Læsetid: 5 min.

Amerikas onde bundfald

'Rednecks', 'hicks', 'hillbillies' og 'poor, white trash'. Hvide fattigrøve fra udkantsområderne har ofte trukket det korteste strå i amerikansk film og tv
Bundskrabere. Det er så nemt at udstille og latterliggøre dem, hvis livsstil ikke opfylder et eneste trendiness-kriterium   - og man kunne få den mistanke, at mange mennesker i en kultur med stort fokus på personlig succes har et stadigt behov for at holde deres egen frygt for fiasko fra døren ved at more sig over tåbelige typer fra de nedre socialklasser. Uanset hvad, så er det god underholdning i serien 'Vor værste år (nederst t.v.) og film som 'Fars fede ferie' (øverst t.v.), 'Udflugt med døden' (øverst t.h.) og 'Kalifornia' (nederst t.h.).

Bundskrabere. Det er så nemt at udstille og latterliggøre dem, hvis livsstil ikke opfylder et eneste trendiness-kriterium - og man kunne få den mistanke, at mange mennesker i en kultur med stort fokus på personlig succes har et stadigt behov for at holde deres egen frygt for fiasko fra døren ved at more sig over tåbelige typer fra de nedre socialklasser. Uanset hvad, så er det god underholdning i serien 'Vor værste år (nederst t.v.) og film som 'Fars fede ferie' (øverst t.v.), 'Udflugt med døden' (øverst t.h.) og 'Kalifornia' (nederst t.h.).

30. december 2010

»Squeal like a pig!« befaler en usoigneret knoldesparker under udførelsen af et grufuldt seksuelt overgreb på to mandlige storbyturister, som er havnet milevidt fra deres vante element. Scenen stammer fra Udflugt med døden (1972), og overgrebsmandens ordre til sit offer signalerer særdeles tvivlsomme seksuelle præferencer. Det underliggende budskab synes at være, at på landet er der hverken hæmninger eller almindelig anstændighed og derfor frit seksuelt slag.

Og så var det ikke engang den mest ekstreme fremstilling af mindrebemidlede randeksistenser det filmår. Mere om det senere.

De fattige svin

I den snart biografaktuelle Winter's Bone ses en lødig og nuanceret skildring af amerikanere med tomme lommer, men indavlede, dovne og pjaltede sinker med voldelige anlæg skal man ikke lede længe efter i den amerikanske populærkultur. Denne sejlivede mistillid til fattigfolk, som bor på landet, skyldes måske, at de ligner den diametrale modsætning til velbeslåede storbyboere, der udlever eller jagter den amerikanske drøm.

Man kunne få den mistanke, at mange mennesker i en kultur med stort fokus på personlig succes har et stadigt behov for at holde deres egen frygt for fiasko fra døren. En måde at gøre det på er at dæmonisere eller latterliggøre dem, hvis livsstil ikke opfylder et eneste trendiness-kriterium.

Det spiller ganske givet også ind, at muligheden for social mobilitet har så prominent en placering i amerikansk selvforståelse: Et individ bliver ikke født ind i noget, det ikke kan knokle sig fri af.

»I et land, der er så rodfæstet i myten om fraværet af samfundsklasser, i en kultur, hvor vi ofte har svært ved at forstå og forklare fattigdom, tjener white trash-stereotypen det formål at bebrejde de fattige, at de er fattige,« skriver redaktørerne af bogen White Trash på første side.

Spise med krise

Enhver amerikaner over konfirmationsalderen er utvivlsomt bekendt med betegnelsen 'white trash' og den mere mundrette, men ikke mindre brutale, 'trailer trash' (der henviser til den billige boligform, som ofte forbindes med denne befolkningsgruppe, nemlig store campingvogne).

Ikke sjældent er de monstrøse bondeknolde at finde i sydstaterne, der jo for snart 150 år tilbage var taberne i Den Amerikanske Borgerkrig. Selve betegnelsen 'white trash' er imidlertid endnu ældre, og var angiveligt de sorte slavers skældsord for hvide tjenestefolk.

Netop borgerkrigen spøger i Two Thousand Maniacs! (1964), hvor en flok turister med yankee-baggrund af indbyggerne i en lille sydstatsby inviteres med til at markere 100-året for en militær sejr for nordstaterne. Hvad de ikke ved, er, at de er tiltænkt svært utaknemmelige roller i en særdeles makaber form for fejring.

10 år senere serverede Motorsavsmassakren, der udspiller sig i Texas, så en af filmhistoriens mest groteske familier for publikum. Der er tale om morderiske kannibaler, men familiemedlemmerne kan dog også ses som ofre for kapitalismens logik: Efter at deres slagterforretning er gået konkurs, må de slagte mennesker for at overleve.

Når eliten straffer

Tvetydig er også science fiction-actionfilmen Independence Day, hvor Randy Quaid spiller en socialgruppe 5-drukmås, der til slut tager et gigantisk antal fjendtlige rumvæsener med sig i døden. Skal hans selvmordsmission ses som en heroisk gerning eller blot som filmproducenternes forestilling om den højeste ære, der kan tilfalde et stykke white trash - at ofre sig for at bevare det samfund, han befandt sig på bunden af?

Anderledes helhjertet dæmonisering er på spil i det mindst ligeså reaktionære drama Kalifornia fra 1993, hvor Brad Pitt spiller en white trash-seriemorder, som har sit modstykke i David Duchovnys elitære forfatter. Slutningen lader sig med lethed læse som et forsvar for dødsstraf, og hertil skal lægges, at denne eksekveres af en figur, som ved filmens start var en »bleeding heart liberal«, altså medfølende og venstreorienteret.

Det bli'r i familien

Men det er i provokatør og kultfilminstruktør John Waters' Pink Flamingos (1972) at vi finder, hvad der må være filmhistoriens mest frastødende portræt af campingvognfolket. Titlen henviser til de plastikflamingoer, som folk uden smag - eller med en veludviklet sans for kitsch - placerer som pyntegenstande på deres græsplæner. I filmen møder vi blandt andet en retarderet kvinde med glubende appetit på æg samt den hundelortædende transvestit Divine, som en tabloidavis da også kårer til »the filthiest person alive«.

Også i mainstream-komedier finder man imidlertid fordomme om bøhlandets ressourcesvage beboere. I Chevy Chase-filmen Fars fede ferie (1983) møder vi titelpersonens kones kusine og hendes fallittruede familie, som bor i Kansas. Igen er storbycivilisationens modsætning skildret som et sted, hvor man blæser på de andetsteds anerkendte regler for moralsk adfærd: Faren (også spillet af Randy Quaid) tungekysser med sin datter, får vi således at vide i, hvad der er ment som en morsom replik.

Det måske mest perfekte modbillede på den sunde og beundringsværdige amerikanske kernefamilie finder vi dog i storbyen Chicago, nemlig The Bundy's fra situationskomedien Vore værste år (1987-97): Faren er en desillusioneret og galgenhumoristisk skotøjsforhandler, moren en vulgær dulle uden skyggen af virkelyst, datteren en tungnem bimbo og sønnen en liderbuk.

Særlig kættersk er faren Als fatalistiske indstilling til det at kæmpe sig op ad den sociale rangstige, og han kan på nogle måder ses som en forløber for det ultimative humoristiske opgør med høje amerikanske idealer, Homer J. Simpson (der dog ikke kan karakteriseres som white trash; dels fordi han som bekendt er gul, og dels fordi hans familie tydeligvis tilhører middelklassen).

Når antihelte som Al og Homer har opnået så betydelig popularitet, er det nærliggende at antage, at det er, fordi de tilbyder seeren mulighed for - pr. stedfortræder - at stå af ræset og give los for de karaktertræk, amerikansk selvforståelse ellers bandlyser, ikke mindst dovenskab.

Ædle arbejdere

Sideløbende med Vore værste år sendte en anden amerikansk kanal faktisk en serie, som stillede samme samfundsklasse i et direkte positivt lys. Roseanne (1988-97) fulgte en velpolstret proletarfamilie, som i bund og grund elskede hinanden, skønt deres sarkastiske indbyrdes omgangstone til tider kunne forlede en til at tro det modsatte.

Med temaer som menstruation og homoseksualitet blev Roseanne desuden kendt for at bryde tabuer i primetime, hvilket gav dens uprætentiøse hovedpersoner et betragteligt anstrøg af autenticitet.

Herhjemme har vi haft tradition for at skildre fattige mennesker respektfuldt, skønt der findes eksempler på rød- og hvidstribet white trash. Senest i skikkelse af sydhavnsskøgerne Winnie og Carina, men også i Niels Arden Oplevs barokke udkantskomedie Fukssvansen (2001), hvis persongalleri kun med lidt god vilje kan beskrives som smukke tabere.

I den mere eller mindre virkelige verden er der jo desuden reality-tv-fænomenet Sidney Lee, som med sin forkærlighed for sydstatsflag og færdigretter har forstået at importere og malke den ikonografi, der knytter sig til den white trash-kultur, som det hippe overskuds-Amerika elsker at hade.

Winter's Bone har dansk premiere den 6. januar. Interview med instruktøren, Debra Granik her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Quote: Tvetydig er også science fiction-actionfilmen Independence Day, hvor Randy Quaid spiller en socialgruppe 5-drukmås, der til slut tager et gigantisk antal fjendtlige rumvæsener med sig i døden. Skal hans selvmordsmission ses som en heroisk gerning eller blot som filmproducenternes forestilling om den højeste ære, der kan tilfalde et stykke white trash - at ofre sig for at bevare det samfund, han befandt sig på bunden af?

Det kunne måske også være et billede af at det altid er de fattige der smides ud i krigen og samtidig er de fattige der ser færrest af deres kære komme hjem igen.

Kim Sørensen

Man må desværre konstatere, at artiklen er skrevet af en dilletant, der ikke aner en klap om emnet. Hvilket gøres klart og tydeligt, i det forhold, at man har medtaget bl.a. Married... With Children og The Simpsons, som eksempler på amerikanernes "overgreb" på de lavere sociale klasser. Først og fremmest tilhører hverken Bundy- eller Simpsonsfamilien nødvendigvis de laveste sociale klasser. De er begge middelklassefamilier (godt nok med nød og næppe - men alligevel). At de er middelklassefamilier "undskylder" et langt stykke hen af vejen, den påståede latterliggørelse. USA har jo en stor middelklasse og familierne Bundy og Simpson er derfor ikke en uheldig minoritet. Nej, de er i samme båd, som rigtigt mange af deres seere.
Derudover skal man heller ikke komme for godt igang, med at fremhæve Danmark positivt, på den konto. For selvom det er korrekt, at man i USA ofte ser hillbillies, som indavlede biroller (Cletus i Simpsons og fætter Eddie i ... Vacation), så har vi jo de samme tåber i danske film. F.eks. er Dynamit-Harry, en forsumpet alkoholiker, eller Peter Malmbergs Korch-roller jo næppe ligefrem historiens mest kærlige behandling af bestemte sociale grupper.

Med andre ord er hillbilly'en, redneck'en eller hvad man nu vælger at kalde dem, ikke meget anderledes end alle de landlige og/eller forsumpede arketyper, vi i Danmark benytter os af. Det skal dog indskydes, at disse karakterer oftest fremstilles relativt positivt - både i Danmark og USA. F.eks. er Cletus, Dynamit-Harry osv. jo alle elskelige karakterer, hvor dumme, indavlede og forsumpede de end måtte være.
Der hvor amerikanerne så skiller sig ud, er ved konceptet "exploitation". Hvor man "udnytter" et chockerende emneområde - som man gjorde i Two Thousand Maniacs!, med sadistisk vold og holdningen til den amerikanske borgerkrig blandt sydstaternes borgere (eller "Nordstaternes aggresion", som borgerkrigen betegnes, hvis man kommer langt nok syd på). Havde man fokuseret på exploitation-genren, havde der måske været kød nok på til at skrive en artikel om amerikanernes "udnyttelse" og "udstilling" af folk fra lavere sociale lag. Det har man så desværre ikke valgt og resultatet er at man står tilbage med en artikel, der fuldstændigt går fejl af hvad det rent faktisk er, der gøres grin med i de nævnte eksempler.... man står i øvrigt også tilbage, med en følelse selvhøjtidelighed, efter den afsluttende paragraf :/