:
Børn har ofte en evne til at kunne trække virkeligheden ind i fiktionens verden på en måde, som vi voksne ikke kan forstå.
Følgende er en samtale, som jeg overhørte for mange år siden:
Voksen til børn, der sidder i en papkasse: "Hvad laver I?"
Det ene barn: "Vi leger bil."
Den voksne: "Jamen, det er da ingen bil. Det er en papkasse."
Det siger vel egentlig alt, gør det ikke?
Hvad med 'Lille sorte Sambo', 'Ti små negere' og 'Pippi i Sydhavet'..?
Glimrende eksempel, Erik - nøjagtigt, hvor jeg ville hen.
..... i Bugivugi tegner negeren med stort, rundt hoved, tykke røde læber og fremstiller ham som en, der er til fest og farver og kan lokkes til hvad som helst for en håndfuld glasperler.'
Totalt præcist - hvori er det racistiske ?
Det kunne være en hvilken som helst fjollet udannet minidespot i den tredje verdens fjernere kartoffrelrækker. En kommunistisk udørk i midtasien måske ? Ja for det er vel ikke det at afrikanere tegnes med mørk hud der er 'racistisk' ? Det ka de sgutte gøre for .... Afrika er kendt for mørk hud. Og den debat er simpelthen for infantil....tydeligvis er de også ret ligeglade i Congo. Satiren er lige så holdbar som den fede kapitalist med - nåja også høj sort hat lissom negerhøvdingen.
Det var ikke helt sådan det var - i fri-fantasien Asterix og Vikingerne.
Formentlig noget mere så med den satiriske Tin Tin i Congo.
Men oh rædsel, Hollywoods nye Tin Tin skuespiller ligner Barbie-Ken.
Som barn læste jeg alle Tintin-hæfterne. Også den med Congo. Som jeg husker det, mente jeg at den var dybt debil - måske kun overgået af Tintin i Sovjetunionen.
Nogle gange tror jeg, man undervuderer børns evne til at skelne skidt fra lagkage.
Erik Karlsen
Jo - det siger da noget, omend ikke alt, om en ret ubegavet voksen.
Men at han skulle være en gyldig repræsentant for "de voksne" i denne sammenhæng, har ikke meget på sig. Og hans replik kunne lige så vel være sagt af et barn.
"Tintin i Congo" er en klar fortaler for et hierarki af mennesker. Alain Mabanckou, congolesisk forfatter og lærer på UCLA, er ikke tilhænger af et forbud. Der skal fortsat være spor af den belgiske ånd fra trediverne. Opfattelsen af de sorte i "Tintin i Congo" har paternalistiske, racistiske og kolonialistiske bibetydninger, siger han.
Efter kritik fjernede børnebibliotekaren på Brooklyn bibliotek albummet, så man nu skal aftale tid for at se det. Jeg forstår bibliotekaren. Dagligt kommer mange afroamerikanske nannies med mindre børn. Bogen er god til at undervise større elever i stereotyper og fordomme, men hvorfor skal det lige være disse nannies, der skal forklare, hvorfor det er afrikanernes tog, der vælter, når Tintins bil kører ud foran det og ikke omvendt?
Heller ikke i Barnes and Noble står bogen fremme i børnehjørnet. Til gengæld står den i voksen-afdelingen. I Belgien står den blandt voksentegneserierne. Jeg har aldrig set den i vinduet, men belgierne skammer sig også over kolonitiden. Mindst 10 mio døde i belgisk Congo.
Ang. afrikanernes (congolesernes) tog som vælter når Tintin kører ud foran det, så er det sådan, så vidt at jeg husker historien, at det afrikanske tog er oldgammelt, og knapt kan hænge sammen, mens Tintin kører i en for den tid hypermoderne bil. Og det kan man altså godt spinde en civilisations-kritisk fortælling henover...
Når jeg kigger i min egen Tintin i Congo, så kan jeg se på side 19, at Tintin også synes det er mærkeligt, at det er hans bil, ikke toget, der bliver stående. (og toget er et meget gammelt tog....)
Og i min udgave (som er den farvelagte fra 1946, men udgivet i 1988 i Danmark) er skurkene altså hvide mennesker, som bl.a. er udsendt af en vis Al Capone, som vil kontrollere diamant-handelsen i Congo.
Noget andet er at mange åbenbart ikke ved (eller har glemt), at Hergé's første tre albums er blevet til ved rent bestillingsarbejde fra en ekstremt højre-orienteret katolsk sprøjte (især Tintin i Sovjet er vidnesbyrd om dette, Tintin i Congo er det også, og Tintin i Amerika en smule også). Hvad mange åbenbart ej heller ikke aner, eller ved, er at Hergé selv omtegnede bl.a. Tintin i Congo indtil flere gange - bl.a. fordi han ikke var tilfreds med indtil flere scener hvor Tintin lærer børnene at hylde den store leder, Kong Leopold II af Belgien. I senere udgaver er disse rammer (som det vist hedder rent teknisk?) strøget og erstattet af Tintin som lærer børnene i Congo hvad 2+2 er, dvs. af en matematik-time. Hergé omtegnede også flere albums end dette, bl.a. Det Hemmelige Våben (tror jeg?)
Og når man kigger på f.eks. Hergé's Det Sorte Guld, hvor han tager afstand fra slaveri med afrikanere, og endda lader Kaptajn Haddock udslynge @#$&!!!§§§ og ?¤¤!!##&& og andre sådanne eder og forbandelser mod slavehandlerne.
I Faraos Cigarer er skurken en tysker, og superskurken i Tintin er græker. Og hverken tyskere eller grækere har klaget - så vidt jeg da ved...
Og rent faktisk er dette en ganske udnmærket dokument, der bærer vidnesbyrd om en tid i Europa, som vi aldrig må glemme - og om at racismen altid bor i alle menneskers hjerter. Og at vi gøre vort bedste for at holde den i skak...
En lille interessant nyhed eller ting er at Marco Polo på sin rejse til Kina ville finde ud af, hvor hunde-hovederne boede, thi han havde hørt, at de boede i Østen. Da han kom til Kina, fandt han ikke disse hundehoveder, kun kineserne som mente, at hundehovederne da boede i Vesten. På den tid mente man at der fandtes mennesker med hundehoveder . og de boede åbenbart altid der hvor de andre, ikke en selv, vi eller os, boede.
Karsten Aaen:
"Hergé omtegnede også flere albums end dette, bl.a. Det Hemmelige Våben (tror jeg?)"
Tintin i Sovjet var beyond repair, og lige til skraldespanden, men ellers blev alle historier fra 30'erne laver i to eller tre udgave sidenhen. En af årsagerne var, at de skulle omarbejdes til farver, i stedet for det oprindelige sort/hvide tryk. Dels var Hergé ofte noget utilfreds med de oprindelige historier - selve historierne, tegningerne, egen fordomsfuldhed, og meget andet.
Blandt de senere albums, blev Det Sorte Guld og den ufuldendte 24'er, udgivet to gange hver.
Årsagen til Det Sorte Gulds to'er (der egentlig var en tre'er, da historien udkom første gang Le Petit Vingtieme før WWII) var vistnok fordi historien foregik i det britisk kontrollerede Palæstina. De sidste udgave blev flyttet til et fiktivt land.
Tintin og Alfabetkunsten blev for begge udgavers vedkommende udgivet posthumt. Hvorfor de to udgaver, ved jeg ikke.
Tintin's forældede racisme er relativt ligegyldig.
TV-serien 24 timer laver åbenlys propaganda til fordel for brug at tortur. Burde man ikke tage den samme debat op her?
Forskellen er, at 24 timer er mainstream, mens Tintin er et forældet værk i et smalt medie.
Kasper,
det er Fox News der står bag Jack Bauer konceptet, og der kan ikke være tvivl om, at det er rendyrket propaganda, der handler om at indoktrinere navnligt den amerikanske befolkning til at tro, at tortur virker og gør en positiv forskel.
Du har ret. Fordømmelsen burde være massiv. Det var bevidst at påvirke seerne til at tro på et falsum. Et falsum, der dog også var USA's officielle på det tidspunkt. Så hvem og hvad man skal fordømme, er lidt speget i den sag.
Karsten Aaen
Bare for sjov:
Det er Tintin, der, efter sammenstødet med lokomotivet, siger: "Et øjeblik! Saa skal jeg reparere den gamle tøf-tøf!", og negeren (lokomotivføreren), der korrekt siger: "Tøf-tøf? Gammel? Det er et fint lokomotiv!" (Kong Kylie april 1949.)
Lidt skægt, ikke?
Men ellers er sager mod gamle tegneserier etc. jo noget værre pjat.
Kære Kasper Hviid og Heinrich R. Jørgensen.
Hvad har det, I skriver, med Tintin og tegneserier og i det hele taget denne tråd at gøre?
Tom,
Fox News har haft en TV serie kørende i årevis, hvor en hardliner agent vha. tortur og allehånde Geneve-krænkende svingestreger redder nationen gang på gang. Tortur og kreative modbydelighed virker, er budskabet. Og følgelig er samme metoder velbegrundede og helt på sin plads at anvende. Opbakning til Bush/Cheney regimets juridiske omtolkninger og tiltro til at tortur virker. Altså hele pakken med waterboarding, Abu Ghraib, tortur by proxy-nationer, og al den anden galskab verden har været vidne til i årevis.
Hvis en undskyldning for fiktion nogensinde har været på sin plads, er det denne TV serie der står på førstepladsen. Selv Der Ewige Jude kan ikke gøre den rangen stridig. Det var statspropaganda for det første, og for det andet var det få der så skidtet. Jack Bauer, Fox News helt og superagent, har uge efter uge krænkret alle gængse regler, da alle de vanlige ikke virkede. Og med så stor succes, at verdenen eller hvad der har været på spil, uge efter uge er blevet reddet. Takket være Jack Bauer og hans effektive metoder.
Goebbels ville have været grøn af misundelse. Eller måske snarere stolt, da han er åndelig fader til den form for systematisk hjernevask.
"Torben Weinrich forklarer, at revisionerne blev påbegyndt i 1950erne og især med Den Blå Betænkning, som blev påbegyndt i sidste del af 50erne, bredte en bølge sig i pædagogiske kredse, hvor vægten blev lagt på international og mellemnational forståelse. Der blev dog ikke udstedt dekreter, det var forlagene selv, der registrerede, hvad vej vinden blæste, og gav sig til at rette i de nye oplag, fortæller han."
Uha-da-da, her har vi jo den forfærdelige, og nyligt meget omtalte selv-censur i aktion!
Det der slog mig som mest rystende, da vi (gen-)læste Tintin i Congo i Franskundervisningen i gymnasiet, var sekvensen hvor Tintin sprænger et næsehorn i luften med en dynamitpatron...
Skildringen af racismen har altid virket en smule distanceret og komisk/ironisk på mig.
Munter racisme
Det hører til min bedste barndomsminder fra perioden 1942-45, altså under Anden Verdenskrig, når min far læste højt for min bror og mig. Vores yndlingsbog var “Sanders fra Floden”. Hovedpersonen, en engelsk kommissær i Afrika, bestyrede et område med fast, retfærdig (efter vor opfattelse) og kærlig hånd. Vi morede os hjerteligt over de mange morsomme episoder med disse barnlige, uvidende,og undertiden krigeriske indfødte, og Sanders optrådte hele tiden som den overbærende lærer, der skulle styre disse uregerlige “sorte børn” i en god retning.
Min far var en yderst humanistisk, retsindig mand og absolut ikke racist. Da jeg for et par år siden fik fat i et eksemplar af bogen og læste den igen - nu ca. 65 år efter - var jeg rystet. Var det virkelig sådan, man tænkte dengang? Var det den alment akcepterede opfattelse af Afrika? Ja, det var det åbenbart.
Når vi nu er ved minderne, så er min farvelagte udgave af Tintin i Congo fra 1946 (udgivet i 1988). Og her er der ingen dynamitpatron, blot et nærsynet næsehorn. Til gengæld er der en bøffel som får en på panden - i bogstaveligste forstand med en stor sten. (som så få alle de andre vandbøfler? til at angribe ham)
Mht. toget og bilen er det korrekt nok, blot siger Tintin i min udgave (måske en ny oversættelse)
"Vi reparerer jeres gamle fut-fut." Og afrikaneren siger: "Det var et fint lokomotiv."
Interessant er de næste rammer dog her: Historien beskriver afrikanerne som dovne; Tintin er det som opfordrer dem, afrikanerne, til at reparere toget. Og afrikanerne er ganske modvillige.
Er også enig med Heinrich i at Jack Bauers propaganda for tortur er meget værre end en racisme som findes i et album, som udkom for ca. 80 år siden.
Og igen: Skurkene er altså hvide mennesker, som vil udnytte Afrikas resurser; diamanter, i det her tilfælde. Ikke meget synes at have ændret sig her åbenbart...
Nu skal man jo ikke glemme, at Fox også står bag ganske satiriske serier som "The Simpsons", "Family Guy" og "American Dad", som adskillige gange har fået ørerne i både den moralistiske og den politisk korrekte maskine.
Mærkelig debat, enhver tekst skal da læses i sin historiske kontekst, skal man nu pludselig ændre på kilderne fordi det ikke passer til nutidens normer, minder da vist lidt for meget om historie forfalskning, lad Bent Jensen om det!!!
Jeg fik læst Peder Most højt som lille knejt i starten af 90erne - jeg mener ikke at have taget skade (altså at have udviklet en racistisk Weltanschaung). Og Tintin i Congo er en klassiker, ingen tvivl om det. Nogle gange skulle folk bare tage at slappe lidt mere af. At ville forbyde eller redigere Tintin i Congo er historieforfalskning og udtryk for et meget lavt abstraktionsniveau hos de pågældende. Vi må alle bære fordums dumhed på vores skuldre, og i øvrigt lade alle afrikanere grine af os. De gør de i øvrigt i forvejen, fordi vi er fede og ikke laver andet end at se tv og kommentere avisartikler (...) Fortsat god dag
Walter Christmas var mandens navn - og ikke et 'nom de plume' - han brugte bare ikke sit efternavn.
Ellers en god artikel - man skal selvfølgelig respektere sin kulturarv - også den racistiske del og Jørgen Klavin var næppe racist - han havde bare ikke tænkt si ordentligt om og frigjort sig fra sin Tin Tin barndom - det sidste bestyder at man selvsagt kan være lidt forsigtig med hvad man genudgiver.
Tin-Tin i Congo af en belgisk forfatter og tegner er særdeles ubeghagelig.
Det er ikke mindst - hvis man har bare lidt historisk viden om det slaveri - og en terror mod civile der ofte antog noget der lignede regulært folkemord - under netop den belgiske konges herredømme - burde det føre til overvejelser når netop en belgisk tegner af børne og ungdomsfortællinger lave et hæfte om Congo der videregiver nogle af de værste fordomme der gjorde netop belgiernes misregimente mulig.
Censur - nej - men omtanke - ja!
Det e sgu ikke ligegyldigt hvad vi fylder i hovedet på børn!