Nyhed
Læsetid: 2 min.

Med forkærlighed for sprog og form

Anders Haahr Rasmussen er med sin bog 'Én bold ad gangen' om Caroline Wozniacki den femte og næstsidste nominerede til Montanas Litteraturpris 2010
Kultur
10. december 2010
Elegant. Det er meget overbevisende lykkedes Anders Haahr Rasmussen at skrive en bog, der både interesserer et tennispublikum og folk, der ikke umiddelbart interesserer sig for den verden. Og det gør bogen alene, fordi den sprogligt og formmæssigt har valgt så klar en ramme.

Elegant. Det er meget overbevisende lykkedes Anders Haahr Rasmussen at skrive en bog, der både interesserer et tennispublikum og folk, der ikke umiddelbart interesserer sig for den verden. Og det gør bogen alene, fordi den sprogligt og formmæssigt har valgt så klar en ramme.

Sofie Amalie Klougart

Det lå måske ikke lige i kortene, at en bog om tennis, nærmere bestemt om Caroline Wozniacki, skulle blive nomineret til Montanas Litteraturpris. Men det er ikke desto mindre tilfældet. Anders Haahr Rasmussens Èn bold ad gangen er den femte nominerede til Montanas Litteraturpris 2010.

Der er i sagens natur få journalistiske bøger, der kommer i betragtning til litteraturprisen, der først og fremmest belønner værker, skønlitterære som faglitterære, som formmæssigt søger nye veje og skildrer et kendt stof på en ny og overraskende måde. Sådan en bog er Én bold ad gangen, der er en overlegen blanding af reportagebog, portrætbog og små essays.

Bogen er skrevet på fascination af tennis og af det unge fænomen Caroline Wozniacki, uden den ville der slet ikke være en bog, men den handler samtidig også om meget andet i relation til tennis som forholdene i tennisindustrien, materialevalg, usynlige magtforhold og ikke mindst kønsproblematik i tennis mv.

Bogen er bygget op omkring de syv kampe i fjor ved US Open i New York, hvor Caroline Wozniacki for alvor brød igennem og nåede finalen. Læserne føres kronologisk gennem turneringen, men undervejs afbrydes kampreferaterne eller måske snarere kampbeskrivelserne af selvstændigt knopskydende afsnit og kapitler om så at sige alt muligt andet uden for tennisbanen, der alligevel relaterer sig til topprofessionel tennis på verdensplan. US Open-turneringen fungerer derfor som et påskud eller en stærk ramme, hvor Anders Haahr Rasmussen kan dyrke sin forkærlighed for - og sans for - detaljer for den verden, han dyrker. Bogen er en befrielse, også ved alt det, den ikke er. Ingen afsnit om Caroline Wozniackis opvækst og forholdet til hendes far og træner, Piotr Wozniacki. På omslaget findes ikke et closeup-billede af Caroline og omtale af hende som 'Miss Sunshine', men derimod et grafisk flot billede af en servende Wozniacki set oppefra med banens funktionalistiske streger som baggrund. Som en markør af, at her er godt nok fascination, men også afstand og kølig iagttagelse. Varme og kulde i ét.

Detaljens mester

Sprogligt holder bogen et meget højt niveau. Den undgår konsekvent sportsreportagens mange klicheer og beskriver med sjældent nærvær og nerve mekanik i forbindelse med slag og beslutninger i forbindelse med kampene. Anders Haahr Rasmussen er en detaljens mester og har en sympatisk vilje til at ville udfordre og lokke læserne ind i sit univers.

Anders Haahr Rasmussen gør det mere end nogen anden forståeligt, hvorfor Caroline Wozniacki trods mangel på umiddelbar tennismæssig genialitet alligevel har formået at spille sig frem til førstepladsen på verdensranglisten, hvad det er for en særlig styrke, hun har, hvad hun basalt er drevet af.

Det er meget overbevisende lykkedes Anders Haahr Rasmussen at skrive en bog, der både interesserer et tennispublikum og folk, der ikke umiddelbart interesserer sig for den verden. Og det gør bogen alene, fordi den sprogligt og formmæssigt har valgt så klar en ramme og elegant formår at binde flere verdener sammen og lave ekskurser ud i større samfundsmæssige perspektiver end det rent sportslige. I Montana-komiteen findes ingen tennisfans, men sproglige og litterære nørder, som i den grad er blevet imponeret over denne bog. Og den fascination er kun mulig, fordi bogen er en formmæssig bedrift af de sjældne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her