Læsetid: 2 min.

Idealistisk lillebror med rugekasse

Også Café Teatret satser ungt. Med dramatiker og instruktør Christian Lollike som ny leder har teatret fået en passioneret avantgardeprofil med ambitionen om at fortsætte teatrets lyst til at være i opposition
7. december 2010

Lidenskabsteatret hersker ikke kun i Det Røde Rum. Faktisk sker det samme nu i mindre format på Café Teatret. Her har ledelsen nemlig besluttet sig for at lægge det lille teater med den stejle trappe i armene på den 37-årige dramatiker Christian Lollike. Administratoren Erling Larsen og den øvrige kunstneriske ledelse med Lisa Thorslunde, Søren Glad og Niels Skjoldager forlader teatret i Skindergade efter 40 heftige og prisværdige år med kollektiv ledelse, overleverkraft og imponerende forkærlighed for ny dramatik. Fra nu af skal Café Teatret have en bestyrelse med Thorslunde og Skjoldager som kontinuitetsbringerne sammen med formanden Tue Biering og tre andre.

Som teaterleder skal Christian Lollike fortsætte sporet fra Erling Larsen. Men han vil også lade teatret blive rugekasse for projekter, der ikke nødvendigvis skal ende med at blive til færdige forestillinger. Og han vil lade forestillingerne forlade de snævre rammer og indtage byrummet.

Helt tæt på

Café Teatret har en helt særlig plads i dansk teater. Både den lille scene på 1. sal og den mikroskopiske scene i kælderen byder på ny dramatik. Helst det teater, der har bedst af at blive oplevet på få meters afstand. Og helst det teater, der udtrykker de stemmer i tiden, der bekymrer sig mest om det, der sker i verdenspolitikken. Samtidig med, at det støtter de yngste teaeterkunstneres projekter.

Christian Lollike er et godt valg til rollen som den samvittighedsfulde efterfølger. For Lollike bekymrer sig. Både om det, der bekymrer så mange kunstnere, og om noget, som verden måske ikke ville få øje på, hvis ikke lige Lollike fik blikkene rettet derhen.

»Café Teatret skal blande sig og turde tage kontroversielle synspunkter på sig,« udtalte Lollike ved offentliggørelsen i onsdags.

Den mørkøjede Lollike er kun 37 år. Han er fra den første årgang på Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater, hvor han nu er medrektor. Hans forestillinger har fra starten vakt debat. Ikke mindst Dom over Skrig om skyldsdilemmaerne ved massevoldtægt. Men også Undskyld, Gamle om ældres vilkår på plejehjem og den Lessingske Nathan (uden titel) om kampen mellem følelse og fornuft i Århus Domkirke.

Sidste år fik han en Reumert for Årets Instruktør med Kosmisk frygt eller den dag Brad Pitt fik paranoia.

Dobbelt-op

Fornuftigt nok kommer Lollike ikke alene til Café Teatret. Han medbringer den 35-årige produktions- leder Laura Ramberg, der bl.a. ledede Hopenhagen Live under COP15. Dermed får Café Teatret nu en kunstnerisk-administrativ dobbeltledelse, ligesom f.eks. Betty Nansen Teatret og Republique.

Café Teatret er dog kun et lille storbyteater med langt mindre økonomi og alligevel med fem-seks produktioner hver sæson og op mod 100 arrangementer i KafCaféen oveni.

Café Teatret satser altså nu på en passioneret avantgardeprofil, der ligger drillende tæt op ad Det Røde Rum. Dermed fortsætter Café Teatret sin rolle. Altså rollen som den frække lillebror, der forlængst har fundet på det, som de tunge storebrødre tror er nyt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu