Læsetid: 4 min.

Endelig anerkendt

Jørn Riel er en folkelig og folkekær forfatter, der med sine skrøner og grønlandshistorier har skrevet sig ind i den danske bevidsthed uden dog rigtig at skrive sig ind i litteraturhistorien som bevaringsværdig. Professor Anne-Marie Mai, der er hovedredaktør af 'Danske digtere i det 20. århundrede', erkender, at Jørn Riel har været overset
Hæder. Jørn Riel har netop modtaget Det Danske Akademis Store Pris, der regnes for landets fornemmeste anerkendelse af forfatterskab. Men hvorfor den sene anerkendelse?Er han ikke fin nok?

Hæder. Jørn Riel har netop modtaget Det Danske Akademis Store Pris, der regnes for landets fornemmeste anerkendelse af forfatterskab. Men hvorfor den sene anerkendelse?Er han ikke fin nok?

Christoffer Regild

3. december 2010

Grønlandsfareren og fortælleren Jørn Riel er ikke at finde blandt Danske digtere i det 20. århundrede. Som den eneste af 36 hidtidige modtagere af Det Danske Akademis Store Pris er han ikke kommet i betragtning til en plads i historien. I hvert fald ikke, hvis man tyer til det vægtige og litteraturhistoriske flerbindsværk af samme navn, der er en klassiker i dansk litteraturforskning. Og som med sine forfatterportrætter »demonstrerer mangfoldigheden og spændvidden i dansk digtning og fortæller historien om et århundredes bevægede litterære liv«. Han er end ikke nævnt i navneregistret som en fodnote i historien.

På udgivelsens hjemmeside står skrevet, at Danske digtere i det 20. århundrede er »med til at udvælge, hvilke forfattere og tekster der opbevares i den kollektive hukommelse«. Og i den henseende er Jørn Riel dømt ude af det gode selskab af konserverede forfattere. I det hele taget synes han at have levet et liv uden for det litterære etablissement, som han med akademiets store pris på 300.000 kroner nu er blevet en del af.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Angående den forbigåede Jørn Riel spørger Mette Strørum Krogh om det kan skyldes: ”..en stedmoderlig behandling af litteratur der beskæftiger sig med vores koloniale fortid”. Jeg tror ligesom Marianne Ping Huang ikke det. Lige nu oversvømmes vi nærmest af bøger, om arktiske helte fra kolonitidens, indsvøbt i pels og i lyset fra tranlampens eksotiske skær. Jeg tænker f.eks. på: Kirsten Hastrup ”Vinterns Hjerte”, Kurt L. Frederiksen ” Peter Freuchen”, Nils Aage Jensen ” Carl – polarfarer”, Ejnar Mikkelsen ” Tre år på Grønlands østkyst” (genudgivelse) og Mogens Rud
” Grønlandsforskeren Alfred Wegener og de drivende kontinenter”. For bare at opregne nogle. Omvendt har der altid været underskud, på bøger og film af grønlændere om grønland. Med Knud Rasmussen som den helt store undtagelse, idet han favnede det hele, både som genuin grønlænder og ærke dansker! Denne negligering kan ikke forsvares med at Grønland har haft en mundtlig tradition sådan som Anne-Marie Mai gør det. Grønland har faktisk en lang skriftlig tradition som går tilbage til Aron fra Kangeq (1822 – 1869), som Kirsten Thisted dokumentere i bogen: ” Således skriver jeg, Aron”. I 1860 fik Grønland sin første avis ”Atuagagdliutit” og dermed blev det skrevne ord, en vigtig parallel til det mundvige. I 1914 udkom den første grønlandske roman ” Sinnattugaq” af forfatteren Mathias Storch. Siden da har det skrevne ord haft en fremtræden plads i det grønlandske kulturliv. Tænk bare på forfattere som Hans Lynge, Jørgen Fleischer, Jens Rosing, Mâliâraq Vebæk, Hans Anton Lynge og Ole Korneliussen, samt den noget oversete men fremragende forfatter Peter Brandt. Ligesom de mange grønlandske digtere der har set dagens lys f.eks.: Henrik Lund, Aqqaluk Lynge, Kristian Olsen Aaju, Jens Geisler. Når disse fremragende forfattere ikke slå igennem i Danmark på samme måde som f.eks. Peter Freuchen gjorde i sin tid og Jørn Riel gør i dag skyldes det netop, at de grønlandske forfattere ikke skriver i en kolonial kontekst, hvor perspektivet er vendt imod dem selv udefra! De grønlandske forfattere beskriver livet i Grønland indefra. Som Hans Lynges selvbiografi hedder ”Grønlands Indre Liv”. Eller fiskeren og fangeren Thomas Frederiksens selvbiografi helt enkelt hedder ” Grønlandske Dagbogsblade”. Riels geni streg ligger i skrønen. Skrønen er ikke alene hans styrke, men han har magtet, at gøre denne uglesete skrøne acceptabelt på bjerget. Vi må bare ikke forveksle hverken Riels skrøner, eller nogen andens med ”grønlands indre liv”. Interessere vi os for det grønlandske set indefra, så skal vi læse de før omtalte grønlandske forfattere, og lytte til moderne grønlandsk pop, rock og rap tekster. Det er her de postkoloniale grønlandske lyriske traditioner, slå sine modernistiske og globaliserede folder.
PS: Udviklingen ser lignende ud m.h.t. samernes tradition for mundtlig overlevering kontra det skrevne ord. Tænk på fremragende samiske lyrikere som Paulus Utsi og Nils-Aslak Valkeapää. Den sidste fik faktisk Nordisk Råds litteraturpris i 1991for for Beaivi áhčážan (norsk tittel: Solen, min far).