Tidens trodsige tøser

De skriver om sex, begær og trodsig kropslighed, og de gør det mere råt og direkte end deres mandlige kolleger. En af de unge forfattere er Christina Hagen. Hun er 29 år, hun er kvinde og hun er træt af den fælles konsensus om rigtig og forkert. Så langt vil hun gerne indrømme, at hun ligner flere andre unge forfatterinder netop nu: Trodsige, sprogligt direkte og tabukonfronterende. Men hun vil ikke sættes i bås:

»Selvom jeg ikke synes den tidligere litteratur beskriver sex, som jeg oplever det og taler om det med mine venner, så er der ikke tale om en påtaget attitude for at lave oprør. Sådan taler jeg. Sådan skriver jeg,« forklarer Christina Hagen, der nægter at lade sig fotografere til et fællesfoto med sine kvindelige forfatterkolleger.

»Jeg bryder mig ikke om ideen om et fællesfoto. Det kommer til at virke som om, vi er en gruppe, der strategisk har besluttet os for at skrive på en særlig måde for at gøre oprør. Sådan er det ikke«.

Christina Hagen debuterede i 2008 med novellesamlingen Sexdronning og udgav i starten af 2010 71 breve til M. Begge udgivelser har fået en del mediebevågenhed, hvor sproget b.la er kaldt »både stærkt og stærkt foruroligende« og »kvalmefremkaldende«. Men for Christina Hagen er den udadvendthed, som sproget indeholder, ikke ment som en provokation:

»Det handler ikke om, at vi er en flok perverse kvinder, der udgyder vores private fantasier. Det handler om at beskrive en seksuel undergrund, der distancerer sig mere og mere fra den uskyldige og lykkelige elskov, der ellers finder sted i bøgerne. Det forbavser mig, at så mange opfatter mine tekster som kyniske og rå. Set i forhold til medierne og hvor meget porno folk ser, undrer det mig,« siger hun.

Råt for usødet

Den holdning deler 24-årige Olga Ravn, der ud over at være digter også er anmelder: »Der er en super rå tone ude i hverdagen, som langt overgår den, der bliver fremskrevet i litteraturen. Hos mig er det en aggression, der handler om at blive fri. Fri for at være kønnet og et kort øjeblik, også fri for at kanalisere den begærede krop,« siger hun og fortsætter:

»Men også litterært, fri for forventninger. For eksempel er der mange, der spørger mig, om jeg ikke snart begynder at skrive digte, der rimer. Især hvis de er over 30 år! Det provokerer mig. Ved at hænge det beskidte vasketøj ud, gør vi op med tabuer. Nogen vil nok mene, at den diskussion er taget, men når tingene ikke forandrer sig, må man gentage de gode argumenter«.

Olga Ravn henviser til karakteristikken af de unge forfattere, som en slags nye feminister. Hun bryder sig ikke om den:

»Det er ikke et opgør med en specifik måde at være kvinde på. Det er et opgør med repræsentationen af den kønnede krop. Jeg vil gerne have læseren til at forstå, hvor vildt det er, at have den her krop. Hvordan kan man være kvinde og slippe for at gå rundt og være begæret krop - og samtidig have en seksualitet?«

Uanset om det er opfattelsen af, at poesi rimer, at litteratur skal være pæn eller at kvindelighed er lig med noget mildt og blidt, så er det fastsættelsen af bestemte dogmer, der irriterer de unge forfattere. De er simpelthen trætte af at få at vide, hvordan de skal være, forklarer Olga Ravn. Derfor gør de op med den damebladsretoucherede kropsæstetik, og gør som det passer dem:

»Det handler om at sige tingene ligeud. Et af mine favorit citater er fra Gertrude Stein: The way to say it, is to say it«.

Død over Lolita

Problemet med fællesfotoet er risikoen for at blive fastlåst i en journalistisk opfundet tendens, forklarer Christina Hagen:

»Der går ofte massepsykose i de emner, der er oppe og vende. Jeg er holdt op med at læse aviser, for jeg kan ikke holde aktualiteten ud. Fordi noget er oppe lige nu, skal vi alle sammen tale om det. Det kan gøre mig utrolig aggressiv! Jeg bliver faktisk vred, bare af at tale om det, kan jeg mærke«.

Der anes dog alligevel en svag - hvis ikke tendens - så i hvert fald hældning imod et kropsligt funderet afslørings- og afdækningsprojekt i den unge litteratur i øjeblikket. Det indrømmer Christina Hagen gerne.

I Tyskland har især to kvinder markeret sig. Da den 30-årige tv-vært og forfatter Charlotte Roches Vådområder udkom i 2008 igangsatte den sporbare kramper ned gennem det tyske mellemkød. Bogen, der handler om 18-årige Helen, som ligger på hospitalet efter en mislykket anusbarbering, åbner bevidst op for de skamfulde sider af kvindekroppen: kussefolder, blod, prutter, afføring og hæmorider.

Og da 18-årige Helene Hegemanns debutroman Axolotl Roadkill udkom i januar i år, gav også den genklang i resten af verdenspressen. Med en 16-årig hovedperson, der dyrker sex og stoffer så kroppen både fysisk og psykisk bløder af anstrengelse, er det let at tro, at der er tale om en svag og stakkels sjæl. Men intet kunne være mere forkert, har forfatteren bedyret. Det handler om, at stå uden for samfundets forventelige alfarvej. Og om selv at have valgt det.

Sårbar vrede

Romanen gik direkte ind på en femteplads på Spiegels bestsellerliste og havde i løbet af den første uge solgt 65.000 eksemplarer. Charlotte Roches Vådområder har nu i Tyskland alene solgt i næsten 1,5 mio. eksemplarer. Tendens eller ej. Der er i mere end én forstand ramt en nerve. Olga Ravn kan godt se slægtskabet, og hun er selv begejstret for flere af de unge forfatterinder. Svenske Sara Stridsbergs Darling River har på det nærmeste været en hjemmebibel, fortæller hun:

»Den bog er eddermandme vigtig. Den gør op med hele Lolita-rollen, som topmålet af kvindelig seksualitet. Darling River er vild, fordi den har et nutidigt begærsidol, som den nådesløst piller fra hinanden og bare lader rådne op.«

Pointen er, skønt et vist erkendt slægtskab, at ingen skal fortælle Olga Ravn, hvor hun hører til:

»Vi får konstant at vide, hvad vi er. Det er ret irriterende. Lige nu er jeg for eksempel en særlig kvinde, der passer ind i en særlig artikel om unge kvindelige forfattere i Information«.

Det er præcis dén problematik, flere af Olga Ravns forfatterkolleger kredser om. Ina Munch Christensen og Marie Kudahl på henholdsvis 23 og 26 år kan heller ikke se hvorfor etiketten 'Feminisme' pludselig skal presses ned over hovedet på dem, blot fordi de beskæftiger sig med kvinderoller, køn og seksualitet:

»Feminisme har en negativ klang. Ordets betydning rummer noget gammeldags fordømmende og urealistisk hadsk,« fastslår Marie Kudahl. Og sådan ser de ikke sig selv, forklarer hun. Tværtimod centrerer deres tekster sig om elimineringen af forskellen, og ikke en favorisering af ét køn frem for et andet.

»Det handler mere om ligestillingen mellem kønnene,« supplerer Ina Munch Christensen:

»Jeg arbejder f.eks med Queer teorien og en generel kritik af heteronormativiteten. Man er typisk kvinde på en bestemt måde og træder derfor meget nemt ved siden af.«

Problemet er, at der i det moderne samfund ikke er plads til afvigere:

»Anderledeshed undertrykkes på grund af samfundets opfattelse af, hvad der er normalt. Det gælder ikke kun seksualitet, men i al almindelighed,« forklarer Ina Munch Christensen, der bakkes op af Marie Kudahl:

»For nogen giver det styrke at træde ind i en allerede fastlagt rollefordeling. Men jeg tror, det er farligt at lade sig kategorisere uden tanke. Så ryger der rigtig meget selvforståelse ud af vinduet.«

Derfor er det også nødvendigt at sige tingene, som de er, mener Marie Kudahl. Hun forstår ikke, hvorfor det sprog, som hun og de andre bruger, bliver karakteriseret som kynisk, råt og ufølsomt:

»Det er et spørgsmål om at være åben overfor sine egne shortcommings. Jeg synes sproget er ærligt, frem for kynisk.« Ida Marie Hede, der i starten af året udgav sin debut Seancer, synes heller ikke, det er præcist at kalde sproget kynisk:

»Det viser jo ikke kun aggression, men er også en selvfremstilling af usikkerhed. Og det rummer stor sårbarhed,« påpeger hun.

Ifølge Ida Marie Hede kommer inspirationen især fra populærkulturen og den blotlæggelse af det private, den indeholder:

»Sproget er direkte, fordi det er personligt. Her er mit jeg! Det er sådan, det serveres. Hos mig ligger begæret nok mere i mit sprog end i beskrivelsernes psykologiske karakter. Som en sult efter at give andre fremstillinger af verden.«

Rap, hor og ord

Ida Marie Hede understreger, at der ikke er tale om en ideologisk søgen. Det er i højere grad et forsøg på at redefinere, hvad kvindeligt begær er:

»Det har været uudfoldet de sidste mange år i litteraturen. Derfor er der et behov for at køre det længere ud og over i et helt nyt spor,« fremhæver hun.

Om det præcis er det, 22-årige Asta Olivia Nordenhof gør, må være op til den enkelte at dømme. Hendes prosa handler i hvert fald meget om sex, også den orale og beskidte slags. Som når hun for eksempel på sin blog i punktform anmelder sig selv som seksualpartner. Med brugen af ordet 'luder'.

»Hvis man accepterer at tale om det kvindelige begær, må man først acceptere, at der findes et mandligt og et kvindeligt begær. For mig giver det kun mening at tale om de muligheder, som en kvinde med lyst til at have sex har for at give udtryk for den lyst i det her samfund«, forklarer hun.

På spørgsmålet om, hvem der er litterære forbilleder, svarer flere af de andre forfattere prompte: Asta Olivia Nordenhof. Fordi de synes, hun er modig. Weekendavisens Lars Bukdahl er også enig. Han har i hvert fald allerede kaldt hende »en stjerne«. Måske fordi hun i sin prosa er indbegrebet af selve det adjektiv, de alle kredser om: vild, vildere, vildest. Som i utæmmet og ustyrlig. Uberørt og uvejsom. Vild som i skør og tosset. Vild som i uden for kategori.

Asta Olivia Nordenhofs eget forbillede er rapperen Eminem: »Fordi han med sin overdrevne tegneserieæstetik tilføjer de mytologier, hans værker indskriver sig i en skingerhed, overgør dem og synliggør dem på en måde så de fremstår frastødende«.

Og netop synliggørelsen af det kvindelig begær på næsten frastødende facon, er den rå litteraturs essens, pointerer Ida Marie Hede:

»Når noget kategoriseres, bliver det neutraliseret og uskadeliggjort. Det er måske her oprøret hos os ligger: at ville være farlige, fordi vi ikke kan defineres.«

Derfor mener hun heller ikke, det er fyldestgørende, når anmeldere og journalister forsøger at karakterisere dem som feminister:

»Det kan vi slet ikke leve op til. Så er det mere dækkende at kalde os de 'vilde stemmer.«