Baggrund
Læsetid: 7 min.

Spionen der blev sparket ud i kulden

Filmatisering. Historien om Valerie Plame er historien om en kvinde, hvis job og hemmelige identitet blev ofret af en regering, som var ivrig efter at fortælle verden en historie om irakiske masseødelæggelsesvåben, der viste sig at være usand. En ny film, 'Fair Game', fortæller historien om plamegate
Kultur
25. november 2010
Valerie Plame (ovenfor), der er forhenværende CIA-agent, er omdrejningspunktet i filmen 'Fair Game', der har dansk premiere om en uge. Filmen er baseret på Plames memoirer og er en dramatisering af den omdiskuterede lækagesag fra Det Hvide Hus, og her spilles den forhenværende spion af Naomi Watts (t.v.).

Valerie Plame (ovenfor), der er forhenværende CIA-agent, er omdrejningspunktet i filmen 'Fair Game', der har dansk premiere om en uge. Filmen er baseret på Plames memoirer og er en dramatisering af den omdiskuterede lækagesag fra Det Hvide Hus, og her spilles den forhenværende spion af Naomi Watts (t.v.).

Jim Young

Valerie Elise Plame var efter alt at dømme ikke en enestående spion. Hun var en ud af mange efterretningsagenter, der havde valgt en karriere i CIA (Central Intelligence Agency, USA's centrale, eksterne efterretningstjeneste) ud fra et ønske om at tjene sit land med en klassisk patriotisk familiebaggrund som datter af en amerikansk oberstløjtnant i det amerikanske flyvevåben. Men i dag er termen 'enestående' en, man må hæfte på hendes historie. Plame er endt som en berømthed med egen Hollywood-filmatisering, og derudover et af de navne, der for altid vil blive forbundet med præsident George W. Bushs regeringstid og med de aldrig fundne masseødelæggelsesvåben, som udgjorde en central begrundelse for at starte Irak-krigen i 2004.

Ung og ambitiøs

Hvordan kunne det gå til?

Historien om Valerie Plame, født i 1963, tager sin begyndelse tilbage i 1985, hvor hun startede med at arbejde for CIA. Med to kandidatgrader - en fra London School of Economics og en fra Collège d'Europe - og efter arbejde i Athen og Bruxelles, vender den ambitiøse unge kvinde, der ud over sit modersmål både taler tysk, fransk og græsk, tilbage til CIA's hovedkvarter i Langley, Virginia i slutningen af 1990'erne.

Ved en reception hos den tyrkiske ambassadør i Washington i 1997, møder hun sin kommende mand, tidligere ambassadør Joseph C. Wilson. De to gifter sig i 1998 og slår sig ned i The Palisades, et velhaverkvarter i udkanten af den amerikanske hovedstad. I år 2000 får hun tvillinger, men efter en kort barselsorlov vender hun tilbage både til sit job som undercover agent og til sit speciale - ikkespredning af masseødelæggelsesvåben. Hun mødes med kontakter i atomindustrien og passer sit arbejde i Langley. En del af hendes arbejde er centreret om at forhindre, at Iran erhverver sig atomvåben samt at undersøge om aluminiumsbeholdere, som Irak på det tidspunkt har indkøbt, ikke bliver brugt til konstruktionen af centrifuger, der igen kunne anvendes til berigelse af uran.

Men den 14. juli 2003 slutter Valerie Plames hemmelige liv imidlertid brat, da en journalist ved Washington Post, Robert Novak, i en klumme i sin avis skriver, at Plame er medarbejder ved efterretningsagenturet.

Baggrunden for den usædvanlige outing skulle vise sig at være intet mindre end sensationel: et ønske fra de øverste dele af Bush-administrationen om hævn over Plames mand, som regeringen (i øvrigt vel vidende, at den tidligere ambassadør var demokrat) året før havde sendt til Niger på en otte-dages rejse for at finde ud af, om landet havde forsøgt at sælge yellowcake (der kan bruges til at fremstille beriget uran til fremstilling af atomvåben, red.) til Irak.

En fejlagtig påstand, der kommer fra italienske efterretningskilder, og som Wilson - efter sin fact-finding tur afviser som 'en fabrikation'. Men som ikke desto mindre alligevel året efter havner i George Bushs tale til den amerikanske nation.

Rapporten, der døde

Hvordan havner påstanden om salget af nigeriansk yellowcake til Irak i talen, når nu Wilson - der er sendt ud af CIA på foranledning af den daværende vicepræsident Dick Cheney - afviser handlen?

Det er aldrig blevet fuldt belyst, men det står klart, at CIA den 9. marts 2002 sender en rapport til Det Hvide Hus, hvor agenturet i en opsummering af Wilsons rapport konkluderer at 'Niger-historien' sandsynligvis ikke holder vand. Syv måneder senere vedtager både Repræsentanternes Hus og det amerikanske Senat den resolution, der bemyndiger præsident Bush til at gå i krig mod Irak. Under debatten bruger flere af Kongressens politikere den begrundelse, at der eksisterer en »nuklear trussel« fra Irak og flere senatorer citerer specifikt »britiske efterretningskilder, som påstår at Irak forsøgte at købe beriget uran fra Afrika«.

I januar 2003 skriver den daværende nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice en klumme i The New York Times. Hun beskylder Irak for at »lyve« om sine »forsøg på at retfærdiggøre eller forklare Iraks forsøg på at skaffe sig uran fra udlandet«.

Fem dage senere siger Bush i talen til nationen, at »den britiske regering har erfaret, at Saddam Hussein for nylig har forsøgt at indkøbe et betydeligt kvantum uran fra Afrika«. Præsidenten nævner ikke, at CIA i sin indrapportering har sat spørgsmålstegn ved påstanden.

Imidlertid nævner USA's daværende udenrigsminister, Colin Powell, i en tale til FN måneden efter ikke påstanden med et ord. Senere har Powell til flere amerikanske medier forklaret, at han »ikke mente at beviserne var stærke nok til at blive lagt frem for resten af verden«. 7. marts - to uger før Irak-krigen starter - erklærer formanden for FN's internationale atomenergiagentur, Mohamed ElBaradei i et møde med FN's Sikkerhedsråd, at påstanden om forsøget på indkøb af beriget uran fra Niger er baseret på »forfalskede dokumenter«.

Undskyldningen fra Det Hvide Hus

Her kunne historien være sluttet. Men det gør den ikke. Fire måneder senere, den 6. juli, lægger Wilson kortene på bordet. I en harmdirrende klumme i The New York Times afslører den pensionerede ambassadør, at det er ham, der har besøgt Niger og at Bush-regeringen har »fordrejet« efterretningerne for at »overdrive truslen fra Irak«. Dagen efter erkender Det Hvide Hus, at påstanden om forsøget på indkøb af beriget uran, ikke »burde have været brugt« i præsidentens tale til nationen.

Samme dag tager Colin Powell på en rejse til Afrika med Bush, og modtager på Air Force One en briefing om, at Wilsons hustru, Valerie Plame, er CIA-agent, og at hun kan have været involveret i udvælgelsen af Wilson som udsending. Herefter går tingene stærkt. Få dage efter, den 8. juli, diskuterer Bushs chefkommunikationsrådgiver, Karl Rove, Wilsons tur med Robert Novak. Her kommer Valerie Plames navn og job op. Samme dag diskuterer Rove også Wilsons rejse og Plames mulige rolle i beslutningen om at sende ham til Niger med en journalist ved Time Magazine, Matthew Cooper. Og samme dag påtager den daværende direktør for CIA, George Tenet, sig offentligt ansvaret for, at Bushs tale indeholdt Niger-påstanden, og undskylder.

Han siger, at CIA var under pres fra regeringens nationale sikkerhedsråd. Rådet siger senere samme uge, at det havde »glemt« at CIA havde taget afstand fra påstanden om det nigerianske uran.

En rasende ægtemand

Og 14. juli udkommer Novaks klumme så i Washington Post. Her skriver han, at »to højtstående medarbejdere i administrationen har fortalt mig, at det var Wilsons hustru, Valerie Plame, en operationel officer i CIA med speciale i masseødelæggelsesvåben, der foreslog, at Wilson skulle sendes til Niger for at undersøge påstanden om de irakiske indkøb«.

Wilson er rasende over påstanden og kalder beskyldningerne mod Plame for bullshit. Time Magazine dækker hele affæren intenst, og antyder, at regeringen er på »hævntogt« mod Wilson. To måneder senere, i september, meddeler Justitsministeriet Det Hvide Hus, at det har besluttet sig for at indlede en officiel undersøgelse af, hvem det er, der har ansvaret for den ulovlige læk af Plames navn til medierne. Det Hvide Hus meddeler via præsidentens talsmand, at »ingen i eller omkring Det Hvide Hus« har lækket Plames navn til »nogen journalister«.

Undersøgelsen tager tid. Men i marts 2004, under et pressemøde ved afslutningen af et G8-møde svarer præsident Bush imidlertid uden tøven og bekræftende på et spørgsmål fra en journalist om, hvorvidt han »står ved sit løfte« om at »fyre enhver, der bliver fundet ansvarlig for at have lækket CIA-agent Plames navn«.

»Ja,« lyder det fra præsidenten.

I efteråret 2005 vidner to journalister fra Time Magazine og The New York Times i sagen og indvilger i at afsløre deres kilder. Begge efter at have fået tilladelse fra kilderne selv. Kilderne viser sig at være Karl Rove samt vicepræsident Dick Cheneys stabschef, Lewis Libby. Der rejses imidlertid kun sag mod Libby, der i oktober følgelig tager sin afsked som stabschef for Cheney.

Libby bliver i 2007 dømt til fængsel både for at have løjet for retten om sin rolle i udhængningen af Plame samt for at forsøge at forhindre opklaringen af sagen. Han skal også betale en betydelig erstatning til Plame, der har sagt op fra CIA.

Ingen hjælp fra Obama

Ifølge et væld af kilder, og senest bekræftet i George W. Bushs nye memoirer, Decision Points, tilgiver Dick Cheney aldrig præsidenten, at denne ikke beslutter sig for helt at frikende Libby gennem et præsidentielt dekret. Men det gør Bush ikke. Han eftergiver godt nok Libby fængselsdommen, fordi den efter præsidentens mening er »ude af proportioner« men selve skyldsspørgsmålet vil han ikke omstøde.

»Du har efterladt en soldat på marken,« lyder det fra vicepræsidenten i et opgør mellem de to.

Valerie Plames karriere er forbi, ligesom hendes ægteskab også er sat under et betydeligt pres. Da hun senere beslutter sig for at sagsøge Bush-regeringen og specifikt Cheney, bliver hun afvist; en beslutning, Obama-regeringen har fastholdt til ægteparrets enorme skuffelse.

At forløbet senere har ført til offentliggørelsen af en erindringsbog, der igen har ført til Hollywood-filmen Fair Game, ser ud til at være den eneste måde, Plame, kan få sin hævn på. I et interview med magasinet Vanity Fair i forrige uge siger hun, at hun længe var »i chok over at blive nævnt offentligt«, og at det også var hårdt personligt, at indse at »regeringen politiserede efterretningstjenesternes arbejde, som de gjorde«:

»Når du arbejder for CIA som diplomat eller for militæret, arbejder du ikke som demokrat eller republikaner. Du tjener dit land som amerikaner uanset personlige eller politiske holdninger ... Jeg var fokuseret på at være med til at køre en effektiv og sikker operation for at forstå karakteren af det påståede irakiske program for udviklingen af masseødelæggelsesvåben. Udenrigsminister Powells FN-tale var et vendepunkt for mig; det var der, jeg fandt ud af, at regeringens retorik ikke passede sammen med de efterretninger, vi havde - og det var en smertefuld oplevelse for mig. Hvis ikke alt dette var sket, havde jeg fortsat været i gang med det, der er min dybt passionerede interesse: ikkespredning af masseødelæggelsesvåben og at sørge for at the bad guys ikke anskaffer sig en atombombe.«

Fair Game har premiere torsdag den 2. december og anmeldes her i avisen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her