Læsetid: 2 min.

Delejul

68'erne er stolte af deres opgør med familien og traditionerne, bare ikke når det kommer til de højtider, hvor deres børn helst skal være til stede
Juletiden er et værre ræs for skilsmissefamilier, hvor forældrene ofte sætter deres egne behov foran børnenes. I år spurgte jeg for første gang mig selv, hvordan JEG havde lyst til at fejre jul.

Juletiden er et værre ræs for skilsmissefamilier, hvor forældrene ofte sætter deres egne behov foran børnenes. I år spurgte jeg for første gang mig selv, hvordan JEG havde lyst til at fejre jul.

Jørgen Jessen

2. december 2010

Det er min fars jul i år. Det siger deleordningen. Den har hele mit liv dikteret, at jeg i lige år holder lillejuleaften med min mor, juleaften med min far og anden juledag julefrokost hos min mors familie. I ulige år er det så lige omvendt.

Jeg er ikke alene om at holde delejul. Det gør mange af mine venner også af hensyn til deres skilte forældre. Det er egentlig absurd, for vores forældres generation var stolte af deres opgør med traditioner, strukturer, ritualer. Bare ikke når det kommer til jul eller andre højtider som barnets 10-års fødselsdag, konfirmation, translokation, kandidatfest, bryllup, dåb af første barnebarn. Så vil de pludselig familien alligevel, og så må skilsmissebarnet tage ansvaret for komplicerede sociale forhandlinger, så en endnu mere kompliceret retfærdighed kan ske fyldest.

Jeg havde en klassekammerat, som undskyldende måtte bede om at få to stop på ruten, da vi blev studenter. Hans mor havde lejet en café med fadøl, fordi hun ikke kunne bære at modtage sin hvidklædte søn i det samme hus som sin eksmand. Jeg kender en pige, hvis far pendlede forvirret fra det ene lokale til det andet under hele hendes 18-års fødselsdag. Hendes mor sad i den ene stue og farens nye kone sad i den anden. Begge kvinder spredte rigtigt god stemning. Jeg kender vanvittige mængder af voksne skilsmissebørn, som hvert år spiser en stor julemiddag både lillejuleaften og juleaften komplet med gaver og juletræsdans, så hverken far eller mor bliver snydt for at holde jul med deres børn.

Endnu har jeg ikke hørt om nogle, som har holdt delebryllup. De fleste skilte forældre tager sig sammen lige den dag. Nogle gange kan det godt betyde, at der er lidt rigeligt med taler under bryllupsmiddagen, især hvis det er to skilsmissebørn som gifter sig. Så skal man både høre på brudens far og brudens mor og brudens stedfar og brudgommens far og brudgommens mor og brudgommens stedmor og eventuelt også brudgommens eks-stedfar. Alle disse forældre siger, at de håber, at deres børn klarer ægteskabet bedre end de gjorde. Nogle gange kan man ikke lade være med at spekulere på, hvordan det unge par skal bære sig ad med at finde en fornuftige juleordning, når de en dag selv bliver skilt.

I år spurgte jeg for første gang mig selv, om hvor jeg helst ville holde jul. Og konkluderede, at jeg i år ville holde jul med min gamle mormor og morfar, som så gerne vil holde jul med deres oldebørn. Det tog mig to måneder at få sagt det til min far.

Da jeg endelig fik det gjort, sad jeg længe og ventede på, at de vil ringe fra Menneskerettighedsdomstolen i Haag og stævne mig for overgreb mod de universelle retfærdighedsprincipper vedrørende ligelig fordeling af glæder hos fraskilte forældre. Telefonen ringede sjovt nok aldrig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frederik Hougaard

Tak Kongekommentar :o) ------ fint ironisk opgør med alle de små-egoistiske skilmisseforældrer, som lige glemte, at det havde nogle knap så fede konksekvenser at gå fra hinanden ----dermed ikke sagt, at man skal blive sammen for enhver pris.

Jeg fatter ikke pointen i artiklen. Forventer hun at hendes skildte forældre skal holde jul sammen for hendes skyld? Det skal nok blive hyggeligt!
Er hun ikke lidt klynkende?
Tænk engang hun kan holde jul 2 gange om året - det ville mange ikke skildsmisse børn vil misunde hende.
Så kære Johanne se nu og blive voksen! Lad være med at lide af hensynsblokkering men gør det du selv har lyst til

Kirsten Svejgaard

Rigtig god artikel, som skildrer skilsmissebørns dilemma.

Som både skilsmissebarn og skilsmissemor kunne julen godt være blevet et endnu større stressmareridt, end det faktisk blev.

Jeg insisterede dog på, at der kun skulle holdes én juleaften for børnene, og at alle gaver skulle sendes til det sted, hvor børnene holdt jul det pågældende år.

Til gengæld skulle børnene så helst nå at besøge både den anden forælder og samtlige bedsteforældre i løbet af juleugen, og da de (mine) boede forskellige steder i landet, endte det alligevel med en lettere stresset mor og et par børn, der var forspiste i julekager og -slik og desuden ret opkørte af hele showet.

Det var med stor lettelse, at jeg kunne holde næsten helt op med at fejre jul, da børnene kunne klare sig selv.

Og det er helt sikkert også som følge af disse erfaringer, at jeg aldrig har insisteret på at se mine børnebørn netop i julen. Jeg sender gaverne til dem, hvis det ikke lige passer med samvær, og har det fint med at se dem på alle mulige andre tidspunkter.

Jeg har prøvet at Google Johanne Mygind - hvis jeg har fanget den rigtige i nettet så skrives der 1976 på fødselsattesten. Der er med andre ord en kvinde omkring de 34 år. Så hvis hun gerne vil have samlet sin familie omkring juletræet kunne hun jo overveje, at holde jul selv og så invitere begge forældre.
Det kan skilsmisseBØRN så næppe bruge til så meget. Men skilsmisseVOKSNE kunne nok spare sig selv for en masse søvnløse nætter og eksistentielle kriser, hvis de handlede istedet for at skrive kronikker ;)
Men Johanne skal da under alle omstændigheder ønskes en god jul...

Kirsten Svejgaard

Man får det indtryk, at Ole Falstofts og Kim Sørensens kommentarer kommer fra folk, der ikke selv har stået i cirkuset.

Artiklen handler først og fremmest om egoistiske forældre, der kun vil familien, når det lige passer dem, men ellers gerne vælger den fra.

Børn, der sendes frem og tilbage mellem forældrene og i øvrigt gerne, som de fleste børn, vil glæde samme forældre, vænnes til, at de altid skal være til rådighed, når forældrene ønsker det, og det er faktisk ret stressende, skulle jeg hilse og sige!

To gange juleaften er ikke misundelsesværdigt - det er en belastning. Børnene skal hele tiden tilpasse sig de respektive forældres og bedsteforældres forskellige normer og traditioner og passe på med at vise passende glæde og taknemmelighed, uanset hvad de i øvrigt føler. Og "kristent" er det jo i øvrigt slet ikke!

Kirsten Svejgaard

PS. I øvrigt ser jeg ingen steder, at Johanne Mygind ønsker at holde jul med begge sine forældre, som begge de herrer tilsynladende har opfattet det.

Jeg ser tværtimod en person, som er træt af forældrenes krav og derfor har fravalgt dem begge i år. Meget fornuftigt!

Kirsten

Når nu du går så meget op i nærlæsning af tingene, så undrer det mig, at du tilsyneladende antager min kommentar omhandler problemet generelt. Hvilket er en særligt mærkelig antagelse, da jeg (eksplicit) skriver min kommentar ikke hjælper skilsmisseBØRN.
Min kommentar handler udelukkende om voksne med skilte forældre. Pointen er ganske enkelt, at Mygind da ikke behøver frygte opkald fra menneskerettighedsdomstolen eller andre dårligdomme. Hun er en voksen person og har derfor selv magten til at gøre noget ved det. Så istedet for at være med til at lade problemstillingen følge hende helt op i hendes voksne liv, pga. hendes passivitet. Kunne hun jo bare selv holde jul og invitere begge forældre (plus bedsteforældrene)... Så er bolden ligesom lagt over på forældrenes bane og hvis problemer mellem forældrene ikke er større end man får indtryk af i artiklen vil problemet jo løse sig selv.

Det korte af det lange er at artiklen altså bruger en del plads på at omhandle voksne skilsmissebørn... og i den forbindelse tillader jeg mig sådan set bare at gøre opmærksom på de altså er voksne mennesker og derfor burde være istand til at gøre noget ved problemet selv. Alexander den store havde invaderet hele den kendte verden, i en alder af 27 år (han var i øvrigt også en slags skilsmissebarn). Danskere med skilte forældre kan ikke åbenbart ikke engang finde ud af at sige fra over for deres forældre, langt op i 30'erne - det er sgu da lidt fesent :)

Men ja, skilsmisser er bestemt ikke sjovt for børn og skilsmisseforældre tænker ikke altid på barnets tarv, når samvær og andre rettigheder skal fordeles - det er vi helt enige om. Men kronikken er stadigvæk lidt klynkende og voksne mennesker (også skilsmissebørn) burde altså være istand til at tage lidt større ansvar for deres eget liv, end det kronikken fremstiller.

Kirsten Svejgaard

Jo, Kim Sørensen, men jeg opfattede nu bemærkningen om menneskerettighedsdomstolen som en ironisk bemærkning.

Du har da ret i, at Mygind kunne have sagt fra over for forældrene forlængst, men jeg tror faktisk på, at det virkelig er meget svært for den type skilsmissebørn, der er vokset op med hele tiden at skulle tage hensyn til forældrene og "dele sol og vind lige" imellem dem, at komme i gang med at behandle forældrene som voksne mennesker.

"...Danskere med skilte forældre kan ikke åbenbart ikke engang finde ud af at sige fra over for deres forældre, langt op i 30’erne - det er sgu da lidt fesent :)

Men ja, skilsmisser er bestemt ikke sjovt for børn og skilsmisseforældre tænker ikke altid på barnets tarv, når samvær og andre rettigheder skal fordeles - det er vi helt enige om. Men kronikken er stadigvæk lidt klynkende og voksne mennesker (også skilsmissebørn) burde altså være istand til at tage lidt større ansvar for deres eget liv, end det kronikken fremstiller...."

Hvor skulle børn også lære det fra, hvis de får tildelt rollen som statister i deres forældres selviscenesættelses-cirkus? Det er mere og mere almindeligt.

Der er ofte ikke større forældrekærlighed forbundet med den rolle, end man kan forvente fra en pædagog, som arbejder med andres børn; den er ikke til stede uanset hvor rosenrødt man maler skidtet.