Taberne er dem, der bliver tilbage

Med 'Sæt Asta fri' har Hans Otto Jørgensen udgivet sin tredje roman i år. Den produktive forfatter er rundet af det samme Udkantsdanmark, som han med stor indlevelse beskriver i sine bøger. Lader vi falde, hvad ikke kan stå, bliver vi hjerteløse, siger han
Symbol. Sallingsundbroen spiller en helt særlig rolle i Hans Otto Jørgensens seneste roman, 'Sæt Asta fri'. Ikke så få ulykkelige nordjyder er gennem tiden sprunget ud fra den betonarmerede bjælkebro, der forbinder Salling med Mors, men i Hans Otto Jørgensens version er broen samtidig en metafor for den åreladning af ressourcer, der har ramt samtlige udkantsområder i Danmark de senere år. Bogen er den tredje i Hans Otto Jørgensens selvbiografiske romanserie, som begyndte med 'Hestenes øjne' i 2008.

Symbol. Sallingsundbroen spiller en helt særlig rolle i Hans Otto Jørgensens seneste roman, 'Sæt Asta fri'. Ikke så få ulykkelige nordjyder er gennem tiden sprunget ud fra den betonarmerede bjælkebro, der forbinder Salling med Mors, men i Hans Otto Jørgensens version er broen samtidig en metafor for den åreladning af ressourcer, der har ramt samtlige udkantsområder i Danmark de senere år. Bogen er den tredje i Hans Otto Jørgensens selvbiografiske romanserie, som begyndte med 'Hestenes øjne' i 2008.

Sigrid Nygaard
5. november 2010

Jeg har taget en halvtredskroneseddel med til interviewet med Hans Otto Jørgensen. Ikke fordi jeg skylder ham penge eller håber at kunne slå en handel af, men fordi Sallingsundbroen, som pryder den lilla seddel, spiller en helt særlig rolle i hans seneste roman. Ikke så få ulykkelige nordjyder er gennem tiden sprunget ud fra den be-tonarmerede bjælkebro, der forbinder Salling med Mors, men i Hans Otto Jørgensens version er broen samtidig en metafor for den åreladning af ressourcer, der har ramt samtlige udkantsområder i Danmark de senere år.

»Jeg snakkede på et tidspunkt med en bankmand i Morsø Sparekasse og spurgte ham, hvad Sallingsundbroen havde betydet for Mors,« fortæller Hans Otto Jørgensen over en kop dampende varm kaffe i arbejdsværelset i København.

»Han svarede, at broen desværre kun vendte den ene vej. Alle værdier er kørt væk fra det, man nu har fundet ud af at kalde Udkantsdanmark, og det gælder ikke mindst alt, hvad der har et intellektuelt og uddannelsesmæssigt potentiale. Taberne er dem, som bliver tilbage og ikke kan finde ud af at komme af sted, fordi de enten ikke har evnerne, eller fordi lykken bare ikke er med dem.«

Udkantsdanmark er et gennemgående motiv og tema i Hans Otto Jørgensens selvbiografiske romanserie, som begyndte med Hestenes øjne (2008), blev videreført med The Factory (2009), og som Sæt Asta fri nu udvider med et bind.

Hans Otto Jørgensen er selv født og opvokset i Vile ved Salling - på den forkerte side af broen. Med sin prosa forsøger han at tilbyde et andet blik på de oversete landdistrikter end det, der gives af københavnske middelklassejournalister på gennemrejse i provinsen.

»Når man taler om Udkantsdanmark, er det som om, man kun ser det fra fugleperspektiv. Men når man går en tur på kirkegården i Glyngøre, får man hurtigt et andet billede. Mange af dem, som ligger her, er ikke fyldt 45, og dødsårsagerne er ofte enten selvmord eller druk. Sådan er det simpelthen.«

- Hvem henvender du dig til med bogen?

»Jeg synes, jeg siden min allerførste bog har forsøgt at fortælle, hvordan det ser ud i Udkantsdanmark, og hvad proletariseringen af hele bondekulturen har ført til. Det er jo en kolossal omvæltning, som har fundet sted på meget kort tid. Fra 1960-1990 afviklede man hele agrarkulturen. Det opfatter jeg som en meget stor ulykke, der i vid udstrækning svarer til afviklingen af fangerkulturen på Grønland.«

Langt hjemmefra

Hans Otto Jørgensen sidder i sit arbejdsværelse i lejligheden på Østerbro og taler. Han er iført cowboybukser, sort jakke og hvid skjorte, skægget er daggammelt og håret en anelse forsovet. På en kommode står en udstoppet fugl, bag ham en briks, han kan lægge sig på, når hovedet trænger til hvile. Langs væggene bogreoler, og i det ene hjørne et bord med en bærbar computer og en særlig ergonomisk kontorstol. Der er langt fra lejligheden i København til barndomshjemmet i Salling. Både kulturelt, geografisk og mentalt. Hans Otto Jørgensen har flyttet sig. Men i sine bøger bliver han ved med at vende tilbage til sit eget udgangspunkt.

- Din konsekvente insisteren på at dykke ned i dit eget ophav og skrive om det igen og igen er efterhånden blevet monumental. Føler du nærmest, det er din pligt at gøre det?

»Ja, det gør jeg. Jeg synes, jeg har nogle talenter og ressourcer, som så mange ikke har, og derfor er det min pligt at gøre opmærksom på, hvordan der ser ud dér, hvor det ikke er så sjovt at være.«

- Hvordan kan du blive ved med at finde motivationen?

»Fordi jeg hele tiden bliver overrasket over, hvor voldsom udviklingen på landet har været - og fortsætter med at være. Nu har Vestas lige fyret 3.000 mennesker på fabrikker i områder, hvor der ikke er for mange arbejdspladser i forvejen. I Glyngøre lukkede de to største virksomheder, Bodilsen og Jamo, allerede for et par år siden. Byen bliver affolket, og den skole, som før kunne samle en frygtelig masse børn, har nu kun til og med syvende klasse. Jeg tror faktisk, det er så dårligt. som det nogensinde har været.«

- Nogen vil mene, man skal lade falde, hvad ikke kan stå?

»Ja, men hver gang vi lader noget falde, som ikke kan stå, går det ud over en hel masse mennesker, og ... «

Han stopper sig selv og holder en lang pause.

»Man bliver hjerteløs af det.«

Arbejdsraseri

Hans Otto Jørgensen er vant til at arbejde hårdt. Det ligger i hans kulturelle dna, at det er sådan, man gør. Hvad enten man er i stalden for at malke køer, i marken for at høste roer eller foran sin computer i færd med at skrive på den næste roman: Man knokler, til man er træt og ikke har mere at give af. Eller som hovedpersonen i Sæt Asta fri formulerer det:

»Hvis jeg ikke arbejder, føler jeg mig som et dårligt menneske, uværdig til livet.«

Det er også sådan, Hans Otto Jørgensens har det.

»Jeg arbejder hele tiden. Det kunne aldrig falde mig ind at spilde min tid på at sidde på cafeer og spise brunch,« siger han.

Forfatterens bugnende bagkatalog er et vidnesbyrd om, at den høje arbejdsmoral bærer frugt. Siden hans debut i 1989 er det blevet til i alt 35 værker. I gennemsnit mere end halvanden bog om året. Og i år har han overgået sig selv med foreløbig hele tre romaner og en enkelt illustreret børnebog. En imponerende kraftpræstation, som for nylig fik Informations anmelder Kamilla Löfström til at stille det rimelige spørgsmål:

»Hvordan er det overhovedet muligt at skrive så meget?«

Svaret er flid og virkelyst. Værdier lige så gamle som den protestantiske bondekultur, Hans Otto Jørgensen selv er født ind i og rundet af.

»Ethvert arbejde står sig ved flid, og det gør arbejdet med kunst også. Jeg tror ikke, man får noget ud af at sætte sig hen i et hjørne og tænke dybe tanker. Det bliver som regel til ingenting. Det er i det praktiske arbejde, at der for alvor kommer noget til syne. Hvis man ikke arbejder nok, bliver det simpelthen for tyndbenet,« siger han.

»Per Kirkeby har også altid arbejdet helt vanvittigt meget,« fortsætter han, »og det kan man se i hans billeder. I filmen Vinterbillede siger han, at arbejdet først for alvor begynder, når kompositionen har samlet sig, og det hele ser pænt ud. At lave et pænt billede er ingen sag, det svære er at lave et grimt. Det skal man huske, for ellers bliver man hurtigt for tilfreds med sig selv, og så er det, man får de der tyndbenede værker.«

Familiens svaghed

- Er det også sådan, du selv arbejder?

»Ja! Da jeg havde skrevet Hestenes øjne, som mange var glade for, kunne jeg jo sagtens have stillet mig tilfreds med det. Men så tænkte jeg: 'Nej, fandeme! De skal også have noget andet, som taler et helt andet sted fra, og som ikke er så lækkert'. Jeg prøver hele tiden på at få tingene frem fra mange forskellige sider. Og det eneste sted, det kan lade sig gøre, er i arbejdet. Det kan godt være, man kan sidde og tale om tingene, men det kommer der ikke noget ud af. Det bliver bare noget fis, fordi man ikke gider tage hverken sig selv eller sit arbejde alvorligt.«

Hans Otto Jørgensen sidder anstrengt på stolen med hænderne støttende på kanten af sædet, som om han prøver at holde sig selv fikseret.

»Jeg må lige op og stå engang,« siger han undskyldende og rejser sig.

På latin kaldes sygdommen osteoporose. På dansk knogleskørhed. I praksis er det ryggen, den er gal med. En familiesvaghed, der er gået i arv fra både hans far og bedstefar, og som kræver daglige doser af stærk medicin for at holdes i ave. For tiden lægger sygdommen en dæmper på hans produktivitet.

»Jeg er slet ikke i stand til at arbejde, som jeg gjorde for bare et år siden, da Asta blev færdig. Men det gider jeg ikke snakke om,« slår han fast med en bestemt mine.

-Men hvordan føles det ikke at kunne arbejde, når man har en arbejdsmoral som din?

»Det ved jeg ikke rigtig endnu. Jeg synes ikke, jeg har et tilstrækkeligt erfaringsgrundlag til at kunne sige noget om det. Men det sidste halve år er det blevet bedre, og jeg håber, det snart bliver godt igen.

- Så du kan komme i gang med at arbejde?

»Ja, jeg behøver ikke lave lige så meget, som jeg har gjort, men det ville være rart, hvis jeg ikke havde så ondt hele tiden,« siger han og lader med sit blik forstå, at emnet hermed er uddebatteret.

Patriarkens død

Sæt Asta fri bevæger sig ikke kun i cirkler omkring Vile, men pendler samtidig frit mellem forskellige episoder og årtier i forfatterens liv. Fra stalden på gården til kibbutzen i Israel, Murens fald i Berlin, kunstudstillinger i København og kollektiver på landet. Kronologien er sprængt og den røde tråd klippet over. Men centralt i fortællingen står faderens død, som både indleder og afslutter romanen.

»Jeg har tidligere skrevet beklagende om patriarkens død. Men i den her bog har jeg valgt at se den som en meget stor befrielse for både moderen og sønnen,« siger han.

»Helt frem til min mors tid blev kvinder på landet på det nærmeste handlet med. Det eneste, de skulle, var at agere fødemaskiner for slægten. De fik deres navn udraderet og blev sat til at tjene manden og hans slægt fuldstændig betingelsesløst,« siger Hans Otto Jørgensen.

I romanen skildrer han faderens død som lige dele frygtelig og frisættende.

»Man får altid at vide, at det er så vigtigt, man forsoner sig med patriarkens død, men det er ikke sikkert, at det altid er forsoning, man måtte efterstræbe. Der kan være ting i tilværelsen, som er så urimelige, at man ikke nødvendigvis skal forsone sig med dem. Måske skal man i stedet bære den smerte, de har afstedkommet. For det kan være den smerte, man bedst lever videre på - i stedet for resignation og forsoning.«

Et idiotisk spørgsmål

»Jeg opdager, at sproget vil mig det godt,« bekender hovedpersonen et andet sted i romanen. Sproget har også gjort Hans Otto Jørgensen det godt, fortæller han. Det er for ham »en måde at ånde på«. Men det er også mere end det.

»For det er samtidig en mulighed for at lave nogle litterære værker, der har en absolut skønhed. Det er smukt, når strukturen og kompositionen er velsmurt, det er den absolut største tilfredsstillelse for mig,« siger han.

- Hvad er det for en følelse?

Hans Otto Jørgensen sukker dybt, som om spørgsmålet har forvoldt ham mere smerte, end de skøre knogler i kroppen: »Det spørger man også håndboldspillere om! Det er fuldstændig idiotisk. Jeg fatter ikke, man kan stille sådan et spørgsmål!,« siger han og ryster på hovedet.

»Hvad hedder hun nu, hende der fra Viborg Håndboldklub,« fortsætter han, »Rikke Skov! Hun er simpelthen så vanvittig god. Al hendes træning og alle hendes mange kampe, det er det, der ligger bag, at hun kan gå op og score et vigtigt mål. Det er et årelangt arbejde og en kamp for at blive bedre og bedre og kunne tingene på helt afgørende tidspunkter. Hende kan man heller ikke bare spørge: Hvad følte du lige dér.«

- Men dermed har du jo så svaret på det alligevel?

»Jamen, så har jeg også prøvet det,« siger han.

Og smiler.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Født den 23. august 1954 i Vile i Salling og uddannet driftsleder og kvægbrugs-tekniker ved Vejlby Land-brugsskole i 1987.

Efter at have læst Karen Blixens ’En herregårds-historie’, da han gik på HF, vidste han, at han skulle væ-re forfatter, har han fortalt.
Sin debut fik han i 1989 med romanen ’Tårnet: en kærlighedshistorie’.
Han har vundet adskillige litteraturpriser, bl.a. Radioens Romanpris (2002), Landbrugets kulturpris (2005), Otto Gelsted Prisen (2007) og Kritikerprisen (2008).

Fra 2002-2009 rektor for For-fatterskolen i København. I dag underviser ved Vestjyl-lands Højskole ved Ringkø-bing. Privat bor han sammen med forfatteren Christina Hesselholdt på Østerbro i København.

’Sæt Asta fri’ er udkommet på Gyldendal og er tredje bind i en serie med erindringsstof, der også tæller ’Hestenes øjne’ (2008) og ’The Factory’ (2009).

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu