Læsetid: 4 min.

Tryk den, når jeg er død!

Er det kujoneri, når forfattere venter til efter deres død med at lade kontroversielle erindringer udkomme? Ikke kun, mener ekspert, for det handler også om at beskytte forfatterskabet mod uønskede biografiske læsninger. Mark Twains selvbiografi udkom mandag med hundrede års forsinkelse. Villy Sørensens dagbog venter stadig på, at tiden skal blive moden
Mark Twain, hvis selvbiografi netop er udkommet, er en af de fremtrædende forfattere, der først ville have sin selvbiografi udgivet efter sin død. Han mente, at den indeholdt kompromitterende oplysninger om hans gøren og laden - og netop derfor skulle den først udgives, når han var 'død, uvidende og ligeglad'.

Mark Twain, hvis selvbiografi netop er udkommet, er en af de fremtrædende forfattere, der først ville have sin selvbiografi udgivet efter sin død. Han mente, at den indeholdt kompromitterende oplysninger om hans gøren og laden - og netop derfor skulle den først udgives, når han var 'død, uvidende og ligeglad'.

19. november 2010

I forseglede, syrefri kassetter i Håndskriftsafdelingen på Det Kongelige Bibliotek ligger Villy Sørensens efterladte dagbøger og gemmer på en hemmelighed. Før sin død skrev forfatteren et udførligt testamente, hvor han betingede sig, at dagbøgerne først måtte blive offentliggjort i 2052.

»I realiteten ved ingen, hvad der står i papirerne, bortset fra Villy Sørensen selv,« siger forskningsbibliotekar Bruno Svindborg.

»Men der må jo stå ting og sager, som han ville være helt sikker på først kom frem, når dem, han havde skrevet om og deres efterladte, var døde.«

Flere fremtrædende forfattere er i historiens løb krøbet uden om samtidens reaktioner på kontroversielle personlige optegnelser. Med hundrede års forsinkelse udkom Mark Twains efterladte selvbiografi i mandags, spækket med forbitrede personangreb og intime oplysninger om forfatterens privatliv. Oplysninger, som i samtidens øjne måske virkede stærkt kontroversielle, men som i dag synes tæt på harmløse. Tiden har gjort, hvad Mark Twain havde håbet, den ville, da han kort før sin død i 1910 afleverede sit manuskript med den besked, at det først måtte udkomme mange år senere, når han selv var »død, uvidende og ligeglad«.

Forstyrrende

Ifølge Bruno Svindborg er det ikke i sig selv usædvanligt, at personlige papirer i en årrække klausuleres, så kun relevante fagpersoner kan få adgang til dem. Men i tilfældet Villy Sørensen er der tale om en »meget radikal bestemmelse«, der påbyder absolut utilgængelighed i flere år frem.

»For dem, der forsker i Villy Sørensen, er det selvfølgelig lidt af en bet, at de skal leve 42 år endnu, før de kan få fat i dagbøgerne. Men der er ikke noget at gøre ved det, for kassetterne er forseglede, og ikke engang jeg har kunnet få adgang til dem,« siger han.

Anderledes opløftende lød beskeden til forlaget Lindhardt og Ringhof, da forfatteren Peer Hultberg kort før sin død i 2007 gjorde opmærksom på to selvbiografiske skrifter, som han ønskede udgivet efter sin død. Selvbiografi og Brev udkom begge i 2009, og det var helt bevidst, at Hultberg ønskede at vente, siger lektor ved Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet Poul Behrendt: »Han mente, det ville forstyrre læsningen af hans værker, hvis han udgav sin selvbiografi før sin død, og det ønskede han ikke. Når man har adgang til et selvbiografisk værk vil det altid påvirke opfattelsen af forfatterskabet. Det samme gjaldt Søren Kierkegaard, der skrev Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed i 1848, men først udgav det i 1859 efter sin død. Det ville forstyrre meddelelsen, hvis det udkom, mens forfatteren stadig levede,« siger Poul Behrendt, der netop har skrevet en artikel om Hultberg til tidsskriftet Bogens Verden, der udkommer fredag 26. november med titlen »Requiem for en posthumt læsning«.

Behrendt har altså netop gjort det, som Hultberg ventede ville ske: Han har genlæst Hultbergs hovedværk fra 1985 Requiem med brillerne fra Selvbiografi og Brev.

»Og her har jeg inddraget flere konvergenser (overensstemmelser, red.) mellem en situation i Requiem og hans selvbiografiske skrifter. I Requiem er situationen fortalt i tredje person, mens den i Brev og Selvbiografi er i første person. Det er meget interessant, for der var jo ingen, der i 1985 havde forestillet sig, at Requiem indeholdt noget selvbiografisk. Man troede højst, der var tale om 'stemmer' fra Hultbergs praksis som psykoanalytiker,« siger han.

Requiem består af 537 forskellige stemmer og nogle af dem viser sig altså at være Hultbergs egen, mener Poul Behrendt: »Hultberg var gennem hele sit liv et meget blufærdigt og sensitivt menneske, og han ønskede ikke, at hans person skulle påvirke læsningen af hans værker. På et tidspunkt fik han en kæmpe chance foræret af Die Zeit, der ønskede at lave en temasektion om ham. Men da det viste sig, at ugeavisen ønskede at sammenholde hans forfatterskab med hans praksis som psykoanalytiker, så meldte han fra. Han ville ikke have de værker, han havde skabt som frit i luften svævende fiktionsmobiler trukket ned på jorden og forklaret biografisk-analytisk.«

Alligevel havde Peer Hultberg et formål med den posthume udgivelse af de selvbiografiske værker, som han havde skrevet 15 år før sin død.

»Han ønskede på langt sigt at opretholde spændingsfeltet mellem to mulige måder at læse forfatterskabet på, en eksistentiel og en posthum. Men han ønskede ikke at få dem blandet sammen i levende live,« siger Poul Behrendt.

Ifølge Poul Behrendt var Hultbeergs motiv dog ikke udelukkende at fastholde en bestemt læsning af sit forfatterskab. Det handlede også om, at der var ting, han ikke ønskede kom ud før efter hans død.

»Han ville ikke risikere, at I ringede og stillede ham spørgsmål om hans mor. Så enkelt er det også,« siger Poul Behrendt.

En slags læsevejledning

Men så kan man spørge, hvorfor man overhovedet udgiver bøger, man ikke selv ønsker at blive konfronteret med bagefter: »Det var skrevet af nødvendighed. Det var udelukket for ham at lade være med at skrive det. Man kan sige det samme om Martin A. Hansen. Han skrev også sine dagbøger med vished om, at de ville blive udgivet efter hans død. Men det afholdt ham jo ikke fra at skrive dem,« siger Poul Behrendt.

For nogle handler det om, at man ikke kan lade være, for andre handler det om at give eftertiden en læsevejledning.

»Kierkegaards Synspunkt for min Forfatter-Virksomhed handler om at få opdraget læseren til den rette læsning. Der er meget stor forskel på, hvordan man læser en afdød og en levende forfatter, så for at opretholde den læsning, som forfatteren ønskede, så skriver man selvbiografien som en slags læsevejledning,« siger Poul Behrendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu