Baggrund
Læsetid: 9 min.

Alting har en ende

Tv-serien, sædeskildringen og farcen 'Klovn's popularitet vil tilsyneladende ingen ende tage. For 'Klovn' er alt for meget, helt sin egen og uforbederligt latrinær. Og nu er den blevet til en film, som markerer afslutningen på en æra i dansk fjernsyn. Men er der efterhånden flere tabuer tilbage, som ikke er blevet taget under kærlig behandling i serien? Er der grænser for, hvad man kan gøre grin med? Og hvorfor er serien så frygtelig pinlig?
'Klovn's popularitet vil tilsyneladende ingen ende tage, men er der grænser for, hvad man kan gøre grin med? Og hvorfor er serien så frygtelig pinlig?
Kultur
9. december 2010

Frank er rådvild. Han har lige leget begejstret med den pisk, han fik i julegave, og har svært ved at tro sit held. Den er fuldstændig ligesom den, han har set i Indiana Jones. Da han vender sig om, ser han til sin skræk, at en af gæsterne, der er grøntsag og sidder i kørestol, er parkeret bag ved ham i stuen. Fordi han var optaget af sit eget lykketræf, har han ikke tænkt over hendes tilstedeværelse og piskens spændvidde. Hun har blødende striber i ansigtet og på halsen efter piskens smæld og sidder helt stille. Frank stivner og overvejer, hvordan han skal redde sit eget skind og dække over sin dumhed. Og i stedet for at gå til bekendelse og indrømme sin uagtsomhed, forsøger han at skjule sine spor ved at give hende et julemandsskæg på, så man ikke kan se sårene. Og håber som et barn på, at ingen lægger mærke til det, og at det går væk af sig selv.

Situationen er blot en af mange beslægtede og pinagtige hændelser, man som seer konfronteres med, når man blænder op for et afsnit af Klovn.

»Pinligheden opstår, fordi vi forlænger bagkanten på vores scener. Man får ikke lov til at forlade rummet, men bliver tvunget til at blive sammen med dem, der står tilbage med lorten, så at sige. Vi kaster en bombe og insisterer på, at publikum skal være vidne til eftervirkningerne og se ned i krateret,« siger Frank Hvam.

Man tager et tabu, ganger det med 10, og scenen er sat til et velkendt dilemma i serien, der, som så mange før den, er blevet filmatiseret under stor bevågenhed. »Skammen starter den 16. december. På forhånd undskyld,« slutter traileren til Klovn: The Movie, der, ligesom forlægget, er baseret på virkelige hændelser og kendte mennesker. Med lige dele sex, fækalier og nøgenhed. Så er publikum og sarte sjæle ligesom advaret.

Kendt som klovn

Kendte hilser næsten altid på hinanden, selv om de ikke kender hinanden for andet end at være kendt. Men de vækker alligevel genkendelse hos hinanden. Sådan er det også i Klovn med bagmændene Frank Hvam og Casper Christensen i hovedrollerne som sig selv og i samspil med andre kendte, der også spiller sig selv. I en verden hvor kendt selskab er bedre end godt selskab. Hvor der ikke er plads til helt almindelige mennesker, der kun optræder som latterliggjorte statister til spot og spe. Og som mest af alt foregår syd for bæltestedet. Og op og ned ad Frederiksberg Allé.

Ovenstående er blot et af de optrin, der vækker lige dele afsky og frydefuld fascination hos et trofast og dedikeret publikum. Og er solidt plantet i den kollektive erindring. For Klovns gennemslagskraft er indiskutabel. Nogle afsnit af serien har tiltrukket næsten 300.000 seere, og dvd-versionen er solgt i omkring en million eksemplarer.

Mikkel Nørgaard har instrueret samtlige seks sæsoner af tv-serien og nu også filmen. Han mener, at seriens succes skyldes genkendelighed. Ikke kun blandt seriens aktører, men også mellem dem og publikum:

»Det er vigtigt, at man kan spejle sig i den kunst eller underholdning, man betragter. Vi repræsenterer de sider, som man ikke får lov til at spejle ret mange andre steder. Og jeg tror, det er derfor, serien har fået så stor succes. Den bekræfter os i, at vi ikke er alene med vores tanker.«

I altings midte er antihelten Frank, der hverken er god mod børn eller dyr. Og det er altid ham, der får røven på komedie. Frank er klovnen, som seriens og filmens titel refererer til. Og som gentagne gange udviser total mangel på situationsfornemmelse, dannelse og almindelig pli. Socialt utilpasset som han er, havner han ustandseligt i prekære situationer og træder ved siden af normen. Ikke bare lidt, men ned i en dyb afgrund af tabuer.

»Vi beskæftiger os med og udfordrer forholdet til alt det tabubelagte og forbudte i den brede offentlighed, som vi ikke kan eller vil kapere. Og så skruer vi lige en tand eller to op. Klovn handler om alt det, vi går rundt om i stedet for at gå ind i. Og Frank går i alle tabuer med begge ben,« siger Mikkel Nørgaard.

Uden takt og tone

Serien er i det hele taget et kontinuerligt normbrudsstudie, der afviger fra alle faste regler for god skik og opførsel. Men ofte lægger man først mærke til normerne, når de og grundreglerne for sameksistensen brydes. Det må man sige, de gør i Klovn. Og der er en af grundene til, at den er så pinlig. En anden er, at den insisterer på publikums tilstedeværelse og stillingtagen.

Det sker, når Frank uforvarende tager Mias mors brudekjole og brænder den af på sankthansbålet, fordi han skal lave en heks. Når han kræver byttepenge af en tigger, fordi han kun har en seddel og synes, det er lige lovlig ekstravagant, selv i et anfald af næstekærlighed. Når han bruger Mias intimskraber til ansigtsbarbering, får eksem og fortæller åbent om det, hvor alle andre nok havde valgt at tie det ihjel. Når han nægter at smage på en af de havregrynskugler, Don Ø's barnebarn har lavet, selv om han er troppet op for at tillokke sig gratis billetter til en vigtig kamp i Parken. Når han bliver forbrændt på tissemanden (som han selv kalder den) af en brandmand, fordi han skal vende sine badebukser i vandet og ligger krampagtig og blottet tilbage på stranden til skue for alle dem, der går forbi. En hændelse, der taler til forfængeligheden i de fleste. Og angsten for at blive gjort til grin offentligt.

»Mange af de situationer kræver en hensyntagen, som Frank ikke tager hensyn til,« siger Mikkel Nørgaard.

Når det kommer til at genfortælle tåkrummende og gruopvækkende højde- og lavpunkter fra serien, skorter det ikke just på eksempler. Listen er uendelig og ubønhørlig. For Klovn udstiller livet som småborger(lig) og fremkalder en følelse af skam hos seerne. Og det i en sådan grad, at mange bliver nødt til at holde sig for øjne og ører eller forlade rummet, når de konfronteres med seriens pinagtige episoder og græmmes over dens nådesløshed. Og det er helt bevidst.

»Pinlighed er et spørgsmål om timing. Det pinlige kan behandles nænsomt som for eksempel i brochurer fra det offentlige. Vi sætter en ære i at gøre det modsatte,« siger Frank Hvam.

Ingen skam i livet

Selv om det moderne menneske til en vis grad har afmonteret skammen, lever fænomenet skam videre i bedste velgående. Også i serien Klovn, hvor Frank toner frem på skærmen som uforskammet og skamløs.

Dan Zahavi er professor og leder af Center for Subjektivitetsforskning på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Han mener, at skam involverer en punktering eller devaluering af selvrespekt og kan overføres til andre. Men skam er mere vedvarende end det, der blot er pinligt. Derfor bør begreber som skyld og skam adskilles fra hinanden.

»Skyld er knyttet til specifikke handlinger, hvor man forsøger at afhjælpe skadevirkningerne og sone. Skam tager ikke hensyn til andre. Den opstår som et desperat ønske om at forsvinde, usynliggøre gerningen og komme væk fra scenen så hurtigt som mulig,« siger han.

At skam også kan overføres fra serien til seerne, er Klovn et af de fremmeste beviser på.

Og selv om Frank ganske vist godt kan skamme sig, tager han aldrig skylden på sig. Frank skaber selv sine problemer, men han tager ikke ansvar for dem. Og han synes aldrig rigtig at angre sine handlinger. I stedet for at forsøge at gøre det godt igen, prøver han gang på gang at kamuflere dem, stikke halen mellem benene og flygte fra gerningsstedet. Og hvis muligheden er der, tager han altid en med i faldet. For Frank er ikke bare småborgerlig. Han er også smålig. Og selv om seerne indimellem genkender sig selv i Frank, vækker han også en vis antipati.

Det er der en god forklaring på: »For så vidt vi oplever nogen som skamløse, giver det anledning til fordømmelse. Men skamløshed fordrer en forståelse for de normer, man bryder. Små børn har for eksempel ingen hæmninger i forhold til at optræde nøgen. Derfor finder vi kun grund til at tale om skamløshed, når folk er klar over, at de bryder normerne,« siger Dan Zahavi.

Frank og Casper er heller ikke bange for at eksponere deres krops- og kønsdele. I hvert fald optræder de ofte uden en trævl på kroppen. Nogle gange tilsigtet, andre gange aldeles utilsigtet.

»Nøgenhed er en balancegang. Langt hen ad vejen er det underholdende, men det kan også fungere som et overgreb på de mennesker, som vi tvinger til at se på vores tissemænd,« siger Frank Hvam.

En af grundene til, at man ofte tilgiver Frank hans ugerninger, er netop, at han besidder en vis drenget charme og til tider kommer til at fremstå forsmået og hjælpeløs. Der er en naiv og barnlig uskyldighed over ham, samtidig med at han er inkarnationen af den indre svinehund. Og det er en formildende omstændighed, når han blotter sin mangel på manerer, empati og menneskelig forståelse. For Frank er altid uskyldig, indtil det modsatte er bevist. I hvert fald ifølge hans egen selvopfattelse. Og han ved godt inderst inde, når han gør noget forkert.

Dan Zahavi mener, at skam rummer en fornemmelse for takt og respekt for andres værdighed og intimsfære.

»Hvis den krænkes, og det bevidnes, forårsages skammen af andres negative vurdering. Og man forsøger at dække over sine fejltagelser,« siger han.

Men føler Frank skam? Det mener Frank Hvam bestemt: »Men vi har givet ham et karakterbrist. Han opdager det lige lidt senere end alle andre og vil nødig indrømme det. Han er en stædig kværulant, men han er jo ærlig i sin egen verden, hvor Casper er dybt uærlig.«

Benægt, benægt, benægt

Den historie, der oftest går igen, når man diskuterer serien med andre, er, da Frank forretter sin nødtørft i en kattebakke i Mias mondæne teforretning efter at have haft hånden lidt for langt nede i kagedåsen, og toilettet viser sig ude af drift, da behovet for aflad viser sig.

»Den der sammenstilling af fimset frederiksberg-darjeeling og bar røv i kattegrus er uforlignelig,« siger Nete Harsberg, der har set mange afsnit af serien.

»Og ikke nok med det - lortens størrelse skal efterfølgende kommenteres; måske ser vi den endda, men det er jeg ikke sikker på - det kan være et af den slags intense tv-øjeblikke, som kun optræder i den indre biograf, a la lærer Andersen ude på altanen.«

Som så ofte før benægter Frank alt. I dette tilfælde kendskabet til lorten, der er lige lovlig stor for en kat. For intet er helligt for Frank og holdet bag Klovn. Og det taler både til laveste fællesnævner og de højrøvede, at serien udstiller menneskets ubehagelige og usympatiske sider. Alt det, vi ikke vil være ved, men skammer os over at tænke og mene om andre.

»Frank tager den altid et skridt længere, men mange af os har i virkeligheden været skræmmende tæt på,« siger Mikkel Nørgaard, der mener, at det bidrager til seriens pointe, at alt det, vi helst ikke vil se på, kommer op i øjenhøjde.

»Men ikke så meget, at publikum ikke kan holde ud at være vidne til det. Man skal kunne være tilstede i det.«

Den evige klovn Frank udvikler sig ikke, men bliver altid slået tilbage til start, et klassisk og sikkert greb i sitcom-genren, hvor hovedpersonen forventes at have de samme karaktertræk eller -brist serien igennem. Men han udvikler sig efter sigende i filmen. Hvordan, står endnu tilbage at se, hvis altså ikke publikum udvandrer fra biografmørket i kollektiv skam.

»Det pinlige har vi det virkelig svært med. Det rammer noget i os,« siger Mikkel Nørgaard som forklaring på, at mange faktisk har svært ved at se Klovn og får lyst til at rejse sig og forlade tv-stuen. Og det er netop hensigten: »Men jeg vil selvfølgelig gerne have, at folk bliver siddende.«

Men kan man gøre grin med alt?

»Helt sikkert,« siger Frank Hvam. »Grænsen går, hvor publikum ikke griner længere. Så er man gået for langt. Det er stadig den morale, der gælder. Casper og Frank får jo altid deres straf. Vi ved allesammen, at vi skal stå til ansvar for vores handlinger til sidst. Og Knold og Tots numre er jo også kun sjove, fordi de får en ordentlig røvfuld.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

overordentligt velskrevet og underholdende

Det kastede lidt større klarhed over serien.

Jeg har aldrig følt mig pinligt berørt af de få afsnit, jeg har set.

Til gengæld finder jeg samtlige karakterer usympatiske til det kvalmende.

Desværre tror jeg, at sammenfaldet mellem karaktererne og de virkelige personer stikker dybere.

/O

Henrik von Stijnbergen

@OLiver,

Slap af, serien er da skide sjov, og hvordan personerne i serien er som mennesker er da ligegyldigt.

Oliver, det virkelig sjove er når man pludselig ser en Frank eller en Casper i noget af det man selv går og foretager sig ...

Majbritt Nielsen

Godt skrevet og fint rammende artikel. :)
Af en eller anden grund har jeg altid haft en lige streg mellem den serie og de drenge jeg gik i klasse med i skolen.
De er husket som de var dengang. Og det ser jeg så i den serie, eller de få afsnit jeg har set. ;)

Det ærgrer mig at medierne aldrig tager fat på seriens lettere uheldige skabelsesberetning, når de behandler Klovn. For selvom der ikke skal herske nogen tvivl om vi har at gøre med et rigtigt godt produkt - både kunstnerisk og håndværksmæssigt. Klovn er ganske enkelt skidegodt lavet. Men det ændrer altså ikke på konceptet er et soleklart plagiat.
Hvad gør det, at skidtet er plagieret, når bare det er godt lavet og morsomt? Er der sikkert mange, der vil spørge. Svaret er sådan set ret klart.
Først og fremmest bidrager det (helt praktisk) til at tilmudre en i forvejen mudret juridisk virkelighed for mediebranchen. For den slags adfærd tjener kun til at skabe flere spændinger mellem mediebranchen og deres kunder. Der jeg vil hen er naturligvis, at det sender nogle rigtigt dårlige signaler, at man på den ene side jagter privatpersoner fordi de downloader musik og film fra nettet. Mens man på den anden side hædrer og tilskynder kunstnernes egne tyverier af intellektuel ejendom.
Derudover er det et problem, fordi den tænkning, som Klovn er født ud af, altså ikke ligefrem bringer mere kreativitet til branchen. For selvom Klovn er skidegodt lavet, så er der for så vidt ikke noget nyt i konceptet - Klovn er dybest set bare én fremstilling af én idé, det er ikke en ny idé. Dvs. rent kreativt er der altså ikke bragt meget nyt på banen og kreativiteten i tv-branchen må siges at være nedbragt (de facto).

Og hvad er det et plagiat af?

Kim Sørensen tænker på " Curb Your Enthusiasm "
Larry David´s skidegode sit com-serie.

Selv kendingsmelodien er MEEEEGET enslydende - hvis man gider finde denne på nettet...

Jeg mener dog at " Klovn " i dén grad har fundet sine egne ben - så pyt med det...

Her er en lille fin scene :
http://www.youtube.com/watch?v=2Ewr4BSTr8Q

Nils

Det er lige nemlig Curb... jeg tænker på :)
Og ja, du har ret i at Klovn har fundet sine egne ben... Det synes jeg også jeg giver udtryk for i mit indlæg.
Men hvis det ikke er tydeligt nok, så lad mig her sige, at jeg da også ser Klovn med stor glæde og fornøjelse.

Men og det er godt nok et stort men, det ændrer altså ikke på man skamløst har planket konceptet direkte fra Larry Davids imponerende opfølger til Seinfeld (en serie Casper C. i øvrigt også har rapset fra ved en tidligere lejlighed). Faktisk er plagieringen så åbenlys, at det overrasker mig Klovn endnu ikke er blevet mødt af et sagsanlæg fra selskabet bag Curb...
Hvilket jeg virkeligt synes er en skam, for i alt iveren over at hylde Casper Christensen som et geni, glemmer man altså at manden endnu har tilgode at frembringe et originalt koncept. Som tv-forfatter har han helt åbenlyse kvaliteter, men som konceptudvikler er manden altså en gemen tyv :)

Et lille uddrag af rapserierne:

Klovn er et plagiat af Curb Your Enthusiasm

Live fra Bremen er et plagiat af Saturday Night Live

Langt fra Las Vegas måske ikke plagieret men så "inspireret" af Seinfeld

Mandril-aftalen er et plagiat af Reeves & Mortimer/Monthy Python

Tæskeholdet er et plagiat af Howard Stern

Henrik,

Både Casper Christensen og Frank Hvam har deres baggrund i Stand-Up genren, som adskiller sig markant fra traditionelt skuespil ved netop ikke at være det.

Stand-Up'erne agerer i en vis forstand som sig selv, og bruger den særlige form til at give luft for deres idiosynkrasier og lommefilosofiske betragtninger. Det er blevet en platform, som giver mulighed for at lukke alt ens skrald ud, med en ironisk distance, fordi det er performance - men det er stadigvæk skrald.

Og de fleste Stand-Up'ere herhjemme er slet ikke skuespillere af baggrund, de kan ikke agere; de kan knapt nok tale med en tydelig diktion, så man kan forstå dem - og så er langt hovedparten af dem af ufattelig ringe kvalitet. Til disse regner jeg Casper Christensen, og også til en vis grad, Frank Hvam.

Nu har de så overført 'sig selv' til sitcoms og spillefilm, men det ændrer ikke fundamentalt ved det faktum, at de stadig 'agerer' sig selv i en form for grotesk udleven af deres værste sider.

Jeg ser ikke den store forskel på karaktererne C. Christensen og F. Hvam i Klovn, og ditto som Stand-Up'ere. Det er den samme gang usympatiske vrængen af alt og alle, drengerøvsvulgaritet, og ulidelig selvoptagethed.
Det var sådan set også det, der prægede C. Christensens tidligste radio-satireprogrammer.

Men de står bestemt ikke alene. De er sådan set blot eksponenter for en hel generation, en tidsånd fra de senste 10-20 år, som ikke kan byde på andet end at krænge deres værste menneskelige sider ud i hovedet på os, helt blottet for skuespilsmæssige, eller andre kvaliteter.
Det er, undskyld mig, virkelig bunden af underholdning.

Hvis Casper Christensen alment opfattes som geni, så kan jeg kun tage det som udtryk for, at han virkelig har ramt en nerve i tidsånden.

/O

Har i øvrigt fundet to klip, der vist siger alt om hr. Christensens moralske habitus. At manden er en gemen tyv, bør der ikke herske nogen tvivl om:

Først originalen
http://www.youtube.com/watch?v=6qv1DhdPAS8

Derefter Christensens tyveri
http://www.youtube.com/watch?v=iAsJ1x28jzM

Bjarne Bisgaard Jensen

Meget sjovt at der ikke er en eneste kommentar om de kvindelige hovedpersoner, som sådan som jeg ser det blot er staffage og en overbærende kvinderolle, ssom "tilgiver" alle drengenes tossserier uanset pinlighed og grovhed. OK?? i moderne tv

Bjarne

Tja, joe, ja måske... Men generelt er karaktererne i serien ret endimensionelle. Så jeg ser det egentligt ikke som en bevidst holden nede af kvinder. Det har nok bare mere at gøre med det et eller andet sted bare er let underholdning, hvor der altså ikke er plads til den helt store karakterudvikling - slet ikke i forhold til birollerne.
Det ville naturligvis have tilført serien en betydelig patos, hvis Mia eller Iben havde bedt Casper og Frank definitivt om at skride af helvedes til, et eller andet sted i løbet af serien. Men hvor havde man så gået hen med karaktererne? Så havde det jo bare været to drengerøve på slap line. Derfor er kvinderollerne nok som de er, fordi de trods alt sikrer serien en eller anden form for rød tråd og jordforbindelse.

Men jo, det er da ærgeligt, at kvinderne i serien aldrig fik mulighed for at folde sig helt ud. Jeg tror så bare ikke man havde et stærkt nok fundament, til at tillade sådanne dramaturgiske udfoldelser.