Historierne i Dennis Larsens bog Fortrængt grusomhed Danske SS-vagter 1941-45 er ubehagelige. Historier om danske mænd, der stiltiende ser på, mens børn bliver hængt. De banker mennesker til døde, fordi de sagde deres navn i stedet for deres fangenummer. De likviderer mennesker ved hjælp af dødbringende sprøjter eller simpelthen med nakkeskud i forbindelse med nazisternes Sonderbehandlung likvidering af mennesker, der var blevet fundet uværdige til at leve.
»Vi må holde fast i, at der er tale om helt almindelige mennesker,« siger Dennis Larsen, der også er museumsinspektør på Frøslevlejrens Museum og opremser »18 var faglærte, 23 var ufaglærte arbejdere, 16 havde været tilknyttet landbruget osv.«
Og der er ingen formildende omstændigheder. De var ikke syge eller mere fattige end andre. Det eneste generelle, man kan sige om disse mennesker, er, at mange af dem var nazister. Og derudover var 43 af de 99 fra det tyske mindretal i Sønderjylland.
»Der skete en Gleichschaltung i det tyske mindretal. De blev altså udsat for den tyske agitation,« siger Dennis Larsen.
Gleichschaltung var den betegnelse som nazisterne gav deres indsats for at ensrette samfundet og vinde kontrol over individet. Det var et uundværligt led i etableringen af det totalitære system. Og nåede altså også ud til det tyske mindretal i Danmark.
»Fordi de boede i Danmark, kunne de kun melde sig til SS (der bl.a. stod for organisationen af udryddelseslejrene, red.). Det var meget svært for et medlem af det tyske mindretal at blive indrulleret i den tyske værnemagt. I mange tilfælde er det tilfældigheder, der gør, at de for eksempel ender som vagter i lejrene.«
En del fortrængninger
Heinrich Himmler tog endvidere i 1942 beslutning om at adskille de etniske tyske fra de etniske danske, og herefter blev mange fra det tyske mindretal sendt til SS Totenkopf, der organiserede kz-lejrene, mens de etniske danske blev sendt til Frikorps Danmark.
Men Dennis Larsen fastslår både med de grusomme fortællinger i bogen og med sine kommentarer til bogen, at »de blev hurtigt en del af forråelsesprocessen.«
Så selv om der måske er en forklaring på, at det tyske mindretal er overrepræsenteret i statistikken over både de danskere, der meldte sig til SS (1.500 ud af 6.000), og de, der endte som krigsforbrydere i fangelejrene, og selv om det måske er en tilfældighed, at de ender hvor de gør, så er der ingen forskel på danske og tyske mænds opførsel i koncentrationslejren.
Afsløringerne i Dennis Larsens bog har da også ført til reaktioner fra det tyske mindretal i Sønderjylland. To navne er blevet fjernet fra en mindetavle over mindretallets faldne i både Første og Anden Verdenskrig.
To friske sår i mindetavlen vidner om, at to krigsforbrydere hidtil er blevet mindet på lige fod med faldne soldater.
Dennis Larsen mener, at det tyske mindretal mangler at gennemgå den omfattende Vergangensheitsbewältigung (fortidsbearbejdning, red.), som man har gjort det i Tyskland.
»I mange år mente man, at retsopgøret efter krigen var uretfærdigt. Man påkaldte sig offerrollen, og det gør man i vid udstrækning stadig: Man var offer for den tyske agitation. Det handler jo om, hvordan man fortæller det videre til ungdommen. De var ikke kun ofre. De var også gerningsmænd,« siger Dennis Larsen. Inden Dennis Larsen skrev sin bog, var der 750 navne på mindetavlen i Aabenraa. Nu er der 748. I det tyske mindretals hovedorganisation Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) tog man straks beslutning om at fjerne navnene, da gerningsmændene blev afsløret.
»Vi er meget glade for, at Dennis Larsen henvendte sig til os med disse oplysninger. Vi ønsker ikke, der skal stå krigsforbrydere på mindetavlen. Den er meget vigtig for det tyske mindretal,« siger Uwe Jessen, der er generalsekretær i BDN. Man han mener dog, at mindretallet har gjort meget for at bearbejde fortiden.
En belastet mere
»Allerede i 1993 sendte vi alle navnene til Rigspolitiet for at få undersøgt, om der var noget på dem, men dengang var der ingenting. Dennis Larsen har fundet nye beviser i arkiverne, og det reagerede vi på med det samme,« siger Uwe Jessen. Der er dog et tredje navn, som fremgår af Dennis Larsens bog, der stadig står på mindetavlen.
»Vi fandt ikke, at der var tilstrækkeligt med bevis, men så snart der er det, så fjerner vi også det navn,« siger Uwe Jessen.
Dennis Larsen stiller sig uforstående overfor, at foreningen mener, at der ikke er beviser nok.
»Man må jo også tænke på de pårørende her: Hvordan har de det med, at deres familiemedlemmer står på en mindetavle ved siden af en krigsforbryder?«
Men han tilføjer, at generelt er der en række gode kræfter i mindretallet, der arbejder for at se fortiden i øjnene. Uwe Jessen mener ikke kun det er i foreningslivet, der arbejdes med fortiden.
»I skolen får man et væsentligt større indblik i den tyske historie, mindretallets historie, dets rolle og stilling under krigen end danske skolebørn. Vi har beskæftiget os meget med det gennem tiden,« siger Uwe Jessen, der også husker fortidsbearbejdningen fra sin egen skolegang i 1970erne og 80erne.
»Vi kan ikke ændre på det, der er sket, men vi skal huske det og reagere på det hver gang, der kommer nyt frem. Det er et lige så sort kapitel i vores historie, som det er i den tyske,« siger han.
Dennis Larsen er flere gange blevet kontaktet af pårørende, der ikke ønsker, at man skal rode op i den historie, men ifølge forfatteren er det ikke kun enkeltpersoner og skamfulde familier, der har forsøgt at fortrænge forbrydelserne. De danske soldater, der gjorde tjeneste i lejrene fik meget lidt opmærksomhed i retsopgøret efter krigen. De fleste gik fri.
»Da freden kom, var det ikke noget problem at forsvinde i mængden. Generelt var der en stor bevægelse af mennesker i hele Europa på det tidspunkt, så det var svært at fastslå, hvor de havde været. Man havde svært ved at løfte bevisbyrden, fordi mange arkiver var destrueret. Det eneste der identificerede dem som SS-soldater, var deres blodtypetatovering under armen. «
Dennis Larsen ærgrer sig over, at disse danske gerningsmænd aldrig er blevet stillet til ansvar for deres forbrydelser. Men det er ikke for sent.
»Materialerne og beviserne er der. Jeg synes, det ville være fornuftigt for et demokrati, for den danske retsstat, at der blev sat en undersøgelse i gang.«
Fortrængt grusomhed er udkommet
