Læsetid: 2 min.

’Forfattere forholder sig altid moralsk til virkeligheden’

Hvis Henrik Nordbrandt havde fået buddet om at tale til statslederne om klimaforandringerne som forfatter under COP15 af Per Stig Møller , ville han have sagt ja tak
Hvis Henrik Nordbrandt havde fået buddet om at tale til statslederne om klimaforandringerne som forfatter under COP15 af Per Stig Møller , ville han have sagt ja tak
7. december 2010

I lørdagens Information siger Kulturminister Per Stig Møller, at han som Udenrigsminister i forbindelse med planlægningen af COP15 i København forgæves havde forsøgt at få en forfatter til at komme og holde en tale for statslederne. »Jeg ville have haft en kunstner til at stille sig frem og give en prolog, der kunne sætte en moralsk ramme for, at vi skulle beskæftige os med klimaproblemerne. En kunstner skulle bringe det ind under huden på os,« som han udtrykker det. Men der var ingen kunstner med vægt, der ifølge Per Stig Møller kunne.

– Hvad siger du til det spørgsmål, Henrik Nordbrandt. Blev du spurgt?

»Nej.«

– Hvad ville du have svaret, hvis du var blevet spurgt?

»Jeg ville have svaret ja. Jeg ville helt sikkert have leveret en prolog. I øvrigt har jeg skrevet et digt om det. Jeg blev så forarget over klimatopmødet i København og over den kynisme, der lå bag det hele. Mit digt handler om, hvad der kan betale sig. Jeg hader det ord. Som om overlevelse er noget der skal kunne betale sig. At alt skal måles i penge. Det er alt det, det handler om i dag, om penge og profit – og ikke hvad der gavner os og planeten«.

– Synes du forfatterne har en moralsk forpligtelse til at forholde sig kunstnerisk til klimakrisen?

»Det er et vanskeligt spørgsmål. Moralsk ansvar kommer jo ind af sig selv i kunsten. Det kan slet ikke undgås, at man som kunstner forholder sig til den eksisterende virkelighed. Det har jeg selv gjort i min seneste bog. Men det med moralsk ansvar er jeg meget forsigtig med at svare på, for det kan blive udtrykt på mange måder, men forfattere forholder sig altid moralsk til virkeligheden. Den nuværende virkelighed er så præget af klimaændrigner og diskussion af klimaændringer, at det forekommer at være nødvendigt med dette moralske ansvar, men jeg er på den anden side meget bange for at ville prædike moralsk ansvar over for andre«.

– Skal en forfatter overhovedet takke ja til en bunden opgave fra politisk side?

»Det kommer sandelig an på tilbuddet. I det her tilfælde ville jeg ikke have skrupler«.

– Nu har vi så COP16 i Mexico. Har du et særligt budskab til topmødet?

»Jeg vil sige til politikerne: Lyt til de store selskaber. Hvis I tror det handler om penge, så lyt til dem. De ved, hvad det drejer sig om«.

Serie

Forfattertale til COP15

I denne uge spørger vi en række forfattere, om de ville have takket ja tak til Per Stig Møllers tilbud om at levere en moralsk tale til statslederne i forbindelse med COP15 i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sikke da en omgang ævl - inklusiv overskriften! Hvis man tror at man kan vælge det moralske i verden og tilværelsen til og fra, er man da mere naiv, end man i vores 'oplyste' samfund kan forestille sig muligt! Pinlig problematik! Men Henrik har ret i sin kritik af at alt gøres op i penge. Jeg er dog også enig med ovenstående kommentar.

Rasmus Varnich Blumensaat

Problemet med afpolitiseringen af virkeligheden er, på linje med konceptet om afmystificering/rationalisering hos Weber, at det beror på en forvirret metafysik.
Ting er ikke, essentielt set, politiske, kunstneriske, psykologisk, sociale, videnskabelige: disse discipliner forstås bedst som perspektiver, diskurser, sproglige værktøjer vi anlægger på dele af vores verdensbillede.

"Men værket er politisk! Galileis værk er politisk, Kopernikus' værk er politisk, Einsteins værk er politisk. Det politisk er ikke at stemme for, at være imod, at give moralprædikener; nej, det politiske er værket."

- Paul Virilio

Man bosætter sig langt fra vand, hvis man med politisk bevidst kunst, mener at lede efter en kunst der gør brug af et identificerbart, politisk parafraserende formsprog, såsom kulturradikaliteten og '68 generationens æstetiske korrelat, idet denne appelform har mistet sin formmæssige appel (skønt emner som bæredygtighed og miljøbevidsthed muligvis er ved at rehabilitere den konkret-politiske kunst) og ofte vil blive afvist som kitsch eller naiv, idet den er blevet historisk associeret med en socialistisk orientering og dermed indgår i en politisk arv som nutidens hyperkapitalistiske samfund har svært ved relatere til.

Det gamle slagord angående altings politiske karakter, virker simpelthen ikke i en verden hvor det sociale tænkes som økonomi, hvor kapitalismen har slået så dybe rødder i vores sindelag, at vi finder det selvfølgeligt at "vurdere" hinandens "værdi" ud fra begreber som "overskud" og "underskud". I en sådan verden er mennesket først og fremmest en bestand, et inventar af goder og ikke en politisk-etisk størrelse.

Om noget mangler der en intellektuel italesættelse af samtidskunsten, som en art udefrakommende politisk aktivering af et potentiale, der oftest er sekundært for den gængse kunstner anno 2010.

Hvis man leder efter en kontemporær applikation af politiske principper i kunsten, kan man med fordel se på Ari Folmans tegnefilmsdokumentar Waltz with Bashir, Cormac McCarthys roman The Road og graffiti-maleren/konceptkunstneren Banksys virke.