Hun tegner flotte lamper i sort og hvidt, glasvaser i sarte farver, strittende pindemøbler, spinkle stålben og smalle rammer. Hun hører med poesi og stringens til den bedste håndfuld nulevende danske formgivere. Og nu er hun udvalgt som kurator på de danske bidrag til design- og møbelmessen i Milano.
At være kurator for en officiel eller i alt fald repræsentativ designudstilling i udlandet er et betydningsfuldt job. Både for de udstillere, der bliver valgt, og for hele branchen. Og for den del af dansk kultur, som industriel og håndværksmæssig formgivning berører.
Derfor er det vigtigt, at den pågældende tropsfører eller smagsdommer ikke alene er fagligt agtet, men også generationsmæssigt repræsenterer den nødvendige og troværdige fornyelse af traditionen.
Tidslinje
Cecilie Manz hører til design-generationen, der er født omkring 1970. Det vil sige, at hun ligesom jævnaldrende Louise Campbell (med blomsterstole og -lamper) fra starten har været kastet ind i slagsmålet mellem dekoration og funktionalitet.
Den lidt ældre Ole Jensen har keramikken som udgangspunkt (også når han designer gummiopvaskebaljer og hundetæppepolstrede stole).
Men der er generationsmæssigt et længere spring tilbage til Ursula Munch-Petersen med det fint formede fajancestel og Erik Magnussens fornuftige termokander og stabelstole. For ikke at tale om Nanna Ditzel og Erik Herløw og Poul Kjærholm, som fulgte efter 1950ernes Wegner, Børge Mogensen, Finn Juhl og Arne Jacobsen.
For dem var forholdet mellem form og funktion ikke noget større problem. Det blev det først omkring 1980 med postmodernismens ansvarsfrie fjollerier og en samtidig forsnævrende over- betoning af det officielle danske designmantra om, at problemet bør komme først.
En rød stige skråt mod væggen, med plads til både tøjfralægning og siddeplads. Eller spinkle trekantede bukke, der kan vendes og drejes, så bordpladen bliver skiftevis høj eller lav.
Dét er typisk Manz-minimalistiske møbler til hybelen eller den sparsomme lejlighed.
Men hendes Caravaggio-lamper fås i både mindre og større mål, så højloftede lokaler også kan få glæde af den dybtlysende skærm.
Og ude på Ordrupgaard står i øjeblikket en taburet, hun har foldet i tykt papir som del af årets SE-show Snedkerenes Efterårsudstilling.
Der er naturligvis ikke meget snedkeri i plisseret karton, men Cecilie Manz har tidligere eksperimenteret med et træunderstel og så ryglæn af noget, der kunne minde om foldet flyvemaskine-finér.
Nu er hun udpeget som flyvende kurator for Danish Crafts (DC) kunstnernes og Kulturministeriets organisation. Det gælder repræsentationen ved årets Milano-salon. Eller lidt udenfor rettere sagt, for DC har igen valgt at lave separat udstilling, denne gang i Ventura Lambrate, et gammelt industriområde og nyt kunstnerisk in-sted.
Kontakter
Mindcraft hedder det tilbagevendende danske arrangement. Kuratorjobbet har de tidligere år været varetaget af arkitekten og designeren Karen Kjærgaard.
Efter Milano turnerer arrangementet til andre byer, og det er dér, nye kontakter og kontrakter med udenlandske designproducenter kommer i stand, og hvor også dansk kunsthåndværk brillerer.
Og netop den balancerede kombination af unika, halv- fabrikata og prototyper er et vigtigt kuratorproblem.
For på den ene side er funktionel kvalitetsdesign også altid karakteristisk ved tydelig visuel fremtræden.
På den anden side har trætheden ved alt for traditionelt fornuftsbestemte produkter i snart flere årtier sat formgivere, producenter og forbrugere fluer i hovedet, så fjantede eller iøjenfaldende påfund har fået meget lang snor på selv seriøse eller repræsentative designer-shows.
Balance
Det er dén turbulente designervirkelighed, Cecilie Manz med sit sikre blik nu skal prøve at vælge og vrage i, mellem frit fabulerende kunsthåndværk og formålsrettet formgivning, som skal belyse hinandens potentialer hvis det er dén strategi, hun vælger at fortsætte. Men den ligger vel ligefrem i brandet Mindcraft.
Selv har hun tilsyneladende ikke svært ved at afbalancere de to tilgange til skitsering og virkeliggørelse. Selv hendes skæveste ideer har altid en funktionel kerne i overensstemmelse med den moderne dagligdag.
Hendes Mikado-thebord er sjovt, nemt at stille væk og uden videre samle igen, med tre skråtstillede pinde-ben gennem hullerne i den runde bordplade. Delikat udført og detaljeret og nemt også at emballere til fabriksmæssig forsendelse.
Og selvfølgelig er hendes solidt støbte plastic-brødbakke med skrå flet-efterligninger ikke nogen designmæssig doktordisputats. Men den er fristende at række ud efter, fordi den er stram i udtrykket.
Udfordringer
Cecilie Manz, der er ud af keramikerfamilie, vil som kurator angiveligt tage afsæt i kvalitet, funktionalitet og materialitet. For:
»Vi har i Norden været kendt for vores tårnhøje brugsværdi, visuelle ydmyghed, materialefornemmelse og enkle rene æstetik. Nu, hvor overflodsbølgen er stilnet lidt af, kan vi måske genfinde og dyrke nogle af de grundlæggende værdier for vores virke for de er stadig mere end aktuelle.« Men:
»De udsagn skal udfordres på intelligent, legende og seriøs vis af udstillerne!« tilføjer hun i Danish Crafts pressemeddelelse.
