Baggrund
Læsetid: 8 min.

Folkekirken er blevet en kvindekirke

Kvindelige præster, kordegne og kirketjenere har i al ubemærkethed overtaget den danske folkekirke med babysalmesang og spaghettigudstjenester. Og det har haft stor betydning for kristendommens forkyndelse. Men der er voldsom uenighed om, hvorvidt kvindernes indtog er godt eller skidt for folkekirkens fremtid
Kultur
23. december 2010
Legestue. I dag er over halvdelen af folkekirkens præster kvinder. Mange af dem skærer kristendommen til, så den kan forkyndes på børneniveau. De laver babysalmesang og hyggelige, venlige arrangementer, der er indrettet efter familiens hverdag. 'De forkynder en kristendom, der er så enfoldig, at den kan bruges til at kommunikere med børn,' mener blandt andre Sørine Gotfredsen.

Legestue. I dag er over halvdelen af folkekirkens præster kvinder. Mange af dem skærer kristendommen til, så den kan forkyndes på børneniveau. De laver babysalmesang og hyggelige, venlige arrangementer, der er indrettet efter familiens hverdag. 'De forkynder en kristendom, der er så enfoldig, at den kan bruges til at kommunikere med børn,' mener blandt andre Sørine Gotfredsen.

Axel Schütt

Kinder, Küche, Kirche. Sådan hed det i gamle dage, da kvinder skulle passe børn, kødgryder og kirkegang. Religion i almindelighed og den evangelisk-lutherske kristendom i særdeleshed har traditionelt været mandsdomineret og kvindeundertrykkende. Men sådan er det ikke længere. I dag er mere end halvdelen af folkekirkens præster kvinder, og om få år vil det være op mod to tredjedele. Folkekirken er blevet en kvindekirke. At kvindernes indtog i folkekirken har haft store konsekvenser for, hvordan kristendommen forkyndes og praktiseres i dag, er der bred enighed om. Men vandene skiller, når det kommer til en vurdering af, om konsekvenserne er positive eller negative.

I Kongsted Sogn på Sydsjælland har de som så mange andre steder i landet fået en kvindelig sognepræst. Og hos Ketty Pedersen, der er mangeårigt menighedsrådsmedlem, er der heller ikke tvivl om, at kvindernes indtog i folkekirken har haft stor indflydelse på præsterollen.

»Spaghettigudstjenesterne og de mange aktiviteter for børn er kommet med kvinderne. Og der er i dag en klar forventning om, at præsten både tager sig af forkyndelsen og bager bollerne til julebasaren. Alt det præstekonen tog sig af før i tiden. Men for os har det været afgørende at holde tingene adskilt. Derfor koger vi spaghettien, så præsten har tid til at være præst,« siger Ketty Pedersen.

Præst og præstekone i én

I Kongsted har de på den måde fundet en konkret løsning på en praktisk udfordring, som mange sogne slås med i dagens Danmark. Nemlig at der i dag ofte er en klar forventning om, at præsten både er præst og præstekone. Og ingen moderne præster, hverken kvindelige eller mandlige, skal regne med, at den bedre halvdel står tidligt op om søndagen for at bage boller til menigheden.

Ikke desto mindre forventes det, at den moderne præst, ud over at forestå den teologiske forkyndelse, også skal stå til rådighed som en service- og omsorgsperson, der skal være et aktiv for sognet og byde børnefamilierne indenfor til spaghetti og babysalmesang. Ifølge sognepræst og forfatter Kathrine Lilleør hænger denne udvikling sammen med kvindernes indtog, der ifølge hende har haft både negative og positive konsekvenser for folkekirken.

»De mange kvindelige præster har skabt langt mere fokus på det praktiske og serviceorienterede og nok betydet, at det teologisk-faglige vægtes mindre højt hos både de mandlige og de kvindelige præster. Men det har også gjort, at selvhøjtideligheden i embedet har fået trangere kår. Præsten er blevet en mere nærværende og tilgængelig person og det teologiske sprog er blevet udviklet, så det taler mere erfaringsnært og direkte ind i menneskers liv,« siger Kathrine Lilleør.

Men kristendommens radikalitet forsvinder med de mange kvindelige præster og den erfaringsnære teologis tilpasning af det kristne budskab til den hellige danske børnefamilie, mener sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen.

»Mange kvindelige præster skærer kristendommen til, så den kan forkyndes på børneniveau. De laver babysalmesang og hyggelige, venlige arrangementer, der er indrettet efter familiens hverdag. Og forkynder en kristendom, der er så enfoldig, at den kan bruges til at kommunikere med børn,« siger Sørine Gotfredsen.

Ifølge hende er den feminine erfaringsteologi nemlig alt for fokuseret på, hvad kristendommen kan give os, i stedet for hvad der kræves af os. Der er for meget evangelium og for lidt lov, som det hedder i fagterminologien.

»Jeg har ikke noget som helst imod, at man laver arrangementer for børn, men jeg synes, det må være en sekundær opgave for folkekirken. Og jeg er bekymret for, at der med de mange kvindelige præster vil fremvokse en kristendom, der er for meget baseret på evangelium, på forkyndelsen af kærlighed, nåde og omsorg og mindre fokuseret på loven og den del af kristendommen, der drejer sig om, hvad der fordres af os i etisk forstand« siger Sørine Gotfredsen.

Men uden de kvindelige præster ville der ifølge universitetslektor og kommentator ved Jyllands-Posten Hans Hauge slet ikke være nogen folkekirke af betydning. Han mener, at de kvindelige præster bærer den moderne folkekirke med en god og uprætentiøs dannelses- og uddannelsesteologi, som begynder med babysalmesang og ender med andagter på plejehjem.

»Kvindelige præster gør et kæmpe arbejde ude i sognene. De er mere aktive end deres mandlige kolleger. Og så er de også tefalpræster. Den aggressive kirkekritik, der ofte formuleres af mandlige ateister, mødes med et stille smil. De er upolemiske og giver sig ikke af med at forsvare kirken. Men de bærer den fungerende folkekirke. Uden kvinder, ingen kirke,« siger Hans Hauge.

Kvindelige præster som islamkritik

Kvinder eller ej. Formand for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, mener slet ikke, at det giver mening at knytte præsters køn sammen med en bestemt teologi. Den udbredte opfattelse af kvindelige præster som rene omsorgspræster og mænd som intellektuelle fyrtårne er en gammeldags stereotyp, der simpelthen ikke holder vand, mener hun. Hun plæderer derimod for, at der er mange skillelinjer mellem de kvindelige præster indbyrdes. Nøjagtig ligesom der er mellem de mandlige præster.

»Noget helt andet er så, at man ude i befolkningen tilsyneladende er så konservativ, at man forventer, at kvinder pr. definition er omsorgspersoner, og mænd ikke er. Men selve modstillingen mellem teologi og omsorg er falsk. Snarere kan der være tale om, at vi med de mange kvindelige præster har fået en anden form for teologi. En teologi, der ikke bare er abstrakt, begrebsorienteret og fra panden og opefter, men som er langt mere erfaringsbaseret og beskæftiger sig med følelser, liv og resten af kroppen,« siger Inge Lise Pedersen.

Netop denne moderne feminine teologi, som med babysalmesang, spaghettigudstjenester, læseklubber i sognegårdene og andagter på plejehjemmene bedrives af de mange kvindelige præster, kordegne og kirketjenere, er ifølge Hans Hauge udtryk for en genuin folkelig handlingsteologi. Og så udgør de mange kvindelige præster og homoseksuelle provster ifølge ham også den mest effektive islamkritik. Han mener, at de mange kvinder i folkekirken i virkeligheden repræsenterer en fastholdelse af det evangelisk-lutherske over for den katolske kirke, frikirker, islam og sekter.

»Alene det, at de kvindelige og homoseksuelle præster og provster uden store ord blot fungerer, og fungerer uden problemer inden for folkekirken, må udefra set virke som en voldsom provokation. Nærmest som da pornoen blev frigivet. Der er mange moderne gennembrud, der kommer fra Danmark og Norden. Og den danske folkekirke er internationalt betragtet helt unik,« siger Hans Hauge.

Men det er en farlig måde at anskue problemet på, hævder Sørine Gotfredsen. For hende kan modernitet og rummelighed i sammenligning med andre trosretninger aldrig være et mål i sig selv.

»Folkekirkens opgave er jo ikke at forarge islam. Det kan jo ikke være en styrke i sig selv at være så blid, tam og hverdagsorienteret, at man måske nok står i modsætning til islam, men til gengæld mister sin egen identitet. Kirken skal allerhelst være i opposition til sin samtid. Og hvis ikke, kirken får kritik, er det fordi, den er blevet ligegyldig. Kristendommen skal forarge, og selv om vi har fået homoseksuelle præster og sikkert også får en homoseksuel biskop en dag, så betragter de fleste i dag folkekirken som uendelig gammeldags,« siger Sørine Gotfredsen.

For hende kan kirken derfor ikke nøjes med babysalmesang og stille handlingsteologi. Kirken skal være en højtråbende stemme i samtiden. Ikke for at råbe ad islam, men for at råbe ad danskernes magelige hverdag.

»Det er vigtigt, at det kristne budskab fortsat er så voldsomt og radikalt og så meget i modstrid med vores magelige måde at leve på, at det er til forargelse. Og jeg er bange for, at de kvindelige præsters blide handlingsteologi bliver så nem at have med at gøre, så venlig og imødekommende, at den store forargelse ved kristendommen forsvinder. Den dag, man ikke kan gå i kirke og blive krænket eller forarget over, hvad præsten prædiker, da kan man tale om, at kirken har mistet sin værdi,« siger Sørine Gotfredsen.

Klap på hovedet

Og hun mener, at den dag meget vel kan være nært forestående. Ifølge hende opfattes præsten i dag nemlig ikke længere som en statsligt autoriseret myndighedsperson, der prædiker pligt og ansvar over for den henslumrende menighed, men derimod som en omsorgsfuld moderskikkelse, der som en anden socialpædagog fokuserer på at gøre kristendommen attraktiv for sognets børnefamilier. Af samme grund er respekten for embedet ifølge hende ofte til at overse.

»Den feminine teologis fokus på det nære og næstekærlige har den uundgåelige konsekvens, at præsten som figur mister autoritet. Jeg hører ofte fra mine kvindelige kolleger, at hele den faste menighed af ofte ældre, venlige damer efter gudstjenesten kommer og klapper dem på hovedet og siger: 'Det klarede du vel nok fint'. Det gør du altså ikke med en mandlig præst,« understreger Sørine Gotfredsen.

Men de kvindelige præsters manglende autoritet hænger ifølge Inge Lise Pedersen sammen med det generelle autoritetstab, man ser i samfundet.

»Alle de traditionelle embedspersoner har tabt deres medfødte autoritet. I dag skal alle bevise deres autoritet. Det gælder f.eks. læger, hvis autoritet betvivles af folk, der har været på Wikipedia og andre steder på nettet. Og det gælder selvfølgelig også præsten,« siger Inge Lise Pedersen.

Den vurdering er Kathrine Lilleør enig i, men der er ifølge hende ingen grund til at begræde den udvikling, der også har fået præsten ned fra den høje hest. Hun mener, at udfordringen for folkekirkens præster aktuelt består i at finde en balance mellem den fagligt velfunderede teologiske forkyndelse og den nye servicefunktion: »På den ene side har vi spaghettigudstjenester og babysalmesang og på den anden side tomme kirker, hvor præsten læser op af manuskripter, ingen forstår, og venter på, at der kommer en professor forbi og hører, hvor klogt, det er. Det er de to baner, og de er i øvrigt fulde af foragt over for hinanden,« påpeger hun.

Ifølge hende er vejen frem for folkekirkens præster at lægge sig på midtbanen og udnytte det bedste fra begge positioner.

»Den fagteologisk tunge prædiken kan ikke stå alene. Den skal kombineres med andre gudstjenesteformer, med lethed, fortælling og salmer, som folk kan synge med på. Vi kan altså godt diskutere formen uden at gå på kompromis med indholdet. Og kun på den måde kan gudstjenesten gå op i en højere enhed,« siger Kathrine Lilleør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Det er da udmærket, at folkekirken er blevet en omsorgskirke, for hvad skulle den ellers være?
Kathrine Lilleør taler om kristendommens radikalitet. Hvad er det for noget, og hvad er det for en radikalitet K.L. udfolder? Jeg har aldrig lagt mærke til den. Hun er lidt mere skratten i tågehornet end de fleste andre, men det er da også det hele.
Vi nærmer os forhåbentlig den dag, hvor de kristne omsider indrømmer, at kristendommen ikke har noget på sig, da den kun optræder som en slags følgesygdom til den herskende vækstfilosofi. Jeg ved ikke om kvinder er mere imod vækst end mænd. Gid det var så vel.

Kirken er næsten død, fra at være stat er den nu blevet vuggestue, ældre-pædagog og fest-arrangør.

Man må dog ikke tro at Kristendommen på nogen måde er død, den har det jo med at knytte sig til magthaverne.

Den klæder sig i mange kåber, det værende nazisme, kommunisme, kapitalisme eller ateisme.

Søren Kristensen

"When I find myself in times of trouble, mother Mary comes to me,
speaking words of wisdom, let it be."

mængden af religion ganget med mængden af levende gud, er en konstant størrelse.

hvad værre er: religionerne har også forlængst opdaget lovmæssigheden, og forsøger på den måde at tage livet helt af gud.