Baggrund
Læsetid: 5 min.

Skal man være sekulær for at være feminist?

Debatten om muslimsk kvindeundertrykkelse i den vestlige verden er afsporet, mener en af den muslimske verdens kvinderetsforkæmpere, den islamiske feminist, Omaima Abou Bakr. Vestlige feminister er i virkeligheden chauvinistiske, når de frakender kvinder retten til at vælge tørklædet og forveksler sekularisme med feminisme
Det burde være muligt at finde en fælles grund for feminister i øst og vest. Men det kræver, at vi er i stand til at forhold os til hinandens kulturer uden alt for mange fordomme, mener den egyptiske kvinderetsforkæmper Omaima Abou Bakr.

Det burde være muligt at finde en fælles grund for feminister i øst og vest. Men det kræver, at vi er i stand til at forhold os til hinandens kulturer uden alt for mange fordomme, mener den egyptiske kvinderetsforkæmper Omaima Abou Bakr.

Tobias Havmand

Kultur
20. november 2010

CAIRO - Kvinderettigheder er et af de vigtigste stridspunkter mellem Vesten og den muslimske verden. Men vestlige aktivister er faktisk selv med til at undergrave kampen for kvinderettigheder i den muslimske verden ved ikke at anerkende, at den kan foregå på andre præmisser end i Vesten, mener en af kvinderetsforkæmperne:

»Jeg har et stort problem med, at så mange feminister i Vesten ikke respekterer religion. Hvorfor skal feminisme være sekulær? Når de siger, at du ikke kan være feminist, så længe du er katolik eller muslim, så er det for mig en misforstået aggressivitet,« siger Omaima Abou Bakr, der er en af de kvinder, som i de sidste 20 år har indledt en kamp for kvinderettigheder - med udgangspunkt i den islam, der netop som regel anklages for at være ansvarlig for deres undertrykkelse.

Den spinkle engelskprofessor viser rundt i de trange lokaler hos kvindeorganisationen Women and Memory. På væggene i Cairo-lejligheden hænger sort-hvide billeder af krigeriske kvinder i fuld udrustning omkring forrige århundredeskifte, én udstyret med et slips og en anden med en daggert i bæltet.

»Ja, kvindeforkæmperne dengang var lidt mere markante at se på,« smiler den tørklædeindhyllede kvinde om plakaterne, der er en del af projekt med at kortlægge feminismen i den arabiske verdens største land, som bliver støttet af KVINFO og Det Dansk-Egyptiske Dialog Institut.

Trods støtten fra Vesten kan den egyptiske kvinde imidlertid ikke undertrykke en vis mild irritation, når det kommer til opfattelsen af muslimske kvinder i den vestlige verden.

»Der findes det, jeg kalder for vestlig essentialisme; et komprimeret billede af kvinder i den muslimske verden, som notorisk undertrykte og gammeldags. Som kvindesagsforkæmper gør det reelt mit arbejde sværere; det betyder, at jeg hele tiden skal forsvare vores livsstil over for folk fra Vesten, mens jeg i den arabiske verden skal forsvare mig mod anklager om at være for vestlig. Men der findes en tradition for kvindekamp i den muslimske verden, og den eksisterer også i dag. Og efter min mening står den ikke i kontrast til islam,«

Ifølge Omaima Abou-Bakr dækker det fastlåste billede over en væsentlig mere nuanceret virkelighed, hvor den muslimske verden ganske vist kommer fra en baggrund med et patriarkalsk system og ofte manglende kvinderettigheder, men hvor billedet i disse år langsomt forandrer sig, og ikke på trods af den islamiske religion, men snarere på grund af den - eller i det mindste i overensstemmelse med den.

»I dag er det i høj grad i moskeen, at en stor del af vinde kampen foregår. Man ser i dag kvinderne indtage moskeerne på en anden måde end for bare få år siden. Traditionelt har kvinder altid været forvist til moskeernes mindste og mest usle rum, men i dag kæmper de sig frem. Der er kommet flere og flere kvindelige gejstlige, der fremsiger bønnerne i moskeerne i de sidste 15 år, og på grund af satellitkanalernes fremkomst er der også lige pludselig flere kvindespørgsmål, der bliver rejst og flere kvinder, der tager stilling til vigtige spørgsmål i offentligheden. Så på mange måder mener jeg, at tingene er i skred, selv i et så konservativt land som Egypten,« forklarer hun.

Ikke slave i hjemmet

Meget af dette skyldes ifølge den spinkle engelskprofessor det, som hun beskriver som islamisk feminisme.

»Transnational islamisk feminisme blomstrer over store dele af den muslimske verden, særligt i Sydøstasien og Iran, og det skyldes, at der er så mange kvinder, der er startede på universiteterne. I dag er 60-70 af de studerende i Egyptens universiteter kvinder. Her er de typisk blevet grebet af en aktivisme og en kamp for flere rettigheder, men samtidig har de fleste også haft en religiøs middelklassebaggrund og har haft et behov for at forene deres kamp for rettigheder med deres religiøse tro. Så de har fundet en tredje vej, hvor de har forenet de to og fundet en måde at være feminister på, uden at blive sekulære«.

Ifølge Omaima Abou-Bakr er der ikke en modsætning mellem de to ting:

»Hvis man studerer koranen, så er den jo i virkeligheden ret specifik omkring kvinderettigheder og lige rettigheder for kvinder og mænd. Jeg har ind imellem haft diskussioner med kvindelige gejstlige, som ikke brød sig om udtrykket islamisk feminisme, men når vi er nået ned i substansen omkring, hvad koranen siger, har vi jo grundlæggende været enige om, at koranen giver kvinder ligheder på de praktiske punkter og grundlæggende siger, at kvinder ikke skal slave i hjemmet, men har rettigheder på linje med mændene.«

Tættere på Gud

Det største problem har Omaima Abou-Bakr imidlertid med sine søstre i Vesten:

»Det klassiske stridspunkt er sløret, og her kan jeg ikke se, hvordan det nogensinde skulle forbedre kvinders rettigheder at benægte dem deres eget valg om at bære det eller lade være. Feminisme må altid være pro-valg, og så længe sløret ikke hindrer dig i at studere, have en karriere, deltage i politik og så videre, så kan jeg ikke se, hvordan det skulle være undertrykkende. Det er jo et personligt valg. Jeg mener, at der er meget forkert i egyptisk lovgivning, men at den overlader det til kvinder selv at afgøre om og hvor, de vil bære slør, mener jeg er rigtigt.«

Selv valgte hun at iføre sig sløret i en relativ moden alder, efter at hun havde født sit første barn, og mens hun studerede i USA.

»For mig er sløret sådan set ikke enormt vigtigt. Det er vigtigere at bede, ikke at stjæle og generelt leve et ordentligt liv. Det er mere som en slags glasur på kagen. Når jeg tager sløret på, føler jeg mig lidt tættere på Gud, og jeg tager et personligt valg om ikke at ligne alle andre, men at manifestere for mig selv, at jeg lever som en muslim.«

Den islamiske feminisme opstod især i Iran efter den islamiske revolution, hvor indførelsen af en islamisk stat fremtvang en lang række principielle spørgsmål om kvinders rettigheder. Siden da har fænomenet imidlertid spredt sig til resten af den muslimske verden, og Omaima Abou-Bakr har da også sin tvivl omkring politisk islam.

»Jeg synes, politisk islam er problematisk. Jeg kan sagtens forstå behovet for en stat, som ikke er korrupt, ikke er vestligt domineret og så videre, men hvordan vil man fortolke sharia praktisk? Ofte vil det støde sammen med personlig frihed, og hvordan vil man forene det med kunst, dans og så videre,« spørger hun.

En fælles grund

Selv er hun heller ikke blind over for, at der er aspekter i islam, som kan synes svært forenelige med moderne kvinderettigheder.

»Der findes konservative institutioner i den arabiske verden, som har det svært med kvinderettigheder, og der er spørgsmål om f.eks. polygami, kvindelige dommere etc., som vi også finder problematiske. Men hovedpointen er egentlig, at de er åbne for fortolkning, og at vi kunne sætte os ned og diskutere dem. Og at de emner også bliver diskuteret inden for islam,« siger hun.

»Jeg mener egentlig, at det burde være muligt at finde en fælles grund for feminister i øst og vest. Men det kræver, at vi er i stand til at forhold os til hinandens kulturer uden alt for mange fordomme.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tusind tak til Tobias Havmand for dette interview.
Venlig hilsen,
Anne

John Houbo Pedersen

Er det anderledes end kristen historie, bare forsinket

Intet er så vanskeligt at bekæmpe som fordomme. Nu har sundhedsministeren tilføjet sygehus- og frivalgsordningen en tidehversk bestemmelse om, at man kan fravælge tørklædepersonale og forlange forlægning til et andet sygehus, unægtelig en dyr spøg. Endvidere, for at undgå overtroen i at brede sig til lægevidenskaben, må ordningen vel gælde alle religioner.