Det er Troels Andersen, der har arrangeret den udstilling om Ex-skolen, der for tiden kan ses på Museum Jorn i Silkeborg. Det var også ham, der sammen med Poul Gernes startede skolen i 1961. Ikke alene, men det var især de to. Ingen kunne dengang vide, at skolen ville blive så dominerende i 1960ernes danske kunstlandskab, som den faktisk blev.
Blandt eleverne var Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Poul Gernes, Peter Louis-Jensen og John Davidsen. I nærheden stod Hans-Jørgen Nielsen, Erik Thygesen, Jørgen Leth og Henning Christiansen. Måske er det mest interessante ved skolen, hvad den førte til, og ikke så meget, hvad der lige skete på og omkring den, hvilket alligevel på det seneste har været emne for to tykke bøger, af Lars Morell og Tania Ørum.
Der foregik jo også andet, endda i Danmark, end det, der foregik på Ex-Skolen. Man er dog spændt på, hvad denne udstilling har at sige, fordi det er Troels Andersen, der står for den.
Nydada
Man ser først og fremmest, at skolen sugede til sig af tidens tendenser. Det blev et spørgsmål om at reflektere, hvad der skete i samtidens kunst, især den amerikanske. Popkunst, hard-edge, systemisk maleri, minimalisme, happening impulserne væltede bare ind. Der var desuden et vist samarbejde med de lidt ældre og allerede etablerede kunstnere i grupper som Fluxus, der havde to danske medlemmer, begge egentlig komponister, den ene var ovennævnte Henning Christiansen, den anden Eric Andersen. Det var dem, vel mest Andersen, der gav eksskolefolkene øgenavnet plagiatdrengene.
Unge kunstnere har brug for at føle sig radikale, de har brug for at tro, at de laver noget, ingen har lavet før, eller at de er en del af noget, der aldrig før fandtes. At f.eks. de samtidige situationister med en hel del ret hævdede, at »det neodadaistiske slæng«, som de kaldte deres franske kolleger blandt nyrealisterne, og de amerikanske happeningmagere, i begyndelsen med Allan Kaprow som den mest fremtrædende, ikke gjorde andet end, med betydelig mindre risiko, at gentage manøvrer, der havde præget især den tyske dadaisme i tiden omkring Første Verdenskrigs afslutning hen igennem den fejlslagne tyske revolution mod Weimarrepublik, Bauhaus og Tredje Rige, nå ja, det tog man ikke så tungt blandt plagiatdrengene.
Revolution
Troels Andersen bragte en del eksplosivt tankestof ind i kredsen med sin dengang netop igangsatte forskning i den russiske avantgarde fra Dadatiden, Malevic og hans suprematisme, konkretisten Tatlin og hans model til det gigantiske revolutionstårn, som Troels Andersen fik genopbygget i forbindelse med en udstilling i Stockholm.
Kodeordene var happening, proces og måske især materiale. Man talte om en materialebevidsthed, uden at det egentlig var nødvendigt at definere den. Og i tidsskrifter som Billedkunst og ta blev både den historiske avantgarde og den samtidige fra Amerika ridset op.
Kunsthistorikeren Jane Pedersen og musikhistorikeren Poul Nielsen gjorde store indsatser uden at være indsat i skolens komplicerede hierarki og med en udefrakommende indsigt, de unge brushoveder oftest manglede.
Værker
Det lille katalog, redigeret af Troels Andersen selv, giver de oplysninger, enhver skal bruge, med de involveredes egne ord, således er det Erik Thygesen, der får lov at fortælle skolens historie i kortform: »Den eksperimenterende kunstskole har det meste af tiden været en skole uden lærere, uden elever, uden faste undervisningstider, uden pensum. I korte perioder har den imidlertid også fungeret med alle de der skemaer og rammer i korte perioder, hvor skolen rent økonomisk har været på røven, og hvor skemaerne har fået visse skillinger til at trille«. Sådan!
Værkerne giver klart indblik i, hvad der foregik, og hvad de ledende skikkelser faktisk foretog sig, hvordan de hver for sig fortolkede de internationale impulser, hvad der for dem var happening, proces og materiale.
Bjørn Nørgaard genopfører en installation fra den hedengangne Rådskælder, hvor akademiets elever og andre kunne vise nye ting. I tre lag, et barndomslag, et dagligdags lag med ting, der i den oprindelige version var hentet fra kunstnerens bedsteforældres lejlighed, men nu er rekonstrueret gennem indkøb i genbrugsbutikker i Silkeborg, et æstetisk lag af nips kunne man sige, og et tredje dagligdags lag, der er praktisk, køkkengrej og sådan. Forrest markerer en åben kasse, kun bestående af en kasses linjer som en tegning i rum, kunstnerens kropsvolumen. Det er blevet større, men der er stadig tale om et fraværs volumen.
For de øvrige er det de gamle, originale værker, man ser. Gernes især den store pagode, der lige netop kan være i rummet, når man åbner et ovenlysvindue, nogle store rumting og de malerier af striber og tern, der har skaffet ham et lidt for sent internationalt gennembrud.
Peter Louis-Jensen er repræsenteret med sin såkaldte tankspærring og andre værker af minimalistisk type, samt de voldsomme boremaskinemassakrer, der mere end noget andet minder uforpligtende om Kurt Schwitters og Dada, mens man stillet over for Per Kirkebys malerier kan tænke over, hvorfor han dengang mente, at de drømmende farvesymfoniske landskaber burde gemmes bag et blå stakit, hvis gentagne elementer Nørgaard og John Davidsen malede på akkord.
Med omtanke
I et par montrer ridses historien op og demonstreres. Som sagt er det alt sammen klart, sådan set pædagogisk. Ikke med pegepind, men med omtanke.
Nu er Ex-skolen jo ikke det mindst eksponerede element i den danske 60erkunst, og det er måske ikke så interessant igen at se dens historie gentaget, uanset hvor sobert det så måtte ske. Man kunne forestille sig andre varianter.
John Davidsen, den mindst kendte af skolens kernefigurer, kunne det være interessant at se, solo og sat ind i større historiske perspektiver. Og måske det ville være øjenåbnende at se plagiatdrengene sammen med noget af det, de plagierede: Donald Judd, Andy Warhol, Bob Morris, John Cage, Jasper Johns, Robert Smithson eller med danske forgængere og samtidige som Svend Dalsgaard, Willy Ørskov, Kasper Heiberg.
Det virkelig interessante i historien er jo, at det, man gør, er gjort mange gange før, i andre sociale sammenhænge og med andre kommunikationsmidler, gennem hundreder af år og på meget forskellige steder.
Den slags kan unge kunstnere ikke have nogen viden om, den kommer af sig selv, når tiden går, og arbejdet fortsætter.
Udstillingen i Silkeborg fortsætter jo eksempelvis lige nu på Statens Museum for Kunst, hvor Bjørn Nørgaard vises i fuld figur. Hvem kunne i 1969 have forestillet sig, at denne hallucinerede materialeanarkist 40 år efter ville være kongeligt kanoniseret?
Ex-skolen. Museum Jorn, Silkeborg, til d. 5. december. Katalog v. Troels Andersen (72 sider). www.museumjorn.dk
