Nyhed
Læsetid: 3 min.

Journalistik og filosofi er et frugtbart krydsfelt

Avis. Informations gamle franske søsteravis, Libération, har gjort det igen: ladet 40 filosoffer redigere avisen for en dag for at tilføre tanketyngde og dybdeperspektiv
Aktivisme. Michael Hardt var en af de udenlandske tænkere, der sammen med en række franske filosoffer redigerede den franske avis Libération i sidste uge. Hardt skrev om studenteraktivisme på amerikanske universiteter. Arkiv

Aktivisme. Michael Hardt var en af de udenlandske tænkere, der sammen med en række franske filosoffer redigerede den franske avis Libération i sidste uge. Hardt skrev om studenteraktivisme på amerikanske universiteter. Arkiv

Kultur
10. december 2010

Den slags kunne næppe ske i ret mange andre lande end Frankrig, for her er det endnu ikke helt blevet nationalsport at foragte intellektuelle som 'en stand smagsdommere': En af nationens største aviser stiller en hel dags udgave til rådighed for filosoffer, som kvit og frit kan redigere, prioritere analysere og debattere - så længe de respekterer, at avisens væsen er at forholde sig til tidens og døgnets hændelser. Men dette stunt er just, hvad Libération - Informations gamle søsteravis - har udført og faktisk udfører en dag hvert år efter en idé af avisens legendariske filosofianmelder, Robert Maggiori.

I filosofkredse citerer man med forkærlighed Hegel: »Minervas ugle flyver kun i skumringen,« underforstået, at æggehoveder kun kan sætte det skete på begreb og ikke forholde sig forstående til det, som udvikler sig her og nu. Men i Frankrig har denne berøringsangst i nogen grad været neutraliseret, siden Sartre opfandt konceptet om 'den engagerede intellektuelle'. Det er fransk filosofis nestor, Michel Serres, der lyrisk motiverer projektet på forsiden: »Aktualitetens øjeblikkelige lyn kan vække og smidiggøre hukommelsen. Som når en lang og rolig flod pludselig danner strømhvirvler. Men hvor journalisten galopperer, der graver filosoffen. I sammenfaldet krydser den vertikale akse den horisontale. Filosofien svæver, mens journalistikken må sikre sig jordforbindelsen. Sidstnævnte tvinger førstnævnte til at lande. Denne avis er så lufthavnen.«

Wikileaks fylder godt

Mange filosoffer - over 40 - bidrog til Libé des philosophes, som udkom sidste torsdag. Fra filosofilærere på obskure franske provinsgymnasier til mere kendte navne (heriblandt er dog ikke Bernard-Henri Lévy, der ellers går for at være mediefilosof), og ikke kun franskmænd deltog, men også så navnkundige udenlandske tænkere som Umberto Eco, Slavoj Zizek, og Michael Hardt.

Wikileaks-affæren fylder naturligvis godt op i avisen og er hovedhistorie - denne er lagt i hænderne på filosoffen Elisabeth Roudinesco, som i et begavet essay både rapporterer om det faktuelle og stiller spørgsmålet, om vi med Wikileaks er nået frem til en nødvendig modvægt, der kan afbalancere tendentielt korrumperende magtstrukturer, eller om vi tværtimod med Wikileaks nærmer os et »transparensens diktatur«, som tilmed fostrer og nærer paranoia og konspiratoriske forestillinger. Umberto Eco er inde på lignende overvejelser i sin klumme, Hævnende hackere. Herefter følger en analyse af et etnisk splittet Elfenbenskysten, hvor det nys afholdte præsidentvalgs resultater ikke respekteres af andre end præsidentens støtter. Den er skrevet af en filosoffen Marc Crépon, der oplyses at være forfatter til et værk om krige mellem civilisationer. Derefter artikler om græsk fremmedhad og om studenteraktivisme på amerikanske universiteter (skrevet af Michael Hardt).

Fire franske filosoffer gør sig lystige over, at præsident Sarkozy i sidste uge bekendtgjorde sit kandidatur til præsidentvalget i 2012 (hvor han altså genopstiller) med disse ord: »To perioder må være nok. Derefter bliver det mere roligt, så bliver der tid til at leve la dolce vita (det søde liv)« .

»Udtalelsen må skulle forstås som en spøg fra privatmanden Sarkozy. Måske vil han minde os om, at hans hustru er italiensk. Her er det ikke Republikkens præsident, der taler. Men Nicolas Sarkozy har vænnet os til en retorik, der blander de to registre, det offentlige og det private. ( ...) Han har udviklet en ny stil, som jeg vil kalde 'ektimitetens': Privatmanden agerer talsmand for den offentlige person med ord, der spiller på fortrolighed og søger nærhed. Måske prøver han eufemistisk at omskrive magten for bedre at kunne generobre opinionen,« mener f.eks. Michel Erman, professor i filosofi ved Université de Bourgogne.

Det er ikke i alle tilfælde, at de franske filosoffer forvalter deres journalistiske forehavende med held. Enkelte forfalder til belæringer, som er spækket med referencer til filosofiens klassikere eller egne værker. Andre be-driver for så vidt udmærket journalistik, men glemmer helt at udvide rammen til de bredere sammenhænge, som filosofien skulle bibringe. Alligevel er eksperimentet en inspirerende og interessant øvelse - om ikke andet, fordi det rokker ved alle vaneforestillinger om et dagblads identitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her