De skriver om sex, begær og trodsig kropslighed, og de gør det mere råt og direkte end deres mandlige kolleger. En af de unge forfattere er Christina Hagen. Hun er 29 år, hun er kvinde og hun er træt af den fælles konsensus om rigtig og forkert. Så langt vil hun gerne indrømme, at hun ligner flere andre unge forfatterinder netop nu: Trodsige, sprogligt direkte og tabukonfronterende. Men hun vil ikke sættes i bås:
»Selvom jeg ikke synes den tidligere litteratur beskriver sex, som jeg oplever det og taler om det med mine venner, så er der ikke tale om en påtaget attitude for at lave oprør. Sådan taler jeg. Sådan skriver jeg,« forklarer Christina Hagen, der nægter at lade sig fotografere til et fællesfoto med sine kvindelige forfatterkolleger.
»Jeg bryder mig ikke om ideen om et fællesfoto. Det kommer til at virke som om, vi er en gruppe, der strategisk har besluttet os for at skrive på en særlig måde for at gøre oprør. Sådan er det ikke«.
Christina Hagen debuterede i 2008 med novellesamlingen Sexdronning og udgav i starten af 2010 71 breve til M. Begge udgivelser har fået en del mediebevågenhed, hvor sproget b.la er kaldt »både stærkt og stærkt foruroligende« og »kvalmefremkaldende«. Men for Christina Hagen er den udadvendthed, som sproget indeholder, ikke ment som en provokation:
»Det handler ikke om, at vi er en flok perverse kvinder, der udgyder vores private fantasier. Det handler om at beskrive en seksuel undergrund, der distancerer sig mere og mere fra den uskyldige og lykkelige elskov, der ellers finder sted i bøgerne. Det forbavser mig, at så mange opfatter mine tekster som kyniske og rå. Set i forhold til medierne og hvor meget porno folk ser, undrer det mig,« siger hun.
Råt for usødet
Den holdning deler 24-årige Olga Ravn, der ud over at være digter også er anmelder: »Der er en super rå tone ude i hverdagen, som langt overgår den, der bliver fremskrevet i litteraturen. Hos mig er det en aggression, der handler om at blive fri. Fri for at være kønnet og et kort øjeblik, også fri for at kanalisere den begærede krop,« siger hun og fortsætter:
»Men også litterært, fri for forventninger. For eksempel er der mange, der spørger mig, om jeg ikke snart begynder at skrive digte, der rimer. Især hvis de er over 30 år! Det provokerer mig. Ved at hænge det beskidte vasketøj ud, gør vi op med tabuer. Nogen vil nok mene, at den diskussion er taget, men når tingene ikke forandrer sig, må man gentage de gode argumenter«.
Olga Ravn henviser til karakteristikken af de unge forfattere, som en slags nye feminister. Hun bryder sig ikke om den:
»Det er ikke et opgør med en specifik måde at være kvinde på. Det er et opgør med repræsentationen af den kønnede krop. Jeg vil gerne have læseren til at forstå, hvor vildt det er, at have den her krop. Hvordan kan man være kvinde og slippe for at gå rundt og være begæret krop - og samtidig have en seksualitet?«
Uanset om det er opfattelsen af, at poesi rimer, at litteratur skal være pæn eller at kvindelighed er lig med noget mildt og blidt, så er det fastsættelsen af bestemte dogmer, der irriterer de unge forfattere. De er simpelthen trætte af at få at vide, hvordan de skal være, forklarer Olga Ravn. Derfor gør de op med den damebladsretoucherede kropsæstetik, og gør som det passer dem:
»Det handler om at sige tingene ligeud. Et af mine favorit citater er fra Gertrude Stein: The way to say it, is to say it«.
Død over Lolita
Problemet med fællesfotoet er risikoen for at blive fastlåst i en journalistisk opfundet tendens, forklarer Christina Hagen:
»Der går ofte massepsykose i de emner, der er oppe og vende. Jeg er holdt op med at læse aviser, for jeg kan ikke holde aktualiteten ud. Fordi noget er oppe lige nu, skal vi alle sammen tale om det. Det kan gøre mig utrolig aggressiv! Jeg bliver faktisk vred, bare af at tale om det, kan jeg mærke«.
Der anes dog alligevel en svag - hvis ikke tendens - så i hvert fald hældning imod et kropsligt funderet afslørings- og afdækningsprojekt i den unge litteratur i øjeblikket. Det indrømmer Christina Hagen gerne.
I Tyskland har især to kvinder markeret sig. Da den 30-årige tv-vært og forfatter Charlotte Roches Vådområder udkom i 2008 igangsatte den sporbare kramper ned gennem det tyske mellemkød. Bogen, der handler om 18-årige Helen, som ligger på hospitalet efter en mislykket anusbarbering, åbner bevidst op for de skamfulde sider af kvindekroppen: kussefolder, blod, prutter, afføring og hæmorider.
Og da 18-årige Helene Hegemanns debutroman Axolotl Roadkill udkom i januar i år, gav også den genklang i resten af verdenspressen. Med en 16-årig hovedperson, der dyrker sex og stoffer så kroppen både fysisk og psykisk bløder af anstrengelse, er det let at tro, at der er tale om en svag og stakkels sjæl. Men intet kunne være mere forkert, har forfatteren bedyret. Det handler om, at stå uden for samfundets forventelige alfarvej. Og om selv at have valgt det.
Sårbar vrede
Romanen gik direkte ind på en femteplads på Spiegels bestsellerliste og havde i løbet af den første uge solgt 65.000 eksemplarer. Charlotte Roches Vådområder har nu i Tyskland alene solgt i næsten 1,5 mio. eksemplarer. Tendens eller ej. Der er i mere end én forstand ramt en nerve. Olga Ravn kan godt se slægtskabet, og hun er selv begejstret for flere af de unge forfatterinder. Svenske Sara Stridsbergs Darling River har på det nærmeste været en hjemmebibel, fortæller hun:
»Den bog er eddermandme vigtig. Den gør op med hele Lolita-rollen, som topmålet af kvindelig seksualitet. Darling River er vild, fordi den har et nutidigt begærsidol, som den nådesløst piller fra hinanden og bare lader rådne op.«
Pointen er, skønt et vist erkendt slægtskab, at ingen skal fortælle Olga Ravn, hvor hun hører til:
»Vi får konstant at vide, hvad vi er. Det er ret irriterende. Lige nu er jeg for eksempel en særlig kvinde, der passer ind i en særlig artikel om unge kvindelige forfattere i Information«.
Det er præcis dén problematik, flere af Olga Ravns forfatterkolleger kredser om. Ina Munch Christensen og Marie Kudahl på henholdsvis 23 og 26 år kan heller ikke se hvorfor etiketten 'Feminisme' pludselig skal presses ned over hovedet på dem, blot fordi de beskæftiger sig med kvinderoller, køn og seksualitet:
»Feminisme har en negativ klang. Ordets betydning rummer noget gammeldags fordømmende og urealistisk hadsk,« fastslår Marie Kudahl. Og sådan ser de ikke sig selv, forklarer hun. Tværtimod centrerer deres tekster sig om elimineringen af forskellen, og ikke en favorisering af ét køn frem for et andet.
»Det handler mere om ligestillingen mellem kønnene,« supplerer Ina Munch Christensen:
»Jeg arbejder f.eks med Queer teorien og en generel kritik af heteronormativiteten. Man er typisk kvinde på en bestemt måde og træder derfor meget nemt ved siden af.«
Problemet er, at der i det moderne samfund ikke er plads til afvigere:
»Anderledeshed undertrykkes på grund af samfundets opfattelse af, hvad der er normalt. Det gælder ikke kun seksualitet, men i al almindelighed,« forklarer Ina Munch Christensen, der bakkes op af Marie Kudahl:
»For nogen giver det styrke at træde ind i en allerede fastlagt rollefordeling. Men jeg tror, det er farligt at lade sig kategorisere uden tanke. Så ryger der rigtig meget selvforståelse ud af vinduet.«
Derfor er det også nødvendigt at sige tingene, som de er, mener Marie Kudahl. Hun forstår ikke, hvorfor det sprog, som hun og de andre bruger, bliver karakteriseret som kynisk, råt og ufølsomt:
»Det er et spørgsmål om at være åben overfor sine egne shortcommings. Jeg synes sproget er ærligt, frem for kynisk.« Ida Marie Hede, der i starten af året udgav sin debut Seancer, synes heller ikke, det er præcist at kalde sproget kynisk:
»Det viser jo ikke kun aggression, men er også en selvfremstilling af usikkerhed. Og det rummer stor sårbarhed,« påpeger hun.
Ifølge Ida Marie Hede kommer inspirationen især fra populærkulturen og den blotlæggelse af det private, den indeholder:
»Sproget er direkte, fordi det er personligt. Her er mit jeg! Det er sådan, det serveres. Hos mig ligger begæret nok mere i mit sprog end i beskrivelsernes psykologiske karakter. Som en sult efter at give andre fremstillinger af verden.«
Rap, hor og ord
Ida Marie Hede understreger, at der ikke er tale om en ideologisk søgen. Det er i højere grad et forsøg på at redefinere, hvad kvindeligt begær er:
»Det har været uudfoldet de sidste mange år i litteraturen. Derfor er der et behov for at køre det længere ud og over i et helt nyt spor,« fremhæver hun.
Om det præcis er det, 22-årige Asta Olivia Nordenhof gør, må være op til den enkelte at dømme. Hendes prosa handler i hvert fald meget om sex, også den orale og beskidte slags. Som når hun for eksempel på sin blog i punktform anmelder sig selv som seksualpartner. Med brugen af ordet 'luder'.
»Hvis man accepterer at tale om det kvindelige begær, må man først acceptere, at der findes et mandligt og et kvindeligt begær. For mig giver det kun mening at tale om de muligheder, som en kvinde med lyst til at have sex har for at give udtryk for den lyst i det her samfund«, forklarer hun.
På spørgsmålet om, hvem der er litterære forbilleder, svarer flere af de andre forfattere prompte: Asta Olivia Nordenhof. Fordi de synes, hun er modig. Weekendavisens Lars Bukdahl er også enig. Han har i hvert fald allerede kaldt hende »en stjerne«. Måske fordi hun i sin prosa er indbegrebet af selve det adjektiv, de alle kredser om: vild, vildere, vildest. Som i utæmmet og ustyrlig. Uberørt og uvejsom. Vild som i skør og tosset. Vild som i uden for kategori.
Asta Olivia Nordenhofs eget forbillede er rapperen Eminem: »Fordi han med sin overdrevne tegneserieæstetik tilføjer de mytologier, hans værker indskriver sig i en skingerhed, overgør dem og synliggør dem på en måde så de fremstår frastødende«.
Og netop synliggørelsen af det kvindelig begær på næsten frastødende facon, er den rå litteraturs essens, pointerer Ida Marie Hede:
»Når noget kategoriseres, bliver det neutraliseret og uskadeliggjort. Det er måske her oprøret hos os ligger: at ville være farlige, fordi vi ikke kan defineres.«
Derfor mener hun heller ikke, det er fyldestgørende, når anmeldere og journalister forsøger at karakterisere dem som feminister:
»Det kan vi slet ikke leve op til. Så er det mere dækkende at kalde os de 'vilde stemmer.«
Dejligt der er NOGEN der flytter sig! Men hvad skér der med den sorte æstetik? Det er jo lidt ligesom at give antiautoriteten antiappel..
Ja, kan I så lade være med at snakke om jer selv. Snak om de andre ligesom os andre.
?
Jeg forstår det ikke.... Men det er vel også målet.
Desværre tændes eller forarges jeg bestemt heller ikke... særligt det sidste må være i modstrid med forfatterskabernes primære formål.
Men den lykkelige ende på historien er jo at trunterne altid har massevis af seksuelt frustrerede mandslinge, at støtte sig op af, både blandt anmeldere og læsere. Så de skal jo nok klare sig ganske udmærket...
Hmmm... Måske jeg skulle skrive noget lyrik om mine egne seksuelle udfoldelser... Jeg er sikker på jeg kan finde nogle blowjob-historier frem, med så meget tryk på frigørelse og forargelsespotentiale, at det ikke kun er personerne fra historien, der ender med en skøn blanding af gylp og snot stående ud af kæft og næse - men jeg vil jo nok bare blive betegnet som klam og mandschauvanistisk... Jo jo, der er skam stadigvæk samfundsnormer og andet skidt til, de rammer bare ikke artiklens kvindelige hovedpersoner...
Jeg synes f.eks Houellebecqs skildringer af seksuelle udskejelser er langt mere interessante fordi de er bundet op på en moraliserende pointe og en historie, der rækker ud over det seksuelle eller det abjekte.
Nu er der jo kun et lille udpluk af forfatternes (eller skal man sige forfatterindernes) tekster, men når artiklen så entydigt fokuserer på seksualitet står jeg af. Seksualitet er ganske enkelt ikke interessant nok til at stå alene.
Jeg _har_ læst 'historien om øjet' og de Sade. Queer trækker hverken fra eller til på den konto. Nu vil jeg have en større pointe.
Det er sgu lidt morsomt. Hver gang der er noget i denne her avis om kvinder der ikke bare smider sig ned på ryggen og føder en masse børn, er der en flok sure mænd der brokker sig på en ekstrem forudsigelig måde. Vi har læst jeres kommentarer før. Hvad med bare at skrive jeres navn, så ved vi hvad i mener.
Og så var det et temmelig irriterende foto. Få styr på den fotograf.
Christian
Nu ved jeg ikke om jeg skal føle mig ramt eller ej. Men for en god ordens skyld vil jeg gerne understrege min kritik ikke har noget at gøre med kvinder ikke smider sig på ryggen og føder børn. Det har mere noget at gøre med at moderne feminister åbenbart ikke har andet at byde på end opmærksomhedssøgende beretninger om deres skræv.
Ikke at der er noget som helst galt i at kvinder bygger deres kunstneriske virke op omkring kvindeligt begær og sex. Men at fremstille det som nogen større åbenbaring er sgu for studentikost til min smag... Det er jo bare ligegyldigt "se mig" ævl, skåret over samme læst som Joan Ørtings åbenbaring af hanrejsliggørelsen af hendes stakkels mand og Pernille Aalunds PR-tur med afsløring af eksmandens utroskab i næsten samme åndedrag som hun offentliggører hendes kuvøsehugst.
Men det er vel i og for sig uskadeligt nok. Jeg er bare en anelse skuffet over den litterære verdens moralske habitus. For hvad fanden ligner det, at unge kvinder i dag stort set kun kan gøre deres entre på scenen, hvis det foregår med et litterært speculum hamret op i skeden? Hvordan i alverden skal disse mennesker udvikle sig kunstnerisk? Hvad har de at fortælle, når de runder de tredie og vi alle har hørt alt om deres sexliv og begær? Skal de så til at kneppe deres læsere, for at kunne få den eftertragtede hyldest, som trodsige tøser og rising stars eller bliver de bare læsset ud til højre, så de kan vige pladsen for næste generation af litterære kneppedukker?
Hæææj Kim
Nu lyder du næsten som en rigtig vred aktivistisk feminist fra starten af 90'erne - altså en af den type, som ovennævnte yngre forfattere for Guds skyld ikke vil slås i hartkorn med, for uha uha, hvor er de farlige (for karrieren?), de der (efterhånden) gamle sure kællinger, der insisterer på ikke at blive sat til salg.
Vibeke
Nej det giver vel sig selv, at pigerne fra artiklen ikke vil slås i hartkorn med mine holdninger... Jeg er jo ikke fan ;)
Men bortset fra det kan jeg nu godt garantere dig for jeg ikke er aktivistisk feminist. Jeg synes bare tøsernes fantasier er kedelige - at de sandsynligvis holder et ret højt indhold af fiktion gør dem bestemt ikke mere interessante.
Derudover synes jeg det er trist, at det litterære parnas har så erigeret et fokus på sex og kropsvæsker. Ikke at der er noget galt med nogle af delene... bestemt overhovedet nikke nej slet ikke - jeg er stor fan af både sex og kropsvæsker. Jeg synes bare det er trist, at den unge moderne kvindelige forfatterspire mere eller mindre forventes, at skulle krænge deres vulva ud over fjæset på de forstenede meningsdannere i landet, før de kan blive noget ved musikken.
Bemærk at der er en forskel på min holdning og så en komplet afvisning af sex og begær, som interessant litterært emneområde... For min skyld kunne samtlige kvindelige forfattere fra Danmark slå sig sammen om et litterært orgie i pis, luderlege og orgasmer for min skyld. Det ville bare ærgre mig hvis jeg fik indtryk af de gjorde det fordi det var zeitgeist'en hos dørvogterne i branchen.... og det er ærligt talt lidt det indtryk jeg har af de fintskårne og portionsindpakkede skinker fra artiklen.
Kim Sørensen:
Jvf. disse tre passager:
"Derudover synes jeg det er trist, at det litterære parnas har så erigeret et fokus på sex og kropsvæsker."
"Jeg synes bare det er trist, at den unge moderne kvindelige forfatterspire mere eller mindre forventes, at skulle krænge deres vulva ud over fjæset på de forstenede meningsdannere i landet, før de kan blive noget ved musikken."
"Det ville bare ærgre mig hvis jeg fik indtryk af de gjorde det fordi det var zeitgeist’en hos dørvogterne i branchen"
kunne jeg godt tænke mig at høre, hvem/hvad det er, du specifikt refererer til. Mig bekendt hersker der ingen tvang om hvad forfatterne (både m/k) skal skrive om. Som modeksempel på det, du skriver, kunne man vel nævne forfattere som fx. Maja Lucas, Amalie Smith, Christel Wiinblad, Eva Tind Kristensen, etc, som alle har fået flere fine anmeldelser og ikke umiddelbart ser ud til at være udstødt af det litterære univers, selvom de ikke har "hamret et litterært speculum op i skeden"
Martin
At du, frelst, kan diske op med "modeksempler" ændrer ikke på min holdning - jeg beklager dybtfølt.
Men nu handler min indignation ikke om nørdede gennemgange af forlagenes nyudgivelser og dertilhørende anmeldelser. Jeg taler om en trend, jeg mener at observere, som frastøder mig. I den forbindelse kan jeg med mine egne modeksempler - eller er det teknisk set medeksempler? - som f.eks. Antologi 2010 og Hegemanns Roadkill. Det første eksempel er særligt interessant, fordi det virkeligt udstiller den trend, jeg himler op om. Her er vi nemlig så heldige, at der er tale om en "co-ed" udgivelse... Forskellen på de to køn er så at pigernes bidrag er -skal vi sige - betydeligt mere kødelige og direkte end drengenes.
Der er som sagt intet galt i at være hverken kødelig eller direkte. Det jeg studser over er bare hvorfor fanden man (ihvertfald i visse tilfælde) kan trække en rød streg mellem de to køn... Hvorfor finder flere og flere unge kvindelige forfattere det nødvendigt, at profilere sig med deres underliv (fiktivt eller ej)? Er ord som "kneppe" og "luder" mere interessante, hvis de bliver brugt af en 22-årig pige?
Svarene blafrer lidt i vinden, men artikler som denne synes jeg giver et godt hint om hvad de egentligt er. Tidens Trodsige Tøser er åbenbart synonymt med unge piger/kvinder, der skriver om pis og knep... ja så lærte man det :)
I den forbindelse kan vi jo bringe Hegemann på banen. Her skal det lige indskydes jeg er lidt "on the fence", jeg har ikke bestemt mig for om tommelfingeren skal op eller ned. Men jeg har noteret mig historien har mange ligheder, med den trend, jeg mener at se. Den europæiske litterære elite var ikke sene til at komme i en simultanorgasme over hendes værk. Men som med alle andre orgasmer holder endorfinerne ikke evigt, og elitens tidligere jernhårde begejstring er nu på ved at være erstattet med et lidt slasket lem... vi må så vente at se om der kan klemmes endnu en omgang ud af det eller om man bare ryger en smøg og ruller snorkende om på siden igen. Men hvorom alting er så er pointen at man gik i selvsving, for "hold da kæft hun er progressiv...en 16-årig, der skriver om sex og stoffer!".... Lidt efter fandt man så ud af hun havde "samplet" store dele af værket og man måtte, brødebetinget, ryger over i en "jamen hvad er den kunstneriske substans i det her så egentligt??".
Med andre ord blev man voldsomt begejstret over, hvad jeg har svært ved at beskrive som andet end en, halvlummer fascination af det unge kød istedet for hvad det rent faktisk var hun havde frembragt, af blæk på papiret.