Læsetid: 6 min.

Øretæver i luften

Filminstruktøren Gus Van Sant og skuespillerinden Holly Hunter er blandt de filmpersonligheder, som har kastet stjernestøv over Stockholm International Film Festival
Filminstrukøren Gus Van Sant, som i lørdags modtog en Visionary Award i Stockholm, begyndte sit kunstneriske virke som maler, men det var filmen, som tiltrak ham mest.

Filminstrukøren Gus Van Sant, som i lørdags modtog en Visionary Award i Stockholm, begyndte sit kunstneriske virke som maler, men det var filmen, som tiltrak ham mest.

Carla Orrego Veliz

25. november 2010

Det er ikke hver dag, at man ser Stellan Skarsgård og Gus Van Sant slå på hinanden, men det er ikke desto mindre, hvad der sker, da den svenske skuespiller lørdag eftermiddag går på scenen i Skandiabiografen for at overrække en såkaldt Visionary Award til den amerikanske filminstruktør på årets filmfestival i Stockholm.

Skarsgård har introduceret Van Sant, og da instruktøren skal hen til mikrofonen for at sige tak, stikker han skuespilleren en flad. Skarsgård slår igen med det samme, endda så hårdt, at man på det nærbillede af Gus Van Sants ansigt, der blæses op på biografens store lærred, tydeligt kan se, hvor Skarsgård har slået ham.

Publikum i salen griner, men ingen er alligevel helt klar over, hvad det er, de lige har været vidne til.

Heldigvis er det bare for sjov. Det fortæller Gus Van Sant i sin takketale. Det begyndte under optagelserne til Good Will Hunting, som Van Sant instruerede, og som Matt Damon og Ben Affleck både skrev og spillede med i. I filmen medvirker også Stellan Skarsgård, og en aften var de alle til en fest i Boston, hvor filmen blev optaget og foregår. Humøret var højt, folk var fulde, og der var åbenbart øretæver i luften.

For ligesom at dæmpe gemytterne foreslog Skarsgård, at man legede en leg, som man ofte leger i Sverige, og hvor man skiftes til at give hinanden en lussing. Gus Van Sant blev helt grebet af legen, og da han nogle år senere mødte den svenske skuespiller igen, spurgte han til denne spændende leg, hvortil Skarsgård svarede, at det da bare var noget, han havde fundet på.

Maleri og film

Inden selve prisoverrækkelsen i Stockholm deltager Gus Van Sant i en såkaldt Face2Face, hvor han på scenen i den elegante Skandia-biograf interviewes af den svenske filmkritiker og forfatter Stig Björkman. Bag sig har Van Sant en indtil videre ca. 30 år lang karriere og betydelige værker om ikke mindst unge, rodløse eksistenser som Drugstore Cowboy (1989), My Own Private Idaho (1991), To Die For (1995) Good Will Hunting (1997), Last Days (2005), Elephant (2003), Paranoid Park (2007) og senest Milk (2008). Snart er instruktøren klar med endnu en film, Restless.

Van Sant, der er født i Kentucky i 1952, opvokset i og omkring New York og har boet det meste af sit voksenliv i Portland, fortæller, at han faktisk begyndte sit kunstneriske virke som maler, men at det var filmen, som tiltrak ham mest.

»I gymnasiet havde jeg en meget indflydelsesrig kunstlærer, og derfor malede,« siger han.

»En anden lærer havde vist os en masse film produceret af The Canadian Film Board, som var genuint eksperimenterende, og som studerende prøvede vi at lave vores egne film, mest på 8 mm. Da jeg blev lidt ældre, 16 år, og stadig malede, fik jeg mulighed for at se film af undergrundsfilmskaberne i New York på Anthology Film Archives og Museum of Modern Art, og jeg efterlignede eller i hvert fald eksperimenterede på samme måde som Stan Brakhage (amerikansk eksperimenterende filmskaber, som blandt andet malede direkte på celluloiden, red.), der også var maler. Så jeg tænkte, at malere også kunne arbejde på en bestemt måde med filmmediet.«

Forfejlet spillefilm

Gus Van Sant fik sin formelle uddannelse på Rhode Island School of Design, hvor han både malede og lavede film. Men, siger han til Björkman og publikum i Skandia, »filmafdelingen trak i mig, og fordi det var så svært at få lavet en film, og man måtte bruge al sin tid på det, valgte jeg at koncentrere mig om det.«

Hans første film efter universitetet var The Discipline of D.E. (1982), der er en morsom kortfilm om at være så effektiv som overhovedet muligt i sin måde at bevæge sig og gøre ting på. Filmen kan lige nu ses på en udstilling med Gus Van Sants mange fine polaroidfotos - af skuespillere, både amatører og professionelle, der har medvirket i hans film - som man i anledning af hans Visionary Award på Stockholm International Film Festival har arrangeret på fotomuseet Fotografiska i Stockholm.

»Efter at have lavet The Discipline of D.E., som blev vist på forskellige filmfestivaler, hvilket var en stor ting for mig, lavede jeg en spillefilm, Alice in Hollywood, som ikke blev så god,« siger Gus Van Sant videre.

»Jeg mistede troen på den og forkortede den. Så jeg havde lavet en forfejlet spillefilm, da jeg begyndte at spare op til min første egentlig spillefilm, Mala Noche (1985, red.). Jeg finansierede selv filmen på et par år ved at arbejde i reklamebranchen i New York. Holly Hunter var her tidligere i dag og nævnte Coen-brødrene og deres første film, Blood Simple (1984, red.), som de med held havde skaffet en mio. dollar til at lave. Min klipper havde arbejdet sammen med dem, og mens jeg lavede Mala Noche, talte jeg i telefon med dem og prøvede at finde ud af, hvordan man skaffer penge. Jeg kunne ikke finde ud af det, så jeg endte med at bruge mine egne penge - 20.000 dollar - på Mala Noche

Chokerende og sjovt

Den amerikanske skuespillerinde Holly Hunter er også med på scenen, da Gus Van Sant får overrakt sin Visionary Award, og det er hende, som oplæser festivalens begrundelse for at give den til ham; det har både at gøre med hans vilje til konstant at udfordre sig selv og publikum æstetisk og hans sans for at hjælpe skuespillere, både de professionelle og amatørerne, til store præstationer.

52-årige Hunter er formand for Stockholm Film Festivals hovedjury, og nogle timer inden Gus Van Sant optræder hun selv foran et begejstret publikum i Skandia. Til den svenske skuespillerinde og instruktør Görel Crona fortæller hun om sin spændende og varierede karriere i store og små film som Broadcast News (1987), The Piano (1993), Raising Arizona (1987), O Brother, Where Art Thou? (2000), Home for the Holidays (1995), Thirteen (2003) og Crash (1996).

»Det er altid et privilegium at få lov til at se så mange internationale film og så få lov til at tale om filmene med andre end ens landsmænd,« siger Holly Hunter om juryarbejdet på festivalen.

»Det er altid meget chokerende og sjovt og oplysende. Jeg bor i New York, og der er rig adgang til internationale film i de mange forskellige kunstbiografer, som er så vigtige for byen. Hvis jeg vil holde min egen lille festival derhjemme, kan det godt lade sig gøre.«

En lille karriere

At man ikke har kunnet opleve den lille og meget kraftfulde skuespillerinde med den charmerende sydstatsaccent i ret mange film i de senere år skyldes, at hun har haft hovedrollen i en tv-serie, Saving Grace. Efter tre sæsoner er serien er nu stoppet, og Holly Hunter skal igen til at lave film. Men det kan godt blive svært, siger hun.

»Jeg har altid haft svært ved at finde arbejde. Og det er egentlig rart for mig, fordi sådan har det været siden begyndelsen af min karriere. Det er ikke noget, jeg først har mødt, da jeg blev 40 og nu 50. Sådan har det altid været, og jeg har ikke skullet vænne mig til det. Der er altid mange projekter, som bliver udviklet og svæver omkring, men enten vil det have mig, og jeg vil ikke have det, eller også vil jeg have det, og så vil det ikke have mig. Kemien skal være rigtig.«

Holly Hunter gør et stort indtryk i de fleste af sine film - hun er intens, har nærvær og spiller ofte lidt specielle, skæve karakterer. Hun mener selv, at hun har lavet små film, hvad angår budgetter og publikum, men faktisk interesserer det hende ikke, hvor mange billetter en film har solgt - eller kommer til at sælge.

»Indimellem er jeg faldet over noget, der er blevet produceret af et stort selskab, men for det meste har det fra begyndelsen været en lille karriere,« siger hun.

»Nogle af mine film har ikke fundet sig et stort publikum, mens andre uventet har, men det har aldrig været vigtigt for mig, hvor mange mennesker der måtte se en af mine film. Det betyder faktisk ikke noget for mig. Jeg forholder mig kun til, hvordan mit engagement vil blive i en film, og når jeg engagerer mig i en film, gør jeg det fuldt og helt.«

Stockholm Film Festival

Fotografiska

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu