Læsetid: 4 min.

Verdenshistoriens ondeste skilsmisse

Hvem er Medea i dag? Ifølge forfatter Sara Stridsberg, der har genskrevet det klassiske stykke, er Medea blevet historien om en kvinde, for hvem kærligheden er så stor, at den ikke brydes uden at udslette både ægtefæller og børn. Og samtidig er det historien om et menneske, der ikke har nogen plads i verden. Stykket Medealand har dansk premiere på fredag på Betty Nansen Teatret
Mille Dinesen har rollen som Medea i forestillingen 'Medealand', der er skrevet af forfatter Sara Stridsberg og har dansk premiere på Betty Nansen Teatret på fredag.

Mille Dinesen har rollen som Medea i forestillingen 'Medealand', der er skrevet af forfatter Sara Stridsberg og har dansk premiere på Betty Nansen Teatret på fredag.

Ulrik Jantzen

16. november 2010

Egentlig begyndte Sara Stridsberg at skrive stykket, Medealand, på opfordring af skuespillerinden Noomi Rapace, der har spillet Lisbeth Salander i filmatiseringen af Stieg Larssons populære triologi. Det kom sig efter en samtale, de to havde haft, om, hvorvidt man har lov til at ville dø, når man har fået børn. Om man overhovedet har lov til at tænke på selvmordet som mulighed, forklarer Stridsberg:

»Det første, man tænker på, når man tænker på Medea, er selvfølgelig forbrydelsen jeg kan ikke si- ge det lige nu. Jeg har mine børn omkring mig. De forstår, hvad jeg siger.«

Stridsberg holder en pause. Døren bliver lukket, og hun fortsætter:

»Jeg ville forsøge at begribe, hvad et menneske har været igennem for at kunne gøre det ubegribelige. Det var svært at skrive. Jeg var faktisk bange for at begynde at skrive stykket, bange for at teksten kunne smitte, for at der kunne ske noget med mine børn. Men sådan er det jo, når man bevæger sig ind i det sorteste, mørkeste i mennesket. Hvor lidt vi end vil det, så findes det jo mennesker, der slår deres børn ihjel. På den anden side tror jeg ikke, jeg havde kunnet skrive teksten, hvis ikke jeg selv havde børn.«

Netop moderskabet fylder meget i den historie, den svenske forfatter Sara Stridsberg har genskrevet i en moderne version; historien om Medea, der har forladt sit hjemland for at gifte sig med Jason blot for siden at blive svigtet og landsforvist.

Da Jason lader sig skille og gifter sig igen, bliver Medeas hævn at tage livet af Jasons kærlighed. Først slår hun hans nye kone ihjel, derefter tager hun livet af sine egne og Jasons børn, og til sidst tager hun livet af sig selv.

For Sara Stridsberg er Medea ikke en karakter, men en tilstand. Derfor har hun forsøgt at genskrive stykket ud fra en idé om, at den foregår i en evig tid, en menneskelig tid mellem antikken og vores nutid.

Medea som tilstand

I relation til samtiden bliver Medeas tilstand derfor transformeret til et psykiatrisk rum, forklarer Stridsberg. Her sidder en desperat kvinde, for hvem kærlighden er livet. Uden den bliver mord og selvmord den eneste løsning:

»Jeg tænker, at Medea netop handler om det. På svensk taler man om et udvidet selvmord, og i mit stykke har Medea slået børnene ihjel. Så mangler hun bare sig selv. Efter slutningen ved man, at hun tager livet af sig.«

Det, der fascinerer Sara Stridsberg ved Medea, er, at hun er en umulig karakter:

»Hun er blevet afvist af sin mand og af sit land, men hun nægter at acceptere det. Hun nægter at acceptere, at kærligheden mellem hende og Jason er slut. Hun raser mod himlen, og hun raser mod sin skæbne. På den måde er hun for mig en tilstand, vi alle kan havne i under visse omstændigheder. Der er ikke noget tilbage for hende.«

Sara Stridsberg forklarer 'Medea-tilstanden, som noget, der potentielt ligger i os alle, og som kan vækkes under ekstreme forhold. For hende er Medea en slags moderne flygtning, der opgiver sit hjemland for kærlighedens skyld. Historien handler dels om alt det, vi ofrer for kærligheden, men også om, hvad eksilet gør ved mennesket, og hvad der sker, når man ikke længere kan blive der, hvor man er flygtet til.

I arbejdet med teksten har Sara Stridsberg holdt sig til én udgave af Euripides klassiske værk. Hun læste teksten to gange og skrev umiddelbart efter sin egen version, hurtigt og med Euripides Medea i tankerne. Det, Stridsberg beholdt, var temaerne om afvisningen fra kærligheden og fra hjemlandet. Navne på steder og karakterer skulle være de samme, men pladserne skulle omformes til noget, der ville se ud som i dag.

Derfor blev psykiatrien det naturlige sted at placere handlingen. I Stridsbergs tekst befinder man sig i en flygtnings dagdrøm, i Medeas hoved, så at sige, men referencerne til vores tids flygtninge er gjort tydelige: Der tales om pas, om opholdstilladelse om sociale skel, forklarer Stridsberg, der dog stadig fokuserer på kærligheden.

Barnedød som metafor

Medeas kærlighed til Jason og til børnene er evig, men i stykket er den blevet moderniseret til en nutidig skilsmissekonflikt:

»Da jeg skrev, tænkte jeg meget over, at man som moderne mennesker forventes at acceptere, at kærligheden slutter. Det er absurd at leve i; at man investerer så meget i kærligheden, og så en dag kan ens partner komme hjem og sige: Det er forbi. Hej så længe. Det skal man sluge, at man skal skilles, og at børnene skal bo hver sit sted. På den måde er der noget sundt i Medea, der nægter at kærligheden skal slutte,« siger Sara Stridsberg.

Medea taler i Stridsbergs tekst om kærlighedens kronologi, som hun ikke for- står. At kærligheden har en begyndelse, en midte og en afslutning. De levende beviser på, at den har været der, kærligheden, er børnene:

»Hvis man vil tænke på en moderne Medea, kan man tænke på børnenes død som en metafor. At når mennesker bliver skilt, skader de deres børn i kærlighedens navn.«

Medealand har premiere på Betty Nansen Teatret på fredag den 19. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu