Nyhed
Læsetid: 4 min.

Endelig anerkendt

Jørn Riel er en folkelig og folkekær forfatter, der med sine skrøner og grønlandshistorier har skrevet sig ind i den danske bevidsthed uden dog rigtig at skrive sig ind i litteraturhistorien som bevaringsværdig. Professor Anne-Marie Mai, der er hovedredaktør af 'Danske digtere i det 20. århundrede', erkender, at Jørn Riel har været overset
Hæder. Jørn Riel har netop modtaget Det Danske Akademis Store Pris, der regnes for landets fornemmeste anerkendelse af forfatterskab. Men hvorfor den sene anerkendelse?Er han ikke fin nok?

Hæder. Jørn Riel har netop modtaget Det Danske Akademis Store Pris, der regnes for landets fornemmeste anerkendelse af forfatterskab. Men hvorfor den sene anerkendelse?Er han ikke fin nok?

Christoffer Regild

Kultur
3. december 2010

Grønlandsfareren og fortælleren Jørn Riel er ikke at finde blandt Danske digtere i det 20. århundrede. Som den eneste af 36 hidtidige modtagere af Det Danske Akademis Store Pris er han ikke kommet i betragtning til en plads i historien. I hvert fald ikke, hvis man tyer til det vægtige og litteraturhistoriske flerbindsværk af samme navn, der er en klassiker i dansk litteraturforskning. Og som med sine forfatterportrætter »demonstrerer mangfoldigheden og spændvidden i dansk digtning og fortæller historien om et århundredes bevægede litterære liv«. Han er end ikke nævnt i navneregistret som en fodnote i historien.

På udgivelsens hjemmeside står skrevet, at Danske digtere i det 20. århundrede er »med til at udvælge, hvilke forfattere og tekster der opbevares i den kollektive hukommelse«. Og i den henseende er Jørn Riel dømt ude af det gode selskab af konserverede forfattere. I det hele taget synes han at have levet et liv uden for det litterære etablissement, som han med akademiets store pris på 300.000 kroner nu er blevet en del af.

Men selv om han er læst af mange og kendt af flere, er han indtil nu forblevet fremmed for parnasset, der har holdt ham på armslængde af det finlitterære nærmiljø. Og man må lede længe efter Jørn Riel i de forhåndenværende fortegnelser over det sidste halve århundredes danske litteratur. Ifølge Akademiet tilskrives det, at forfattere ofte bliver inddelt efter litterære skoler eller retninger. Det betyder, at nogle falder helt uden for de gængse kategorier. Og Jørn Riel er en af dem, der er svær at placere. Men hvorfor er han ikke blevet et navn? Er han ikke fin nok? Eller skyldes det en stedmoderlig behandling af litteratur, der beskæftiger sig med vores koloniale fortid, fordi vi ikke vil konfronteres med vores egne fremmede? Og hvorfor har Akademiet fundet ham værdig til prisen nu?

Litterær landvinding

Anne-Marie Mai er professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet og hovedredaktør af den fjerde udgave af Danske digtere i det 20. århundrede. Hun erkender, at Jørn Riel er et forbigået kapitel i den del af litteraturhistorien, hun selv har været medvirkende til at kanonisere. Hendes begrundelse for den manglende inkludering er, at Jørn Riel har bevæget sig i nogle genrer, som man i redigeringen af værket ikke har haft et særligt blik for. Som for eksempel rejseberetninger og skrøner. Men hun konstaterer med glæde, at han har modtaget Akademiets store pris, og at en blind plet på det litterære landkort dermed bliver udforsket:

»Det er dejligt, at han høster anerkendelse. Jeg har med stor fornøjelse læst dele af hans forfatterskab og er glad for, at Akademiet nu belyser det. Vi har blinde pletter, og så er det godt, at andre har øje for ham. Det er derfor, det er vigtigt, at mange forskellige aktører læser, ser og peger på dansk litteraturs kvaliteter. Og det beviser Akademiets store betydning. At det også henleder opmærksomheden på den oversete litteratur og hædrer den.«

Hun mener, at den sparsomme repræsentationen af Grønland i litteraturen, skal søges i denne litteraturs mundtlige karakter:

»Grønland har jo ikke en særlig lang tradition for en skriftlig, men derimod en mundtlig overlevering af fortællinger. Og derfor er det for eksempel ikke så tit, at man har indstillet grønlandske eller samiske forfattere til Nordisk Råds Litteraturpris.« Men der er en strømning af ny grønlandsk litteratur på vej.

På Forfatterskolen har man ikke berøringsangst over for Grønland og har for nylig været på studietur til det arktiske for at knytte bånd til grønlandske forfattere. Det er der kommet en tosproget antologi ud af i skolens skriftserie Legenda, der handler om Grønland set fra et litterært, tværmedialt og kunstnerisk perspektiv.

At Grønland er underrepræsenteret i litteraturen, giver de værker, der er skrevet om området, et skær af fascination og egenart. Marianne Ping Huang, der er institutleder for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, tror ikke, at Jørn Riels hidtil manglende gennemslagskraft i finere kredse handler om koloniangst, men peger på en modsat bevægelse i retning af at eksotisere det arktiske som baggrund for hans succes: »Jeg har hørt, at Jørn Riel er stor i Frankrig. Og det er ikke, fordi han skriver postkolonialt, men snarere på grund af skrønerne om Grønland og den historie, han fortæller. Det arktiske er en vogue,« siger hun. »Danskerne har også opdaget, at der er en historie der. Nordisk mad, moskusokse og sælskind. Men der har været en total blindhed for det postkoloniale, som man først er ved at opdage nu.«

»Skrønen er anekdoter, der bliver fortalt ud fra en mundtlig tradition. En anderledes litterær form, der konstrueres og skrives frem. Og det er det, Jørn Riel kan: At spinde en skrøne.« Den seneste hjemlige forfatter til at iscenesætte Grønland i en skønlitterær kontekst, Kim Leine, har heller ikke oplevet, at det var en hindring for udbredelsen af hans forfatterskab. Tværtimod. Han fornemmede en nærmest overdreven velvillighed, da han skrev sin debutroman Kalak fra 2007 og Tunu fra 2009, der begge har Grønland som ramme. Og det kom faktisk lidt i vejen for hans litterære projekt. »Det får en til at tænke, om man bliver anerkendt på grund af litteraturen eller emnet. Det man skriver, eller det man skriver om. Og om der er et politisk aspekt forbundet med det. Både kritik og ros har haft en postkolonial kant, og det irriterer mig lidt. For mig er det ikke etniciteten, der er det interessante. Det er historierne og livsomstændighederne.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Angående den forbigåede Jørn Riel spørger Mette Strørum Krogh om det kan skyldes: ”..en stedmoderlig behandling af litteratur der beskæftiger sig med vores koloniale fortid”. Jeg tror ligesom Marianne Ping Huang ikke det. Lige nu oversvømmes vi nærmest af bøger, om arktiske helte fra kolonitidens, indsvøbt i pels og i lyset fra tranlampens eksotiske skær. Jeg tænker f.eks. på: Kirsten Hastrup ”Vinterns Hjerte”, Kurt L. Frederiksen ” Peter Freuchen”, Nils Aage Jensen ” Carl – polarfarer”, Ejnar Mikkelsen ” Tre år på Grønlands østkyst” (genudgivelse) og Mogens Rud
” Grønlandsforskeren Alfred Wegener og de drivende kontinenter”. For bare at opregne nogle. Omvendt har der altid været underskud, på bøger og film af grønlændere om grønland. Med Knud Rasmussen som den helt store undtagelse, idet han favnede det hele, både som genuin grønlænder og ærke dansker! Denne negligering kan ikke forsvares med at Grønland har haft en mundtlig tradition sådan som Anne-Marie Mai gør det. Grønland har faktisk en lang skriftlig tradition som går tilbage til Aron fra Kangeq (1822 – 1869), som Kirsten Thisted dokumentere i bogen: ” Således skriver jeg, Aron”. I 1860 fik Grønland sin første avis ”Atuagagdliutit” og dermed blev det skrevne ord, en vigtig parallel til det mundvige. I 1914 udkom den første grønlandske roman ” Sinnattugaq” af forfatteren Mathias Storch. Siden da har det skrevne ord haft en fremtræden plads i det grønlandske kulturliv. Tænk bare på forfattere som Hans Lynge, Jørgen Fleischer, Jens Rosing, Mâliâraq Vebæk, Hans Anton Lynge og Ole Korneliussen, samt den noget oversete men fremragende forfatter Peter Brandt. Ligesom de mange grønlandske digtere der har set dagens lys f.eks.: Henrik Lund, Aqqaluk Lynge, Kristian Olsen Aaju, Jens Geisler. Når disse fremragende forfattere ikke slå igennem i Danmark på samme måde som f.eks. Peter Freuchen gjorde i sin tid og Jørn Riel gør i dag skyldes det netop, at de grønlandske forfattere ikke skriver i en kolonial kontekst, hvor perspektivet er vendt imod dem selv udefra! De grønlandske forfattere beskriver livet i Grønland indefra. Som Hans Lynges selvbiografi hedder ”Grønlands Indre Liv”. Eller fiskeren og fangeren Thomas Frederiksens selvbiografi helt enkelt hedder ” Grønlandske Dagbogsblade”. Riels geni streg ligger i skrønen. Skrønen er ikke alene hans styrke, men han har magtet, at gøre denne uglesete skrøne acceptabelt på bjerget. Vi må bare ikke forveksle hverken Riels skrøner, eller nogen andens med ”grønlands indre liv”. Interessere vi os for det grønlandske set indefra, så skal vi læse de før omtalte grønlandske forfattere, og lytte til moderne grønlandsk pop, rock og rap tekster. Det er her de postkoloniale grønlandske lyriske traditioner, slå sine modernistiske og globaliserede folder.
PS: Udviklingen ser lignende ud m.h.t. samernes tradition for mundtlig overlevering kontra det skrevne ord. Tænk på fremragende samiske lyrikere som Paulus Utsi og Nils-Aslak Valkeapää. Den sidste fik faktisk Nordisk Råds litteraturpris i 1991for for Beaivi áhčážan (norsk tittel: Solen, min far).