Læsetid: 7 min.

For fattig til at dø

Et menneske er villigt til at gå langt for at brødføde sig selv og sine børn, siger den mexicanske filminstruktør Alejandro González Iñárritu, hvis nye spirituelle og samfundskritiske film, Biutiful, handler om en fattig døende mand og far
Den døende Uxbal (Javier Bardem, th.) tumler med eksistentielle spørgsmål, samtidig med at han desperat forsøger at sikre sine børns fremtid i Alejandro González Iñárritus nye film, 'Biutiful'.

Den døende Uxbal (Javier Bardem, th.) tumler med eksistentielle spørgsmål, samtidig med at han desperat forsøger at sikre sine børns fremtid i Alejandro González Iñárritus nye film, 'Biutiful'.

21. december 2010

»Vi er ikke dæmoner, vi er ikke engle, vi er meget komplekse, sammensatte væsener,« siger Alejandro González Iñárritu.

Den mexicanske filminstruktør taler om sin nye film, Biutiful, der handler om en mand, Uxbal (Javier Bardem), som finder ud af, at han skal dø, og derfor desperat og ikke ligefrem lovligt prøver at sikre sine børns fremtid.

»Uxbal handler i overensstemmelse med sine behov som far. Som politimanden i filmen siger til ham: Man kan ikke stole på en mand, der er sulten. Man kan ikke stole på en mand, hvis børn er sultne. Det er de primitive instinkter, som styrer verden. En amerikaner, en kineser alle vil gøre det nødvendige for at overleve og i endnu højere grad for at brødføde deres børn.«

Biutiful, der havde verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes tidligere i år, foregår i Barcelona i Spanien og viser nogle lidet tiltalende sider af den ellers så pittoreske spanske storby. Uxbal færdes blandt svindlere, flygtninge og illegale indvandrere, som også kæmper indimellem med myndighederne for at få lov til at leve et anstændigt liv. Et af Iñárritus mål med filmen er at gøre opmærksom på det moderne globaliserede samfunds skyggesider.

»Det er vigtige emner at diskutere,« siger instruktøren, da jeg sammen med en lille håndfuld andre journalister ironisk nok sidder på et luksushotel i London og spørger til hans og filmens sociale engagement.

En illusion

»Jeg prøver ikke på at skyde skylden på nogen eller udpege nogen bestemt grund eller person. Jeg vil heller ikke gøre indvandrere til ofre eller helgenkåre dem. Jeg vil blot føre diskussionen på et menneskeligt niveau og give dem de samme rettigheder og anerkende, at de har samme problemer som alle andre mennesker. Mennesker, der har børn og vil gøre hvad som helst for at brødføde dem og give dem et værdigt liv. Det er det hele. Omstændighederne tvinger dem til at gøre ting, der er tvivlsomme, men det er ikke så enkelt, at man kan sige, at de er gode, de er dårlige. De er ofre eller ej. De er lige så sammensatte mennesker som alle andre. Og det er noget, der sker lige nu i Europa og resten af verden.«

Alejandro González Iñárritu mener, at det er absurd at tro, at penge, virksomheder og produkter kan blive globaliserede, men at mennesker ikke kan eller må.

»Det er en illusion,« siger han.

»Sådan har verden altid været. Kulturer er smeltet sammen siden romerne og grækerne og op til sigøjnerne, blot er det sådan, at det, der tidligere skete i løbet af 200 år, nu sker på 10 år. Det går meget hurtigere. I Spanien er 12 procent af befolkningen indvandrere, og sådan var det ikke i 2000. Hvis ikke regeringer og samfund erkender det jeg har ikke løsningen. Jeg observerer det og fortæller om det og spørger, er det virkelig en løsning at slå hårdt ned på indvandrere? Det tror jeg ikke. Det er filmens kontekst. Det er ikke det, filmen handler om, men den udforsker også det.«

Men hvad handler Biutiful så om?

»Der er to modsatrettede virkeligheder, som skaber den dramatiske spænding i Uxbal,« siger Alejandro González Iñárritu.

»Den ene er spiralen, der går fra det ydre til det indre og er alle de eksistentielle spørgsmål, som påvirker Uxbal. Spørgsmål om hans fars fravær, hvor han selv befinder sig, hvor han er på vej hen, hvad død betyder, hvad der sker, når han selv er væk. Alle den slags spørgsmål, som er meget intime og spirituelle.«

»Der er en anden spiral, som handler om det ydre liv, der er ude af kontrol, og om gaden og om at brødføde børnene og betale den forbandede husleje. Livet tillader ikke filmens hovedperson at dø. Biutiful handler ikke om død, den handler om liv, livet iagttaget fra slutningen. Det er en film om hvad nu hvis? Hvis vi alle ved, hvilken dag vi dør, er jeg sikker på, at vi vil se anderledes på vores liv. Det er det, filmen gør den placerer kameraet på den sidste dag, og så iagttages livet derfra. Derfor handler filmen om livet døden er tilstede, men i mellemtiden er der livet.«

Uxbal er ikke, som hovedpersonen i Leo Tolstojs Ivan Ilíitsj død, en bedsteborger, der lever i et behageligt, men kedeligt ægteskab, understreger Iñárritu. Uxbal er et almindeligt menneske, der befinder sig langt nede på den samfundsmæssige rangstige.

»Uxbal har alle mulige hverdagsproblemer, og dem er han nødt til at forholde sig til, inden han kan tillade sig at dø,« siger instruktøren.

»Det var det eksperiment, jeg ville foretage, hvor alle disse spændingsfelter bevæger historien i forskellige retninger.«

En vanskelig rejse

Samtidig rummer både Biutiful og Uxbal en åndelig, overnaturlig side, som Iñárritu ikke tidligere har udforsket i sine film. Uxbal er i stand til at kommunikere med de døde, og den evne bliver en del af hans eksistentialistiske kamp for forløsning.

»Jeg har aldrig selv oplevet sådan noget,« siger instruktøren.

»Ærlig talt er jeg bange for at beskæftige mig med den slags overnaturlige ting. Men jeg interviewede ni mennesker i min research til filmen, alle sammen meget interessante, og tre af dem imponerede mig. Tanten, som konfronterer Uxbal med sine evner, er baseret på et menneske, jeg mødte. En meget ydmyg kvinde, ca. 60 år gammel, som ikke nærede et ønske om at blive berømt. Hun havde to sønner. Hun kunne være min tante. Hun fortalte mig ting, også om mig selv, som virkelig imponerede mig.«

»Jeg tror på, at der findes mennesker, som har den slags evner, og som ikke er interesseret i berømmelse eller i at tjene penge, men som bare gerne vil hjælpe. Der er mange mennesker, som besøger den slags synske personer. Jeg er selv en kujon og tør ikke. Det værste, de fortæller én, er, at selv om vi tror, at livet ender, når vi dør, og så har vi fred, så er døden kun begyndelsen på rejsen, og den er meget vanskelig og hård, og man tænker, pis!«

Hverken gode eller onde

Et fællestema i Alejandro González Iñárritus film fra debuten Amores Perros (2000) og 21 gram (2003) til Babel (2006) og nu Biutiful er, at de handler om at være mennesker i en foranderlig verden. Hans hovedpersoner kæmper for at være gode mennesker, men har sjældent held med det. Verden vil ikke lade dem være gode mennesker. Men er det virkelig så svært, spørger jeg den mexicanske filmskaber.

»Vi er ikke gode, og vi er ikke onde,« siger han igen.

»I modsætning til resten af film- og underholdningsindustrien nærer jeg i Biutiful ikke nogen illusioner om den slags. Film som denne har ofte en nem, høflig måde at gøre tingene på, så de ikke generer biografgængerne. De har ofte en pæn og spiselig slutning. Film er en industri, et produkt af store virksomheder, og man tør ikke udfordre folks fine fornemmelser. Biutiful er ikke underlagt den slags regler. Jeg taler ikke om god eller ond, filmen har ikke en lykkelig slutning eller en ulykkelig slutning. Den er, hvad den er.«

En tragisk hovedperson

Ifølge Alejandro González Iñárritu har man som barn brug for arketyper og enkle forklaringer for at forstå verden. Når man bliver ældre, begynder man at forstå, at verden er anderledes kompleks og uigennemskuelig.

»Men samfundet, underholdningen og de skide film er ikke blevet ældre og nået til et punkt, hvor man kan diskutere ting, der er meget mere komplekse end blot godt og ondt. Vi gør gode ting og onde ting hver dag og nogle gange samtidigt. Vi bevæger og udvikler os hele tiden. Det, jeg prøver at udforske gennem Uxbal, er Uxbals rejse er dette kærlige, komplekse kærlighedsforhold mellem to børn og en far, der prøver at gøre det bedste, han kan, inden han skal forlade denne jord.«

Iñárritu kalder selv Biutiful en tragedie, og i arbejdet med filmen har han forholdt sig til tragediens grundregler.

»Når skæbnen modarbejder en tragisk hovedperson, når han falder, når han mister kontrollen over de få ting, han tror, at han kontrollerer, vil figuren normalt fra Medea til Kong Lear prøve at rense sig selv og med værdighed finde en grund til alle disse tildragelser. Det prøver Uxbal også. Han finder kærligheden til sine børn og det går op for ham, hvad det vigtige i hans liv er. Det er hans rejse i filmen. Det handler ikke om moral eller religion, men om snusfornuft. Han koncentrerer sig om det eneste, der er vigtigt, og glemmer alt andet. Sådan ser jeg det.«

 

Biutiful har premiere den 25. december og bliver anmeldt i Information på torsdag den 23. december

Informations rejse til London var betalt af Nordisk Film, der distribuerer Biutiful i Danmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu