'Hvad har du at sige til dit forsvar?'

»Joaquin, jeg er ked af, at du ikke kunne komme i aften.«

Der er nærmest fjendtlighed og kulde i luften, da den ellers så joviale talkshowvært og komiker David Letterman den 11. februar 2009 tager afsked med sin gæst, skuespilleren Joaquin Phoenix.

Phoenix medvirker i det populære talkshow for at promovere sin seneste film, James Greys Two Lovers, men formummet bag solbriller, en manke af uredt hår og et stort, viltert skæg virker han mildest talt fraværende og alt andet end interesseret i at svare på Lettermans spørgsmål. Talkshowværten bliver mere og mere irriteret på sin gæst, og optrinnet er om noget akavet og bizart.

Letterman kan godt være skarp og gøre grin med andre mennesker, han går dog sjældent hårdt eller kritisk til sine gæster, men denne dag kan han ikke styre sig.

Han kommenterer Phoenix' skæg, beklager sig over hans tyggegummitygning og beder ham blandt andet »fortælle mig om din tid med Unabomberen«.

Letterman hentyder til den amerikanske terrorist, Ted Kaczynski alias Unabomberen, der også havde et stort, uredt skæg.

Publikum griner ikke med Phoenix, men af skuespilleren, der indimellem virker konfus og under indflydelse af et eller andet, og selv ikke Paul Schaeffer, Lettermans orkesterleder, kan lade være med at blande sig og more sig over den absurde seance.

Grin eller gråd?

Sensationen er øjeblikkelig. Klippet med den umeddelsomme Joaquin Phoenix ryger naturligvis straks på YouTube, og i de følgende dage, uger og måneder er teorierne mange om, hvad i alverden det dog er, man har været vidne til.

For Phoenix' Letterman-optræden er kun den foreløbige kulmination af noget, der begynder nogle få måneder forinden, da Phoenix annoncerer, at han trækker sig tilbage som skuespiller for i stedet at hellige sig en karriere som rapper under navnet J.P.

Ikke mindst de amerikanske underholdningsmedier går i selvsving. Den da blot 33-årige Phoenix regnes for at være en af sin generations bedste skuespillere, og han er på toppen af sin karriere med film som Gladiator(2000), Signs(2002), We Own the Night(2007) og en oscarnominering for rollen som Johnny Cash i den kritikerroste og succesfulde I Walk the Line(2005) i bagagen. Han kan få lige præcis de roller, han gerne vil have. Hvorfor smide alt det væk? Og hvorfor så lige for at blive rapper?

Man ved ikke, om man skal grine eller græde. Skal man tage meddelelsen alvorligt, eller er der blot tale om et svindelnummer iscenesat af Joaquin Phoenix og hans svoger, skuespilleren Casey Affleck, der render rundt i hælene på Phoenix med et kamera?

Er Phoenix' ønske om at bryde fri af Hollywood og 'Joaquin'-figuren og realisere sit kunstneriske potentiale oprigtigt og ærligt ment? Overværer man et spektakulært psykisk sammenbrud? Eller er han og Affleck i gang med at lave en happening eller en mockumentarymed offentligheden og den amerikanske underholdningsindustri som ufrivillige medvirkende?

Joaquin Phoenix har altid været en venlig, men lidt sky herre, der helst ikke siger så meget, når han bliver interviewet, og det er indlysende, at han ikke bryder sig voldsomt meget om publicity-delen af filmarbejdet. Den ene gang, jeg selv har mødt ham - til et pressearrangement i forbindelse med Thomas Vinterbergs It's All About Love(2003) - satte han således højlydt pris på, at jeg stillede et spørgsmål til fotografen i stedet for Phoenix selv.

I sagen om karriereskiftet er hovedpersonen også mere eller mindre tavs. Uheldige optrædener som rapper i blandt andet Las Vegas, hvor han mumler i mikrofonen og falder ned fra scenen, og på en natklub i Miami, hvor han efter ét nummer begynder at skælde ud på publikum og kommer i klammeri med en mand, der højlydt kritiserer ham, øger kun spekulationerne omkring hans projekt.

Videoklip optaget med mobiltelefoner udstiller ubarmhjertigt Phoenix' manglende evner som rapper og hans usammenhængende og alt andet end rationelle opførsel, og man begynder at spørge sig selv, om han måske er blevet vanvittig. Casey Affleck udtaler flere gange, at hans svoger skam mener det alvorligt, og at Phoenix er i gang med en kunstnerisk transformation, som Affleck skal dokumentere med sit allestedsnærværende kamera.

Ubehageligt individ

Men det er løgn, og det kommer frem, da Afflecks dokumentarfilm, I'm Still Here, i september i år har premiere på filmfestivalen i Venedig. Filmen følger Joaquin Phoenix på nært hold i tiden efter, at han har sagt, at han stopper som skuespiller, og den portrætterer en mand, som har fået nok af Hollywood og det at optræde på andres præmisser og nu vil realisere sig selv som kunstner, som rapper.

I I'm Still Here bliver det ikke sagt, at Joaquin Phoenix tager gas på hele verden, og der er anmeldere, blandt andre amerikaneren Roger Ebert, som har opfattet den som en skildring af en talentfuld skuespillers gevaldige nedtur. Men der er scener og situationer i filmen, hvor man fornemmer, at tingene er iscenesat, selv om instruktør og hovedrolleindehaver gør deres for at overbevise os om det modsatte.

I de fleste mockumentaries- falske dokumentarfilm - f.eks. den berømteste af dem alle, This Is Spinal Tap(1984), er det hele så fjollet og parodisk, at man med det samme forstår, at det er for sjov.

I'm Still Here er derimod en meget alvorlig film, som insisterer på at blive taget alvorligt. Ja, der er sjove og pinlige øjeblikke i den - blandt andet klip fra David Letterman-showet - men der er også en mand, Joaquin Phoenix, der fremstår som et egocentrisk, egoistisk, forkælet og voldsomt ubehageligt individ. Han tager stoffer, drikker, går i seng med prostituerede og sviner konstant sine nærmeste venner og medarbejdere til.

Der er andre tegn på det store bedrag i filmen, men især forekommer det trods alt usandsynligt, at Casey Affleck ville udstille sin egen svoger og vens tilsyneladende sammenbrud på den måde, havde det ikke været, fordi parrets ærinde var et ganske andet - nemlig at revse Hollywood, berømmelseskulturen, kunstnerrollen og forholdet til både publikum og medierne.

Fantastisk præstation

I et interview med The New York Times den 16. september i år bekræfter Casey Affleck da også mistanken.

»Det er en fantastisk præstation, det er hans karrieres største præstation,« siger han om Joaquin Phoenix' optræden i filmen og i virkeligheden gennem næsten to år. Og Affleck fortæller avisen, at grunden til, at han i løbet af den tid næsten intet sagde til medierne, er, at han og Phoenix »ville skabe et rum. Man tror på, at det, der sker, er virkeligt«.

Men, siger han også, »jeg var ikke ude på at narre nogen. Tanken om et 'bedrag' faldt mig aldrig ind«.

Det lyder dog ikke så sandsynligt; faktisk tyder alt på, at Joaquin Phoenix og Casey Affleck fra begyndelsen har været helt på det rene med, hvad de har sat i gang. Og det er svært ikke at beundre de mange kræfter og den tid, de har lagt i projektet. Skuespillere er blevet hyret til at spille nogle af folkene omkring Phoenix, mens andre - filmstjerner, musikere og publicister - intet har fået at vide, men i stedet har været 'ofre' for en omstændelig og bidsk spøg.

En usædvanligt skarpsynet Jim Windolf skriver allerede efter Letterman-besøget en artikel i Vanity Fair, hvori han sammenligner Joaquin Phoenix' optræden med den brillante komiker Andy Kaufmans optræden i samme talkshow små 30 år tidligere, i juni 1980. Kaufman, der er blevet en stor stjerne pga. komedieserien Taxi, er på det tidspunkt i fuld gang med at udfordre etablissementet og sætte sin popularitet og økonomi over styr i rollen som antifeministisk bryder, hvis modstandere er kvinder.

Sin komiks mod

Da Andy Kaufman besøger Letterman, ser han forfærdelig ud. Snottet løber ud af næsen, skægget har fået lov til at stå, og han har et fortabt udtryk i øjnene. Kaufman har, skriver Windolf, »sin egen komiks mod,« og det publikum, der ellers har moret sig kosteligt over hans optræden, tier helt stille, da Kaufman beder dem om ikke at grine, fordi han altså ikke prøver at være morsom.

Folk ved tydeligvis ikke helt, hvad de skal tro.

Med en trist mine snakker Kaufman om, at han har følt sig hæmmet af den person, Latka, han har spillet i Taxi, og at han gerne vil have friheden til at lave andre ting. Han fortæller også om sine økonomiske vanskeligheder og sit forliste ægteskab - meget af det er løgn - og ender med at tigge publikum om penge, inden han bliver ført væk.

»Jeg tror, at Phoenix og Affleck er på sporet af noget,« skriver Jim Windolf videre.

»Selv alle disse år efter det gamle Hollywood-systems kollaps, hvor alle filmselskabsdirektørerne med hård hånd styrede offentlighedens opfattelse af deres stjerner, er berømthedernes personligheder stadig en vare, der bliver styret meget omhyggeligt. At rode ved det indefra, som Phoenix og Affleck gør nu, er ret interessant, synes jeg. Internet-kommentatorerne bør give dem lidt snor og se, hvad de finder på, før de skriver de sædvanlige 'STFU' (shut the fuck upeller hold så kæft, red.) og 'kæmpeflop'.«

Borat uden humor

Den 23. september i år - halvandet år efter den skandaløse optræden på Late Show with David Letterman- er Joaquin Phoenix tilbage i den varme stol, denne gang en smilende ung mand, nybarberet, velfriseret og iført et pænt jakkesæt, parat til at forklare sig selv.

»Hvad har du at sige til dit forsvar?« lyder et af de første spørgsmål fra Letterman, der spiller en smule fornærmet.

Og Phoenix får lov til at undskylde og svare: »Vi ville lave en film, der udforskede berømmelse og forholdet mellem medierne og forbrugerne og berømthederne selv.«

Det store spørgsmål er dog, om han og Affleck har haft held med deres forehavende, og om ikke de gjorde sig selv og filmen en bjørnetjeneste ved at afsløre, at den bare var en mockumentary.

Omtale har Phoenix og Affleck fået, og selv om en anonym kilde angiveligt tæt på dem på et tidspunkt undervejs i filmens tilblivelse udtalte, at Phoenix' forvandling var snyd, har de fået mange mennesker til at tænke over, hvad der mon var fup og fakta. Mens man ser I'm Still Here, begynder man tillige at overveje størrelser som netop bagsiden af medaljen og en kendisfikseret verden, hvor mediemonstret konstant skal fodres.

Men man kan argumentere for, at den store snak om den mere eksistentielle side af filmen og Joaquin Phoenix' brutale opgør med det vel både medie- og selvskabte billede, offentligheden har af ham - og insisterer på at pådutte ham - forstummer, når man ved, at I'm Still Hereer fup, og at det slet ikke gør så ondt på skuespilleren, som det ser ud til at gøre.

Som den britiske kritiker og journalist Lee Marshall skriver i det seneste nummer af filmmagasinet Ekko: »Da Casey Affleck afslørede tricket, var der noget ved I'm Still Here, som fordampede. Filmen er spændende som et stykke udvidet performancekunst, men som film betragtet er den ikke andet end
Boratuden humor.«

I'm Still Here har dansk biografpremiere på torsdag den 11. november og bliver i den kommende uge også vist på CPH:DOX. Spilletider og -steder på www.cphdox.dk