Læsetid: 3 min.

Det smukkeste paradoks

Det legendariske avantgarderockband Einstürzende Neubauten fylder 30 år. Gruppen er kendt for sin eksperimenterende elektroniske musik og vilde opførsel. I denne uge gæster de København
Bandet Einstürzende Neubauten har tidligere vakt opsigt i Danmark, da deres koncert i Ungdomshuset endte i kaos. Forhåbentlig ender det ikke så galt, når de indtager København torsdag og fredag.

Bandet Einstürzende Neubauten har tidligere vakt opsigt i Danmark, da deres koncert i Ungdomshuset endte i kaos. Forhåbentlig ender det ikke så galt, når de indtager København torsdag og fredag.

Mote Sinabel

3. november 2010

Har avantgarde overhovedet en berettigelse på dagens musikscene, og hvem bærer i så fald faklen? I 30 år har et af de mest åbenlyse svar på spørgsmålet været: Einstürzende Neubauten. Det tyske orkester har kompromisløst udforsket det amorfe begreb lydkunst på en scene, som de i stigende grad har fået for sig selv.

Men i denne historie ligger også et af de talrige paradokser ved dette bands historie, for hvordan kan avantgarden blive ældre? Bandet blev født ud af kunstsammenslutningen Die Geniale Dilletanten i april 1980. Fra begyndelsen var ambitionen milevidt fra det etablerede musiklandskab; snarere var det et forsøg på at skabe et lydtapet til en fatalistisk maskinideologi, som en slags firsernes futurisme og urtidens anarkisme på én og samme tid.

Musikken var en kakofoni af støjsendere, man ikke ellers ville forbinde med musik: Byggematerialer, voldsomt industrimaskineri og en enkelt, ustemt guitar blev akkompagneret af frontfigur Blixa Bargelds ekstreme og skræmmende primalskrig. Bandets debutplade, den isnende krampe Kollaps, blev således indspillet som kassettebånd i en bropille til en motorvej, hvor rummet, en stålforet skakt, agerede både instrument og klangbund.

Fra Ungdomshus til U2

Nick Cave, som få år senere tog Bargeld med i sit band, hvor han var fast medlem i 20 år, så dem første gang på hollandsk tv i 1981, og har beskrevet oplevelsen af ham som 'et voksent menneske med en stemme som et døende barn'.

Dette målrettede angreb på hele ideen om musik og det fortsatte eksperiment med mennesket i maskinen fortsatte op gennem firserne, hvor gruppen, trods et voksende fokus på rytmiske moduler, stadig teede sig som et vildt dyr i bur.

Flere af gruppens koncerter udviklede sig til deciderede skandaler, heriblandt en nu berømt koncert på Ungdomshuset i København i 1986, hvor bandet, efter at have skabt tumult ved at bore i scenegulvet med en tryklufthammer, blev jaget ud, og fik stjålet maskinen.

Et vendepunkt i gruppens udtryk kom i 1991, hvor de fandt ny inspiration i en strammere kompositorisk stil, og hvor elektroniske instrumenter og hjælpemidler gav nye muligheder. Den kommende plade blev ikke et opgør med, men snarere en markant reform af den tidligere stil.

Her kunne historien om det ideelt utilpassede sagtens være endt, for samtidig med Bargelds succes i Caves band, fik Einstürzende Neubauten pludselig et nyt publikum, hvilket kulminerede i, at de i 1993 blev hyret som opvarmningsband for U2 (sic!), og at Bargeld i 1994 deltog i et tv-program, hvor han lavede blæksprutterisotto.

Heldigvis for verden og musikken blev hans risotto ret dårlig, og bandet røg hurtigt af plakaten, da et bandmedlem smed en metalstang efter de buh'ende U2-fans.

Støttes af donationer

Heri udstilles det centrale skisma i bandets forunderlige karriere. Et er nemlig skønheden i eksperimentets detalje, noget helt andet er dets bidende nødvendighed: Kan et band, som skabte sin egen scene som et desperat skrig, og hvis navn betyder sammenstyrtede nybygninger, i det hele taget se sig selv i spejlet som midaldrende mænd med poetiske udtryk og nuancerede refleksioner?

Svaret må stadig være ja, for trods fascinationen af elektronik og introduktionen af det spage og tyste som kontrast til det utæmmede, fastholder bandet i dag den ur-industrielle metode, der frigjorde dem fra alt det kendte, og deres sceneopsætning alene er et syn værd: Metalstænger, kompressorer og gummibånd blander sig mellem hinanden og krones af et liggende 'orgel' af meterlange plasticrør.

Fra dette mærkværdige skafot mødes en hengiven skare med det i dag modne band, som fremstår som en fortryllende hybrid mellem højmiddelalderens omrejsende barder og 90'ernes spoken word.

Paradokset fuldendes af demokratiets indtog: Siden udgivelsen af Perpetuum Mobile fra 2004 har alle bandets udgivelser været finansieret af fans, som via donationer til websiden har kunnet følge indspilningen af numrene over webcam, og haft medbestemmelse over udvalget og den endelige udformningen af pladerne.

Avantgarden er blevet et kollektiv, og alle er inviteret til at deltage, torsdag og fredag i Vega.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Til interesserede:

Ifølge Billetlugen skulle der stadig være få ledige billetter til de to arrangementer hver for sig, hvorimod dobbeltbilleterne er udsolgt.

Det kan oplyses, at kun fredagens arrangement er en regulær koncert med orkesteret.

Læs i øvrigt Klaus Lynggaards anmeldelse af bandets seneste koncert i København

Espen Fyhrie