Læsetid: 5 min.

I historiefortolkningen er der stadig borgerkrig

Det lykkedes Abraham Lincoln at ophøje Den Amerikanske Borgerkrig til et højere formål for hele nationen. Men i South Carolina fejrer de 150-årsdagen for løsrivelsen fra unionen. Krigen fylder stadig meget i den amerikanske selvforståelse. Og så indretter man historien efter det
20. december 1860 løsrev South Carolina sig fra the United States og siden fulgte 10 andre stater. Sammen formede de Konføderationen, og i april 1861 udbrød Den Amerikanske Borgerkrig, der varede til 1865, men trækker spor i den amerikanske selvforståelse den dag i dag.

20. december 1860 løsrev South Carolina sig fra the United States og siden fulgte 10 andre stater. Sammen formede de Konføderationen, og i april 1861 udbrød Den Amerikanske Borgerkrig, der varede til 1865, men trækker spor i den amerikanske selvforståelse den dag i dag.

AP

20. december 2010

I dag er der fest i South Carolina. I dag er det 150 år siden, at den som den første stat trak sig ud af unionen, da det blev klart, at Abraham Lincoln ville blive den næste præsident. 150 år siden, at Amerika tog det første skridt mod borgerkrig. Det er det, der bliver fejret i South Carolina af Sons and Daughters of the Confederacy - en forening for personer af direkte afstamning fra sydstaternes veteraner fra den Amerikanske Borgerkrig.

Ifølge Niels Bjerre Poulsen, der er lektor ved center for amerikanske studier på syddansk universitet, er Den Amerikanske Borgerkrig stadig den vigtigste begivenhed i amerikansk historie. Mange amerikaneres forståelse af forholdet mellem stat og nation hænger uløseligt sammen med det, der blev kæmpet om på slagmarkerne 1861-1865.

»Især sydstaterne er en region, der forstår sig selv ud fra de ideer, der stammer fra borgerkrigen. At der var en særlig sydstatskultur, der blev undertrykt i unionen. Fortolkningen af South Carolinas udtrædelse af unionen er, at det var et oprør mod føderalt bureaukrati, og det er der mange der genkender i dag,« siger Niels Bjerre Poulsen.

Racer i skolerne

Det kommer til udtryk, når sydstater påkalder sig ret til at afvise føderal lov. Det var netop, hvad sydstaternes guvernører gjorde op til borgerkrigen - det kaldtes nullification. Allerede i forbindelse med borgerkrigen vedtager man The Supremacy Clause som gør det helt klart, at hvis der er strid mellem statslig og føderal lov, så er det føderal lov der gælder. Men det har ikke forhindret stater i forsøg på nullification alligevel, forklarer Niels Bjerre Poulsen: »I forbindelse med borgerrettighedskampen i 1960'erne påkalder nogle guvernører sig retten til nullification. For eksempel afviser de at integrere racer i skolerne. Hele denne forestilling om statens suveræne magt hører jo til de værdier, som sydstaterne kæmpede for i borgerkrigen. Og vi ser det også i forbindelse med Obamas sundhedsreform. I nogle sydstater påstår man igen, at man har ret til at afvise føderal lov.«

Hvem sagde slaver?

Når Sons and Daughters of the confederacy fejrer South Carolinas udtrædelse af unionen, så er det med fokus på, at man kæmpede for statens selvbestemmelsesret og ikke på hvad der var den konkrete anledning til at man stod så stærkt på sin ret. Som den britiske historiker John Keegan skriver i det roste værk Den Amerikanske Borgerkrig, der netop er udkommet på dansk i år: »Borgerne i sydstaterne har fundet deres egne måder, der er i overensstemmelse med amerikanske værdier, at ære deres borgerkrigsgeneration på - den tapperhed og patriotisme, som på en eller anden måde afleder opmærksomheden fra Konføderationens insisteren på at bevare slaveriet.«

I stedet for at forholde sig til det moralsk forkastelige i slaveriet, så holder man fast i den ærefulde kamp mod føderalt overherredømme.

»I South Carolinas historieundervisning fortæller man historien om borgerkrigen som om at det var et oprør mod føderalt bureaukrati og ikke havde meget med slaveri at gøre. Det er rendyrket historieforfalskning. Så vidt jeg husker står ordet slaveri 18 gange i det dokument, der officielt deklarerer South Carolinas løsrivelse fra unionen,« siger Niels Bjerre Poulsen.

Det er altså ikke kun i lukkede foreninger, at man identificerer sig stærkt med borgerkrigens værdier. Det er kun 10 år siden, at South Carolina blev tvunget til at tage Konføderationens flag ned fra statsbygningen og erstatte det med Stars and Stripes.

En ærefuld kamp

Ifølge Niels Bjerre Poulsen så ligger nøglen til forståelsen af den amerikanske politiske kultur i Gettysburg.

»I dag betragter vi sydstaterne som udpræget republikansk. Og det er da også her vi finder de allermest konservative kræfter, men indtil 1960'erne stemte man demokratisk i sydstaterne, og det var på grund af borgerkrigen. Det republikanske parti opstod i 1860'erne med henblik på at afskaffe slaveriet, og Abraham Lincoln var republikaner. Det var republikanerne, som sydstaterne gjorde oprør mod i 1860 og 61, og det blev de ved med indtil 1960'erne hvor borgerrettighedsbevægelsen vendte om på det.«

Krigen kostede en million mennesker livet. 200.000 af disse faldt i direkte kamp. Det kan kun sammenlignes med de europæiske tab under Første Verdenskrig. Men erindringen omkring de to krige kan ikke sammenlignes. Som John Keegan skriver: »Der er den store forskel at Første Verdenskrig altid omtales med sorg i Europa. Det er kontinentets tragedie, der stadig trækker sine spor gennem det - den formålsløse krig, der ikke kan retfærdiggøres. Den slags gælder ikke borgerkrigen, der huskes som den kamp, der fuldendte revolutionen og gjorde det muligt at virkeliggøre de idealer som forfatningens fædre byggede republikken på i 1770'erne.«

Ifølge Niels Bjerre Poulsen betragtes slaveriet som den amerikanske arvesynd. Og selv om man allerede i forbindelse med den amerikanske revolution havde moralske skrupler omkring slaveriet, så turde man ikke røre ved det.

»Forfatningen satte gang i en renselsesproces, og det var et spørgsmål om tid, før man måtte tage fat på det paradoks, at et land, hvor det står i forfatningen, at 'all men are created equal', holder slaver. Mange amerikanere opfatter borgerkrigen som den bodsgang, som nationen måtte gå. De skulle sone slaveriet og borgerkrigen var både uundgåelig og nødvendig. Derfor er krigen også omfattet af en vis romantisering i dag. Det var en ærefuld kamp, der var nødvendig for at samle nationen.«

Ophøjet betydning

Det er dog en fortolkning, der er noget mere dominerende i nordstaterne end i syd.

»Det er vindernes historie. Men alligevel er det en forståelsesramme, som er generelt accepteret af amerikanere i dag. Og det har Abraham Lincoln en stor del af æren for. Han regnes stadig for den dygtigste præsident nogensinde, selv om han førte landet gennem en borgerkrig. Det skyldes at han formåede at ophøje krigen til et højere formål. Krigen havde ingen tabere i hans øjne. With malice toward none,« siger Niels Bjerre Poulsen og citerer dermed Abraham Lincolns anden indsættelsestale, som han holdt i marts 1865 - altså inden krigens afslutning i april.

»Allerede her tillægger han krigen en ophøjet betydning og lægger kimen til, at man også i syden kan acceptere nederlaget.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu mangler der bare at Amerikas oprindelige befolkning også føler at de er omfattet af budet om at 'all men are created equal’

Tom W. Petersen

Man tror det, man ønsker at tro.
For en del, fortrinsvis højreorienterede, amerikanere skyldes nederlaget i Vietnam et forræderi på hjemmefronten. Derfor Rambo-filmene.
For mange højreorienterede-fascistiske i HitlersTyskland skyldtes nederlaget i første verdenskrig det samme; de kaldte det et dolkestød i ryggen på den tapre hær.
For nogle danskere skyldtes de tyske sejre i an den verdenskrig, at Danmark ikke tappert gik i krig med Tyskland.
Sådan er der så meget. Masseødelæggelsesvåben for eksempel.
Man vælger selv, hvad man vil tro; uanset kendsgerningerne.

Ok, det her får vel diskussionen til at gå i en lidt anden retning, men det får så være.
Indianerne er i dag for så vidt så ligestillede som man nu kan blive i et helt vildt stratificeret samfund, som iøvrigt foregiver ikke at være stratificeret. Det er sådan set ikke der problemet ligger, men mere i at det europæiske kapitalistiske livsssyn har fuldstændigt trynet indianernes livssyn, i og med at man som privat amerikaner f.eks. kan "eje" jorden.
Og så kan man jo også altid påpege, at landet blev stjålet fra indianerne og at de skulle have det tilbage, eller at det skulle frigives til ikke at være ejet på indianernes betingelser, men det sker jo næppe her i kapitalismens højborg. Men det er efterhånden mere et generelt problem end et specielt tilknyttet indianerne. Bør også lige nævne at skønt indianerne i mange områder stadig er meget fattige og lider under stort alkohol- og narkotikamisbrug har der ikke været nogen programmer til at decideret holde dem undertrykte siden tresserne, og at der faktisk er en del programmer til at hjælpe dem fremad, men selvfølgelig inden for den hvide mands kapitalistiske, privatejebaserede forståelsesformer.
Ikke overraskende ser det ud til at det der mest hjælper indianernes selvrespekt og selvforståelse er, at de investerer mange kræfter på at genetablere deres egen kultur, så vidt det overhovedet er muligt, de sidste rester var lige ved at gå tabt med de kostskoleprogrammer der var op indtil tresserne, som også lignede dem der var i australien og for grønlænderne.
Sevfølgelig er denne tilbagegriben til en kultur der ikke har noget egentligt fodfæste i virkeligheden en pudsig foreteelse, hvor forståelig den end er, og i det ligner den selvfølgelig i en vis forstand south carolinas forsøg på at fastholde ting, som for længst er gledet bort, i south carolinas tilfælde for det bedre, og det ligner jo for så vidt også krampetrækningerne i vedligeholdelsen af det sydslesvigske mindretal, baskernes uafhængighedskrig, og alt det andet, som stengt taget foregår indenfor hvad der på det nærmeste nu kan betragtes som det samme land, i hvert fald i samme forstand som USA er et og samme land, om ikke helt så vidtrækkende.
- fra californien