Læsetid: 5 min.

Instruktøren skyder kun to gange

Filmmageren Robert Rodriguez, der er biografaktuel med exploitation-hyldesten 'Machete', har skabt sin egen lille industri i hjemstaten Texas. Her kan han bevare sin kunstneriske frihed ved at arbejde uden for Hollywood, på små budgetter og med åbent sind
Oplevelse. 'I dag bliver mange mennesker hjemme for at se tv, video og spille videospil. Men jeg vil gerne give dem en kollektiv oplevelse i biografen, som de ikke kan få i deres egne stuer,' siger filminstruktøren Robert Rodriguez.

Oplevelse. 'I dag bliver mange mennesker hjemme for at se tv, video og spille videospil. Men jeg vil gerne give dem en kollektiv oplevelse i biografen, som de ikke kan få i deres egne stuer,' siger filminstruktøren Robert Rodriguez.

Paul Buck

9. december 2010

De kalder ham en 'two shot guy'.

Man ser billedet for sig: Sheriffen, der trækker fra begge hofter uden at stille spørgsmål og galopperer videre, før støvet når at lægge sig.

I egen høje person er der også masser af western-atmosfære over 42-årige Robert Rodriguez. Fra de solbrune overarme, der ser ud til at kunne vælte en okse omkuld, til skægstubbene, de blå jeans og hans varemærke: den brune Stetson med Texas State-knapper i hattebåndet.

»Jeg tager som regel ikke min hat af, fordi så fordufter de gode ideer og alt det cool shit, jeg gemmer inde under den,« siger han og smiler undskyldende, da Information møder ham under filmfestivalen i Venedig.

I virkeligheden er hatten en gimmick, som Rodriguez tillagde sig under sin første pr-turné i Europa. Så snart europæerne hørte, at den unge filmmager kom fra Texas, spurgte de uvægerligt, hvorfor han så ikke gik med cowboyhat. Og kælenavnet two shot guyskyldes såmænd Rodriguez' aversion mod at tage en scene om.

Gammeldags showman

»Robert arbejder lynhurtigt. Ingen ventetid, ingen kedsomhed,« siger Danny Trejo, der efter en stribe bistre biroller får sit karrieres første helteparti i Rodriguez' nye film, Machete, der har dansk premiere i dag og handler om titlens forhenværende, meget barske politimand, som bekæmper en gangsterboss.

»Mange instruktører ved ikke, hvad de vil have, før de ser det. Derfor kommer man til at optage den samme indstilling om og om igen. Robert sætter skuddet op, filmer det, tager én mere for sikkerheds skyld, og så er den i kassen. Videre.«

Jessica Alba, der optræder som et af mange smukke kvindfolk omkring macho-tyren Machete, supplerer: »Robert skriver manus, klipper og fotograferer ofte selv, så han ved præcis, hvornår han som instruktør skal bruge mere tid på en scene, og hvornår han kan nøjes med ét take. Han bruger også flere kameraer samtidig, så han får meget med hjem.«

Ud over sin produktivitet er Robert Rodriguez kendt for sin udtalte mangel på fine fornemmelser. Som en gammeldags
showmanfremstiller han stolte og kulørte B-film, der kun ønsker at levere smæk for skillingen.

»I dag bliver mange mennesker hjemme for at se tv, video og spille videospil. Men jeg vil gerne give dem en kollektiv oplevelse i biografen, som de ikke kan få i deres egne stuer. Når de mærker, hvordan alle de andre i salen reagerer på filmen, får de måske lyst til at gå i biografen en anden gang,« siger han selv.

Uden for rammerne

Ligesom vennen og åndsfællen Quentin Tarantino henter Robert Rodriguez meget af sin inspiration fra 1970'ernes underskov af billige spekulationsfilm, der kompenserede for deres tekniske mangler ved at smøre tykt på med sex og vold.

»Dengang havde B-filmselskaberne hverken stjerner eller penge. Derfor proppede de så mange ideer som muligt ind i deres actionfilm i et forsøg på at hamle op med de store studieproduktioner,« siger Rodriguez.

Med navne som Robert De Niro, Steven Seagal og Lindsay Lohan på rollelisten i Machetebehøver Rodriguez ikke at stå på hovedet for at vække opsigt. Men han nyder alligevel at opfatte filmen som endnu en underlødig samlebåndsproduktion uden kendte stjerner.

»Det gør det hele lidt sjovere. Det er også derfor, jeg i forteksterne skriver, »introducing Don Johnson«. Som om ingen har set Don Johnson før!«

Endelig sætter manden med cowboyhatten en ære i at bevare sin uafhængighed som filmskaber. I Texas' hovedstad, Austin, har han etableret sit eget studie, Troublemaker Studios. Her, knap 2.000 kilometer fra Hollywoods centrum, optager han alle sine film med hjælp fra sin ekskone, produceren Elizabeth Avellán, og et utal af søstre, fætre, kusiner og venner. Det er derfor ikke usædvanligt at se slægtsnavnet Rodriguez omkring et dusin gange i slutteksterne til hans film.

»Man tænker uden for rammerne, når man befinder sig uden for rammerne,« siger han.

»Digital filmproduktion, 3D, at lave en film kun med
greenscreen- den slags ideer kommer naturligt og tilfældigt til én, når man ikke er en del af systemet.«

Forud for sin tid

Robert Rodriguez gik således meget tidligt over til at optage spillefilm med digitalt udstyr, og han var pionér, da han til Spy Kids 3D(2003) benyttede første generation af de Fusion-3D-kameraer, som James Cameron siden gjorde berømte med Avatar.

»Jeg var forud for min tid, så jeg måtte udsende Spy Kids 3Danalogt (gammeldags 3D, hvor man ser filmen med papbriller, red.), fordi de færreste biografer havde digital projektion dengang. Men jeg optog filmen i 3D, fordi jeg følte, det var noget, der kunne lokke folk op af sofaen og ind i mørket. Alt, der kan få folk til at gå i biografen, er jeg stor tilhænger af,« siger han.

Ideen til Troublemaker Studios opstod i kølvandet på hans debutfilm, El Mariachifra 1992. Med kun tre mand på filmholdet, herunder ham selv, rejste Rodriguez midlerne til projektet - små 7.000 dollar - ved at lade sig hverve som forsøgskanin på et laboratorium!

El Mariachivar rettet mod det latinamerikanske videomarked, men den dynamiske og stilbevidste actionfilm vakte opsigt på Telluride-festivalen, hvor den blev opsnappet af filmselskabet Miramax. Oplevelsen af at arbejde som en autonom enhed uden for Hollywood åbnede Rodriguez' øjne.

Strejf af ægthed

»Det viste mig, at der var en anden og sjovere måde at producere film på end den traditionelle. Jeg havde heller ikke lyst til at flytte til Los Angeles, så at lave film hjemme i Austin var det mest ideelle, jeg kunne tænke mig,« siger instruktøren i dag.

»Jeg har mine egne studiefaciliteter, så jeg kan bare lave, hvad der passer mig. Bagefter kan jeg finde en distributør, der passer til filmen, og holder jeg desuden budgettet lavt, vil det selskab, der køber filmen til distribution, automatisk tjene penge på den. Desuden tvinges man til at finde kreative løsninger på problemerne, når man ingen midler har, og det giver filmene et strejf af ægthed, som publikum kan mærke.«

Hvor meget, eller snarere hvor lidt, hans seneste film har kostet, vil han ikke ud med.

»Jeg vil have, at 20th Century Fox bliver ved med at bruge penge på at markedsføre Machete, som om den havde kostet 20-25 mio. dollar. Men den kostede altså væsentligt mindre end dét. Værdien af filmen er til gengæld høj, hvis man bare ser på de skuespillere, vi har med, eller mængden af action.«

Og hvad ville Robert Rodriguez stille op, hvis nogen tilbød ham et budget på f.eks. 200 mio. dollar?

»Jeg ville nok lave filmen på nøjagtig samme måde og beholde resten af pengene. De ville ikke engang kunne se forskel på, he he!«

Brian Iskov er freelance filmskribent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu