Det er en stor glæde at skulle motivere, at Jan Sonnergaard får Jytte Borberg Prisen 2010 for sin roman Atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. >
Det er femte gang, prisen uddeles. Den blev uddelt første gang af Jytte Borberg selv i 2006. Hun havde den smukke tanke, at hun ville give nogle yngre forfatterkolleger en anerkendelse og opmuntring i deres fortsatte forfattervirke. >
Atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom passer fint ind i Borberg Prisens perlerække af romanværker, der har det til fælles, at de foruden at være romaner - også er kunstværker. Prisen er på den måde med til at markere litteraturen som kunstnerisk udtryksform og pege på, at en betydelig del af den flimrende strøm af bogudgivelser på markedet er lysende eksempler på, at litteraturen som kunstart gør sig gældende på omgangshøjde med de øvrige kunstarter.
Atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom fylder meget mere og er en meget større roman end sine 247 sider. Romanen er et komplekst og sindrigt bygningsværk med mange betydningslag og handlingstråde, der griber ind i hinanden. Man kommer langt omkring i umage mentale og sociale landskaber, bundet sammen af det skrapt tegnede 80'er-billede og katastrofestemningen dengang. Læseren fornemmer fra begyndelsen, at det kun kan gå grueligt galt. Alligevel kommer det som et chok, da det bliver klart, at forfatteren virkelig har til hensigt at slippe atomkrigen løs. Og så på den snigende måde det går op for én i forbindelse med en af personernes selvmordsforberedelser hen mod slutningen. Man tror selvfølgelig, at det er på grund af en livstruende kræftsygdom eller en van-ærende konkurs, men nej, grunden er, at Gustav, en af fædrene til romanens fortabte ungdom, ikke ønsker at gennemleve atomkrigens rædsler.
Læseren slipper til gengæld ikke for det store glimt efterfulgt af askeskyens radioaktive mørke. Og her i mørket henvender fortællerstemmen sig direkte til os sagesløse læsere med et generøst tilbud om en foreløbig frist før den endelige udslettelse: et nanosekund i en tidslommes parallelverden, en lille utopisk evighed. >
Og det er her, romanens alvor kommer ind. Forfatteren har noget vigtigt at sige os. Han har påtaget sig den opgave at minde os om lige netop det, vi så gerne vil se bort fra og fortrænge, nemlig at Ragnarok og verdens undergang ikke længere blot kan betragtes som en spektakulær myte, der går igen i mange kulturer. Med spaltningen af atomet og udviklingen af atombomben er apokalypsen blevet en videnskabelig, dvs. menneskeskabt mulighed. Vi har overhalet guderne indenom og kan gennemføre vores eget hjemmelavede ragnarok. Forfatteren vil minde os om, hvem vi er: I skikkelse af krigsgale generaler og skruppelløse politikere. Han vil minde os om, at i 80'erne begyndte nedtællingen til nutiden og den moralske deroute og opløsning, vi befinder os i lige nu, i verden af i dag. I den forstand lever vi stadigvæk i Sonner- gaards 80'ere - bare i en langt værre udgave.
Dødstrompeter
Allerede det første billede i romanen anslår den ildevars-lende stemning. Sorte fugle flyver forvildede og paniske op i spredt fægtning. Skolebranden, den solide samfundsinstitution går op i flammer. Tingene er ikke, hvad de giver sig ud for at være. Efter Hiroshima er virkeligheden blevet en upålidelig størrelse, og som det hedder et sted: »Det mest sikre var, at alting var ekstremt usikkert«. Senere i romanen dukker en anden slags fugle op på himlen i John Cales sang om »store sorte metalfugle (der) vil komme forbi og brænde alle børnenes hud blå«.
Romanens handlingsforløb er akkompagneret af 'dødstrompeter' og 'grav-saxofoner'. Kapitlerne er indrammet af citater fra tidens musikscene med dens sorte sange om megadød og kernefusion, generalers sorte heksemesser og Hitler og Mussolini, der får sig en heftig svingom med Jesus. Tilsammen gestalter disse æstetiske greb periodens klangbund, som romanens persongalleri handler ud fra og reagerer voldsomt/voldeligt på.
Personerne er romanens smertepunkt. Det er dem, det gør ondt på. De bevæger sig fra starten på en gyngende sump af usikkerhed. De er No Future-generationen. »Alt er ligegyldigt, bomben kan falde i morgen«. »Fyr den af nu«. Romanens to markante grupperinger: yuppierne og punkerne/bz'erne har hver deres sociale og politiske markører. De er hinandens spejlbillede, rig og fattig sat i relief, radikale venstrefløjsanarkister sat over for afstumpede pengepugere med højreekstremistiske tilbøjeligheder. De to grupper på hver sin yderfløj reagerer på de samme tidstypiske præmisser og efter det samme rationale: »Her skal handles, ikke tænkes«. På den ene side skal der købes og sælges: tomme selskaber og pantebrevsarrangementer, og på den anden skal der afbrændes McDonalds-restauranter. >
Et af romanens højdepunkter er mødet mellem repræsentanter for de to grupper. Det foregår i en af handlingens centrale locations: Café Victor, hvor en punker stiller sig op i caféens vindue og spiser en lort og straks bliver inviteret indenfor, hvorpå nogle af gæsterne forlader etablissementet i protest mod, at grænserne mellem høj og lav i den grad nedbrydes, og samfundsværdierne dermed sættes over styr. Der må som bekendt være grænser, så enhver kan kende sin plads og blive dér. Løjerne fortsætter i endnu et højdepunkt: den totale fest i jet- setvillaen nordpå, hvor der hersker, hvad man kunne kalde en 'heftig morskabs gru'.
I en kort underspillet scene ved det kaotiske opbrud, hvor festfolket drager videre til nye jagtmarker, er tiden er inde til, at den naturlige grænsedragning mellem dem, der har, og dem, der ikke har, genetableres. Den generte punker, festens askepot, er blevet dårlig af al den sprut og coke, han har fået hældt i sig og beder om et lift ind til byen. Svaret falder prompte. Det kontante, sadistiske »Nej, da« ophæver den falske forbrødring på Café Victor. Med denne lille, vellystige ondskab afslører parve-nuen sit flokinstinkt og foragt for alt, hvad der bevæger sig uden for rigmandsreservatet.
Forkrøblet offer
Romanen skildrer mennesket som et socialt dyr, der for alt i verden vil høre til flokken, for enhver pris være inde i varmen og undgå den ensomhed og kulde, der lurer udenfor. Bag sminken og forklædningerne, bag punkpjalterne og Hugo Boss-uniformerne, bag de radikale kampråb på den ene side og den militante grådighed på den anden, er personerne hver for sig, som individer, hjerteskærende sårbare og udsatte. Det gælder ikke mindst romanens mest tragiske figur, Anne Mette med snitsårene op ad armene. Pigen, der vil være 'ingen' og ikke kan lide sig selv og derfor opfordrer mændene til gøre med hende, hvad de vil.
Og det gælder selvfølgelig hovedpersonen, Vilhelm Funk, med en opvækst som forkrøblet offer for farens psykiske og fysiske tortur, og det gælder Iben, den kvindelige hovedperson. En usikker, skrøbelig overklassepige med psykiske problemer.
»I stedet for kærlighed får man mad, og når man er voksen, får man vin«, slår romanens melankolske stemme fast helt fra starten. Rigdommen, overfloden, fester, sex og coke kan ikke kompensere for kærlighedens fravær. Ingen af de to hovedpersoner hører til nogen steder. De svæver ud og ind af fortællingen og holder sammen på trådene. >
Hen imod slutningen trækkes disse to sarte eksistenser ind i fortællingens centrum, hvor de begge etableres i en slags faste forhold. Vilhelm danner til sin egen forundring par med den hårdkogte femme fatale Tina og Iben med Axel, opkomlingen fra provinsen, der spiller klovn i hovedstaden i et mislykket forsøg på at spise kirsebær med de store. Hans karakter er en rammende skildring af, at misundelse er kilden til ondskab. I det hele taget er Vilhelm Funks forfatter en stor menneskeskildrer - helt ned i de mindste små, præcise detaljer og iagttagelser.
Romanens jeg-fortæller har et mystisk/melankolsk nærvær igennem hele romanen, hvor han lever sit eget korte liv og dør allerede på side 57. Han dør af ensomhed og ulykkelig kærlighed til Iben: »Sådan set lignede vi et par«, er det nærmeste, han kan komme hende. Fortællerens fysiske endeligt sørger en urobetjent for med nogle velanbragte knippelslag ved en af periodens mange voldelige opgør mellem politiet og bz'erne. Forfatteren er så fræk at lade sin mandlige og kvindelige hovedperson besøge sin grav på Vestre Kirkegård, hvor de lægger en rose, som var det den naturligste ting i verden, hvilket det også lykkes - med en suveræn kunstnerisk distance - at overbevise læseren om. >
Fortællerstemmen er med os hele vejen lige til jordens undergang. Denne karakteristiske, powerfulde, bevægende sonnergaardske stemme lever videre - ikke som en røst fra graven, snarere som en allestedsnærværende luftånd, der trænger ind i alle kroge og afkroge og med en blufærdig ømhed stryger personerne over kinden, tørrer en tåre væk og retter lidt på et slips. Fortælleren har en egen tilbageholdt kærlighed til sine personer og svøber dem ind i en nænsomhed, som var de af glas. >
Kyniske svirp
Men ømheden dækker kun en del af persongalleriet - »tag endelig ikke fejl af det«, som romanens sidste sætning lyder. Sympatier og antipatier deles ud med hård hånd. Ingen stryges ved hårene. Alle gennemlyses og gennemskues med radioaktiv klarhed af forfatterens røntgenblik. Krabasken svinges især over de pengegriske nouveaux riches, der tænder cigarerne med tusindkronesedler, bagmændene og deres kasinotænkning. En af hovedfigurerne i yuppie-lejren, dj'en og storpusheren Strudesen, får da også sin straf, da han møder sine overmænd fra Hells Angels. Han efterlades ved slutningen helt afklædt og nede på knæ, helt menneskelig. Her er tale om en parvenus storhed og fald i al sin nådesløshed.
Strudesen-figuren - og for den sags skyld også Axel, provinsopkomlingen - er typiske gengangere fra de store, klassiske realister som Balzac og Herman Bang. Historien gentager sig som bekendt. Kapitalismens økonomiske kriser og opsving bytter plads i én uendelig kæderektion, kun afbrudt af krige. I Vilhelm Funks 80'ere er det atomkrigen, der står for døren. >
Det er ikke tilfældigt, jeg nævner Herman Bang. Atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom har tematiske paralleller til Herman Bangs Stuk fra 1880'erne: kasino-kapitalismen, den økonomiske spekulation, gullasch-stemningen og glitteret på de københavnske caféer, dekadencen og excesserne. Men først og fremmest har Vilhelm Funk stilistiske træk tilfælles med Herman Bang - særlig i fest- og Café Victor-kapitlerne. Den knappe betydningsbærende replikføring, det lette, vibrerende toneleje, det impressionistiske pennestrøg, de små kyniske svirp og stik, de raffinerede krydsklipninger mellem forskellige lokaliteter og fra person til person - alt sammen i en alvidende fortællers elegante koreografi. Sjældent er man som læser blevet ført så umærkeligt og så ubesværet gennem store fester og >caféselskaber med mange mennesker og utallige optrin og episoder. >
Romanen er komponeret med et stilistisk overskud og en original fortælleteknik. Dens sproglige nerve og insisterende veloplagthed er ikke kommet ned fra himlen eller blevet rystet ud af ærmet, men er derimod resultatet af hårdt, kunstnerisk arbejde. Det koster blod, sved og tårer at få så meget liv ned på siderne og komme op i de omdrejninger som Atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom bevæger sig i. Her er ikke tale om glat perfektionisme eller formfuldendt æstetisk skønmaleri, men om en levende tekst, der gestalter levende mennesker og giver os et dybtgående indblik i den tid, vi lever i. Med andre ord: Sonnergaards Vilhelm Funk hører til i den moderne romans Master Class.
