Eftermæle eller genmæle?

»Men det ligner jo ikke!,« sagde forfatteren Gertrude Stein, da hun blev præsenteret for det portræt, hun havde bedt Picasso om at male.

»Det kommer det til. Det er kun et spørgsmål om tid,« forsikrede kunstneren som svar på tiltale. Anekdoten er et bevis på, at det ikke kun er portrættet, der ligner den afbildede. Med tiden kommer også den portrætterede til at mime portrættet og bliver spejlet i det for eftertiden.

»Han fik jo ret,« siger billedkunstneren Kenn André Stilling, der mener, at et godt portræt frem for alt skal være tro mod originalen.

»Portrætmaleri er en disciplin, man skal øve sig i og gøre sig umage med. Det nytter ikke at vælge en kunstner, der ikke har malet portrætter tidligere. Man skal kunne håndværket. Et godt portræt skal jo ligne.«

Kejserens nye klæder?

Det var ellers noget af en afsløring. Anders Fogh Rasmussen havde som den første landsfader nogensinde valgt en kvindelig kunstner til at forevige sine statsmandstræk og sikre sin embedsperiodes overgang til eftertiden. Og han havde valgt hende fra fjendens rækker på den yderste venstrefløj. Noget af et gensidigt vovestykke, lod man forstå ved den livligt omdiskuterede offentliggørelse. Det var ikke just kærlighed ved første blik, men Simone Aaberg Kærn takkede efter moden overvejelse ja til udfordringen. Og ud af samarbejdet kom et nymaleri, der nu er kommet op at hænge blandt beslægtede portrætter. Et fælles barn, som kunstneren efterfølgende betegnede det over for Information.

Siden har der været mange og delte meninger om, hvorvidt det passer ind i familien eller er lidt af en bastard. Og om det ligner. For hvis der er noget, der er enighed om, er det, at det er dét, det skal.

Men man skal lede længe efter en samtidskunstner, der overhovedet vil lave et vellignende portræt, mener Mikkel Bogh, der er rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.

»Portrætkunst er baseret på en særlig individopfattelse, hvor karakteren afspejler sig i ansigtet. Men det handler også meget om, hvordan man indgår i omverdenen. Og det er svært at male et portræt af en person, der er taget ud af sin vante kontekst uden brug af hjælpemidler,« siger han: »Édouard Manet begyndte at tegne personer efter deres måde at være i rummet på. Han bevægede sig fra det psykiske portræt, der er baggrunden for mange portrætter, i retning af et mere dynamisk portræt, som ikke bare gik på typen, men også på funktionen af relationer, og introducerede en mere kompleks komposition.«

Blandt andet malede han kunstneren Charles Baudelaire midt i mængden, hvor han hørte hjemme.

Kongerækken

På Christiansborg har man en lang tradition for at portrættere vort lands tidligere statsministre. Johannes Hofmeister, Niels Strøbek og Michael Kvium er blot nogle af de huskunstnere, der har fået æren at male magtens mænd som Jens Otto Krag, Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen. Det seneste afviger radikalt fra de foregående og skiller sig ud fra mængden. Og det skal man være varsom med. Det er ikke nemlig ikke kun Anders Fogh Rasmussen, der har skullet stå model til meget. Også Simone Aaberg Kærn har måttet tåle at blive portrætteret, målt og vejet af kunstanmeldere og folkestemning. Foghs nymalede kontrafej har været genstand for stor debat i medierne og fik her i avisen mildest talt en dårlig anmeldelse og hårde ord med på vejen fra Samtaleværelset ind i Vandrehallen. Kritikken var lige så broget, som de symboler, maleriet er ladet med. Og retorikken nærmest krigerisk.

Man kan da heller ikke beskylde det seneste landsfaderportræt for at være klassisk. Og man kan ikke beskylde den afbildede for at være traditionel eller konform i sit valg af kunstner. Men maleriet er blandt andet blevet beskyldt for at være håndværksmæssigt ubehjælpsomt og propagandistisk, på trods af, at portrættøren efter eget udsagn er i opposition til den portrætterede. I hvert fald politisk. Privat har de to fundet frem til en fælles og mere eller mindre skudsikker forståelse, som danskerne nu har fået indsigt i. Men under al tolerancen lurer mistanken om opportunisme og (selv)forsvar i valget af portrættør, når man som Fogh har sit eget eftermæle i tankerne og måske gerne vil forstås og fremstå mere åben for befolkningen, post embede og posthumt. Og er det i virkeligheden ikke kunstnerens opgave at kritisere magthaverne i stedet for at idealisere dem?

»Kunstnere skal jo også have smør på brødet,« siger Mikkel Bogh til, at kunstnere indimellem går på kompromis med deres integritet, når de siger ja til bestillingsarbejde. »Portrætkunst er jo ikke nogen helt uskyldig størrelse. Det kræver store overvejelser at portrættere et statsoverhoved, som stiller arbejdsgiveren tilfreds. Det er ikke blot et spørgsmål om teknik, men skal afspejle en reel forståelse for statsoverhovedet. Måske derfor virker meget samtidig portrætkunst stiv og ikke særlig overbevisende.«

Samlingen på Christiansborg skulle gerne indfange essensen af fordums statsministre og deres embedsperioder til skue for fremtidige generationer og politikere. Simone Aaberg Kærn er ikke traditionel billedkunster og har begået et symbolladet, figurativt, farverigt portræt, der på trods af sin klassiske barokopbygning er udpræget moderne og efterlader plads til fortolkning. Men er det også tidssvarende om 10 eller 100 år? Det er der delte meninger om. For Simone Aaberg Kærns portræt er bestemt samtidigt. Men det er ikke forgængeligt. Det skal blive hængende til offentlig skue til evig tid. Og det er problematisk, lyder det fra flere sider.

At fylde rammen ud

Et godt portræt, skal også være godt maleri. Det mener Roald Als, der er bladtegner på Politiken og har portrætteret den tidligere overborgmester i København, Ritt Bjerregaard, på Rådhuset.

»Det er klart, at jeg gjorde mig nogle overvejelser om, hvad hun er for en person,« siger han. Men der er mange måder at fortælle en historie på: »Jeg besluttede mig hurtigt for ikke at male noget i baggrunden, der var ladet med symbolik. Ritt er en person med en stor integritet, der fylder meget, selv om hun ikke er særlig stor.«

- Og derfor var der ikke plads i billedet?

»Alle de ting man kan fortælle om en person, kan ikke males. Og alt det, der kan males, kan ikke fortælles med ord.«

En af grundene til, at der er så få gode portrætmalere hertillands, er, at man for længst er holdt op med at undervise i portrætkunst på Kunstakademiet. Det hænger sammen med, at genren ikke er særlig efterspurgt. Og at der er alt for få bestillingsopgaver. I 1800-tallet - før fotografiets indtog - var der et stort marked for portrætkunst, eftersom folk med indflydelse og penge bestilte kunstnere til at udødeliggøre sig.

»I dag gælder det kun enkelte politikere, kongelige og kulturpersonligheder. Der er simpelthen ikke et marked for det,« siger Mikkel Bogh: »Det er kun ganske få kunstnere herhjemme, som har kastet sig over portrætmaleriet som profession for sig. For eksempel har Thomas Kluge udvist stor parathed over for portrættet og et særligt håndelag. Hans portrætter ligner jo noget, der er lavet af en gammel mester.«

Men når nu vi ikke selv mestrer kunsten, må vi importere den, mener Kenn André Stilling: »Når det kommer til god portrætkunst, må man ringe ud af landet i stedet for at finde en hjemmefødt. Det samme med ministre. Hvis ikke man har et godt bud på en kulturminister inden for landets grænser, må man hente en i udefra. Det troede jeg, var meningen med EU,« siger han.

»Og hvis man vil holde det i familien, må man hellere tage nogle gode fotografier af mangel på bedre.«

Fotografiet er da også afsættet for Simone Aaberg Kærns arbejde, siger Mikkel Bogh.

»Simone Aaberg Kærn har brugt det fotografiske billede som basis for sit portræt og har udviklet sin egen stil. Men det at fremstille portrætter har været en vigtig del af hendes kunstneriske projekt. Hun har for eksempel tidligere afbildet en række kvindelige piloter.«

Det muliges kunst

Men det gør hende ikke nødvendigvis til en god portrætmaler.

»Dem der hænger der, er slemme nok i forvejen,« siger Kenn André Stilling om portrætterne: »Men det seneste værk er en tragedie. Hun kan jo ikke male. Hun har ikke den disciplin.«

»Maleren Mogens Andersen fik engang til opdrag at male en afgående politiker på Københavns Rådhus og gjorde sig mange overvejelser om, hvordan han skulle håndtere bestillingen, fordi han syntes, der var alt for få gode blandt de eksisterende. 'Der er jo ingen grund til at slå dem ihjel to gange,' sagde han om politikerne, og det synes jeg, er en god historie til forståelse af portrætmaleriet.«

For det handler om at fortælle en historie, understreger han og kortfatter en vittighed, han ofte har fået fortalt, som siger en del om portrætmaleriets faldgruber og fortolkningen af det: »En kunstner spørger en bondekone, om han skal male bondegården. 'Den blev malet sidste år,' svarer hun afvisende. 'Skal jeg så ikke male husbonden?', tilskynder kunstneren. 'Han døde for 10 år siden,' affejer hun endnu engang. 'Men hvad om jeg maler ham efter din hukommelse?' foreslår kunstneren. 'Det er ikke nogen dårlig idé,' svarer bondekonen og beskriver sin afdøde mands træk for ham. Da kunstneren noget tid senere kommer tilbage til gården og præsenterer hende og sønnen for resultatet, udbryder bondekonen henvendt til sønnen: 'Hvor har din far dog forandret sig!'«

»Det er jo et spørgsmål om fortællekunst og hvor man lægger trykket,« siger Kenn André Stilling.

Mikkel Bogh mener også, at man kan lære en person at kende gennem et portræt. Eller lære mere om ham ved at betragte ham gennem andres øjne. Men det kan være svært at indfange de karaktertræk, der vækker genkendelse hos nær og fjern.

»James Joyces bror udbrød engang ved afsløringen af sin brors portræt: 'Så det er min bror',« fortæller han.

Men frygten for et karikaturangreb eller karaktermord er nærliggende. Anders Fogh Rasmussens bror afslørede også, at han havde været lidt bekymret for, om han kunne genkende sin egen bror inden for de givne rammer: »Vi var da lidt spændte på, hvordan det ville tage sig ud,« sagde han umiddelbart efter afsløringen: »Det er jo lidt en anderledes kunstner, han har valgt.«

»Det bedste politikerportræt på Christiansborg er det, Eiler Krag, der også er bladtegner, har malet af Aksel Larsen,« mener Roald Als: »Fordi det ligner ham og fortæller en historie.«