Læsetid: 3 min.

Zadie Smith versus Facebook

Den sociale onlinetjeneste er menneskeligt udhulende og forkrøblende, mener den britiske forfatter, som nu logger af en gang for alle
Den engelsk-jamaicanske forfatterinde Zadie Smith siger nej tak til Facebook. Hun mener, at vores Facebook-selvbilleder er stærkt indskrænkede og hule versioner af vore sande personligheder.

Den engelsk-jamaicanske forfatterinde Zadie Smith siger nej tak til Facebook. Hun mener, at vores Facebook-selvbilleder er stærkt indskrænkede og hule versioner af vore sande personligheder.

Luke Mac

30. november 2010

Fænomenet Facebook, verdens største sociale onlinetjeneste med over 200 millioner aktive brugere, har nu fået sin hidtil måske mest højprofilerede foragter i skikkelse af den engelsk-jamaicanske forfatterinde Zadie Smith især kendt for den meget feterede multikulturelle debut- og gennembrudsroman, Hvide tænder.

Mens andre forfattere begejstret har favnet Facebook-mediet som de blandt andet har brugt til at fostre en række fiktive alter egoer (Liv Mørk og Ejler Nyhavn er de bedst kendte hjemlige eksempler) har Smith ikke meget tilovers for de interaktive muligheder ved vor tids mest udbredte form for onlinesamvær.

I et langt og tænksomt indlæg i The New York Review of Books gør hun op med ikke bare Facebook, men også med, hvad hun betegner som Facebook-generationen, der omtrent svarer til Facebook-stifteren, Mark Zuckerbergs generation og lige akkurat inkluderer hendes egen. Smith (f. 1975) er ni år ældre end Zuckerberg.

Smiths hovedargument er, at vore Facebook-selvbilleder er stærkt indskrænkede og hule versioner af vore sande personligheder. Som hun skriver:

»Når et menneske reduceres til et sæt data på en webside som Facebook, bliver han eller hun slemt reduceret. Alt hules ud. Individuelle karaktertræk. Venskaber. Sproglig udtrykskraft. Følsomhed. Det er på en måde en transcendent erfaring: Vi mister vore kroppe, vores rodede følelsesliv, de ting, vi begærer; de ting, vi frygter«.

Selvpromoverende

Smith tilslutter sig computerpioneren, der blev kulturkritiker, Jason Lanier (ophavsmanden til udtrykket virtuel virkelighed, der i bogen You Are Not A Gadget understreger, at »informationer altid underrepræsenterer virkeligheden«.

Lanier gør ifølge Smith ret i at påpege, at der ikke findes noget perfekt digitalt modstykke til en person »det ved vi i det virkelige liv, men når vi går online, glemmer vi det alt for let«.

»Måske bliver hele internettet med tiden som Facebook: falsk-munter, falsk-venskabelig, selvpromoverende, glat-uoprigtig«, profeterer Smith dystopisk.

Over for dette kunne man indvende, at hule pseudovenskaber, falskhed og forstillelse i mellemmenneskelige relationer ikke ligefrem kom til verden med de sociale onlinemedier, som enhver, der har udvekslet klicheer ved cocktailparties eller bogreceptioner kan bevidne.

Smiths anke er dernæst, at Facebook medfører en kulturel homogenisering, ikke mindst via tjenestens synes godt om-funktion:

Menneske 1.0

»Hvilken slags liv er onlinelivet? Et liv, hvor 500 millioner gensidigt forbundne mennesker alle beslutter sig til at se det samme reality-tv, fordi deres venner gør det?

Man er, som Lanier skriver, nødt til at være nogen, før man kan dele sig selv med andre, men ifølge Zuckerberg er det nok at dele sine præferencer med enhver (og gøre hvad alle andre gør) for at blive til nogen«. En sådan nivellering vil Zadie Smith ikke være med til, og hun begræder det kulturelle og menneskelige meningstab for det, hun kalder Facebook-generationen.

»Denne generation fortjener bedre. Denne software er den ikke værdig. Den er langt mere interessant i virkeligheden«.

Om Smiths kritiske opgør kan bremse Facebooks vækst er dog nok tvivlsomt, men det har vakt opsigt i den engelsksprogede offentlighed. Og er også blevet imødegået af blandt andre redaktøren for månedsmagasinet The Atlantic, Alexis Madrigal, der i seneste nummer skriver:

»Kan det virkelig passe, at Facebook har ført os ind i en homogeniserende æra, hvor alle læser, ser og lytter til det samme? Nej, tværtimod, vi lever i hypernichens tid. Al denne præference- og informationsdeling har banet helt nye og stadig mere specielle veje, som tages af færre og færre, der kommer tættere og tættere på hinanden.«

Men denne verden er altså fremover tabt for Zadie Smith, der har logget af angiveligt en gang for alle.

»Facebook ville skabe Menneske 2.0 jeg foretrækker at forblive et menneske 1.0«, erklærer hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er lidt rørende med al denne "skuffelse" over medier som Facebook. Det er, som om der stadig er nogle, der ikke har fattet, at man ikke får chokolade, hvis man kun putter en bukseknap i automaten.
Eller sagt mere ligeud: Facebook er, hvad man bruger den til. Vil man udveksle ligegyldigheder, får man ligegyldigheder, og vil man bruge den til at kommunikere hurtigt med venner langt borte, diskutere politik eller filosofi - og vise venner og familie billeder af sine børnebørn eller rejseoplevelser - så er det det, man får.
Så enkelt er det.

Marit Strømmen

Det er da helt klart Facebook som får på puklen. Facebook er konstrueret som et spil: Jo flere, der reagerer på dine udmeldinger, jo sjovere er det. Men ofte er det jo en ret letkøbt interaktion. Selvfølgelig har Per ret i, at softwaren er hvad man bruger den til, men folk der vil noget med sin interaktion på nettet bruger p2p, fora og email, mens facebook er nemt og samlet på et sted-til laveste fællesnævner. Det er lidt som når festen foregår i det klamme rum-man vil helst ikke være der, men det er der alle vennerne er.

Jeg har gennem Facebook genfundet venner, jeg ikke har set i 20, 30 og 40 år, genoptaget kontakten med dem og i mange tilfælde mødt dem og knyttet nye forbindelser.
For mig er Facebook- nøjagtigt som Informations debatspalter - et sted at møde mennesker, hvor man hele tiden kan vælge, på hvilket niveau kontakten skal være. Og hvilke emner, man diskuterer.
Jeg har også på Facebook lært meget af at udveksle synspunkter og erfaringer med mennesker meget forskellige fra mig selv, som jeg sandsynligvis aldrig ville være stødt på i "det virkelige liv".
Men som sagt: Man får det ud, man putter ind. Deri adskiller Facebook sig ikke spor fra et hvilket som helst andet socialt samvær.

Marit Strømmen

Jamen Per, det, der adskiller mediet fra et hvilket som helst andet socialt samvær, er at andre tjener penge på dit sociale samvær. Og det synes jeg, at man skal tage med i betragtning når man diskuterer det. Når det nu er sagt, kommer det hele tilbage til det du startede med at sige, nemlig at hvad man får ud af det er meget individuelt. Man kunne vel genfinde de gamle venner under alle omstændigheder, hvis det var det man ville? Og ærligt talt, når man så har genetableret kontakt med gud og enhver man en gang har kendt, hvad stiller man så op? Det er jo umuligt at bibeholde en nær kontakt med alle de mennesker. Og som du selv siger, hvis man hele tiden kan vælge hvilket niveau kontakten skal være på, er det mange der bare vælger fra når det ikke er sjovt, interessant eller spændende, og så bliver det jo overfladisk. For når alle har en individuel norm i forhold til mediet, bliver den sociale interaktion svækket, fordi det er umuligt at vide, hvordan de andre anskuer det.

Man kan jo også vende kritikken om... For er det virkeligt sandt, at folk bliver udhulet af konceptet? Jeg synes egentligt udmeldingen er lidt arrogant, og minder mig om et tankeeksperiment, hvor folk spørges om de ville takke ja eller nej til at blive koblet op til en maskine, hvor de så var sikret lykke resten af deres liv (en slags The Matrix, bare med garanteret lykke). Langt de fleste svarer, at det kunne de da aldrig drømme om og dem der takkede ja ville dybest set være nogle fjolser - faktisk mindes jeg aldrig, at have hørt nogen sige de ville takke ja. Det kan jeg huske gjorde mig utroligt harm, for hvad bilder folk sig ind? Grunden til man skal lede længe efter en dansk akademiker (ja, det er akademikere, jeg har leget legen med), der ville sige ja, er jo at danske akademikere faktisk har et ganske godt liv. Men hvad nu hvis man spurgte en fattig aidssyg afrikaner? Ville han så handle moralsk forkert, hvis han sagde ja tak? Generelt er meningen ja... personligt mener jeg nej - for hvad i alverden er der galt i at ønske sig lykke, hvis man har et virkeligt forfærdeligt liv?
I forhold til Facebook kan man så sige, hvad er der galt i at udstille sig selv som interessant og succesfuld, hvis man hverken er interessant eller succesfuld? Pointen er at forfatteren jo både er interessant og succesfuld, hvorfor hun ikke længere har nogen som helst følelsesmæssig forbindelse til de mennesker, der er glade for at bruge Facebook... Hun har ingen anelse om hvordan deres liv er - hun skal ikke stå op tidligt hver morgen og bevæge sig hen på et lortejob... eller komme hjem til en tom lejlighed (medmindre hun selv vælger ensomheden) og kun have sin Facebook-succes, at varme sig ved.

Ikke dermed sagt jeg er evigt positiv over for Facebook. Jeg har næsten lige så store forbehold, som forfatteren har. Men jeg synes det er vigtigt, at forholde sig til ens egen situation vs andre menneskers, inden man opstiller sine egne holdninger som universelle etiske sandheder.
Mine forbehold er i øvrigt lidt (men væsentligt) anderledes end forfatteren... Pointen er bare, i bund og grund, jeg finder hendes udmelding en smule arrogant - hun KAN gå offline, men hvad med alle de andre?

Jeg betaler ikke en øre for at være på facebook - og reklamerne har jeg slået fra.
Ja, jeg kunne sikkert godt have fundet de samme venner på anden vis - det ville nok bare have taget mig betydeligt længere tid.

Marit Strømmen

Kim, det handler ikke om at gå offline, men at gå et andet sted hen. Hvis det virkelig bare handlede om de sociale relationer, hvorfor ikke gå over til p2p? Så kan man snakke med de samme mennesker, men uden corporate bullshit. Pointen er, at med medier som fb bliver man slave af andre menneskers maskiner: man er der på andres nåde. Jeg tror det er rigtigt mange mennesker som Per, der har fundet gamle venner og synes det er fedt, men i modsætning til Per, har de glemt at få disse venners kontaktoplysninger og holder kun kontakten via fb. Så er de jo totalt afhængige af fb i forhold til de relationer.

Med alle venner, man bor på mere end gå-afstand af, er man "afhængig af andres maskiner". Om det er telefon, e-mail eller offentlig trafik - eller facebook - gør vel egentlig ikke den store forskel?

Marit Strømmen

Ok. Som jeg ser det, kan det at have sin sociale gang på facebook sammenlignes med at holde en fest som er betalt af smirnoff og tulip og som bliver filmet av tv3. Man får serveret vodka og pølser, og passer lidt på med hvad man siger og gør, og det er jo helt okay, for festen er jo gratis. Det er det faktum, at et firma sætter rammerne for hvordan vores sociale kontakt skal være jeg har et problem med. For du kan synes hvad du vil om alle mulige aplikationer og "synes godt om"-knapper, at man ikke bruger dem osv., men jeg tror ikke det er særlig sundt at menneskers måde at være sociale på formes af et software, i stedet for at vi selv former hvordan vi vil have vores omgang.

Og jeg fastholder, at facebook ikke adskiller sig fra så mange andre måder at være sammen på. Man bestemmer aldrig rammerne 100%.

Marit

Nu skulle mit indlæg ikke forstås som et forsvar for Facebook... Det var bare et forsøg på at nuancere debatten. For jeg er oprigtigt ked af den arrogance, "de intellektuelle" ofte udviser i forhold til populærkulturelle fænomener. Som sagt er det jo nemt nok, at kritisere Facebook for at trække indhold ud af hverdagen, hvis man har en rig og spændende hverdag. Men fakta er altså, at sådan en hverdag har de færreste mennesker. Mange mennesker har en relativt hård og ikke kreativt udfordrende hverdag.... For dem kan det altså godt give god mening, at sidde definere sig selv via data på medier som Facebook - hvor mange gange har du f.eks. spurgt kassedamen i Netto om hvilken bog der er hendes favorit? Mit gæt vil være, at det har du aldrig spurgt hende om (du er givetvis også bedøvende ligeglad)... ja jeg vil faktisk tro du skal lede langt efter en kassedame, for hvem de folk, hun møder i sin hverdag, har den mindste interesse for hendes person. Men på Facebook betyder det noget - man får ihvertfald hurtigt et indtryk af det betyder noget, hvilken film du kan lide, hvad du lavede i weekenden osv.... og den følelse tror jeg som sagt er rar for mange mennesker. Den er sikkert også rar for Smith - hun får den bare ikke via Facebook, men får den via andre kanaler... f.eks. skrives der her en artikel, fordi hun har droppet Facebook - det bliver der altså ikke, hvis rengøringsassistenten nede i børnehaven sletter sin Facebook-profil :)

Men som sagt betyder det ikke man ikke bør forholde sig kritisk til Facebook. Jeg mener bare det er lidt for nemt, at være kritisk over for noget man ikke selv har behov for.

Ang. hvorfor folk ikke bare går over på P2P må jeg nok være dig svar skyldig. Jeg er lidt i tvivl om leksikonet her - mener du hvorfor folk ikke benytter sig af IM-tjenester, som MSN, IRC og den slags? I så fald tror jeg bare det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Det handler ganske enkelt om Facebook tilbyder et bedre produkt, end så mange andre. F.eks. var MySpace også ret populært en overgang, men Facebook tilbød et bedre produkt og MySpace er mere eller mindre dødt i DK.
Men det er vel for så vidt også underordnet... Pointen er bare jeg ikke mener det nytter noget, at sætte folk op på en piedestal.... For selvom udsigten fra et elfenbenstårn utvivlsomt er god, så er det nok nemmest, at lugte lorten, hvis går rundt i den op til knæene sammen med alle os andre bønder :)

Marit Strømmen

For helvede Kim, kassadamer? Dem mellem 15 og 18, altså teenagere... (Butikmedarbejdere bliver i dangens Danmark fyret på sin 18 års fødselsdag.)
Well, teenagere i dag er vel precis lige så forvirrede, selvoptagede, indbilske, naive, liderlige og usympatiske som de altid har været, min egen generation indbefattet. Den eneste forskellen er vel at de i dag skriver på fb og blogger om det i tillæg. Mon ikke de vokser fra det med årene:)

Marit

Tja, ifølge dokumentaren "Starsuckers" (der blev vist på DR2 forleden) så er teenagerne faktisk blevet mere selvoptagede, siden 50'erne. Men det er for så vidt ikke relevant. Min pointe er sådan set bare, at Smiths kritik er problematisk, fordi den tager udgangspunkt i hendes eget liv. En ung, smuk og meget succésfuld forfatter lever altså ikke det samme liv, som alle os andre. Det er jo det samme som når Asger Aamund sidder i interviews og kronikker, og piver over mindstelønnen og det at folk afgiver deres stemmer efter egne interesser. Ikke sagt at Aamund ikke kan have gode pointer - det kan han vel nok. Men når man beklager sig over at mennesker uden formue ikke stemmer sådan, at folk med formue kan få en endnu større formue, så er det altså besnærende, at tænke Aamunds kritik mere stammer fra det forhold, at han ikke har nogen forståelse for disse menneskers liv end den stammer fra en objektiv stillingtagen til samfundets generelle interesser. Ligesom det er besnærende, at forestille sig Smiths kritik af Facebook stammer mere fra det forhold, at hun sådan set ikke har noget menneskeligt behov for at bruge Facebook.
Som sagt er det ikke det samme som jeg gør mig til fortaler for Facebook er en ubetinget "god ting". Jeg siger bare det er meget menneskeligt, at ville gøre en god facade og det måske ikke nødvendigvis er en dårlig ting, at nogle mennesker kan benytte Facebook til at fokusere på de positive ting ved deres liv og person.
Med andre ord ønsker jeg bare at nuancere debatten. For andre giver jo tydeligvis ikke Smith noget modspil, på den konto, og der kan man jo så spørge sig selv om dét i virkeligheden ikke er mere skadeligt for en person, end at være på Facebook? ;)

Jeg glæder mig bare over, at der er ved at opstå en kritisk debat om nødvendigheden af Fb, og at indtil flere kulturpersonligheder nu offentligt har undsagt Fb og har tilladt sig at stille spørgsmål ved værdien af pseudovenskaberne skaffet under mottoet "jo flere venner jo bedre". Jeg er muligvis langt fra den bedste til at udtale mig om Fb, da jeg aldrig har haft og aldrig får en profil, så mit kendskab stammer mest fra børnenes (18 og 20 år) kommentarer mv., men jeg har aldrig kunne forstå hvorfor de (og en stor del af de øvrige ca 500 mill brugere) som lemminger følger Zuckerberg ind i hans pseudoverden.Jeg vil, som Zadie Smith, gerne vedblive at være menneske 1.0, nok med færre, men virkelige venner 1.0.

Ole, Facebook giver mig mulighed for tættere og hyppigere kontakt med mine "virkelige" venner, selv om de bor langt væk. Fx kan jeg til hver en tid komme i kontakt med min søster og niece i Nicaragua.

Jeg anerkender, at der kan være fornuftige ting ved Fb også, men den hyppigere kontakt kunne også klares pre-Fb via Skype, MSN o.lign., hvilket jeg selv har benyttet, når børnene var udenlands