Læsetid: 5 min.

Hvad skal vi overhovedet med litteraturen?

Det kan godt være, forfattere er nemme at manipulere, nemme at skræmme, nemme at trække rundt ved næsen, men de er også frie. Friere end nogen statsminister eller præsident, friere end kulturministre, generaldirektører eller bestyrelsesformænd. Netop fordi forfattere ikke er magthavere, er de frie af bundethed
Det kan godt være, forfattere er nemme at manipulere, nemme at skræmme, nemme at trække rundt ved næsen, men de er også frie. Friere end nogen statsminister eller præsident, friere end kulturministre, generaldirektører eller bestyrelsesformænd. Netop fordi forfattere ikke er magthavere, er de frie af bundethed
20. november 2010

For mange år siden diskuterede jeg i radioen med Per Stig Møller. Det var under Schlüter-regeringen, og han var dengang miljøminister. Jeg kan ikke huske, hvad vi snakkede om. Det var sandsynligvis noget med, at de venstreorienterede intellektuelle endnu en gang havde kvajet sig på vores sædvanlige fatale måde. Jeg husker derimod meget tydeligt den snak, vi bagefter havde over en kop kaffe.

»Hvorfor er du ikke kulturminister i stedet for miljøminister?« spurgte jeg Per Stig Møller: »Du ville jo være den bedste kulturminister, vi har haft i mange år.«

Jeg kan virkelig være skamløst smigrende, når jeg vil.

»Det skal jeg sige dig,« sagde Per Stig Møller og tog piben ud af munden: »Budgettet i miljøministeriet er syv gange så stort som i kulturministeriet. Derfor. Der er ikke noget magt i kulturministeriet.«

Da Per Stig Møller i foråret blev frataget udenrigsministerposten for i stedet at blive kulturminister, ringede pressen rundt til kunsterne for at høre, hvad de syntes. De var alle sammen glade. Her var en mand, der beviseligt havde læst en bog. Der var ingen, der tænkte på, hvordan Per Stig Møller havde det. Formodentlig var det den værste dag i hele hans karriere. Fra en mand med stor magt blev han ifølge hans egne ord over en kop kaffe for mange år siden reduceret til en mand med meget lidt magt, ja, nærmest ingen magt.

Kan det tages alvorligt?

Som kulturminister kommer man ikke til at stå skulder ved skulder med George W. Bush på plænen foran Det Hvide Hus, højst aflægge en visit i det beskedne Litteraturhus i Møllegade, hvor der ikke engang er en plæne, fordi det gudhjælpemig ligger i indvandrerkvarteret Nørrebro. Man får ikke lejlighed til at vælte Saddam Hussein og for åben skærm fortælle fantastiske historier om eksistensen af masseødelæggelsesvåben i Irak. Man får ikke lejlighed til at true kritikerne af krigen i Afghanistan, fordi de hævder, at den meningsløse krig ikke går helt efter planen. Nej, der er ikke noget for en ambitiøs mand at rive i, når det kommer til kulturen. Tag nu forfatterne, de er da virkelig alt for nemme. Man tager en litteraturstøtte fra dem, der svarer til halvanden procent af det beløb, der skal bruges til at genanskaffe alle de ødelagte militærkøretøjer i Helmand-provinsen, og straks begynder de på et underholdende slagsmål om, hvem der får for lidt og hvem der får for meget i støtte. Så giver man dem med et skuldertræk pengene tilbage, de sølle 11 millioner kroner, som, jeg gentager, udgør halvanden procent af det beløb, der må afsættes til køb af nye militærkøretøjer i en fjern, fjern krig. Og så bliver de helt våde i øjnene af taknemmelighed. Jamen, helt ærligt. Kan man tage den slags mennesker alvorligt. Kan man tage det job alvorligt?

Alligevel bliver der skrevet og læst. Jamen, hvad er det da, forfatterne har at give?

Lytten og tavshed

Det skal jeg sige jer. Vi har simpelthen bare noget, ingen andre har. Vi kan noget, som ingen andre kan, heller ikke kulturministeren, ja, ikke engang hans helt, George W. Bush.

Det kan siges på flere måder. Men lade mig sige det med et ord: frihed. Forfatterne er frie som ingen andre.

Der er ikke noget, der er for stort til, at en forfatter ikke kan udmale det i sin fantasi. Men der er heller ikke noget, der er for småt til, at han ikke kan fordybe sig i det. Enhver bog er ikke blot en invitation til at rejse, den er også en opfordring til indlevelse i andre mennesker. Der tales ofte om, hvad litteraturen kan gøre for samfundet. Men litteraturen gør ikke noget for samfundet. Den gør derimod noget for samfundets på en gang mindste og største enhed, individet. Den er grundforskning i eksistensens uvished, den er et forum for selvfordybelse, ensomhed, lytten, tavshed, den er kort sagt et voksested.

Der findes noget større

Litteraturen er frihedens eneste virkelige tilholdssted i et mediebillede, der bliver stadig mere styret og konformt. Se det et øjeblik for jer: Her sidder forfatteren ved sit skrivebord og udmaler verdens ende eller historiens største slag, en scene, som intet filmselskab fra Hollywood ville have råd til at producere. Men der står ingen producent, ingen instruktør og råber ham ind i øret, at det bliver for dyrt at trykke. Her fordyber forfatteren sig i et gammelt menneskes livskrise eller i en overset, ulykkelig ung kvinde, der sidder ensomt på en institution eller tortureret i en fængselscelle. Der står ingen tv-producer, ingen dramaturg og skriger hysterisk: Det går ikke i primetime.

Der skal ikke bygges operahuse af Henning Larsen, ikke gives milliardbevillinger til Det Kongelige Teater, ikke hejses kameraer op i kraner, ikke sendes vognladninger af teknisk udstyr, ikke forhandles med fagforeninger om overtid, for at forfatterens visioner kan blive omsat til det, der er hans medie og materiale, sproget, ordenes uendeligt prunkløse, kriblende myreliv på papiret, næsten mikroskopiske i størrelse, og alligevel store, stærke, skræmmende magtfulde og, som litteraturhistorien beviser det, uendeligt langtidsholdbare. Og forfatteren skal ikke spørge nogen om lov. Han kikker sig ikke tryglende over skulderen. Det kan godt være, han ikke ender på plænen foran Det Hvide Hus. Jo, det kan også godt være, han ikke har mulighed for at sende unge mænd i døden i en meningsløs krig. Så forfatteren ligner den inkarnerede magtesløshed. Men han eller hun har sin frihed. Den ligger i hans prunkløse greb om ordene.

Ja, det kan godt være, forfattere er nemme, nemme at manipulere, nemme at skræmme, nemme at trække rundt ved næsen, men når vi selv vil, er vi også frie. Friere end nogen statsminister eller præsident, friere end kulturministre, generaldirektører eller bestyrelsesformænd.

Nej, vi er ikke magthavere, og det er netop derfor vi er frie, fordi magt betyder bundethed, og jo mere magt, jo mere bundethed. Der findes noget, der er større end al denne selvfremhævende, prangende magtudøvelse, større end popularitetens svøbe, større end meningsmålingernes gustne overlæg. Det er ordet, når det udveksles mellem mennesker. Så opstår der noget imellem os, som er større end magtens og de hævdvundne sandheders banaliteter, og det er frihed: læsningens upåfaldende kunst, mødet mellem litteraturen og dens meddigtende, medtænkende, medfølende modtagere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad skal litteraturen overhovedet med os?

Padehatte-popperiet omkring fordelingen af støttekronerne forsvandt jo lige så pludseligt, da krisen blev afblæst... Problemet var åbenbart ikke, at pengene blev uretfærdigt fordelt. Det var sådan set bare man ikke havde nok penge, at fordele uretfærdigt... Så nu hvor kæften er blevet lukket på hyklerne, kan samfundet rende litteraturen igen - bare vi bliver ved med at sende penge er vi slet ikke interessante for litteraturen.

Mansour Heydari

Der er mange facinerende punkter i teksten, ikke mindst i synsvinklen. Men jeg er ikke enig med Carsten Jensen i, at der ikke findes bundethed i forfatterens arbejde. For uanset hvad, er forfatteren bundet til etikken, hvilken kulturministeren eller miljøministeren nødvendigvis ikke er. Forfatteren vil udfylde vakuum efter etikken, hvilken politikeren vil helst se bort fra det. Forfatteren er eksistentiel – som Carsten Jensen rigtig nok nævner det – men politikeren er pragmatisk – hvis han/hun ikke ligefrem er en løgner!
Hvis der ikke var noget bundethed hos forfatteren, kunne han/hun sagtens havne i det konventionelle, hvori reklamation for Jysk Sengetøj og Tulip Pølser bliver også en del af hans/hendes bog!
Altså, forfatteren er fri, men ikke helt.

mariann offersen

"Litteraturen er frihedens eneste virkelige tilholdssted i et mediebillede, der bliver stadig mere styret og konformt"

Man sidder lige og kommer i tanker om en roman af Hanne VIbeke Holst, Konegemordet hed den vist. Om forfatteren mente det eller ej, - et karaktermord på Mogens Lykketoft blev det.

Det er jo også en måde at bruge sin frihed på.

Maj-Britt Kent Hansen

Jeg ville meget gerne tro, at Carsten Jensen havde ret i den sympatiske påstand om, at forfatteren er fri, men jeg tvivler.

Der tales om LITTERATUR, ikke om det at skrive som sådan. Og vel heller ikke om at forfatte tekster til skrivebordsskuffen?

Vi taler vel om at udkomme, hvis teksterne da skal læses af andre? Og hvilken forfatter er så totalt fri og ubundet, hvis det skal ske på traditionel gammeldags vis?

Carsten Jensen konkluderer således: "Så opstår der noget imellem os, som er større end magtens og de hævdvundne sandheders banaliteter, og det er frihed: læsningens upåfaldende kunst, mødet mellem litteraturen og dens meddigtende, medtænkende, medfølende modtagere."

Smukt, ja! Men en frihed som kun kan opstå som følge af, at forfatteren overhovedet er udkommet.

Det er muligt at magt og bundethed fungerer anderledes for forfattere - og for etablerede forfattere vel at mærke, men for andre mennesker, der skriver, og har prøvet at komme til orde, kan det måske være svært at genkende, at magt og bundethed ikke kan være en kondition.

Hvis nu vi bevæger os ud over LITTERATUREN, og hvis vi lader den frie forfatter være en ukendt. En der bare skriver - og skriver som sådan - måske et essay, en kronik eller et længere debatindlæg til en avis, så vil nogle vide, at det er så som så med at være en fri forfatter, når der modtages afslag på at komme til orde. Måske føles friheden lidt større, når forfatteren slipper gennem nåleøjet, bliver trykt, men fri? Er forfatteren fri?

Mon dog ikke også etablerede forfattere har konstateret, at deres vilje kan sidde i redaktørens baglomme for nu at trække på en gammel talemåde.

Med andre ord: Man kommer ikke nødvendigvis til orde, fordi man skriver.

Skal man til orde, er der jo kriterier på enhver redaktion, som ligner magt og bundethed. Både de skrevne regler og de uskrevne.

Skrives der til aviser, vil nogle have konstateret, at det går bedst, hvis man allerede er kendt. Dernæst hjælper det at skrive som repræsentant for samfundsinstitutioner, organisationer, erhvervslivet m.v. Og at skrive om noget avisen gerne vil trykke, holde sig til avisens dagsorden. Evt. andre gange at skrive om noget, som slet ikke er oppe i tiden.

Jeg har bevæget mig ud over Carsten Jensens emne, men at leve op til en redaktions krav gælder vel også for LITTERATUREN og den frie forfatter?

Derfor: Er forudsætningen for at markere sig som forfatter, måske endog som en fri en af slagsen, ikke at man udkommer?

grete jørgensen

Godt indlæg. En bog er vigtig på dén måde, at den kan udfordre, provokere og at den gør læseren "meddigtende, medfølende, medtænkende". At den kan give nye veje at gå, nye tanker, større horisont end så mange andre medier.
Især kan en god bog blive rigtig god, hvis man diskuterer den med andre - f.eks i en seriøs læsegruppe, hvor meninger får lov at brydes og hvor man tør fordybe sig i det skrevne. Kort sagt, at man tager det alvorligt og prøver at forstå. Køb bøger, lån bøger, læs bøger og snak om dem. Følg med.

Det er tydeligt at frihed betyder noget forskelligt for alle (individuelt).

Carsten Jensen, jeg tænkte at du måske snakkede om den frihed som mange forfattere kender til,
den frihed som jeg kender til.

Ligepræcis den frihed som ikke har noget med magt eller penge at gøre (hvis vi nu holder det adskilt fra litteraturstøtten osv.)

Jeg mener nemlig også at forfattere har frihed. Vi er frie i vores fantasi. I vores historier er alt muligt!

Det er egentlig ret simpelt: jeg behøver ikke at blive udgivet, komme til orde, eller noget som helst, og jeg føler mig bestemt ikke bundet.

hvis jeg befandt mig på en øde ø, uden nogen andre end mig selv, ville jeg stadig skrive, fordi jeg elsker det. Jeg elsker det jeg gør og der har jeg det som jeg kalder en ren kerne. og kræver intet andet end blyant og papir, eller tastatur.

Jeg er ikke sikker på jeg forstår pointen. Jo jo jeg fangede godt at forfatterne er frie. Men hvad skal jeg bruge den oplysning til? Hvorfor fortæller Carsten Jensen mig det?