Læsetid: 4 min.

Hvad filmentusiasten ønsker ...

Fantastiske tv-serier, gode film på Blu-ray, et nyttigt opslagsværk eller smart video on demand. Mangler man inspiration til julegaverne, disker Informations filmredaktion her op med ni store og små forslag, der utvivlsomt vil gøre lykke hos familiens filmentusiast
Fantastiske tv-serier, gode film på Blu-ray, et nyttigt opslagsværk eller smart video on demand. Mangler man inspiration til julegaverne, disker Informations filmredaktion her op med ni store og små forslag, der utvivlsomt vil gøre lykke hos familiens filmentusiast
16. december 2010

MUBI

Filmbranchen kan tale i timevis om enten de dystopiske scenarier for biografbranchen, når video on demandslår igennem, eller den fagre nye filmverden, hvor man snart vil kunne se alt i god kvalitet, når det passer én. MUBI er et godt bud på en online art house-biograf, hvor man som medlem får adgang til et hav af spændende titler, man ikke kan finde i den lokale videobiks. Man kan se filmene på computeren eller også kan man - takket være et nyt partnerskab mellem MUBI og Sony - få filmene via sin PlayStation 3 og et trådløst netværk. Det koster ikke noget at blive medlem og botanisere. Visse titler er gratis, men ellers koster kortfilm 7,95 kr., spillefilm 26,95 kr. og en måneds medlemskab 99,95 kr. Så der er mulighed for både små og store pakker til filmelskere online - og for en massiv filmoverdosis i 2011.

Time out film guide 2011

Er man til kortere, engelsksprogede filmanmeldelser med masser af vid, bid og tankevækkende betragtninger, går man aldrig galt i byen med Time Out Film Guide, der nu foreligger i en 2011-udgave.

The Art of Tim Burton

Hvad skal man give den mest inkarnerede Tim Burton-fan i julegave? Hvis han eller hun allerede har alle filmene og digtsamlingen, Melancholy Death of Oyster Boy, kunne en mulighed være The Art of Tim Burton, en stor og smuk sofabordsbog, der blev til i forbindelse med en stor Burton-udstilling på MoMA i New York. Bogen gennemgår Burtons samlede værk og understreger hans visuelle geni og forkærlighed for monstre og outsidere gennem nogle af alle de fantastiske og fantasifulde tegninger, instruktøren selv har lavet i forbindelse med arbejdet på de enkelte film. The Art of Tim Burton er udgivet i to versioner: En standardudgave til ca. 500 kroner og en de luxe-udgave, der koster 1.500-2.000 kr., men så medfølger der også et signeret litografi af en af Burtons tegninger.

Revolutionary Road

Sam Mendes' røntgenbillede af 1950'ernes amerikanske drømmepar, to smukke idealbilleder, der bristefærdigt fulde af illusioner installerer sig i en pragtvilla på Evighedsvej. De romantiske elskende fra Titanic- Leonardo DiCaprio og Kate Winslet - viser med smertefuld indlevelse bagsiden af den amerikansk lykkedrøm i en ætsende historie om et gyldent par med alt store forhåbninger til sig selv og hinanden. Blu-ray-versionens HD-ultraskarphed understreger den besk ironiske kontrast mellem det perfekte ydre og det rådnende indre. Righoldigt ekstramateriale, blandt andet med portrætfilm af romanforlæggets længe oversete forfatter, Richard Yates.

Udsendt på dansk Blu-ray Paramount. Kan købes i nærmeste videoforretning

Mad Men

Her er gaven, der kan redde mangen en mørk vinteraften og vende forkølelsesdag til fornøjelsesdag. Spillefilmæstetik møder serieformatets episke forløb i den stilsikre, stilskabende amerikanske Mad Men, der sætter nye standarder for, hvad en tv-serie kan. Mens fjerde sæson kører på tv, fås de første tre sæsoner på dansk dvd - og pas på: Vi er ude i et afhængighedsskabende produkt! Man er i virkelig godt selskab med persongalleriet, der er knyttet til et reklamebureau på Madison Avenue a la 1960. Det intelligente manuskript holder et konstant højt niveau med overraskende drejninger, ironi, tragi-komik og velturnerede replikker, mens skeletterne rasler i skabene.

Udsendt på dansk dvd af Mis.Label. Kan købes i nærmeste videoforretning

Third Ear

Når familien første juledag ligger og fiser rødkålsfanfarer og spjætter med sukkerchoksstjerner for øjnene, så er den skønneste gave, man kan forkæle dem med, gratis. Og auditiv. Og et klik væk. Det danske online-kulturmagasin Third Ear har gennem 2010 produceret 13 lydperfektionerede og overlegent formudfordrende radiopodcasts om spøgelsesfædre, sygdomsfantasidyr, provinsfortrængninger og hardcore pornoblade. Lyt til det seneste utrolige, kassettebåndsdokumenterede familiedrama om Farfars to liveller start fra starten med sidste års prisvindende Guldhorneneom Danmarks sødeste, mest tumpede forbrydelse. Øret er en dejlig indgang. Læg hørebøffer under juletræet. Så bliver gratis det nye ubetalelige.

Alien Anthology

Den er allerede ude på dvd, men holder man som undertegnede af de fire Alien-film, er man nødt til at give sig selv Blu-ray-udgaven af Alien Anthologyi julegaven. Det er stadig de to første film, instrueret af hhv. Ridley Scott og James Cameron, der er de bedste - også i deres Director's Cut- men det er fascinerende at arbejde sig igennem alle fire væsensforskellige science fiction-film, som tilmed tager sig helt utroligt flotte ud i Blu-ray-formatets høje opløsning. Oven i købet får man en sand skattekiste af ekstramateriale - noget af det har ikke tidligere været tilgængeligt - der folder de fire films tilblivelse fornemt ud, hvilket kun forlænger den store fornøjelse, man allerede har fået ud af filmene.

Udsendt på dansk Blu-ray af SF Film. Kan købes i nærmeste videoforretning

Californication

Det er utroligt, at det lykkes David Duchovny og det øvrige hold at få så klichépræget en figur som tv-serien Californicationshovedperson, Hank Moody, til at funkle. Men det gør det. Skørtejagt, sortsyn, sarkasme og sprut i stride strømme. Helt oplagt, hvis en Charles Bukowski-agtig type i ens vennekreds for alvor skal i julestemning.

Udsendt på dansk dvd af Paramount. Kan købes i nærmeste videoforretning

Racing Dreams

»Tre unge racerkørere konkurrerer i World Karting Association's National Pavement Series.« Plottet i Racing Dreams(2009) får de færreste til at bestille ekspreslevering af dvd-udgaven til Danmark. Det er en skam, for det er den mest fuldendte og rørende dokumentarfilm, jeg har set i år. Med uhørt intime og sigende scener fra hjemmet samt adrenalinpumpende action på banen udfolder Marshall Curry en subtilt metaforisk coming-of-age historie. Gennem et år kæmper tre præpubertære amerikanske racerkørere med talentet, hormonerne, forældrene og regningerne for at blive professionelle. De tre er lige så velcastede som de syvårige (og op) poder fra Michaels Apteds legendariske, socialarvsdiskuterende serie, 7 Up(1964-). Og sammenligningen er velfortjent. Racing Dreamer et hjertesmertende billede på den forpulede amerikanske drøm og alle dens umulige benspænd for de, der vil det mest. Man vipper i sædet og hjertet bæver, når den belastede og rastløse rod, Brandon, kører rundt og rundt og rundt i ring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu