Hvad skal vi overhovedet med litteraturen?

For mange år siden diskuterede jeg i radioen med Per Stig Møller. Det var under Schlüter-regeringen, og han var dengang miljøminister. Jeg kan ikke huske, hvad vi snakkede om. Det var sandsynligvis noget med, at de venstreorienterede intellektuelle endnu en gang havde kvajet sig på vores sædvanlige fatale måde. Jeg husker derimod meget tydeligt den snak, vi bagefter havde over en kop kaffe.

»Hvorfor er du ikke kulturminister i stedet for miljøminister?« spurgte jeg Per Stig Møller: »Du ville jo være den bedste kulturminister, vi har haft i mange år.«

Jeg kan virkelig være skamløst smigrende, når jeg vil.

»Det skal jeg sige dig,« sagde Per Stig Møller og tog piben ud af munden: »Budgettet i miljøministeriet er syv gange så stort som i kulturministeriet. Derfor. Der er ikke noget magt i kulturministeriet.«

Da Per Stig Møller i foråret blev frataget udenrigsministerposten for i stedet at blive kulturminister, ringede pressen rundt til kunsterne for at høre, hvad de syntes. De var alle sammen glade. Her var en mand, der beviseligt havde læst en bog. Der var ingen, der tænkte på, hvordan Per Stig Møller havde det. Formodentlig var det den værste dag i hele hans karriere. Fra en mand med stor magt blev han ifølge hans egne ord over en kop kaffe for mange år siden reduceret til en mand med meget lidt magt, ja, nærmest ingen magt.

Kan det tages alvorligt?

Som kulturminister kommer man ikke til at stå skulder ved skulder med George W. Bush på plænen foran Det Hvide Hus, højst aflægge en visit i det beskedne Litteraturhus i Møllegade, hvor der ikke engang er en plæne, fordi det gudhjælpemig ligger i indvandrerkvarteret Nørrebro. Man får ikke lejlighed til at vælte Saddam Hussein og for åben skærm fortælle fantastiske historier om eksistensen af masseødelæggelsesvåben i Irak. Man får ikke lejlighed til at true kritikerne af krigen i Afghanistan, fordi de hævder, at den meningsløse krig ikke går helt efter planen. Nej, der er ikke noget for en ambitiøs mand at rive i, når det kommer til kulturen. Tag nu forfatterne, de er da virkelig alt for nemme. Man tager en litteraturstøtte fra dem, der svarer til halvanden procent af det beløb, der skal bruges til at genanskaffe alle de ødelagte militærkøretøjer i Helmand-provinsen, og straks begynder de på et underholdende slagsmål om, hvem der får for lidt og hvem der får for meget i støtte. Så giver man dem med et skuldertræk pengene tilbage, de sølle 11 millioner kroner, som, jeg gentager, udgør halvanden procent af det beløb, der må afsættes til køb af nye militærkøretøjer i en fjern, fjern krig. Og så bliver de helt våde i øjnene af taknemmelighed. Jamen, helt ærligt. Kan man tage den slags mennesker alvorligt. Kan man tage det job alvorligt?

Alligevel bliver der skrevet og læst. Jamen, hvad er det da, forfatterne har at give?

Lytten og tavshed

Det skal jeg sige jer. Vi har simpelthen bare noget, ingen andre har. Vi kan noget, som ingen andre kan, heller ikke kulturministeren, ja, ikke engang hans helt, George W. Bush.

Det kan siges på flere måder. Men lade mig sige det med et ord: frihed. Forfatterne er frie som ingen andre.

Der er ikke noget, der er for stort til, at en forfatter ikke kan udmale det i sin fantasi. Men der er heller ikke noget, der er for småt til, at han ikke kan fordybe sig i det. Enhver bog er ikke blot en invitation til at rejse, den er også en opfordring til indlevelse i andre mennesker. Der tales ofte om, hvad litteraturen kan gøre for samfundet. Men litteraturen gør ikke noget for samfundet. Den gør derimod noget for samfundets på en gang mindste og største enhed, individet. Den er grundforskning i eksistensens uvished, den er et forum for selvfordybelse, ensomhed, lytten, tavshed, den er kort sagt et voksested.

Der findes noget større

Litteraturen er frihedens eneste virkelige tilholdssted i et mediebillede, der bliver stadig mere styret og konformt. Se det et øjeblik for jer: Her sidder forfatteren ved sit skrivebord og udmaler verdens ende eller historiens største slag, en scene, som intet filmselskab fra Hollywood ville have råd til at producere. Men der står ingen producent, ingen instruktør og råber ham ind i øret, at det bliver for dyrt at trykke. Her fordyber forfatteren sig i et gammelt menneskes livskrise eller i en overset, ulykkelig ung kvinde, der sidder ensomt på en institution eller tortureret i en fængselscelle. Der står ingen tv-producer, ingen dramaturg og skriger hysterisk: Det går ikke i primetime.

Der skal ikke bygges operahuse af Henning Larsen, ikke gives milliardbevillinger til Det Kongelige Teater, ikke hejses kameraer op i kraner, ikke sendes vognladninger af teknisk udstyr, ikke forhandles med fagforeninger om overtid, for at forfatterens visioner kan blive omsat til det, der er hans medie og materiale, sproget, ordenes uendeligt prunkløse, kriblende myreliv på papiret, næsten mikroskopiske i størrelse, og alligevel store, stærke, skræmmende magtfulde og, som litteraturhistorien beviser det, uendeligt langtidsholdbare. Og forfatteren skal ikke spørge nogen om lov. Han kikker sig ikke tryglende over skulderen. Det kan godt være, han ikke ender på plænen foran Det Hvide Hus. Jo, det kan også godt være, han ikke har mulighed for at sende unge mænd i døden i en meningsløs krig. Så forfatteren ligner den inkarnerede magtesløshed. Men han eller hun har sin frihed. Den ligger i hans prunkløse greb om ordene.

Ja, det kan godt være, forfattere er nemme, nemme at manipulere, nemme at skræmme, nemme at trække rundt ved næsen, men når vi selv vil, er vi også frie. Friere end nogen statsminister eller præsident, friere end kulturministre, generaldirektører eller bestyrelsesformænd.

Nej, vi er ikke magthavere, og det er netop derfor vi er frie, fordi magt betyder bundethed, og jo mere magt, jo mere bundethed. Der findes noget, der er større end al denne selvfremhævende, prangende magtudøvelse, større end popularitetens svøbe, større end meningsmålingernes gustne overlæg. Det er ordet, når det udveksles mellem mennesker. Så opstår der noget imellem os, som er større end magtens og de hævdvundne sandheders banaliteter, og det er frihed: læsningens upåfaldende kunst, mødet mellem litteraturen og dens meddigtende, medtænkende, medfølende modtagere.